Aldershvile, Ribe

I 1852 lod købmand og skibsreder Christian Giørtz opføre bygningen på Skibbroen, som var den første rigtige villa i Ribe. Christian Giørtz blev født i 1790 og flyttede i 1819 til Ribe, hvor han startede en købmandshandel på Skibbroen. Senere blev han også skibsreder og i 1838 var han en så betydelig del af byens handelsliv, at han blev udnævnt til borgerlig rådmand. Christian Giørtz var sammen med grundlæggeren af byens første jernstøberi, Frederik von Stöcken, egnens første industrialist. I 1850 lod Christian Giørtz en grundmuret fabriksbygning opføre midt i byen ved siden af Ribe domkirke. Fabrikken forarbejdede bomuld og blev hurtigt en stor succes. Dette gav ham formentlig et så stort økonomisk råderum, at han rev det tidligere bindingsværkshus, der lå på Skibbroen 29 ned, og i stedet fik opført den nye grundmurede villa, som han kaldte for Aldershvile. Villaen stod færdigt da Giørtz var 62 år. Otte år senere i 1860 døde han og huset overgik til hans søn. Villaen tilskrives arkitekten N.S. Nebelong, som fra 1843-1845 stod for arbejdet med Ribe Domkirke. Bygningen fik senere tilføjet et væksthus og et halvrundt trappetårn med en udsigtskvist mod vest.

Forhuset er beliggende i den nordlige del af Ribes ældre bykerne, med facaden ud til Skibbroen og Ribe å. Forhuset er et grundmuret længehus i én etage over en meget høj kælder med pudset og overkalket murværk, der fremstår i en lys grå farve. Bygningen har en gennemgående centralt placeret gavlkvist og et heltag belagt med skiffer. I tagryggen ses en nyere skorstenspibe i rød, blank mur og i tagfladerne er enkelte nyere tagvinduer. Soklen er pudset og gråmalet og herover er kælderetagen kvadet. Den øvrig del af murene er dekoreret med kordongesimser, sålbænksgesimser, glatte hjørnepilastre og omkring alle døre og vinduer ses pudsede, trukne indfatninger. Tillige er alle mure afsluttet af en kraftig hovedgesims med savsnit og dråbefrise. Alle dekorationerne er udført i cement og malet hvide. Begge gavle, gavlkvistene og bygningens hjørner er afsluttet af støbejernsdekorationer. På bygningens vestgavl er et tilbygget trappehus, der har en rundbuet grundplan samt en mindre halvtagsbygning. I trappehusets tagflade ses en enkel kvist med flunker af zink.

Foran bygningens østgavl leder en muret trappe med pudsede vanger og sandstenstrin op til hoveddøren, der er udført som en tofløjet fyldingsdør med rundbuet, vifteopsprosset overvindue. I sydsiden, der er bygningens haveside, er tillige en trappe. Denne er udført i træ og fører op til en terrasse, som hviler på støbejernssøjler. I havesiden er midt for en tofløjet havedør, som leder ud til terrassen. I begge gavle ses en ældre kælderdør. Alle døre er hvidmalede. Bygningen har et- eller torammede vinduer, der næsten alle er ældre, enkelte er dog udskiftet men udført på traditionel vis. I stueetagen er vinduerne udført med rundbuede overvinduer og rundbuet stik, mens vinduerne i den øverste del af gavlkvisten og i kælderen har svagt buede stik. Kældervinduerne mod haven og i de to gavle er udført i støbejern. Alle vinduer har en let sprosseopdeling og alle dele er hvidmalede.

I det indre findes en ældre grundplan med en langsgående hovedskillevæg, dog var der oprindeligt en gennemgående korridor i midten af bygningen. I stueetagen er der via en forstue ved østgavlen adgang til en lang række stuer en suite og enkelte værelser mod både gaden og mod haven. Ved vestgavlen er et ældre køkken og her er tillige adgang til trappehuset, hvor en bred vindeltrappe forbinder stueetagen med kælder og tagetage. Stueetagen er kendetegnet ved ældre materialeholdning parket og flisegulve, pudsede vægge og lofter, der tillige har enkel stuk og rosetter. De oprindelige et- og tofløjede fyldingsdøre er i store træk bevaret med gerichter, fordakninger, greb og hængsler, ligesom vinduerne har ældre detaljer, herunder forsatsvinduer med pinolhængsler og ældre greb. I flere af stuerne er tillige brystnings- og lysningspaneler, der enkelte steder er udført som indvendige skodder. I kælderen og i tagetagen er sket flere ændringer, idet der her er senere indrettet separate lejligheder. I tagetagen er materialeholdningen ældre, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt bevarede et- og tofløjede fyldingsdøre. Kælderen har gulvtæpper, nye fyldingsdøre og forskellige beklædninger af vægge og lofter. Fælles for begge etager er, at der er nye køkkener og badeværelser. Hegnsmuren mod Skibbroen og Fiskergade står i rødt, blankt murværk og afsluttes af to rækker sorte vingetegl. I den sydlige del af muren er en enkel revledør, mens der i den nordlige del er både en fyldingsdør og en revledør under svagt buede stik. Længst mod nord er muren sammenbygget med et grundmuret udhus i én etage med halvvalmet tag. Udhuset står i blank mur, taget er hængt med røde vingetegl og i sydsiden findes ældre, grønmalede, etrammede vinduer samt en grønmalet revledør. I gavlen mod gaden er en nyere, bred, hvidmalet garageport og herover en lille, hvidmalet revleluge.

