Carl Bloch

Faktaboks

Carl Bloch
nationalitet:
Dansk
født:
23. maj 1834, København
død:
22. februar 1890, København
titel:
Maler
virkested:
Danmark, Roma, Italien
.
.
.
.

Biografi

Carl Bloch indtager en væsentlig og betydningsfuld plads i dansk kunst i anden halvdel af det 19. århundrede. Han spændte vidt både m.h.t. teknik og motiver. Foruden det malede oeuvre har han et fornemt grafisk værk af stor, både teknisk og æstetisk værdi. I samtiden var B. anset for en af dansk kunsts betydeligste malerbegavelser, en vurdering, som har været underlagt skiftende smagskonjunkturer, men som, set i et langt historisk perspektiv, næppe kan anfægtes. B. må betragtes som den sidste store i rækken af senromantiske historiemalere. Han besad og udviklede en særlig måde at formidle indtrykket af stoflighed, både i levende og døde overflader. Rummet i hans malerier er altid gennemarbejdede perspektivkonstruktioner, ofte komponeret over diagonaler. Han beherskede både front- og x-perspektivet og havde ingen vanskeligheder ved at indføje persongrupper i disse grundkonstruktioner, ofte kombineret med en direkte appel fra en eller flere af personerne, hvis bevægelsesmønstre er tydeliggjorte som skuespillerens. B. underspillede skyggekonstruktionerne, hvorved han fremhævede motiverne og deres psykologiske pointer. I det hele taget spiller tydeliggørelse en fremtrædende rolle i B.s formsprog og ikonografi. Han valgte gerne kendte symboler, som liljen i Maria og Elisabeths møde (Bedestolen). Andre mere skjulte symboler kan afspejle en bevidsthed hos kunstneren, eller udgå fra mere instinktive lag i B.s personlighed. Det gælder f.eks. hans markeringer af snuskethed og de overdrevne muskelgrupper i de heroiserende mandsfremstillinger (Prometeus, Samson). B.s farve kan ofte karakteriseres som kulørt, hvilket gør sit til at fremhæve hver enkelt person i kompositionen. I Prometeus eller Christian II i fængslet er lys-, skygge- og refleksvirkninger dog samtænkt med farvernes fordeling på billedfladen. I de tidlige værker kan farveholdningen parallelliseres med italiensk, især florentinsk quattrocento, mens clair-obscur virkninger (Jairi datter) er inspireret af nederlandsk 1600-tals maleri. Håndteringen af rumligheden, den kulørte farveholdning og clair- obscur virkningerne kan også skyldes indtryk af især fransk salonmaleri. B.s greb om forholdet mellem lys og skygge kommer tydeligst frem i de grafiske arbejder, hvor mange af hans bedste kompositioner findes, landskaber, portrætter eller direkte, registrende skildringer af landlig arkitektur. Her havde han ingen andre hensyn at tage end selve motivets enkelhed, ingen krav om fortællende pointer. I maleriet appellerede han til følelserne og ind imellem direkte til sentimentalitet. Hans motivverden rummer mange af dagliglivets pudsige tildragelser (munkebillederne), en svælgen i det uappetitlige (genrescener fra landet), skildrer konflikter, Fa'er skal sove, foruden erotiske allusioner som i Osteriet La Gensola. Næsten provokerende kan motiver som Dreng der slår efter en gås eller Munken med tandpine virke, tilsyneladende elskværdige, men med undertoner af ondskabsfuldhed og morbiditet. De vidner om en sikkert meget enkel hverdagskultur, men afslører også kunstnerens personlige pirring af motivet. Det er givetvis disse aspekter af B.s kunst, der har fået eftertiden til at føle en vis afstandtagen til hans maleri, dets tekniske potentialer ufortalt. B. har malet meget, hvor disse aspekter er helt nedtonede, portrætter, landskaber og en lang række religiøse kompositioner. Her synes kunstneren at have fordybet sig i motivet uden forstillelse eller spekulation. Her strømmer maleglæden også beskueren i møde, og det tekniske og motiviske arbejder sammen i en æstetisk harmoni. At opsamle udenlandske tendenser havde B. rig lejlighed til allerede ved sin første rejse til Rom over Holland og Frankrig. Men genrerne kan også spores til en lang række danske romerfarere i det 19. århundrede, hvor især Marstrand kan have ledet B. ind på disse spor. B. bandt sig solidt til fortiden, men hans kunst rummer mange varsler om fremtiden. Hans produktion er klar og lineær. Fra genremaleriet og portrættet arbejdede han sig frem til historiemaleriet, hvis højdepunkter blev Prometeus og Bedestolen. Her kondenseredes B.s evner. Dog kan det hævdes, at han sommetider mistede grebet om en komposition i de meget store formater (Samson). I alle genrer berørte B. det erotiske. Det er fremstillet uden sødme og varme, men markerer dyriskhed og forgængelighed. Munkene og billederne af ældre mennesker er vist som tabt for al sensualitet, undtagen den forgangne og uopfyldte. Det uigenkaldelige og det uopfyldte er måske det budskab, man i moderne tid vil indtolke i billedernes motiver.

Genealogi

Bloch, Carl Heinrich, 1834-1890, maler. *23.5.1834 i Kbh., ?22.2.1890 smst., begr. smst. (Holmens). Forældre: Grosserer, silke- og klædehandler Jørgen Peter B. og Ida Emilie Ulrikke Henriette Weitzmann. ~31.5.1868 i Kbh. med Alma Trepka, *22.6.1845 smst., ?8.1.1886 smst., datter af kammerjunker og kaptajn, senere oberst Johan Christian Matthias T. og Ida Louise Mathilde Falbe.

Uddannelse

Kunstakad. Kbh. jan. 1849, i modelsk. juni 1851-1852 (W. Marstrand); lille sølvmed. dec. 1852; st. sølvmed. 1853.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links