Brolæggerstræde 2, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade samt det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankre skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestrene og tømrermestrene om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Snarens Kvarter har ligesom Snaregade navn efter købmand og rådmand Erland Jonssøn Snare i 1500-tallet. Bydelen afgrænses af Naboløs, Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Skoubogade, Skindergade, Gammel- og Nytorv, Rådhusstræde, Frederiksholms Kanal og Nybrogade. Branden i 1795 ødelagde store dele af kvarteret. Brolæggerstræde har sit navn efter Per Jenssøn Brolægger, som i årene 1486-1510 ejede grunden til det nuværende nr. 14. Det er dog først fra midten af 1500-tallet, at man i kilderne ser den omtalt som Brolæggerstræde, idet Benickestræde indtil da var strædets navn. De fleste af gadens huse er i lighed med en stor del af kvarteret opført i årene efter den anden bybrand. I gaden lå i øvrigt brygger Chr. Jacobsens bryggeri (Brolæggerstræde 5), indtil det flyttedes til Valby af sønnen I.C. Jacobsen under navnet Carlsberg. Hjørnehuset blev opført 1797 for thehandler Knud Steenberg. Kælderfacaden var oprindelig kvaderfuget. Der var fra opførelsen butiksindretning i kælderen. Facaden blev første gang beskrevet med oliemaling i 1856.

Bygningen er indrettet til både beboelse og erhverv. Brolæggerstræde 2 forbinder som hjørnehus de to gader, Brolæggerstræde og Badstuestræde og afslutter på den måde husrækkerne på dette sted. Forhuset er tre etager højt over en høj kælder og med udnyttet tagetage. Det er seks fag langt mod Brolæggerstræde, der er et smigfag på hjørnet og det er fem fag langt mod Badstuestræde. Huset er grundmuret, pudset og gråmalet i kælderniveau og herover filtset og hvidmalet med vandrette båndgesimser over kælderetagens vinduer og over stueetagen. Mellem anden og tredje etage er på begge facader et tilbageliggende, vandret og glat blændingsfelt. Murene afsluttes under taget af en profileret gesims. Taget er et heltag med røde vingestegl og grater over det smigede hjørnefag. Der er seks traditionelt formede kviste med zinkflunker og fladbuet zinktag i tagfladerne. Mod Brolæggerstræde er endvidere en stor kvist med ateliervinduer nær rygningen. I rygningen er en stor, blokformet køkkenskorstenspibe med sokkel og en mindre skorstenspibe med sokkel. Ind mod den lille lysgård er facaderne ligeledes filtsede og hvidmalede, og murene afsluttes under taget af en toledet, udkraget gesims.Det skrå hjørnefag er omkring vinduet i stueetagen og på første etage markeret med indfatninger af nexøsandsten. På første etage er vinduet tilmed kronet af en konsolbåren segmentfronton. Den høje indgangsdør mod Brolæggerstræde har også indfatninger af nexøsandsten og afsluttes foroven med en konsolbåren fordakning. Der er to trin, ligeledes af sandsten op til hoveddøren, som er en tofløjet fyldingsdør med fem bosserede fyldinger og en slagliste midt for. Over døren er et stort overvindue, der med stålsprosser er opdelt i mindre ruder. Vinduerne i kælderetagen er faste helruder, der sidder i en udvendig, profileret trækarm. Vinduerne på etagerne er alle firerammede korspostvinduer med henholdsvis to og tre ruder i de nederste rammer. Det lidt lave rudeformat er udsædvanligt. På gårdsiden findes et trerammet vindue med seks rammer ud for køkkenet. Kvistvinduerne i taget er torammede med to ruder i rammerne. Kælderen har to døre fra gaden og to døre fra gården. Gadedørene er begge tofløjede butiksdøre med store ruder, indfattet af en profileret trækarm. Kælderdørene mod gården er nyere, glatte døre. Alt træværk er grønmalet. Brolæggerstræde 2 er indrettet således, at der bag hoveddøren er en lille trappe, som fører op til den højtliggende stueetage til lige gennemgående forstuegang. Her er der i højre side blevet plads til en smal ligeløbstrappe til etagerne. Bagerst i gangen er en dør, der fører ud til et rum, der står i åben forbindelse med gården, og hvor der er en trappe ned til gården. På begge sider af forstuegangen er der indrettet lejligheder: lejligheden til venstre har to stuer mod gaden og køkken og kammer mod gården, mens lejligheden til højre har et smalt kammer og to stuer mod gaden, heriblandt en hjørnestue. Køkkenet ligger ind mod gården. Fra køkkenerne i begge lejligheder er der udgang til forstuegangen og dermed til det åbne trapperum mod lysgården, hvor der også befinder sig et lille lokum. Kælderplanen er i princippet mage til, men her er planen brudt mere op til større rum mod gaden. Anden etage er indrettet til én samlet lejlighed og på tredje etage er lejligheden mod Badstuestræde udvidet med taglejligheden, hvorfra der via en nyere trætrappe er opgang til spidsloftet. Heroppe ved kippen er en stor kvist, der åbner sig mod gade og gård og med vinduer i flunkerne. Kvisten er bygget som et privatobservatorium i 1876 af den danske astronom Torvald Køhl (1852-1931). Loftet i kvisten er beklædt med dekorative mønsterrelieffer i gips, som i slutningen af 1960'erne er udført af den daværende ejer, kunstneren Otto Frello. Lejligheden i tagetagen har gipsvægge op til kip og synlige hanebånd, som i øvrigt er blevet løftet i forbindelse med indretningen til bolig. Der er heroppe en række små værelser mod Badstuestræde og en åben plan mod Brolæggerstræde og et ældre badeværelse mod gården. Skorstenene står derfor frit i rummene, som hvidpudsede skulpturer. Kvistvinduerne er nyere, men traditionelt udformede, gulvene er nyere bræddegulve. I gavlvæggene er murværket fremdraget. Interiørerne bærer overalt præg af oprindelige og meget gamle overflader. Dette findes i mange rum, også i butikslokalerne i stueetagen, hvor de gamle plankegulve er bevaret. Husets hovedtrappe, som er en ligeløbstrappe med indstemte trin og rektangulære balustre, er fra opførelsen; trinene har blot fået lagt et slidtrin på. Under trappen er et aflukke, der er opbygget af en rammekonstruktion med glatte, vandrette fyldinger, som må være fra opførelsen eller kort efter. Butikslokalet i stueetagen har fået åbnet mellem de to stuer med en inddækket bjælke eller jerndrager, der understøttes af to træsøjler med kompositkapitæler, støbt i gips og dækket med bladguld. Kapitælerne er udført af den tidligere ejer, kunstneren Otto Frello. Alle stuer i ejendommen har ydervæggen med helpanellering og lysningspaneler–- og for stueetagens vedkommende indfældede skodder med riflinger – mens de øvrige vægge har lave vægpaneler med spejle svarende til dørenes fyldingsspejle, samt feltopdelte overvægge, ofte med opspændte lærreder. Herover har alle lofterne trukne gesimser og pudsede lofter. Loftet i stueetagens hjørnestue har særligt rige stukdekorationer i form af bladguirlander. Ovnpladserne er indrammet med riflede ovnpilastre med en bosseret klods foroven. De indvendige døre, som næsten alle er oprindelige, er to-fyldingsdøre med bredt ramtræ, uanset om det er en tofløjet med dobbelte slaglister eller en enfløjet dør. Alle er indrammet af Harsdorff-indfatninger med fodklodser. Fyldingsdørene har indstukne hængsler fra perioden med klassicistiske låseskilte; dog er enkelte greb udskiftet omkring år 1900. De sekundære rums oprindelige revledøre hænger stadig på fladjernshængsler og stabler fra perioden. Vinduerne, som også er oprindelige, har hulpostprofil og adskillige rammer er ligeledes fra opførelsen og har stadig kyllinge-anverfere og stormjern. Ud mod forstuegangen sidder flere oprindelige, faste vinduer med krydssprosser, der har skaffet lys til den mørke gang. Køkkenildstederne har bevaret den murede ildbænk og den fladbuede overligger af jern, som blev anbefalet efter branden i 1795. I køkkenerne er der i stueetagen bevaret de oprindelige indbyggede køkkenskabe med sammennotet, glat bræddebeklædning og revledøre. Revledøren fra køkkenet ud til forstuegangen har bevaret den gamle skydeluge, så der kunne skabes aftræk til det fri, uden at hele døren skulle stå åben. En sjov historie forklarer skydelugen således: lugen var lavet til natmanden. Inden for lugen satte man et glas med snaps, så natmanden kunne åbne lugen og få sig en dram, når han skulle tømme latrinet i gården. Glemte man snapsen, kunne natmanden godt komme til at spilde på gulvet når latrinet blev slæbt ud.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Brolæggerstræde, hvor hjørnehuset indgår som et helstøbt element i husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår hjørnehuset som en harmonisk del af det historisk fortættede gadebillede. Hertil kommer, at hjørnehuset er med til at opretholde den ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til ejendommen som et værdifuldt eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Brolæggerstræde 2 er opført i 1797, og ejendommen viser på helstøbt vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. Klassicismens bygningspraksis sigtede altid mod det konsekvente og mådeholdne, hvorfor man i høj grad prioriterede den gadevendte fremtoning. Således er det skrå hjørnefag markeret gennem vinduernes indfatninger og det høje indgangsparti, der markeres med en indfatning og fordakning, kendetegnende for periodens bygninger. Herved bliver ejendommen til et tidstypisk og repræsentativt indslag blandt klassicistiske københavnerejendomme. Der knytter sig derudover en vigtig kulturhistorisk værdi til den klare skelnen mellem den repræsentative facade på forhuset og den mere funktionelt betingede gårdside af ejendommen. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører, hvortil der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi. I Brolæggerstræde gælder dette de bevarede etage- og planløsninger, hvor man her ser periodens differentierede etagebyggeri afspejlet: I kælderen og stueetagen blev der levnet plads til erhverv, mens der på de øvrige etager er lejligheder af forskellige størrelser. Som et grundtræk, der er fastholdt i ejendommen, ligger de repræsentative stuer, hjørnestuen og et smalt kammer mod gaden, mens øvrige kamre og køkken ligger mod gården. Den gennemgående forstue knækker for at komme ud i gården (det skyldes hjørnebygningers særlige geometri). Hovedtrappen er i dette hus særlig smal med lange lige løb, det samme gælder reposen. De knappe trappeforhold har nødvendiggjort, at gelænderet kan skilles ad, således at større møbler kan komme omkring på reposerne. De velbevarede dele af de oprindelige og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens boformer, udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Det er tydeligvis en opmærksom og dygtig elev af Harsdorff, der har udført snedkerinteriørerne med fint formede tofyldingsdøre med den store fylding øverst og de for Harsdorff karakteristiske profiler med den omløbende platte. Det samme gælder ydervæggenes helpanelering, vægpanelernes spejle og riflinger på lysningspaneler og indvendige skodder. Ligesom de rillede ovnpilastre, der indrammer vindovnenes plads ved skorstenen. Alt er dygtigt udført og velbevaret. En række af dørene ud til hovedtrappen har fem vandrette fyldinger med et lille retkantet profil i stil med den klassicisme, som C.F. Hansen fremmede. Det samme gælder det indbyggede skab under trappen. Der er flere stuer og værelser med opspændte lærreder og harmonisk opdelte felter på vægge og over døre. Gulvbrædderne er for en del bevaret, hvilket er meget sjældent. De pudsede lofter med stor loftgesims er også fra opførelsen, og her skal særligt stueetagens hjørnestue fremhæves for sin udsædvanligt rige dekoration af bladborter. Den bevarede skorstenskerne afspejler behovet for opvarmning i datiden ved ovne, mens der i køkkenerne er bevaret de oprindelige kogenicher, hvor man lavede mad. Her er på alle etager bevaret den fladbuede overligger af jern, og flere steder også den murede ildbænk med nicher under til at lægge brændet i. De bevarede køkkenskabe, spisekamre og revledørene i køkkenregionerne har kulturhistorisk værdi. I lejlighederne knytter der sig endvidere kulturhistorisk værdi til vinduerne, som for en stor del er oprindelige. De er udformet med den for perioden så yndede hulpost og med en tilhørende profileret tværpost. Rammerne er en blanding af oprindelige og ældre, det samme gælder anverfere, stormjern og stabler. De nederste rammer har to eller tre ruder og det giver et usædvanligt lavt rudeformat, særligt på gårdsiden.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets enkle facadekomposition med den glatpudsede murflade, kordongesimserne og den mere profilerede hovedgesims og det betonede, skrå hjørnefag, der tilsammen giver facaden et afbalanceret, helstøbt og roligt udtryk. Gesimsen mellem stueetagen og første sal har den vigtige funktion at skabe en visuel balance ved at opdele murplanet, ligesom den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer bidrager til bygningens stilfærdige og værdige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk med den enkle, ensartede farvesætning. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de helstøbte og usædvanligt velbevarede planløsninger, der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri med de veldisponerede lejligheders rumforløb og de velproportionerede snedkerinteriører, som hovedsageligt findes i de gadevendte rum. Gårdrummet, som nærmest er en lysgård sørger for passende dagslys til køkkenerne og de øvrige gårdvendte rum.

Læs videre om

• Dronningensgade 14, København
• Gammel Mønt 41, København
• Vestergade 26, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen