Blå Pakhus, København

Det Blå Pakhus er beliggende ud til kanalen ved Toldbodgade i det område, som tidligere udgjorde de gamle tømmerpladser tæt ved Toldboden. Med den florissante handelsperiode, hvor Danmark i kraft af sin neutralitet fik et stort økonomisk opsving, voksede manglen på pakhuse og oplagsplads i København. Efter forslag i 1769 blev tømmerpladsen ved Toldboden inddraget til pakhusplads den 4. juli 1770, og man opførte efterfølgende fire pakhuse med statslig støtte: Gule Pakhus (1777-79), Kieler Pakhuset (1777-79, i dag nedrevet), Vestindisk Pakhus (1780-81) og Blå Pakhus (1781-83). Hofbygmester Caspar Frederik Harsdorff (1735-1799) blev arkitekten bag tre af de fire pakhuse, herunder Blå Pakhus kommissioneret af det Østersøiske-Guinesiske Kompagni. Harsdorff blev uddannet på det ældre kunstakademi og siden på det nye kunstakademi fra 1754, hvor han vandt den store Guldmedalje i 1756. Igennem sine udenlandsophold i Frankrig og Italien blev han inspireret af tidens klassicistiske idealer, og da han vendte hjem til København i 1764 var han en veluddannet ung arkitekt. For kongehuset udførte han en del ombygninger i en enkel, kølig klassicisme. Harsdorffs store kendskab til antikken prægede hans tilbygninger f.eks. Frederiks Vs kapel ved Roskilde Domkirke, der afspejlede hans store kendskab til romerske gravkapeller. Han overtog senere professoratet i arkitektur ved Kunstakademiet, hvor han fik stor betydning for klassicismens arkitekter, herunder Peter Meyn og særligt C.F. Hansen. Selvom Harsdorffs egen produktion var af begrænset omfang, blev hans indsats af afgørende betydning for dansk arkitektur, og det lykkedes ham at skabe en national arkitekturstil, der i sin stilfærdighed, gennemførte finhed i detaljering og proportionering sagtens kan hævde sig internationalt. Fra et historisk synspunkt er pakhusene i Toldboden kun en parentes Harsdorffs livsværk. Ikke desto mindre revolutionerede hans idéer den måde, man byggede pakhuse på, idet han forøgede både højden og dybden på bygningerne. Blå Pakhus og Vestindisk Pakhus er arkitektonisk og byggeteknisk meget ens, både hvad angår proportionering og materialevalg, og man kan sige, at Blå Pakhus til forveksling blot mangler tårnet. Selve Blå Pakhus står overraskende nok i røde teglsten, men har eftersigende sit navn efter dets tidligere mørkeblå vinduesskodder og teglmansard. Fra starten blev det benyttet til at huse alskens varer, men da storkøbmand Johan Christian Constantin Brun (1746-1836) købte pakhuset i 1796 blev det omdannet til korntørring, og tjente fremover dette formål. Fra 1916 ejede De forenede Dampskibsselskaber (DFDS) pakhuset, og fra 1973-76 blev det overtaget af et konsortium med det formål at ombygge pakhuset til beboelse. I 1978-79 blev det renoveret og ombygget til beboelse. Dette resulterede i, at man blandt andet hævede trækonstruktionen og fordoblede antallet af vinduer af hensyn til det nye formål. I 2009 igangsatte man en større facaderenovering: Sydgavlen i 2011, østgavlen i 2013 og nordgavlen i 2015. I 2017 forventes vestgavlen mod Toldbodgade færdigrenoveret.

Blå Pakhus er beliggende i Københavns Sankt Annæ Øster Kvarter og er et af fire store pakhuse beliggende parallelt ved Toldbodens havneløb. Ejendommen består af 40 lejligheder, hvoraf fire i stueetagen huser erhverv. Det grundmurede pakhus er 15 vinduesfag langt og fem etager højt med udnyttet tagetage. Bygningen har midt på begge langsider hejsekviste i syv etager. Pakhusets sokkel er beklædt med Nexø-sandsten, mens murværket er filtset i en rødbrun farve med nyere murankre i gavlen. Det er hensigten, at murene fremover ikke skal filtses, således at de med tiden vil få en rustik overflade. Mellem stuen og første etage er en glat kordongesims, mens hovedgesimsen er profileret. Alle muråbninger står med fladbuede helstensstik og retkantet fals. Ved de oprindelige muråbninger ses oprindelige, indmurede stabler til brug for de nu forsvundne luger. Vinduer og døre i facaden er nyere med termovinduer og aluminiumsgreb og -lukketøj. Lugerne i hejsekviste og gavle har blåmalede dobbeltdøre med grafitalmalet stålværn foran. Dørene er trukket tilbage fra murflugten, som i en niche, mens de øvrige vinduer overalt er anbragt ude i falsen og er hvidmalede. Kvistvinduerne i mansardetagen er dog grønmalede. Pakhusets indgangspartier i facaden består af rundbuede, dybe nicher med nyere indsatte glasdøre og et trin af granit foran. Mansardtaget er beklædt med blådæmpede vingetegl og har adskillige nyere ovenlysvinduer, men står i øvrigt ubrudt. Hejsekvistene har heltage, hængt med blådæmpede vingetegl og har i øvrigt profilerede trægesimser. I det indre er pakhuset indrettet til lejligheder med nyere interiør, trapper og elevatorer, samt en stringent og enkel indretning, hvor pakhusets stort dimensionerede, bærende trækonstruktion lades urørt. Blå Pakhus er et såkaldt dobbeltpakhus, hvor de tykke facademure bærer de kraftige bjælkelag, der hviler af på en solid midtskillevæg, der er opbygget af ikke mindre end tre stolper i fuldtømmer, der med fortandinger er boltet sammen til ekstra styrke. Trækonstruktionens dimensioner mindskes gradvist opefter. Den oprindelige tømmerkonstruktion består af massive bjælker af fyr fra Pommern og er velbevaret på etagerne med stolper, skråstivere, bjælker i bjælkelaget, langsgående dragere og firesidede kopbånd. Tømmerkonstruktionen er nogle steder forstærket og repareret med nyere samlinger, klodser og metal sammenholdt af jernbolte. I visse lejligheder er tømmeret desuden behandlet med bivoks, og i 6. tv. er en enkelt bjælke afskåret for at gøre plads til en trappe til en mezzaninetage i hejsekvisten. Gulvene i lejlighederne er nyere, traditionelt udførte bræddegulve, mens vægge og lofter er pudsede, malede og af nyere gips. De indvendige døre er pladedøre med glatte indfatninger. Stueetagen har nyere klinkegulv, hvorfra de nye, støbte hovedtrapper begynder med deres tre korte løb mellem etagerne.

Den miljømæssige værdi ved Blå Pakhus knytter sig til bygningens beliggenhed ved Toldboden, hvor pakhuset indgår som en markant og karakterfuld del af Frederiksstadens historiske pakhusplads fra 1770'erne. Med pakhuse fra samme periode og i omtrent samme stil med langsiden parallelt med havneløbet og henholdsvis et større og et mindre pakhus, er Blå Pakhus en del af en større helhed. Blå Pakhus er således med til at fastholde den miljømæssige, historiske stemning og understreger samtidig fortællingen om, at den florissante handelsperiode satte sine tydelige præg i bybilledet, og at der her tidligere var industrihavn.

Den kulturhistoriske værdi ved Blå Pakhus er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et pakhus fra slutningen af 1700-tallet i det planlagte pakhusområde ved Toldboden, som tidligere havde været tømmerplads. I det ydre er den kulturhistoriske værdi relateret til pakhusets oprindelige funktion som opbevaringsplatform, hvilket kan aflæses i facadens mange pakhusåbninger, herunder de relativt store muråbninger i hejsekvistene, der har været anvendt til at løfte tunge og store mængder af varer ind på de forskellige etager. Der knytter sig endvidere værdi til pakhuset som et eksempel på et dobbeltpakhus i perioden omkring 1780, hvor der i kraft af byggetekniske fremskridt skete en overgang fra enkeltpakhuse til dobbeltpakhuse. Dermed begyndte man symptomatisk at placere pakhusene parallelt med havnefronten i stedet for vinkelret. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi i facadens udformning, der er et eksempel på Harsdorffs kompromis imellem tidens arkitektoniske, klassicistiske idealer og pakhusets funktionalitet som økonomibygning. Med Blå Pakhus og dets tvilling, Vestindisk Pakhus, har Harsdorff tilpasset tidens formsprog til pakhusbrug i en balancegang mellem taktfasthed, proportionering, rene linjer og geometrisk forenkling, som i dette tilfælde forstærker bygningens enkle pondus. Et udtryk, som efterfølgende blev typedannende for pakhuse. I det indre er der kulturhistorisk værdi knyttet til de velbevarede bygningsdetaljer, herunder især den imponerende, synlige tømmerkonstruktion af fyr fra Pommern, der til stadighed giver indtryk af bygningens oprindelige funktion som et pakhus med store, åbne etagedæk, hvor en stærk trækonstruktion var nødvendig for at kunne bære større mængder af korn.

Pakhusets arkitektoniske værdi knytter sig overordnet til bygningens store, formmæssige sluttethed og knaphed med markante langsider i 15 fag, mansardtag og høje gavle. Dette underbygges af den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en regelmæssig og taktfast placering af vinduer og døre, der giver rytme og balance. Ligeledes er der arkitektonisk værdi i farveforskellen mellem vinduer og døre, hvor dørenes mørke farve understøtter deres udtryk som huller i facaden, og som gør det muligt at aflæse muråbningernes nicher i facaden. De funktionsbestemte detaljer, herunder pakhusåbninger, hejsekviste og oprindelige stabler bidrager endvidere med en finesse til facader og tag, og understøtter opfattelsen af en yderst velproportioneret og funktionsbestemt bygningskrop. Hertil kommer det suveræne håndsværks- og bygningsmæssige materiale af høj kvalitet, herunder sandstenssoklen af Nexø-sandsten med fornemt udskåret fals ved portåbninger og især den imponerende tømmerkonstruktion med enorme bjælker, stolper og dragere af pommersk fyr.

Læs videre om

• Bredgade 51, København
• Gammel Mønt 19, København
• Højbro Plads 17, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen