Amaliegade 14 ligger på Amaliegade 14 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Amaliegade 14 blev opført i 1755 af arkitekt Nicolai Eigtved for Justitsråd Krøyer. Eigtved havde ansvaret for Frederiksstadens opførsel. Den nye bydel Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Ny Toldbodgade og Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord, blev anlagt på foranledning af flere storkøbmænds ønske, samt efter Frederiks V's beslutning i 1749 om at dels markere 300-års jubilæet for Den Oldenborgske Kongeslægt, dels for at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Borgerhusene i Frederiksstaden måtte ikke skille sig ud, men skulle underordne sig helheden. Der bliver skrevet om Eigtveds borgerhuse at "Facadeskemaet i de Eigtvedske Borgerhuse er altid tredelt, med et trefags Midtparti og Sidepartier med en, to eller tre Vinduesakser alt efter Grundens Bredde. I Højden lader han Borgerhusene gentage Palæernes Opdeling blot med mindre Dimensioner". Bygningen har gennem tiden undergået flere ombygninger. Indtil 1845 var der en frontispice over midtrisalitten. Den blev dog fjernet, da tagetagen blev etableret til beboelse. På samme tid blev der opsat en ny hovedgesims med sparrenkop og tandsnit. De fire tagkviste er fra omkring 1860. I 1963 blev værelserne over porten nedtaget og porten reetableret til oprindeligt udseende. Af prominente beboere i ejendommen skal nævnes F. Molkte (1754-1836), som boede på adressen fra 1799-1810. I den periode var han blandt andet Præsident for det danske kancelli og statsminister i Geheimerådet fra 1809. Molkte var gennem hele sit voksenliv nære venner med digteren Johannes Ewald, som skrev hyldestdigtet, Til min Moltke, som beskriver Moltkes fortræffeligheder og enestående person. Steen Andersen Bille (1751-1833) Geheimeråd og statsminister, boede på adressen i 1795-1797. Hans søn Steen Andersen Bille (1797-1883), marineminister og viceadmiral, boede ligeledes på adressen i perioden 1857-1869. I perioden 1870-1873 boede bankmanden og politikeren D. B. Adler (1826-1878) på Amaliegade 14. Han var bl.a. medstifter af Privatbanken i 1857 og Aalborg Spritfabrik. Kunstneren Kristian Zahrtmann (1843-1917) boede i årene 1893-1910 på tagetagen, her havde han også atelier. Zahrtmann var en banebrydende kunstner der i 1885 startede Zahrtmanns Skole som reaktion på Kunstakademiets krav om efterligning og imitation. Zahrtmann ønskede at hans elever skulle finde deres egen stil og retning i kunsten. Zahrtmann var også en af stifterne af den Frie Udstilling i 1891 i protest mod Charlottenborgs adgangskrav.

