Den næsten galleriagtige opbygning med vinduerne øverst og et stort ovenlysparti giver et ensartet og roligt lysindfald til voksenudlånet på Frederiksberg Kommunes bibliotek. Bagerst ses Frede Christoffersens billedserie Døgnet fra 1956.
.

I 1930’erne fik mange af Danmarks større byer folkebiblioteker og således også Frederiksberg, der i 1935 opførte Biblioteket Frederiksberg i røde tegl på Falkoner Plads med Hans Andresen som arkitekt. Biblioteket rummede foredragssal og studiekredsrum, der blev flittigt brugt af foreninger og oplysningsforbund. Faktisk havde Fredeiksberg Kommune haft folkebiblioteker allerede fra 1887, da de åbnede på skolerne på Lampevej og Niels Ebbesens Vej.

Indenfor blev biblioteket udsmykket med Frede Christoffersens billedserie Døgnet fra 1956, og i 1972 blev pladsen udenfor forskønnet med Gottfred Eickhoffs bronzestatue Solpiger. Udviklingen fortsatte i 2004, hvor Henning Larsen udvidede biblioteket med en underjordisk afdeling, sneglen, på 1.500 m² og med malerier af Carl-Henning Pedersen. I sneglen fik musik- og børnebiblioteket nye tidssvarende rammer.

En renovering i 2018 fastholder bibliotekets fine bygningsdetaljer og de eksisterende vægge, men giver plads til at rumme de mange aktiviteter og arrangementer foruden udlån af bøger og andre materialer, der passer til en digital tid.

Videre læsning

Læs mere om Kulturhistoriske museer og kulturarv i Frederiksberg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv