Blågårds Plads, København

Blågårds Plads ligger på Blågårds Plads i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Pladsens historie

Blågårds Plads er navngivet efter landstedet Blaagaard, som Frederik d. Fjerdes bror, prins Carl, opførte her på det landlige Nørrebro i begyndelsen af 1700-tallet. Blaagaarden blev sidenhen nedrevet og området udstykket, for i løbet af 1800-tallet at blive bebygget, hovedsageligt med fabrikker, småindustrier og arbejderboliger. Området var omkring århundredeskiftet et tætbebygget, tætbefolket og noget usundt kvarter, som med tiden fik tilnavnet "Den sorte firkant". Hvor pladsen nu ligger, opførte og drev isenkræmmer Heegaard et jernstøberi, som i 1898 sammen med en række andre ejendomme blev afhændet til Københavns Kommune. Kommunens plan var her at anlægge et fristed for beboerne i det tætbebyggede kvarter, hvorfor støberiet i 1903 blev nedrevet og en åben plads, omgivet af rækker af lindetræer blev udlagt og reguleret. I 1910 opstod kommunens idé om at udsmykke pladsen, og Københavns Kommunes Kulturfond tog kontakt til arkitekt Ivar Bentsen og dennes ven, den unge billedhugger Kai Nielsen. Sammen tegnede de et ambitiøst og usædvanligt projekt, en gennemarbejdet helhed, bestående af en rektangulær forsænkning, udsmykket med i alt 22 figurer og figurgrupper. Projektet blev vedtaget i 1913. Ideen bag Kai Nielsens og Ivar Bentsens Blågårds Plads var på én gang at skabe et tiltrængt, rekreativt anlæg og samtidig et værdigt og håndgribeligt minde over den arbejderklasse, som hovedsageligt beboede Blågårdskvarteret. Pladsen skulle være for arbejderne og deres børn, hvorfor Kai Nielsen som motiver for skulpturerne valgte personifikationer af forskellige håndværk. Vigtigt for kunstnerne var det imidlertid, at pladsens udsmykning ikke blot blev et "dødt" minde, men at den samtidig fik en slags praktisk funktion: en talerstol eller tribune indarbejdedes således i forsænkningens ene langside, så pladsen kunne danne ramme om folkemøder, koncerter o.l. Udlægningen og udsmykningen af Blågårds Plads, der faldt i god tråd med de overvejelser rådhusets politikere havde gjort sig om kunstens opdragende funktion, blev mødt med stor optimisme og forventning. Allerede i samtiden havde pladsen dog også sine kritikere og blev bl.a. kaldt "Slavepladsen" og "Stenødet". Mange fandt, at figurernes nøgterne udformning manglede en ønsket forherligelse og monumentalisering af den nye, bevidste arbejderklasse, og skulpturprogrammet blev kritiseret for at være udtryk for en borgerlig romantisk forestilling om, hvad det var for en slags kunst arbejderne virkelig havde behov for. Andre kritikere har sidenhen – nok med rette – beskyldt kommunens udlægning af Blågårds Plads for at være en kortsigtet gestus, idet der ikke blev fulgt op med andet og mere praktisk hjælpearbejde i det belastede kvarter.

Beskrivelse

Det rektangulære pladsrum, der ligger tilbagetrukket fra Blågårdsgade er på to sider omgivet af etageejendomme fra århundredeskiftet og på de to øvrige af etageejendomme fra 1970'erne. Blågårds Kirke, der ligger lidt tilbagetrukket fra pladsens nordøstlige langside, angiver pladsens midte, omkring hvilken forsænkningen er symmetrisk opbygget. Ivar Bentsens og Kai Nielsens egentlige plads er udformet som et rektangulært ca. 30 x 50 m stort område, forsænket knap én meter i forhold til gadeniveau og i dag belagt med rektangulære betonfliser med røde granitskærver, men oprindelig med gule teglklinker. Forsænkningen, der skulle skabe en tryg og lukket ramme om børnenes leg, omsluttes af en to skifte høj brystning af råt tilhugne granitkvadre. I pladsens fire hjørner har man nedgang til pladsen ad et par granittrin, to tilsvarende trapper flankerer en talerstol/tribune midtfor pladsens nordøstlige langside. Tribunen er udformet som et lidt højere, aftrappet plateau med en belægning af granitfliser og brosten og mod pladsen et enkelt rækværk af jernrør. I forsænkningens brystning er regelmæssigt integreret i alt 22 granitskulpturer, bestående seks større "børnegrupper", én ved hver af trapperne, og 16 lidt mindre figurer, regelmæssigt fordelt på pladsens fire sider. Børnegrupperne ved trapperne skildrer nøgne, buttede småbørn der kravler og leger på og gemmer sig bag og under den delvist udhugne granitblok, der med plante- og bladornametik fremstår som et træ. De øvrige skulpturer er som førnævnt alle billeder på det arbejdende folk, hvis hverv er genkendeligt ved figurernes attributagtige redskaber: smeden med hammer og hestesko, tømmeren med sin sav, mureren med sin murske, skrædderen med sin nål osv. Mændene har nøgne, muskelsvulmende overkroppe, de to kvinder – en fiskekone og en moder – er behørigt påklædte. Alle figurer har – til dels som følge af de vanskeligheder det frembyder at hugge i den hårde granit – enkle, nærmest stiliserede ansigtstræk, og er skildret i siddende position, sammenbøjede, nogle nærmest forkrøblede, og udformet så de tydeligt udfylder eller udnytter den aflange granitblok. Skulpturerne er ikke som vanligt placeret på en høj, ærefrygtindgydende sokkel, det var nemlig Kai Nielsens udtrykkelige ønske, at de skulle ned i menneskelig højde, så man kunne røre ved dem, kravle – og sidde på dem, og at de skulle være runde og "bløde", så børnene ikke kunne komme til skade. Som endnu en hilsen til de yngste er der på hver af figurernes bagside en lille, nøgen barnefigur, der hjælper med ved arbejdet med sine egne små redskaber. Skulpturerne kan således også "identificeres" og betragtes bagfra, fra det grusbelagte område omkring forsænkningen. Grusarealerne omkring pladsen er beplantet med rækker af lindetræer, som siden pladsens udlægning i 1898 løbende er blevet udskiftet. Et pissoir af grønmalet støbejern er placeret i grusgangen sydvest for forsænkningen. En indhegnet legeplads med sand nordvest for forsænkningen er ikke medtaget i fredningsforslaget. Planforhold: Pladsen er beliggende i et område, der er fastlagt til boliger. Desuden er pladsen, i en allerede gennemført handlingsplan for trafiksanering i området, nævnt som én af ti "lokaliteter der kræver særlig byarkitektonisk behandling". Vedligeholdelsesstand: Pladsens skulpturer af granit er præget af brug gennem mange år (akkurat som Kai Nielsen ønskede det), men synes alligevel i god vedligeholdelsesstand. Pladsens oprindelige klinkebelægning er blevet udskiftet med betonfliser i slutningen af 1980'erne, ligesom pladsens lindetræer løbende er blevet udskiftet siden plantningen ved århundredeskiftet. Kommuneatlas: I Bydelsatlas Nørrebro har pladsen ingen bevaringsværdi, men betegnes som et af Københavns "smukkeste pladsrum", "

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links