Den miljømæssige værdi for Skibbroen 29 knytter sig til beliggenheden ned til åen, hvor forhuset i kraft af sin størrelse og arkitektur fremtræder som et særegent indslag i gadebilledet. Selvom bygningen er opført i midten af 1800-tallet indgår den stadig i byens gadenet og husrækker, der allerede begyndte at tage form i middelalderen.

Den kulturhistoriske værdi for Skibbroen 29 knytter sig til bygningens arkitektoniske formsprog og størrelse, der vidner om byens udvikling i midten af 1800-tallet. Den moderne senklassicistiske villas størrelse og detaljeringsgrad afspejler byens og bygherrens økonomiske status i midten af 1800-tallet og fortæller dermed om den opblomstring som skete i hele landet kort efter Treårskrigen fra 1848-51. Efter krigen blev det besluttet at flytte toldgrænsen længere mod syd, hvilket havde stor betydning for Ribes handelsliv og det økonomiske fundament som muliggjorde opførelsen af Aldershvile. Villaen er i kraft af sin størrelse og rige facadedekoration enestående for datidens Ribe og de mange støbejernsdetaljer er en tidstypisk dekoration, der afspejler industrialiseringen og som sammen med skifertaget var yderst moderne. At bygningen er tegnet af en af tidens førende arkitekter, N.S. Nebelong, afspejler også bygherrens status. Den senklassicistiske facades komposition og detaljer har med stor sandsynlighed givet inspiration til andre bygninger der blev opført i Ribe op gennem 1860erne og 1870erne.

Øverst i gavlkvisten ses initialerne og årstallene, KN HN 1956 HS JS 1939, der vidner om bygningens ombygninger igennem 1900-tallet.I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre senklassiske interiører i stueetagen. Dette ses især i den symmetriske grundplan samt i de bevarede bygningsdetaljer som tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter og fordakninger, enkel stuk på de pudsede lofter samt lysnings- og brystningspaneler på væggene. Tillige er hierarkiet mellem de forskellige rum bevaret således at de midterste stuer har den rigeste detaljering, mens de oprindelige funktionsbetingede rum der er placeret i tagetagen og kælderen fremstår mere enkle. Øverst i trappehuset findes en kort trappe til en lille repos med kvist, hvorfra der mod nord er udsigt over marsken. Herfra har bygherren kunne holde øje med sine handelsskibe. Udhusets kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens enkle materialer og få åbninger, der viser at den oprindeligt har været en sekundær funktionsbygning.

Endeligt knytter den kulturhistoriske værdi sig til de høje mure, der indrammer den for byen ret usædvanligt store have, som sammen med udhuset skaber et fuldendt og tidstypisk anlæg.

Den arkitektoniske værdi ved villaen knytter sig til facadernes proportionering, symmetri, stoflighed og detaljeringsgrad. Bygningen fremtræder velbearbejdet, homogen og imponerende i kraft af de gennemgående pudsdekorationer. Den tofløjede hoveddørs fyldinger og vinduernes sprosseopdeling forstærker bygningens pragt og giver samtidig en lethed til facaden. Arkitekturen afspejler datidens overordnede senklassicistiske formsprog, der er kendetegnet ved de rundbuede vinduer og de mange pudsdetaljer. Hertil kommer den enkle inddeling med vandrettet gesimsbånd, der sammen med vinduernes størrelse og udførelse skaber et hierarki mellem etagerne. Endeligt har det stor betydning for det arkitektoniske udtryk at facaden er proportioneret således, at gavlkvisten er dominerende og sammen med facadens høje gesims nedtones tagfladerne.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til den højloftede stueetage og stuernes placering en suite med døre en filade, der giver en bevist sammenhæng mellem rummene. Det samme er gældende for den brede, tofløjede fyldingsdør i midten af den gennemgående midtskillevæg, der binder de to midterste og største stuer sammen.

Læs videre om

• Mandøhuset
• Missionshuset Bethania, tidl., Esbjerg
• Sneum Kirkes tidl. graverbolig

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen