C.F. Hansen

C.F. Hansen kom meget tidligt på akademiet og gik der længe. Han må have oplevet N.-H. Jardins undervisning, men Harsdorffs blev for ham den vigtigste. Han fik trods den store guldmedalje intet 8-årigt rejsestipendium, men opnåede særlig royal støtte til en kort rejse til Rom, hvor han foruden antikken studerede renæssancens og manierismens hovedværker, hvilket bekræftes af en del rejseskitser. Hans receptionsstykke til Akademiet viser, at han sikkert havde tilegnet sig ny viden ved omgang med fagfæller i Rom.

Allerede hans ansøgning om embedet som landbygmester i Holsten (1782) viser den målbevidsthed, han udviste resten af livet. De første år efter hans tiltræden i embedet i 1785 bød på få udfordringer af hans talent, idet det offentlige ikke bød ham på andet end om- og tilbygninger. Den løn, han fik, var så utilstrækkelig, at han måtte skabe en omfattende privat praksis især blandt de rige købmænd i det Hamburg, som var nabo til hans bopæl i Altona. Langs Altonas fornemme promenade Palmaillen opførte han en halv snes huse, hvoraf flere for egen regning, som ved salg kunne skaffe ham forøgede indtægter. Uden at tage afstand fra, hvad han havde lært hos Harsdorff, distancerede han sig dog fra det københavnske byggeri. Hans byhuse i Altona er enklere og mere kraftfulde end hovedstadens Palladio, Vignola og Ledoux spøger i baggrunden.

På begge sider af Palmaillens fortsættelse, Elbchaussée, byggede H. landhuse, dvs. lyststeder for hamburgske rigmænd som brødrene Godeffroy og Böhl. "Jeg kan ikke nok skildre, hvor velgørende de smukt beliggende bygningsværker .... har virket på mig. Denne rene, rolige arkitektur i forbindelse med smukke omgivelser og udsigter besidder noget aldeles tilfredsstillende, ikke mindst, når man som tilfældet er der, klart er i stand til at bemærke, at disse værker var de første, der pegede mod en ny og fortræffelig retning i kunsten ...", ordene, som Schinkel skrev til H. efter et besøg i Hamburg og Altona, er en uovertruffen karakteristik af disse huse. Landhusenes planer viser, at H. må have været underrettet om nyere tendenser i international arkitektur, det være sig fransk eller engelsk. Hans interiørstil er f.eks. i Peter Godeffroys hus meget lig den, Robert Adams stod for i England. Fortegnelsen over de bøger og stik, der fandtes i H.s dødsbo, bekræfter, at han har været velunderrettet. I København har man været klar over, at den mand, man havde i det fjerne Altona, var bedre end udbudet i hovedstaden, hvorfor man i 1800 tilkaldte ham, for sammen med hofbygmestrene at tilrettelægge genopførelsen af Christiansborg Slot.

Der er ingen tvivl om, at H. straks var den ledende kraft i triumviratet, og han fik overdraget ikke blot slottet men også råd-, dom- og arresthusets nybygning. Den af ruiner bundne opgave med slottet løste han behændigt, idet han med få virkemidler omskabte barokken til en klassicisme, der i detaljerne næredes af romrejsens erfaringer. I Råd-, dom- og arresthuset viste han sit mesterskab, bygningen må uden forbehold kaldes hans hovedværk. Utvivlsomt med udgangspunkt i Palladio, Vignola og Ledoux skabte han på et grundstykke af særdeles uregelmæssig form en bygning, der både vedkendte sig den historiske arv og var højst samtidig. Den komplicerede grundplan vedkendte sig revolutionsarkitekturens idealer, og arresthuset i Stutterigades perspektiv forbinder disse med deres ophavsmand Piranesis visioner.

Bombardementet af København 1807, som lagde Vor Frue Kirke og omgivelserne øde, gav H. mulighed for at planlægge en plads med forskelligartede bygninger i sammenhæng, i øvrigt en sag, hvor han viste sin evne til, trods næsten uoverstigelige vanskeligheder, at fastholde en idé. Vor Frue Kirke blev hans andet hovedværk. Endnu en gang med eksisterende ruiner som fundament og et tårn han ikke elskede, skabte han er værk, hvor de ydre mål var det strammeste vilkår for projekteringen. Hans erindringer om Roms basilikaer kombineret med kendskabet til samtidens arkitetur var grundlaget for et selvstændigt udtryk. Som overbygningsdirektør betroedes han afgørende indflydelse på alt offentlig byggeri i landet, en magt, som sikkert i forbindelse med hans gentagne perioder som direktør for Kunstakademiet kunne friste til misbrug, hvad eftertiden har anklaget ham for. At H. brugte sin indflydelse er uomtvisteligt, men han var langt mere fremkommelig for argumenter end hidtil antaget. Til købstadskirkerne i Holsten måtte han således strække sig langt og udførte adskillige projekter til hver, før han blev enig med menighederne. Først i sit 88. år gav H. slip på tøjlerne, og da havde han i mere end halvdelen af sit liv haft afgørende betydning for den arkitektoniske udvikling i landet. Det kostede ham renomméet i resten af 1800-tallet.

Hansen, Christian Frederik (Friedrich), 1756-1845, arkitekt. *29.2.1756 i Kbh., ?10.7.1845 på Fr.berg, bisat i Kbh. (Holmens Kirkens Kapel). Forældre: Skomager, læderhdl. Mathias H. og Anna Marie Malling. ~11.5.1792 "på landet" med Anna Margrethe Rahbek, *15.5.1773 i Kbh., ?24.10.1811 smst., datter af toldinsp., justitsråd Jacob R. og Anna Olrog.

Kunstakad. Kbh. (Harsdorff) fra 1766; samtidig i murerlære, sv.brev 17.7.1775; lille sølvmed. 1773, st. sølvmed. 1775, st. guldmed. 1779. Ansættelser: Kond. for C.F. Harsdorff ved Fr.Vs Kapel, Roskilde 1780.

• Udstillinger
• Værker
• Litteratur
• Værker i Kunstindeks Danmark

Læs videre om

• Andreas Kirkerup
• J.C. Lillie

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

• Kunstindeks Danmark og Weilbachs Kunstnerleksikon