Anne Hvides Gård, museet, Svendborg

Anne Hvides Gård er den ældste private bygning i Svendborg. Den blev opført af adelsfruen Anne Hvide i 1560 efter at hendes mand, Jesper Friis til Rødkilde, var død i 1558. Gården blev bygget som et stort byhus med tilhørende udlænger, alt sammen bindingsværk i to etager. På den tid var det almindeligt, at adelsslægter havde to boliger. Om sommeren boede de på landet, og om vinteren rykkede de ind til byen. Anne Hvide døde i 1577. Siden da skal gården efter sigende have haft adskillige adelige ejere, inden gården i 1756 kom i borgerlige hænder. I 1769 fik skipper, traktør og gæstgiver Christen Børgesen skøde på ejendommen. Tiden omkring 1800 var klubbernes og de dramatiske selskabers tid, og de holdt til hos Børgesen. I de efterfølgende år samledes byens betydningsfulde mænd således her i Anne Hvides Gård. I 1812 blev Svendborg Dramatiske Selskab stiftet, og de havde teaterlokaler hos Børgesen indtil 1829. Efter Børgesens død videreførte enken og sønnen virksomheden. Sønnens tredje kone, Dorothea, førte som enke stedet videre som gæstgiveri i 30 år. Under navnet "Madam Børgesen" var hun den mest kendte person i Svendborg på den tid. Hun indrettede værelser for rejsende, lod en tilbygning opføre og stod for mange store arrangementer i byen, bl.a. fashionable bryllupper og kongebesøg. Hun døde i 1867 og hendes søn udlejede derefter bygningerne til forskellige formål. Teknisk Skole havde til huse her en tid, og frøknerne Poulsen holdt, ligesom frøken Ida Holst, privatskole i bygningerne.

Svendborg Kommune overtog gården i 1900, hvorefter den blev sæde for ligningskommissionen og tillige kæmnerkontor. Allerede på dette tidspunkt var en del af de oprindelige bygninger revet ned. Et stykke tid var der by- og amtsbibliotek og sågar også borgmesterkontor i Anne Hvides Gård. Efter at have haft en noget omtumlet tilværelse, blev Anne Hvides Gård i 1912 overdraget til bestyrelsen for Svendborg Amts Museum mod, at den blev gennemgribende restaureret. Det blev den i årene 1913-1915, hvor også cirka halvdelen af vestlængen blev revet ned. Forhuset var altså oprindeligt næsten dobbelt så langt som i dag. Ruminddelingen i forhuset, vinduerne og mange af de øvrige bygningselementer stammer fra denne restaurering. I 1915 blev Anne Hvides Gård omskabt til museum. På et fotografi fra 1916 ses det, at bygningen på traditionel vis for en renæssancebygning fremtræder med synligt mønstermurværk i røde sten.

I Svendborgs gamle bykerne ligger Anne Hvides Gård som den første bygning i Fruestrædes husrække. Bygningen ligger højt, og fra Torvet er både forhuset og det lavere sidehus synligt. Oprindeligt bestod Anne Hvides Gård af fire længer, og vestlængen, der i dag benævnes forhuset, var tidligere næsten dobbelt så lang.

Forhuset er et to stokværk højt længehus i bindingsværk med teglhængt, rødt heltag. Ved rygningen ses to hvidkalkede skorstenspiber med høj sokkel og muret gesims, og i den vestvendte tagflade er øverst et ældre tagvindue. Bygningen står på en høj, sorttjæret kampestenssokkel, bindingsværket er ligeledes sortopstolpet, mens tavlene er gulkalkede. Den øvre etage og tagetagen er fremkragede og knægtbårne. Fire granittrin med et ældre smedet værn fører op til en ældre hoveddør, der er en revledør med påsatte dekorationer og overvindue. På gårdsiden fører en ældre, udvendig granittrappe ned til en ældre kælderrevledør med bevaret beslagværk. Vinduerne er ældre og udgøres af torammede vinduer med små, blyindfattede ruder og ældre beslag, samt af et ældre, etrammet vindue i nordgavlen. Vinduer og hoveddør er malet grønne, mens kælderdøren er sort.

Mod vest ligger et smalt, to stokværk højt bindingsværkssidehus med teglhængt, rødt halvtag og i kip en ildstedsskorsten med sokkel og krave. Sidehuset er sammenbygget med forhuset ved en lavere mellembygning, ligeledes med teglhængt rødt halvtag. Soklen er lav og sorttjæret ligesom bindingsværket, tavlene er gulkalkede, mens skorstenen er hvid. Den sydvendte dør er en traditionelt udført revledør, og vinduerne består af ældre et- og torammede vinduer med små ruder. Vinduer og dør er malet grønne.

Gårdrummet er belagt med pigsten, og den nye chausséstensbelagte sti, der løber diagonalt hen over gårdspladsen, ligger som den tidligere stenbro hen til indgangen til kæmnerkontoret i den nu nedrevne østfløj.

