Kristian Zahrtmann

Faktaboks

Kristian Zahrtmann
Født
31. marts 1843, Rønne
Død
22. juni 1917, Frederiksberg
Titel
Maler
Virkested
Danmark

Biografi

Kristian Zahrtmann hørte til kunstnergenerationen omkring P.S. Krøyer og Th. Philipsen, som tilsluttede sig det moderne gennembrud og naturalismen. Skønt Z. lod sin kunst bære præg af en tilsyneladende realistisk form, levede der også en romantisk tendens i hans temperament, som gjorde, at netop han kunne give det fra guldalderen nedarvede historiemaleri en sidste opblomstring i dansk kunst. Helt fremtrædende i Z.s værk står hans store serie med motiv fra prinsesse Leonora Christinas livshistorie, sådan som den bl.a. er skildret i hendes berømte Jammers-Minde (1674).

I 1869 fik Z. værket i historikeren Sophus Birket-Smiths udgivelse, og fra da af levede han i sin livslange psykiske symbiose med heltinden. De tidligste af disse Leonora Christina- billeder viser inspiration fra guldalderen og postguldalderen (W. Marstrand og Carl Bloch), men i 1880erne indebar kendskabet til værker af Adolph von Menzel samt begejstringen for Rembrandt en udvikling hen imod den stemningsmæssige konkretisering, mens 90erne medførte en mere teatralsk følelse og lysmættethed, der bl.a. er inspireret af Eugène Delacroix.

På grund af sin hang til de store følelser og psykologien fik Z. kun ringe officiel påskønnelse for sine historiemalerier. Skønt han vandt en delt præmie med maleren Vilh. Rosenstand for hovedværket Studenterne drager ud til Københavns forsvar (1888), blev det den sidstnævnte, der fik æren at udføre opgaven til solemnitetssalen på København Universitet. Derimod blev Z.s historiemaleri påskønnet af tidens mere fremskridtsvenlige gemytter på grund af deres tankevækkende følelsesintensitet, som, ud over inspirationen fra det historiske stof, også skyldtes vekselvirkningen mellem en rigt facetteret personlighed og litteraturen, teaterkunsten og filosofien.

På det psykiske plan hænger Leonora Christina-serien sammen med Z.s moderbinding og muligheden for en latent homoseksualitet, som særligt i hans sene liv udmøntede sig i flere, mere eller mindre heldige mande- og mytebilleder, Prometheus (1905), Sokrates og Alkibides (1907, 1911), Adam i Paradis (1913-14). Mere almenmenneskeligt relevant vidner Z.s historiemaleri om hans insisteren på den klassiske dannelse og det at tænke store tanker. Det var dette, der gjorde Z. til sin tids vigtigste kunstneriske lærerkraft, således at hans afdeling af Kunstnernes Studieskole ved Akademiet ligefrem kaldes Zahrtmanns Skole. Her modtog han omkring 200 danske, norske, svenske og finske elever, som nød godt af hans åbenhed over for eksperimenter. Skønt fynboerne Peter Hansen, Fritz Syberg, Poul S. Christiansen og Johannes Larsen vel hørte til inderkredsen, siger det noget om Z.s respekt for det enkelte kunstnertemperament, at han også nåede af blive en påskønnet lærer for Oluf Hartmann og senere modernister som f.eks. Edvard Weie, Harald Giersing og Olaf Rude.

På grund af Z.s store indsats i det danske kunstliv som lærer og som medstifter af Den frie Udstilling lod hans ven fra akademitiden, xylograf F. Hendriksen hans righoldige korrespondance tale i en mindebog, der udkom i 1919. Gælder det derimod det maleriske værk, må bedømmelsen være mere svingende. Med sin respekt for guldalderen fik Z. det problem, at han ikke nåede meget videre end til realismen og kun nølende modtog træk fra impressionismen i sine seneste billeder fra Italien. Derfor måtte han opleve, at impressionismens danske bannerfører, Karl Madsen, ganske vist skrev pænt om hans bedste Leonora Christina-billeder, men samtidig forholdt sig køligt til hans motiver fra Italien. Imidlertid er flere af de sidstnævnte værker habile arbejder, begyndende med en række i samtiden fornyende genrebilleder fra 1870ernes Rom og Sarasinesco og afsluttende med flere havne- og havebilleder fra Ravello, Amalfi og Portofino, der typisk er malet omkring århundredskiftet og vibrerer i glødende, sensuelle farver.

Kærligheden til Italien resulterede i, at Z. mellem 1890 og 1911 hver sommer opholdt sig i bjergbyen Civita d'Antino syd for Rom for at male, og i denne værkgruppe kan billederne Piger der bærer kalk (1883), Drenge foran kirken i Civita d'Antino (1884) og Skt. Lidani fest (1890) fremhæves. Der blev tale om en kunstnerkoloni, hvor Z. gerne samlede venner og elever omkring sig og både her og andetsteds i Italien virkede stærkt inspirerende ved at fremhæve de klassiske, igangsættende værdier, han altid så i det mediterrane folkeliv, i lokalkoloritten og ikke mindst i den venezianske renæssancekunst.

Genealogi

Zahrtmann, Peder Henrik Christian (Kristian), 1843-1917, maler. *31.3.1843 i Rønne, ?22.6.1917 på Fr.berg, urne samt gravmæle ved Th. Bindesbøll, Joakim Skovgaard og Niels Larsen Stevns 1919 i Kbh. (Vestre). Forældre: Regimentskirurg, senere distriktslæge, etatsråd Carl Vilhelm Z. og Laura (Laurine) Pouline Jespersen. Ugift.

Uddannelse

Sorø Akad., undervisn. i mal. af Hans Harder smst., student 1862; cand. phil. 1863; elev af Wenzel Tornøe 1863; Tekn. Inst. (Chr. Hetsch og Ferd. Jensen) til 1864; Kunstakad. Kbh. okt. 1864, til modelsk. (Wilh. Marstrand, J. Roed, N. Simonsen og F. Vermehren) okt. 1866, afg. juli 1868, lille guld.med. 1873.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links