Beskrivelse

Amaliegade 14 er beliggende i Frederiksstaden i den sydlige ende mellem Amalienborg Slotsplads mod nord og Sankt Annæ Plads mod syd. Bygningen er opført som en karréejendom der er beliggende i en karré der afgrænses af gaderne Amaliegade, Frederiksgade, Toldbodgade og Sankt Annæ Gade. Bygningen består af et forhus, et sidehus og et baghus (baghuset er ikke fredet og indgår derfor ikke i beskrivelsen og værdisætningen). De besigtigede lejemål er anvendt til erhverv. Bygningen er grundmuret og i både forhus og sidehus i syv fag og tre etager med kælder og tagetage. Der er et smalt smigfag mellem forhuset og sidehuset mod gården. Forhusets facade er med en lys gråbrun sokkel og over denne en hvid facade, begge malet med silikatmaling. Vinduerne mod både gaden og gården er generelt ældre korspostvinduer med en enkelt sprosse i underrammen. Der er dog enkelt nyere vinduer mod gaden. Der er i smigfaget mod gården trefagsvinduer, ligeledes med en enkelt sprosse i underammen. Vinduerne mod gaden er fra kælderen til første sal hver omkranset af en stukindfatning. I midtrisalitten og kælderen er disse indfatninger malede gråbrune. Alle vinduer er med forsatsvinduer, bortset fra i trapperummene, der er enkeltlags vinduer. Størstedelen af vinduerne har lodposter med konkav hulning afsluttet med trekvartstaff på hver side. Facaden mod gaden er inddelt i en midtrisalit i de tre midterste fag fra kælder til anden etage, hvor stueetagen er fremhævet med refendfugning. De to yderste fag på hver side af midtrisalitten er på første og anden etage indsat i store blændinger. Mellem stueetage og første etage er en gennemgående profileret kordongesims der er malet i mørk farve. I etageskellet mellem første og anden etage er der dekorative blændinger. Facaden afsluttes med en sparenkopgesims kombineret med en tandsnitsgesims. Bygningens tagkonstruktion er saddeltag på forhuset og halvtag på sidehuset. På forhusets side mod gaden er taget i sort tegl, mens mod gården i rød tegl, ligesom sidehusets tag er med rød tegl. Taget i smigfaget er belagt med zink. Der er mod gaden fire ældre kviste, hvoraf to er altankviste og to er fladtagskviste monteret med glastag. Der er mod gården to ældre kviste i forhuset og tre ældre kviste i sidehuset. Der er ligeledes i sidehuset fire tagvinduer, delvis nye veluxvinduer delvis ældre vinduer. Der er to skorstene i glat mur. En på forhusets og en på sidehusets tagryg. I forhusets andet fag fra venstre er der nedgang til kælder via en nyere fyldningsdør. På højre side i forhusets facade ligger porten med gennemgang til gården. Porten er i to fag, i den er der monteret en nyere trefløjet fyldningsdør i lakerer egetræ og messing med kassettefyldninger, over hvilken der sidder et vifteformet ovenvindue. Portrummet er nyere renoveret med nyere stukarbejde. Langs begge vægge er der opsat lange trinbræt i mørk bejdse. Der er i porten en nyere plakette hvorpå bygningens ejere er oplistet fra bygningens tilblivelse til midten af 1900-tallet. Fra portens venstre side er der indgang til bygningens etager samt en særskilt adgang til kælderens lejemål. Hovedtrappen der giver adgang til et lejemål pr etage er en ældre treløbstrappe med nyere balustre i svungen stil samt en nyere håndliste. Der er en svungent ovalt gennemgående durchsicht i hele trappens forløb. På undersiden af trappen ser man hvordan oppudsningen af loftet følger trappens forløb med knæk og brud tilsvarende oversidens reposer. Hoveddørene til lejemålene er Generelt gælder det for bygningens indre, at grundplanen på etagerne følger den traditionelle plan med en lang fordelingsentre der giver adgang til stuer en suite mod gaden og et smigfagsrum i hjørnet mod gården hvorfra en lang gang fører til sidehusets funktionsbaserede rum. Første etages beletage har højere loftshøjde end stueetagen. Der er generelt en ældre materialeholdning i rummene. Panelerne er helpaneler mod gaden og brystpaneler på væggene mod lejemålets indre. Vindueslysningerne er snitskårne beklædt med paneler. Der er dybe hulkehlsstuk og stukdetaljer på væggene der er forskellige fra rum til rum. Der er generelt delvist originale døre med originale gerigter og hængsler. Gulvene er generelt nyere parketgulve, men i enkelte rum er det ældre brede plankegulv bevaret. For enden af den lange fordelingsentre findes der på hver etage et ældre indbygget højskab med ældre vitrinelåger. Der er derudover indsat nyere pejs i ældre stil på hver etage. Stueetagens smigfagsrum er i nyere tid blevet ombygget således at det fremstår sekskantet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Amaliegade 14 knytter sig til dens beliggenhed i Frederiksstaden i husrækken der viser Eigtveds ideer udført. Husenes facader er varianter af det samme enkle skema med den faste vinduestakt og de gennemgående kordongesimser og hovedgesimser, som man på trods af ombygninger og etageudvidelser stadig kan ane. Husrækken afsluttes visuelt mod nord af Harsdorffs kolonnade som yderligere tilføjer en miljømæssig værdi til bygningen, da den står som indgangsparti til Amalienborg og slotspladsen. Der knytter sig ydermere en miljømæssig værdi til bygningens interne hierarkiske fordeling af forhus, sidehus og baghus, der står som repræsentant for det traditionelle københavnske borgerhus.

Kulturhistorisk værdi

I det ydre knytter der sig en kulturhistorisk værdi sig til facadens fremtoning med bygningsdele og detaljer som knytter sig til rokokoens idealer generelt og specifikt til Eigtveds idealer om borgerhuses udtryk i Frederiksstaden. Dette ses tydeligst i tredelingen af facaden og midtrisalittens eigtvedske opbygning i tre fag. Der knytter sig ligeledes en ydre kulturhistorisk værdi til den dekorative forskel mellem facaden og gårdsiden, der markerer den hierarkiske distinktion mellem de to. I det indre knytter der sig en kulturhistorisk værdi til grundplanens traditionelle opbygning med stuer en suite mod gaden og de mere funktionsbaserede rum mod gården i sidehuset. Den hierarkiske opdeling af rummene er fremhævet ved detaljeringsgraden af udsmykningen i de forskellige rum, der både i paneler og stukkatur er rigere dekoreret i forhusets rum end i sidehusets. Der er ydermere en indre kulturhistorisk værdi i vægdekorationerne i stuk, som ændrer sig fra rum til rum. Hvert rum har sin egenart af dekorationer der giver hvert rum en specifik karakter og antydningen af et internt hierarki rummene imellem skabes. Der er ligeledes en kulturhistorisk værdi i den imposante hovedtrappe, der med stor oval durchsicht og balustre giver en ganglinje der passer sig til rokokoens iscenesættelse af bygningen.

Arkitektonisk værdi

Den ydre arkitektoniske værdi knytter sig til facadens skematiske inddeling i tre gange tre med accentueringen af det midterste fag i midtrisalit. Der er ligeledes en arkitektonisk værdi knyttet til den let aflæselige hierarkiske inddeling af etagerne, hvor beletagen udemærker sig ved at være indrammet af kordongesimsen nedenfor og blændinger ovenfor. Ydermere ligger der en arkitektonisk værdi i de ældre korspostvinduer med originale anverfere og ældre ruder samt den rigt profilerede konkave hulning i lodposterne der er så betegnende for rokokoens interiør. I det indre er den arkitektoniske værdi knyttet til de generelt velbevarede planløsninger, til bevarede udsmykninger af overflader i form af ældre panelering og stukkatur samt de ældre døre og gerigter i ejendommens finere rum mod gaden, der forlener rummene med den borgerlige rokokos overdådige elegance. Endelig kommer den bevarede trappeopgang i forhuset med den ældre treløbstrappe med den imposante ovale durchsicht der bliver smallere opefter og derfor skaber en for rokokoen karakteristisk optisk illusion.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links