I det indre er både forhusets og sidehusets ældre planløsning bevaret. Forhuset består af en gennemgående forstuegang, en stor stue mod gaden samt to mindre værelser mod gården. I forstuegangen fører en nyere halvsvingstrappe op til første sal, der er magen til stueetagen, og videre op til den uudnyttede tagetage, hvor tagkonstruktionen og de understrøgne tagsten er synlige. Fra forstuegangen er der adgang til sidehuset, som i stueetagen består et stort rum med et nyere vindfang i træ og glas foran bagdøren samt et ældre ildsted. Bagest er der en baggang med en ældre trappe og et lille toilet. På første sal er der fra trappereposen adgang til et rum med en ældre ildstedskappe og herunder et indmuret støbejernskomfur. Forhuset fremtræder med bræddegulve, pudsede vægge og synlige, indpakkede, knægtbårne bjælker og loftsbrædder. Der er høje fodpaneler, traditionelt udførte gerichter og ældre fyldingsdøre og endvidere er der bevaret freskomalerier. Vinduerne er forsynet med forsatsvinduer. Sidehuset fremtræder med bræddegulve, overkalkede bindingsværksvægge, synligt bjælkelag og bræddelofter med lister. Der er bevaret ældre fyldingsdøre og revledøre med knægtbårne opbevaringshylder henover. Under den nordlige del af forhuset er der en kælder med pigstensgulv, kampestensvægge og synlige bjælker og loftsbrædder.

Den miljømæssige værdi ved Anne Hvides Gård knytter sig til bindingsværksbygningens beliggenhed som en del af Fruestrædes oprindelige, krogede gadeforløb. Hertil kommer bygningens knejsende beliggenhed, som særligt opleves fra Torvet, hvor Anne Hvides Gård sammen med den altdominerende Vor Frue Kirke og den øvrige omkringliggende, ældre bebyggelse opretholder Svendborgs autentiske købstadsmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Anne Hvides Gård som en af Svendborgs ældste renæssancebygninger, en bygningstype, der tidligere var kendetegnende for byen. Ud over at markere 1500-tallets traditionelle byggemetode i bindingsværk, står forhuset med sit mønstermurværk og righoldige, kraftige bindingsværk med udkragede stokværk, udskårne knægte, gennemstukne bjælkeender, dobbelte skråbånd og stolpeskæl, der beskytter bjælkelagets ender, som et imponerende vidnesbyrd om datidens håndværksmæssige kunnen.

Den righoldige bindingsværkskonstruktion, de udkragede stokværk, det stejle og høje tag, de mange vinduer med blyindfattede ruder og smedede hjørnebånd samt den detaljerige hoveddør med rokokomotiver vidner tillige om bygningens stolte fortid som bolig for byens magtfulde borgere. Anne Hvides Gård fremstår med en høj grad af autenticitet og er et yderst velbevaret eksempel på et borgerligt byhus fra 1500-tallet, om end gården oprindeligt har været meget større end i dag med fire længer.

Sidelængens enkle form, spinkle bindingsværk og den kraftige ildstedsskorsten samt de enkle døre og vinduer gør, at sidehuset underlægger sig forhuset, og hermed vidner om dets funktionsbetingede oprindelse. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets ældre planløsning med den gennemgående, et fag brede forstuegang og den langsgående hovedskillevæg, der inddeler forhusets repræsentative stue mod gaden fra de mindre værelser mod gården. Hertil kommer, at der på traditionel vis er kælder under forhuset og uudnyttede, uisolerede loftrum over både for- og sidehus. Endvidere er der kulturhistorisk værdi tilknyttet sidehusets enkle ruminddeling og de bevarede ildsteder, hvoraf det på første sal har et indmuret støbejernskomfur. Sidehusets indretning og enkle fremtoning vidner om dets sekundære og udelukkende praktiske funktion. Hertil kommer de ældre bygningsdetaljer som fyldingsdøre, fritliggende bjælkelag båret af knægte med affasninger, som danner en ryg langs midten, og de delvist bevarede freskomalerier, hvis pragtfulde mønstre og især de bevarede våbenskjolde, der kan tilskrives adelsdamen Anne Hvide, er enestående og vidner om, at bygningen blev beboet af en højtstående person.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets og sidehusets traditionelle form som høje og smalle bygningsvolumener med teglhængte tage og markante skorstenspiber ved rygningerne. Hertil kommer forhusets rige bindingsværkskonstruktion med udkragede stokværk, båret af udskårne knægte, og dobbelte skråbånd, der giver facaderne et levende og nærmest filigranagtigt udseende på grund af kontrasten mellem det sorte bindingsværk og de lysere tavl. De mange, taktfast placerede vinduesåbninger understøtter de symmetriske facader og giver bygningen en yderst helstøbt, arkitektonisk fremtræden. Hvilket også i høj grad skyldes de traditionelle bygningsdele og den traditionelle materialeholdning, herunder de blyindfattede ruder, som understreger bygningens høje alder. Facadernes vægtige og statelige udtryk både samles og understreges af de store, ubrudte tagflader. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til sidehusets enkle bygningsvolumen, der med sin højde, taghældning og mere spinkle bindingsværk underordner sig det prægtige forhus. Den ubrudte tagflade og den bastante skorsten giver bygningen en massiv tyngde. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til forhusets store loftshøjde og til de mange, tætsiddende vinduer, der på trods af deres høje vinduesbrystning, oplyser det traditionelle interiør.

Læs videre om

• Bagergade 5, Svendborg
• Kyseborgstræde 2, Svendborg
• Viebæltegård, Svendborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen