Admiralgade 21, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Ved det sydlige hjørne af Admiralgade og Dybensgade lå 1565-96 Københavns admiralgård, som bolig for chefen for orlogsflåden og det nærliggende skibsværft på Bremerholm. Admiralgade 21 blev opført 1797-99 for blikkenslager Christian Pedersen. På loftet var der dengang indrettet tre værelser med malede vægge, heraf et med en ovn. Det har formentlig været tjenestefolk, der har boet her. Først fra 1944 omtaltes loftsetagen som en lejlighed. Oprindeligt var der indgang i smigfaget ad en høj trappe til et butikslokale i den nuværende stuelejligheds hjørneværelse. Det forklarer fordakningen over dette parti. Butikken i stueetagen forsvandt omkring midten af 1800-tallet. I kælderen var der både butik og lejlighed. Lejlighedens indgang lå i det første fag i Dybensgade efter smigfaget. Fra 1875 var den eneste nedgang i det skrå hjørnefag, som nu ikke mere blev optaget af den høje trappe til butikken i stueetagen. Omkring 1888 ophørte kælderen som beboelse og blev udelukkende anvendt til erhverv. Det ses på ældre fotos, at vinduerne i tagkvistene har haft otte ruder i rammerne. I 1977 blev hele facaden istandsat og fik fornyet pudslaget.

Der er nålefilt på hovedtrappen. I det følgende er ikke taget stilling til lovligheden i tidligere udførte bygningsarbejder på ejendommen. Hele ejendommen er besigtiget, med undtagelse af kælderbutikken og lejligheden på tredje sal. I ejendommen er kælderetagen anvendt til erhverv, mens der er beboelse på de øvrige etager. Ejendommen er beliggende på hjørnet som en del af husrækkerne i Admiralgade og Dybensgade i Øster Kvarters bebyggelser, der overvejende er genopbygget efter branden i 1795. Hjørnehuset er tre etager højt over en høj kælder og med udnyttet tagetage. Det er fire fag langt mod Admiralgade og fire fag mod Dybensgade og har et skråfag på hjørnet. Bygningen er grundmuret og pudset og kalket lyst grå. Taget er et heltag med røde vingetegl. I rygningen ud for smigfaget er en bred skorstenspibe med sokkel. Der er tre traditionelle, fladbuede tømmerkviste med murede flunker mod Admiralgade, en kvist i smigfaget og to kviste mod Dybensgade. Facaden er dekoreret med et kordonbånd over stueetagens vinduer samt indfatninger omkring smigfagets vinduer: I stueetagen er en konsolbåren fordakning, på første sal er en konsolbåren segmentfronton og på anden sal udelukkende en glat indfatning. Alle dekorationerne er udført i sandsten, der er malet. Taggesimsen er udkragende og udstyret med sparrenkopper. Vinduerne er oprindelige, hvidmalede korspostvinduer, med to ruder i nederste ramme, dog med nye hjørnebånd. Kældervinduerne er tilskoddet med nyere, gråmalede skodder. Tagkvistene er kommet til i 1890'erne, de er brunmalede og torammede med to ruder i hver ramme. Hoveddøren er oprindelig og sidder i murlivet over en nyere stentrappe på fire stigninger. Dørtypen er den beklædte revledør med to fløje og en slagliste. Beklædningen er den for perioden yndede med klassiske stilelementer, pilasterfodstykke, riflede felter med roset midt på. Herover er et oprindeligt overvindue i murflugten. Det er forsynet med udskåren bundkarm og riflede sprosser omkring en liggende oval. Ejendommen ligger på en ganske lille grund, så gårdrummet er en lysgård. Gårdsiden er pudset og kalket med guldokker og afsluttes under taget med en lille udkraget gesims. Vinduerne er oprindelige korspostvinduer, gråmalede, med rammer med små ruder, men med nye hjørnebånd. Efter smigfaget er et lille rum, der kun har et halvt vinduesfag med to rammer med små ruder. Døren ud til gården fra trapperummet er også oprindelig: en revledør med brede, gratede revler og håndsmedede båndhængsler og greb. Bygningen har bevaret sin oprindelige plan med ganske små justeringer ved indbygning af badefaciliteter og til dels køkkener. Plandispositionen er den traditionelle med en gennemgående forstuegang, hvor bygningens eneste trappe ligger i et fag mod gården. Fra trappen er der adgang til en lejlighed på hver etage – her også en lejlighed i tagetagen. Hovedtrappen er en oprindelig trætrappe med tre løb og reposer omkring durchsicht. Trappen har indstemte trin og vanger med dekorativt udskårne felter med en cirkel midt på samt slanke balustre med en riflet manchet midtpå. Op ad hovedstykkerne er balustrene halveret. Håndlisten er let asymmetrisk som det var skik på den tid. Det øverste løb har drejede balustre – en afspejling af, at det først blev nødvendigt med et behageligt trappeløb heroppe, da der blev indrettet en lejlighed. Plandispositionen er traditionel for periodens hjørnehuse med tre stuer og et kammer mod gaden og køkken mod gården. I midten er den store skorsten anbragt, så det er muligt at tilberede mad og trække varme til alle rum, bortset fra etfagskammeret. De repræsentative rum mod gaden er udstyret med helpanellering og lysningspaneler, som i stueetagen er udformet som indfældede skodder og vægpaneler på alle vægge, herover er lærreder samt dørstykker. Lysningspanelerne er af den riflede type, hvor der i riflingen er aftegnet et cirkelslag ved at vende profilet. I hjørnestuen er ovnnichen indrammet af kanellerede ovnpilastre med en bosse på toppen eller med en mere kapitælagtig udformning. Lofterne er pudsede over en høj klassisk loftgesims, særlig fornem er loftsgesimsen i trefagsstuen på første etage mod Admiralgade, hvor gesimsen har tætsiddende akanthusprydede konsoller. Der er bevaret flere ældre gulve. Vinduerne er den i perioden yndede hulpost med trekvartstaf på hjørnet. Dørene, som for størstedelen er oprindelige, er enfyldingsdøre med stor fylding øverst, indstukne hængsler og ældre greb. Mellem stuerne mod Admiralgade fra trappen er der tofløjede døre, igen med stor fylding øverst, den nederste flugter med vægpanelernes kantliste, to slaglister, indstukne hængsler og ældre messinggreb. Indfatningerne omkring dørene er den type, som Harsdorff introducerede med sit eget byhus på Kongens Nytorv, med en karakteristisk omløbende platte. Køkkenerne har bevaret den åbne, fladbuede ildstedskappe, og har glatte vægge og lofter. Der er indrettet køkken i det lille etfagskammer mod Dybensgade på første og anden sal, mens stueetagen har køkkenet bevaret på sit oprindelige sted. De oprindelige små pigekamre og spisekamre i alle tre lejligheder er indrettet til toilet og brusebad. Lejligheden i loftsetagen er sandsynligvis indrettet i slutningen af 1800-tallet og har ældre gulve og enkle, traditionelle paneler på skunkvæggene og fyldinger på skråvæggene og et loft, der ligger oven på hanebåndet. Den store skorstenskerne står midt i gennem etagen som en pudset, hvid skulptur. Øvrige overflader samt døre er nyere.

