Bjerremark ligger på Ubjergvej 19 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Traditionen med at bygge gårde på værfter i marsken, antages at stamme fra 1100-tallet, hvor friserne indtog området. Værfterne beskyttede bygningerne ved stormflod eller oversvømmelser, der var et problem før diger og afvanding blev anlagt. Det barske klima har tillige været grunden til at man opførte større gårde og lader med en særlig selvbærende tømmerkonstruktion, hvor murene ikke er bærende, men kan skubbes bort af vandmasserne ved stormflod, uden at resten af huset og særligt tagværket vælter. Bebyggelsen som ses på værfterne præges af den slesvigske byggeskik, der udviklede sig med Friserne gennem 1500- og 1600-tallet. Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Endvidere var grundmuring også mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne, eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.

Bjerremark nævnes første gang i 1685. I 1840 fik Carsten Richtsen Angel fæstebrev på gården og i 1842 blev den markant ombygget og udvidet. I 1872 tilføjedes en fin dørportal mod syd med søjleparti og inskriptionen "1872". I 1947 kom gården på danske hænder ved den dansksindede organisation Landeværnets mellemkomst. Af de nuværende bygninger er stuehuset opført i 1842, mens staldlængerne er opført i 1874. I stuehuset synes flere af de ældre bygningsdele fra det tidligere stuehus at være blevet genanvendt, herunder fyldingsdøre, indgangspartiet i forstuen, hoved- og havedør samt sandstensportalen mod gården. I 1988 gennemgik Bjerremark en stor renovering og restaurering, herefter indrettedes gården til kursuscenter.

Beskrivelse

Bjerremark er en firelænget marskgård, der ligger på et værft (en forhøjning), i det åbne landskab syd for Tønder. Gården er indrettet til kursuscenter.

Den firelængede gård er opført i én etage med et delvist fritliggende stuehus mod syd, der er sammenføjet med de tre sammenbyggede staldlænger mod vest, nord og øst, gennem en nyere lav forbindelsesbygning til den vestlige længe. Gårdspladsen mellem bygningerne er belagt med pigsten. Stuehuset er en etage høj og tretten fag lang bygning, der fremstår grundmuret i rød, blank mur med en gennemgående frontgavl. Murværket er forsynet med enkle murankre både på gavlene og frontgavlene mod have og gårdside. Bygningen hviler på tilhugne syldsten, taget er stråtækt og har tre ældre skorstene med sokkel og krave i rygningen. Hoveddøren mod gården er en tofløjet, barokdør med et opsprosset overvindue. Hoveddøren indrammes af en sandstensportal med pilastre og volutprydet segmentfronton. Vinduerne i stueetagen er ældre, opsprossede korspostvinduer med bræddeskodder. I frontgavlene er der isat torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Over frontgavlenes vinduer er der fladbuede murstik. Havesiden er opbygget på samme måde som gårdsiden, havedøren er af samme type som mod gården, mens portalens pilastre bærer en tandsnitprydet trekantfronton prydet med et guldstafferet relief af en flyvende stork, på frisefeltet herunder er der en inskription med "18 BJERREMARK 72". Alle bygningens døre, vinduer og skodder fremstår hvidmalede.

Alle staldlænger er grundmurede og de hviler på en sokkel af tilhugne syldsten, de fremstår ligeledes i rød, blank mur med enkle murankre på gavlene, der i nordlængens østgavl er udformet som årstallet 1872. Taget er stråtækt med trekvartvalmede gavle med mønning af tørv. I længerne er der døre med en lille frontgavl over mod nord og øst, denne type indgangsparti kalder man lokalt en arkengaf. I arkengafferne er en enkelt luge og gavltrekanten afsluttes mod stråtaget af en muret gesims. Længen mod nord har tillige to ældre, brede revleporte med lige overkarm på nordsiden. Alle vinduer i staldlængerne er fortrinsvis udført som nyere, rundbuede eller halvrunde trævinduer, mens de øvrige vinduer er ældre, halvrunde støbejernsvinduer med vifteopdelte sprosser. Mod gården har den vestlige og østlige længe ligeledes arkengaffe, mens den nordlige længe har to portåbninger med revledøre. Alle vinduer, porte, døre og luger er hvidmalede. På den nordlige længe er der opsat en storkerede på tagryggen.

I det indre er stuehuset præget af en delvis bevaret ældre grundplan. Mod gården er bevaret en forstue med inderdøre fra 1700-tallet og et ældre tofarvet flisegulv, mens der mod haven ligger en række store stuer, som er forbundet med tofløjede fyldingsdøre med gerichter. Gulvene her er dækket med gulvtæpper, der er bevaret ældre fodpaneler og lofterne fremstår pudsede med enkel stukkatur. Her er endvidere bevaret ældre brændeovne, den ene er kakkelbeklædt, mens den anden er udført i metal og står i en vægniche. I stuehusets østlige del er der indrettet en lille, separat lejlighed med nyere køkken og bad mod gården samt værelser langs østgavlen. Mod gården vest for forstuen ligger en gang med moderne klinkegulv, og herfra er der adgang til gæstetoiletter. Langs vestgavlen findes to mindre rum indrettet til mødelokaler, og ligesom i lejligheden og gangen er væggene beklædte med nyere bemalede plader, der er gulvtæpper og bevarede forskelligartede, ældre fyldingsdøre, herunder nogle med en enkelt fylding eller spidsfyldinger, ligesom der også er bevaret en ældre ovnniche. Ad en nyere trappe i forstuen når man stuehusets loftetage, som er indrettet til mødelokaler, der overvejende er præget af nyere materialer og installationer. Dog er de ældre hanebånd synlige, ligesom der er bevaret en panelvæg med en fyldingsdør med fint forarbejdet låsetøj og bukkehornsbeslag. Gulvene er dækket med gulvtæpper. I det indre har alle vinduer koblede ruder.

Staldlængerne er i nyere tid indrettet til kursusfaciliteter. Øst- og vestlænge er indrettet med centrale fordelingsgange hvorfra der er adgang til værelser med tilhørende badeværelser. I gangene er gulvene klinkebelagt, mens der er støbte tæppebeklædte gulve i værelserne. Disse rum er præget af nyere overflader og installationer, dog er loftets ældre bjælkelag synligt. Den nordlige længe har tidligere fungeret som lade og er i dag indrettet til kantine med tilhørende industrikøkken. Her er gulvet ligeledes klinkebelagt, væggene står let pudsede og hvidmalede. Ladens oprindelige trækonstruktion er synlig i kantinen. Portåbningerne mod nord er lukket med store glaspartier, der giver vid udsigt over Nørresø. Længens østlige del rummer opbevaringsrum, mens loftetagen herover er indrettet til mødelokale. Lofterne over øst- og vestlænge fremstår uudnyttede med synlig tagkonstruktion, stråtaget er skruet på.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til Bjerremarks placering på et værft, der er et unikt træk, som ses i den sydlige del af Vadehavsregionen. Dette særlige egnskarakteristiske træk, er tæt knyttet til de specielle landskabelige forhold og var tidligere en helt grundlæggende forudsætning for bosætning i marsken. De bevarede marskgårde, har en utrolig stor betydning for den samlede miljømæssige værdi i marklandskabet, hvor den særegne bygningsstruktur ses på lang afstand. Her virker de frit- og højtbeliggende gårde som markante pejlemærker i det vidtstrakte, flade og ret ubebyggede landskab. I kontrast hertil står den pigstensbelagte gårdsplads, der afgrænses af stuehus og sammenbyggede staldlænger, hvorved der opstår et lukket, intimt rum, der står i stærk kontrast til det omgivende åbne landskab. Endelig knytter der sig også miljømæssig værdi til haven foran stuehuset, der med sine stier, bede og busketter danner et stateligt og værdigt miljø omkring den store bygning.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Bjerremark knytter sig til de mange træk, der gør at den kan betegnes som en slesvigsk gård. En slesvigsk gård er blandt andet kendetegnet ved opbygningen i de egnskarakteristiske enkle materialer, der har kunnet skaffes og fremstilles lokalt. Dette gælder særligt de røde, blankmure i krydsforbandt med skrabefuger og få dekorationer så som gesimsbånd og kraftige murankre samt buede stik over dørene, der ligesom vinduer, porte og luger efter skik er hvidmalede. Hertil kommer det ubrudte stråtækte tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg, der er afskåret vandret med en smule fald udad. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold, samt af adgangen til byggematerialer. Hertil kommer frontkvistene, arkengaf, der udover at være et element, der markerede indgangen, også havde en praktisk funktion, der tjente som brandsikring, da kvistens konstruktion kunne forhindre, at et brændende stråtag ville falde sammen over flugtvejen gennem hoveddøren.

I det indre aflæses forskellen mellem stuehus og stald tillige i de bearbejdede overflader og rigere bygningsdetaljer, såsom fyldingsdøre med gerigter, messinggreb, paneler og stukkatur, der er koncentreret i stuehuset. Hertil kommer den traditionelle grundplan med storestuer mod haven og forstue og mindre rum mod gårdsiden. I staldlængerne knytter den kulturhistoriske værdi sig til de uforarbejdede loftbjælker og til ladens synlige tømmerkonstruktion. Denne konstruktion er typisk for de store marskgårde og kendetegnes ved de solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Bjerremark knytter sig til gårdens fritliggende, samlede form med lave mure og store stråtækte tagflader, der med bløde kurver former sig omkring kviste og hjørner. Det at tagene er udført med helvalm og at alle sider har ens murflader styrker opfattelsen af et homogent bygningsanlæg, der fremstår velproportioneret med frontgavle, luger, dør- og portåbninger. Arkitekturen har et ærligt udtryk gennem de enkle materialer og får dekorationer begrænset til murværk, vinduer og døre. Det hvidmalede træværk danner en effektfuld kontrast til murværkets afvekslende farvespil og stråtagets neutrale farve og afrundede former. Trods den ensartede materialeholdning og formgivning, træder det fritliggende stuehus i karakter gennem de markante frontgavle og indgangsportaler mod gård og have, der fremstår som fine smykker på den ellers diskret dekorerede bygning. Også stueetagens række af skodder fremhæver bygningens anselige længde og får den til at stå frem i forhold til de prunkløse, sammenbyggede avlslænger. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de lyse, højloftede stuer samt til de bevarede ældre og fint forarbejdede bygningsdele. Herunder blandt andet døre med en fylding eller spidsfyldinger fra barokken, forstuens inderdøre med svejfet overkant fra 1700-tallet og udskårne gerigter samt de mere enkle klassicistiske døre og gerigter fra 1800-tallets midte, disse dele, hvoraf nogle stammer fra før ombygningen i 1842, understreger gårdens lange historie og skaber et historisk præget og stemningsfuldt interiør.

I den nordlige længe knytter den arkitektoniske værdi sig til kantinen, hvor den gamle lades originale og imponerende tømmerkonstruktion fremstår synlig i fuld højde og danner en stærk kontrast til øst- og vestlængens relativt lavloftede rum. Hertil kommer de store, nordvendte portåbninger, der ikke blot giver et stemningsfuldt lysindfald til det store rum, men samtidig effektfuldt indrammer og intensiverer udsigten over det flade vidtstrakte marsklandskab.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links