Wilhelm Marstrand

Wilhelm Marstrands far kendte C.W. Eckersberg, der formodentlig har anbefalet, at M. uddannede sig på Kunstakademiet. M. fik aldrig Akademiets største priser. Både i 1833 med Flugten til Ægypten og i 1835 med Odysseus og Nausikaa konkurrerede han forgæves til guldmedaljen. Den livlige, pudsige, undertiden barokke fortælling med satirisk eller moralsk pointe hører til blandt M.s tidligste arbejder. Det er nærliggende at drage paralleller til William Hogarths satiriske sædeskildringer, der synes helt tydelige i maleriet En auktionsscene. Men satiren holder sig til beskrivelsen af den pudsige situation og komikken i den menneskelige dårskab. Social indignation endsige en med sit emne solidarisk beskrivelse mærkes ikke, og malerierne kunne uden problemer erhverves af det københavnske borgerskabs velbjergede kredse, som hofvinhandler Chr. Waagepetersen, der blev en vigtig mæcen for M.

Et hovedværk i 1830rne blev Et musikalsk aftenselskab hos grosserer, vinhandler Waagepetersen. I de dramatiske lys- og skyggevirkninger findes påvirkninger fra den lidt ældre Wilhelm Bendz. M. fortsatte med at udforske virkningerne af en sammenstilling mellem det dybt beskyggede og det intenst belyste i det i dansk guldalderkunst helt atypiske Et aftenselskab. Bendz' påvirkning gør sig gældende i farveholdningen til Det Waagepetersenske familiebillede, hvor det især er livligheden, naturligheden og det lykkelige samkvem i familien, der er maleriets udsagn. Samtidig malede M. portrætter ligesom alle Eckersbergs elever. Det kunne være vennebilleder som i det uhøjtidelige portræt af den muntre arkitekt Gottlieb Bindesbøll, siddende omvendt overskrævs på en stol eller portrætter, der udveksledes mellem 2 forlovede. Sydens liv drog ham stærkt.

Allerede inden sin første rejse til Italien var han fortrolig med den italienske skildrer af det romerske folkeliv par excellence Bartolomeo Pinelli og havde ved at kopiere ham tilegnet sig en kunstnerisk form, hvori han nu kunne fylde et indhold efter selv at have rejst i Italien. Men M. søgte ikke blot at tilfredsstille et marked. Han berusede sig helt åbenlyst i den italienske livsform og lod folkefesterne være det gennemgående tema i sine store italienske kompositioner som hovedværket fra det første Italiensophold, Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften. Til alle "festerne" udførte M. talrige studier, og han formåede at bevare overblikket og evnede den store sammensatte og komplicerede komposition med de mange enkeltsituationer og menneskeskildringer, omfattet af et bymæssigt eller landskabeligt rum.

Menneskeskildringerne, oftest blot set som typer eller respektløse fremstillinger af kleresiet, indgår livet ud i M.s motivforråd og kan herefter frit stykkes sammen til større kompositioner. Få, men væsentlige portrætter males under det første Italiensophold: Christen Købke og Adolph Kittendorff samt ikke mindst skitsen til et større portræt af botanikeren og politikeren J.F. Schouw. Det færdige billede udførtes i Danmark til stænderforsamlingen i Roskilde og blev indledningen på det politiske portræt i Danmark.

I Danmark måtte M. naturligvis også blive opmærksom på en vigtig tendens i tiden: Den nationalistiske begejstring. Men M. blev aldrig nogen overbevist fortaler for specifikke dyder i den nationale identitet. I en række malerier tog M. udgangspunkt i Holbergs Jeppe på bjerget, og her kan skildringen af almuen og i særdeleshed af Jeppe udarte til helt groteske karikaturer. Også i skildringer, der ikke har motiv fra litteraturen men fra M.s samtid, kan almuen blive skildret groft nedladende.

M. opnåede i modsætning til mange af sine kunstnerkolleger at komme flere gange til Italien, og han negligerede kræfter i det hjemlige kunstliv, der plæderede for, at det var alt nok alene at beskæftige sig med den danske natur, befolkning og fortid. En ny motivkreds dukker op hos M. i 1840rne: Scener fra Don Quixote af Cervantes. Det er naturligvis en oplagt parallel til Holberg-motiverne og en passende ramme for M. til at skildre ufornuften og forstillelsen. Og Don Quixote- motiverne var derudover forståelige for et ikke-dansk publikum og i disse år nærmest på mode i europæisk maleri. Den store fest for M. under det andet Italiensophold blev det romerske Karneval. I Moccoliaften i Rom lykkedes det M. at fremstille en i dansk kunst sjældent set, stort anlagt helhedskomposition, der virtuost behersker lyset fra de dybeste skygger til de skarpeste lysglimt i de små vokslys og samtidig videregiver stemning og drama til beskueren. Det er så karakteristisk for M., at han, der havde så svært ved at tilpasse sig ønsker om at skildre den danske nationalitets ejendommelighed og gerne i lovprisninger, der ofte måtte virke postulerede, i Sverige fandt motivet for sit folkelivsmaleri, det mægtige Til Leksands sognekirke i Dalarne kommer folket i deres store kirkebåde over Siljansøen om søndagen til gudstjeneste, hvor M. lader sin kyst erobre af hundredvis af mennesker, der glade og festklædte bruger løs af naturen.

Livsudfoldelse står altid i centrum i M.s værker. Et tredje Italiensophold fra oktober 1853 skulle også have haft Rom som endemål, men M. blev i Venedig, hvor han helt blev fortryllet af livet på Canale Grande og lysets reflekteren i vandet. M.s familie blev efterhånden en vigtig motivkreds. Portrætterne af børnene viser et tæt slægtskab med Constantin Hansens portrætter fra denne tid: De store rolige øjne, ansigterne, der rykkes helt tæt på beskueren, fremstillinger uden markering af pynt eller kunstfærdighed. Constantin Hansen blev også portrætteret glimrende af M. i 1862 og typisk for tiden i helfigursformat. Der var flere lighedspunkter mellem de to kunstnere: Begge blev gamle, begge begyndte i en forholdsvis høj alder at male religiøse motiver, og begge satte hermed og med værker med mytologisk indhold i 1850erne og 60erne igen historiemaleriet på den kunstneriske dagsorden.

Såvel de største udsmykningsopgaver som de mest private, nærmest intime billeder karakteriserer de sidste 10 år af M.s produktion. M. blev udpeget til at udføre udsmykningen af solemnitetssalen på Københavns Universitet, men nåede kun at fuldføre det centrale billede: Universitetets indvielse i Vor Frue Kirke den 1. juni 1479. I oktober 1871 ramtes M. af en hjerneblødning. En mærkværdig, og undertiden også enestående, serie af malerier blev til i M.s sidste 6 år. Det var malerier, hvor den nøgne kvinde enten i Evas skikkelse eller i Paris' Dom blev fremstillet stærkt og sanseligt. Helt frit malet som hos en Delacroix, med kraftige penselstrøg og uden tøven smeltes krop og landskab sammen. M.s kraftige livsvilje og glæde blusser i en kort periode op for derefter at slukkes. I et meget sent maleri Ligvognstoget. Snefald, vinterdag ved Holmens Kirke er udsagnet et ganske andet. Død, mørke og kulde hersker. Helt symbolsk er maleriet malet oven på et andet motiv, en dansende kvinde i italiensk dragt, der anes, men nu næsten er en skygge. Italien glemte M. aldrig.

Marstrand, Nicolai Wilhelm, 1810-1873, maler. *24.12.1810 i Kbh., ?25.3.1873 smst., begr. smst. (Ass.). Forældre: Mekanikus, senere kommerceråd Nicolai Jacob M. og Petra Ottilia Smith. ~8.6.1850 på Fr.berg med Margrethe Christine Weidemann, *17.5.1824 i Kbh., ?26.1.1867 smst., datter af overretsprokurator, senere justitsråd Poul Frederik W. og Julie Moldenhawer.

Metropolitansk.; Kunstakad. Kbh., 1. ornamentssk. okt. 1825, elev hos C.W. Eckersberg fra aug. 1826, 2. frihåndssk. marts 1828, gipssk. juli s.å., modelsk. juli 1829, lille sølvmed. 1832, st. sølvmed. 1833, elev 1836.

• Udstillinger
• Værker
• Litteratur
• Værker i Kunstindeks Danmark

Læs videre om

• C.F. Sørensen
• F.C. Kiærskou
• J.Th. Lundbye
• Jørgen Roed
• Lars Hansen
• Peter Raadsig

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

• Kunstindeks Danmark og Weilbachs Kunstnerleksikon