Bjergerlav 7, Dragør

Dragør er baseret på byplansprincipper fra 1600-tallet. Det middelalderlige Dragør nedbrændte i 1536, og de eneste bevarede, middelalderlige træk i byplanen er de to primærgader Kongensvej, i dag Kongevejen, og Nyenstrædet, nuværende Strandstræde. Efter Hansetidens ophør udviklede Dragør sig langsomt til en lille fiskerby. I 1700-tallet ændrede byens hovederhverv sig, og nu var hovedparten af Dragørs beboere ikke længere fiskere, men skippere. Dette var endvidere ensbetydende med, at byen oplevede en økonomisk stigning i slutningen af 1700-tallet, hvilket især betød, at byggeskikken ændrede sig fra bindingsværk til grundmurede bygninger. Den traditionelle, grundmurede byggeskik udviklede sig i Dragør med særlige egnskarakteristiske, arkitektoniske detaljer, hvor særligt bygmester Blichmann (1739-1815) satte sit præg på arkitekturen. Op gennem 1800-tallet var Dragør præget af skiftevis økonomisk fremgang og tilbagegang, og den arkitektoniske udvikling fik sine træk fra den traditionelle klassicisme. I 1842 og 1852 brændte dele af Dragør og karakteristisk for den følgende periodes byggeri var brugen af sav- og tandsnitsgesimser, murflader i gule, og til tider røde teglsten, skifertage samt noget større bygningsvolumener end tidligere. Omkring år 1900 var byens flåde blevet reduceret til joller og fiskekuttere. Dette medførte en stagnation i byudviklingen, hvorfor industrialiseringens karakteristiske stilarter ikke slog fuldt igennem i Dragør. Gaden Bjergerlav har sit navn efter Dragør bjergningsvæsen, der var organiseret i et laug. Bjergerlav hed tidligere Lille Grønnegade, men den blev også kaldt Sladregaden, fordi Dragørs koner yndede at holde til her ved hjørnet af Vestgrønningen – dels for at holde øje med deres gæs, der græssede på Vestgrønningen, og dels for at høre den nyeste snak om, hvad der foregik i byen. Gennem 1700- og 1800-tallet har her boet en del folk fra Skåne, ligesom en del snedkere her har fundet sig en bopæl i Bjergerlav. Meget tyder på, at denne smalle gyde oprindelig har været en reberbane, og at byens to første rebslagere har boet her omkring. Det drejer sig om perioden fra midten af 1720'erne til et stykke ind i 1760'erne. Den lille plads i Bjergerlavs østlige ende har sandsynligvis været brugt af rebslageren til opbevaring af forskelligt grej samt lagerplads for diverse tovruller. Reberbanens placering i byen forklarer derfor gadens lidt besynderlige facon. Bjergerlav 7 fik sit nuværende udseende i sidste halvdel af 1800-tallet ved en ombygning af et ældre bindingsværkshus. Dette blev indtegnet til forsikring i 1797. Bygningen stod da i bindingsværk med klinede vægge mellem stolperne og stråtag, hvori der var en kvist med en luge. Foruden de tre vestre fag var mod øst to skorstensfag fælles med naboen, Bjergerlav 9. Disse to huse har således formentlig tidligere udgjort én ejendom. I vestfaget var indgang fra gaden og formentlig også fra gården. Bygningens vinduer var forsynet med blysprossevinduer. Endnu i 1854 havde bygningen lerklinede vægge. Vurderingen dette år blev foretaget på grund af forbedring og tilbygning. En egentlig tilbygning var der dog næppe tale om, da huset holder de samme mål i dag som i 1797. Muligvis var det her, at bygningens indre blev ombygget til den nuværende rumfordeling med køkkenet placeret mod vest. Hvornår huset blev omsat i grundmur vides ikke, men i 1905 stod det helt i enstens-grundmur. Halvtagsbygningen i gården blev opført i 1900-tallet som udhus, men blev inddraget til beboelse i 1976 samtidig med, at der blev etableret forbindelse til forhuset ved inddragelse af det åbne halvtag. Det eksisterende køkken i vestfaget mod gården blev således flyttet ud i sidebygningen. I 1988 brændte den sydlige side af Bjergerlav, hvor også Bjergerlav 7 blev raseret ved en pyromanbrand, som tillige gik ud over en del andre stråtækte huse i byen. I alt blev der sat ild til ti huse i byen. Bjergerlav 7 blev herefter genopført med nyt etagedæk, tagkonstruktion, kviste og stråtag. Skorstenen og stueetagen havde klaret branden.

Bjergerlav 7 ligger i den vestlige del af Dragørs historiske bykerne og indgår som en del af et gadeforløb med bebyggelse i gadens sydlige side. Den lille grund med et sydvendt gårdareal er ud over forhuset bebygget med et lille sidehus, der ikke er omfattet af fredningen. Forhuset er en énetages, grundmuret bygning i tre fag mod gaden. Mod øst er bygningen sammenbygget med nabobygningen, Bjergerlav 9. Bygningen har en sorttjæret sokkel, murværket er berappet og gulkalket og afsluttes af en hvidmalet sugfjæl. Taget er et stråtækt heltag afsluttet af halmmønning. I rygningen ses en gulkalket skorstenspibe med sokkel og gesims. Mod gaden ses en ældre tagskægskvist samt et nyere, ovalt tagvindue, mod gården er der ligeledes et nyere, ovalt tagvindue samt en nyere stråtagskvist. Gavlen mod vest er grundmuret og afsluttes øverst af sortmalede vindskeder. Vinduerne er ældre, men i kvistene er de nyere, men traditionelt udført. Vinduerne er torammede og tredelte, og i stueetagen forsynet med forsatsrammer, dog er et vindue mod gaden etrammet, mens de torammede vinduer i kvistene er seksrudede med buet overkant, udført som koblede vinduer. Vinduerne i facaderne er forsynet med en smal, skråtstillet sålbænk af rødgule tegl. Et støbt trin fører fra gaden op til den nyere hoveddør, som er udformet som en enfløjet fyldingsdør. Døren og vinduerne er malet i den for Dragør karakteristiske sort-grønne farve. I det indre har forhuset bevaret størstedelen af den oprindelige planløsning med indgang fra gaden til en lille forstue, hvorfra der er adgang til en to fag bred, gennemlyst stue, hvorfra der igen er adgang via det tidligere køkken til køkkenet i sidehuset. I forstuen er en ældre kvartsvingstrappe, der fører op til den udnyttede tagetage, som modsat trappen rummer et badeværelse samt et stort gennemlyst værelse mod øst. Bygningen fremtræder indvendigt med en kombination af nyere og ældre overflader, dog er de nyere bygningsdetaljer udført med øje for den traditionelle byggeskik. Den overvejende materialebrug i stueetagen er nyere, grå teglstensgulve, pudsede vægge, bræddelofter på synlige bjælkelag, ældre fyldingsdøre og profilerede gerichter. Tagetagen har nyere trægulve og brystningspaneler af lodretstillede brædder, plane skråvægge med synlige spær og højtsiddende, fritliggende hanebånd. I badeværelseset er der vinylgulv og fliser på væggene. Dørene er i tagetagen nyere fyldingsdøre, udført som kopi af fyldingsdøren i stueetagen.

Den miljømæssige værdi ved Bjergerlav 7 knytter sig til placeringen i Dragørs historiske bykerne, der konsekvent er anlagt med øst-vestgående gader og nord-sydgående stræder, som dikterer bygningernes placering og deres indbyrdes relationer. Historisk set er bygningerne placeret i forlængelse af hinanden i de øst-vestgående gaders længderetning, således at gavlene vender ud mod de nord-sydgående stræder. Bygningerne er endvidere kendetegnet ved sydvendte have- eller gårdarealer, der giver gadeforløbene en asymmetrisk karakter og en maksimal udnyttelse af bykernens grundareal. Således er Bjergerlav 7 anlagt efter Dragørs historiske byplansprincipper, hvor facaden er orienteret mod den øst-vestgående gade og gårdsiden orienteret mod et lille gårdareal mod syd. Hertil kommer at bygningen fremstår med den for Dragør så karakteristiske materiale- og farveholdning, og indgår hermed som en integreret del af Dragørs autentiske og stemningsfulde bymiljø. Den lille sidebygning er tillige med til at understrege autenticiteten i det traditionelle gårdmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens fremtræden med de egnskarakteristiske bygningstræk, der får Bjergerlav 7 til at indgå i fortællingen om Dragørs kulturhistorie, hvor den velplanlagte bystruktur tidligere fungerede som ramme omkring byens søfart og handel. Et ældre Dragør-hus er i det ydre kendetegnet ved den traditionelle, grundmurede byggeskik med opmuring i blødstrøgne teglsten, berapning med kalkmørtel, vandskuring og efterfølgende gulkalkning, sorttjæret sokkel, sugfjæl og stejle, stråtækte heltage med en tagskægskvist. Hertil kommer placeringen af hoveddøren mod gaden og de ældre vinduer, der som traditionen foreskriver det er torammede og tredelte, samt døre og vinduers sort-grønne farve, som er særegen for Dragør. Den ældre tagskægskvist vidner om, at man førhen anvendte tagetagen til opbevaring. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til bygningens i store træk velbevarede, oprindelige planløsning, der er kendetegnet ved at have indgang fra gaden til en lille forstue, hvorfra der historisk set har været en direkte, tværgående forbindelse til et lille køkken, beliggende mod gården og med adgang til den centralt placerede skorsten. Ligeledes kendetegnende er det, at der i forstuen er en kvartsvingstrappe, som fører op i tagetagen, samt at forstuen giver adgang til den gennemlyste tofags stue. Hertil kommer de få bevarede ældre fyldingsdøre med alle detaljer, den ældre kvartsvingstrappe samt de ældre vinduer med trukket glas, stormkroge og anverfere, der er med til at afspejle bygningens alder og den autentiske atmosfære.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den traditionelle, langstrakte bygningskrop, som er udformet som en forholdsvis kompakt længe med heltag, der med sin enkle og egnsspecifikke materiale- og farveholdning repræsenterer Dragørs karakteristiske byggeskik. Bygningens samlede udtryk er meget enkelt, men autentisk med de sorttjærede sokler, gulkalkede facader, hvide sugfjæle og det store stråtækte tag med en skorstenspibe i rygningen. Vinduernes og dørens sortgrønne farve accentuerer disse i de gulkalkede facader, og en hulvirkning opstår. Den grundmurede gavl viser det skarptskårne volumen, og på denne store, ubrudte flade fornemmes de kalkede mures delikate stoflighed ekstra tydeligt. Tilsammen resulterer de få, men traditionelle elementer i en harmonisk og helstøbt bygning.

Læs videre om

• Hollandsfed 1, Dragør
• Vestgrønningen 40, Dragør
• Von Ostensgade 8, Dragør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen