Bondebyen er en tidligere landsby og nuværende boligområde i den nordlige del af Kongens Lyngby.
For at forstå Bondebyens bygningsudvikling må man kende landsbyens historie. I 1651 var der kun 16 gårde foruden præstegården, Brydegården, hvor kongens bestyrer boede, samt Fogedgården. I 1682 var byen vokset til i alt 21 gårde, tre huse med en smule jord og 21 jordløse huse, hvoraf 11 tilhørte kirken.
Landsbyen fordelte sig i gårdrækker med tofterne placeret udenfor i periferien. Mølleås antagelig ældste vandmølle lå ved et vadested syd for Lyngby Kirke og har haft stor betydning for landsbysamfundet og dermed udviklingshistorien helt tilbage fra tidligste middelalder. Gårdene, som dengang havde dyrkningsfællesskab, lå med tilknytning til en åben, ubebygget plads kaldet forten.
Da Frederik 4. gennemførte en omorganisering med opdeling af landet i rytterdistrikter, byggede han skoler i ryttergodset, og Lyngbys rytterskole blev opført ved forten i 1721. Ved kongelig resolution i 1766 erklæredes kronens fæstebønder i Kongens Lyngby for selvejere, og de fik skøder på deres gårde, men endnu i 12 år herefter blev man ved med at dyrke jorden i fællesskab. I 1777 blev omlægningen af de forsømte og stærkt nedslidte sjællandske hovedveje færdiggjort. Kongevejens anlæggelse, ledet af den schweiziske ingeniør Jean Marmillod, betød, at offentligheden opnåede adgang imod betaling af vejafgift. Dette medførte en stærkt øget trafik, da Kongens Lyngby blev et populært udflugts- og feriemål.
Nogle af landsbyens huse og gårde blev fra sidst i 1700-tallet købt og ombygget til grundmurede små og større lyststeder. Nogle huse blev i 1800-tallet opført som små dobbelthuse i købstædernes klassiske planløsninger. Mange af landhusene blev gennem 1800-tallet udbygget og omsat i grundmur, men stadig med stråtag. De blev beboet af landarbejdere, håndværkere og senere industriarbejdere. Lofterne blev taget i brug, da en stadig større arbejdsstyrke skulle huses i Lyngby fra sidst i 1800-tallet.
I dag er kun et par originale toftehuse bevaret: Gammel Lundtoftevej 21 C-E og Nørregade 10. Men takket være bevaringsplanen fra 1970’erne samt en saneringsplan fra 1982, hvor det landlige, prunkløse præg blev fastholdt, bl.a. ved forskrifter om stakitter, klippede hække og småtræer, lever Bondebyen som helhed op til sin status af at være noget helt for sig.