Den miljømæssige værdi ved hjørnebygningen Admiralgade 21 knytter sig først og fremmest til beliggenheden som et karakterfuldt hjørnehus i det velbevarede historiske kvarter syd for Nikolaj Kirke med de helstøbte gadeforløb med klassicistiske københavnerejendomme bygget i tiden umiddelbart efter branden i 1795. Områdets måske mest iøjnefaldende træk er de brækkede hjørner kaldet smigfag, der giver hjørneejendommene et karakteristisk udtryk i gadebilledet. Hjørnehuset repræsenterer med sin harmoniske facadedisposition og diskret elegante bygningsdetaljer et værdifuldt samlet led i husrækkerne, og slutter sig på harmonisk vis til naboejendomme også Dybensgade, hvor gesimshøjder, vinduestakt og udsmykning er næsten identisk.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre først og fremmest til det velbevarede, grundmurede forhus helstøbte og harmoniske facade, der afspejler bestemmelserne for de genrejste kvarterer København efter branden 1795 og de nyklassicistiske idealer, som kom til at præge bybilledet med mange borgerlige etageejendomme fra årene omkring år 1800. Der knytter sig her kulturhistoriske værdier til facadens harmoniske proportioner, den harmoniske vinduestakt i to gader over et karakteristisk smigfag og kordongesimsen, der afslutter stueetagen samt til alle forhusets for perioden karakteristiske bygningsdele og -detaljer, så som de konsolbårne fordakninger og indfatninger ved vinduespartierne på stuen og førsteetagens smigfag, der understreger, at der på disse etager var ejendommens vigtigste og mest repræsentative rum. Ejendommens fremtræden udgør et elegant og typisk arbejde for genopbygningstidens klassicistiske bygmestre, hvis stil og udtryk især var influeret af Harsdorffs undervisning, hvor typiske træk er facadernes adskillelse ved glatte kordongesimser samt de typisk enkle hovedgesimser under tagudhænget samt fint kalibrerede bygningsdetaljer og en behersket ornamentik. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de på hovedetagerne ualmindeligt velbevarede planløsninger, der grundlæggende afspejler det borgerlige etagebyggeri fra slutningen af 1700-tallet: Det gælder dels orienteringen af de herskabelige stuer mod gaderne og praktiske rum som køkken placeret mod gården, dels de fine stuers gennemførte snedkerinteriører og større grad af detaljer, såsom feltopdelte vægge med lærreder, ovnpilastre og fornemme loftgesimser, som knytter forhusets ydre og indre udtryk sammen. Hertil kommer den originale trappe i opgangen, den bevarede skorstenskerne med den fladbuede ildstedskappe, og de øvrige bevarede eller traditionelt udførte paneler, døre og indfatninger samt stukkatur.

Den arkitektoniske værdi til bygningens ydre knytter sig til hjørnehusets form og proportioner, som er et velbevaret eksempel på arkitekturen i de genrejste kvarterer i København efter branden 1795. Hertil hører udnyttelsen af hjørnehusets skråfag som bærer hele facadedekorationen og binder de to øvrige sider sammen med kordongesimsen og den fornemme sparrenkopgesims. Hertil kommer det opskalkede teglhængte tag med fladbuede kviste til gaderne. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de velbevarede og velproportionerede stuer og til alle bevarede eller traditionelt udførte vægpaneler, døre, indfatninger og stukkatur i de finere rum mod gaderne og med køkkenskorstenen ind mod gården. Hertil kommer det velbevarede trapperum med den oprindelige trappe, der er forsynet med de små stildetaljer, som er karakteristisk for klassicismen, der giver en atmosfærefyldt helhedsoplevelse af ejendommens indre som optakt til lejlighedernes herskabelige stuer.

Læs videre om

• Brolæggerstræde 2, København
• Hestgardekasernen og Materialgården, København
• Sankt Peders Stræde 17, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen