Agger

Længehuset er opført i midten af 1700-tallet, men typen har været kendt i Thy siden jernalderen. Årstallet 1749 står indskåret i skabslågen i køkkenet og betragtes som husets dåbsattest, omend bygningen kan være ældre. Huset har oprindeligt ligget længere mod vest, i Vester Agger, men blev i forbindelse med en stormflod midt i 1800-tallet flyttet til sin nuværende placering. Huset har i en årrække fungeret som sommerhus, men tilhører nu Thisted Museum.

Bygningen i Agger er et traditionelt længehus med højremskonstruktion, som ligger få hundrede meter fra Vesterhavet. Bygningen har delvist synlige syldsten, sort sokkel, gulkalkede murflader, ældre, opsprossede vinduer, sugfjæl og stråtækt, valmet tag med mønning af tørv. Flere af tavlene er muret med strandsten og i rygningen sidder en høj, hvidkalket skorstenspibe. Nordsiden og østgavlen har hver et udskud i hele bygningens længde, mens sydsiden har et i den østlige ende. Nordsiden og østgavlen har små, rødmalede vinduer samt en ældre revledør, mens sydsiden har større hvidmalede vinduer og en nyere hoveddør. Gavlen mod vest er lukket på nær en mindre, rødmalet lem.

I det indre har bygningen bevaret en stor del af en ældre planløsning med vesterstue, forstue og dagligstue med alkover mod syd, øl- og brødkammer i udskuddet mod nord samt kammer, køkken og staldafsnit med plads til das, brænde og høns, længst mod vest. Hertil kommer et nyere toilet. Overfladerne er dels nyere i form af klinke- og teglstensgulve, og dels traditionelle i form af bræddegulve og -lofter med synlige bjælker. Hertil kommer mange ældre bygningsdele i form af bærende stolper, ildsted, paneler, revledøre med håndsmedede beslag, dørgreb og skabslåger. Længehuset fungerer aktuelt som museum.

Længehusets miljømæssige værdi knytter sig til den relativt frie placering i det flade, kystnære landskab og spredte bysamfund, som Agger udgør. Det lavtliggende terræn og afstanden til flere af nabohusene giver bygningen en meget synlig fremtræden, som bidrager til opretholdelsen og forståelsen af Agger som et historisk kulturmiljø.

Bygningens kulturhistoriske værdi relaterer sig til den øst-vestvendte orientering og den særdeles velbevarede, egnskarakteristiske højremskonstruktion, der er særlig tilpasset de klimatiske forhold i Thys kystnære områder, som i meget høj grad domineres af en kraftig vestenvind. Den øst-vestvendte længderetning, de tillukkede gavle og udskuddets lav taghøjde har således primært til hensigt at minimere konsekvenserne af vestenvinden, herunder at holde på varmen. Sydsiden har mod vest, hvor beboelsen findes, intet udskud men højere mure og større vinduer, som tjener til at give læ og suge solvarme.

I det indre relaterer bygningens kulturhistoriske værdi sig til den fra midten af 1800-tallet velbevarede, og for Agger karakteristiske, planløsning med vesterstue, forstue, dagligstue med alkover og kammer mod syd, øl og brødkammer i det nordlige udskud, køkken mod nord (her afviger planløsningen dog fra det typiske, sydvendte køkken) og husdyrhold med plads til das og brænde længst mod øst, hvor udskuddet går hele vejen rundt om gavlen. Hertil kommer, at længehuset rummer en stor mængde oprindelige og ældre, egnskarakteristiske materialer og bygningsdetaljer i form af tørvemønning, spinkelt bindingsværkstømmer, tavl med strandsten, et vindue på hver side af lemmen i vestgavlen, strandingsgods i form af en skabslåge fra et skib samt en låge fra Vester Agger, der er dateret 1749.

Arkitektonisk fremtræder bygningen som et traditionelt og særdeles velbevaret, ældre længehus med enkle, stedtilpassede former og et ydmygt, men samtidig meget kraftfuldt formsprog. Mod nord og øst har mødet mellem de lave, tillukkede mursider med små vinduer og de brede og ubrudte, stråtækte tagflader et meget stærkt arkitektonisk udtryk, som utvetydigt signalerer en stedtilpasset og af naturen afhængig arkitektur. Det barske og virkningsfulde udtryk understøttes af den enkle farvesætning og fraværet af alle former for detaljer. Mod syd derimod, åbner bygningen sig op og med de store hvidmalede vinduer og den større murhøjde fremstår bygningen venlig og imødekommende.

Særlig markant for bygningen er skorstenen, der med sin anseelige højde, aftrappede sokkel og savsnitsfrise i den ligeledes aftrappede krave, i den grad dominerer den ellers udprægede, horisontalt orienterede og meget ydmyge bygning. Hertil kommer det levende, reliefagtige spil mellem lys og skygge, som murfladernes strandsten skaber i samspil med kalkningen.

Læs videre om

• Skovgade 20, Thisted
• Stenbjerg Redningsstation
• Vestervig Klostermølle

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen