Brejninggård ligger på Brejninggårdsvej 12 i Ringkøbing-Skjern Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Brejninggaard hørte indtil 1536 under Ribe bispestol. I 1536 overgik gården til kronen sammen med det øvrige bispegods for i 1537 at blive pantsat til Johan Stage, der havde tjent Frederik I.

I 1544 solgte Christian III (1503-1559) Brejninggård solgte til landsdommer Gunde Lange, der ejede flere godser, hvorfor familien ikke bosatte sig på gården. I 1564 arvede sønnen Hans Lange gården. Hans Lange var uddannet i såvel Danmark og udlandet og var tæt knyttet til hoffet, hvor han var opdraget ved dronning Dorotheas hof. Hans Lange blev i 1575 gift med Johanne Skram. Hans Lange opførte omkring år 1580 et lukket, firfløjet anlæg i to etager på det eksisterende voldssted, hvoraf øst- og nordfløjen er bevaret i dag. Brejninggård blev i famlien Langes eje frem til 1648, hvor bygningerne i dårlig forfatning.

Brejninggård har siden haft skiftende ejere og har undergået mange forandringer. Vestfløjen blev revet ned i første halvdel af 1700-tallet af den daværende ejer Enholm, mens sydfløjen blev fjernet senere. I 1771 blev gården købt af Peter de Albertin, hvis enke, Cathrine Kirstine Folsach, i slutningen af 1700-tallet frasolgte en del af hovedgårdsjorden, og efter Cathrine Kirstine Folsachs død i 1812 blev størsteparten af gårdens fæstegods såvel som gårdens tilhørende mølle solgt. Den oprindelige port til borggården har formodentligt været placeret i den tidligere sydfløj, hvorved den nuværende port i østfløjen er en senere tilføjelse. I 1849 blev der etableret et brænderi på gården af brødrene Niels Henrik og Hans Severin Frandsen. I 1926 købte Statens Jordlovsudvalg Brejninggård. Af jordtilliggendet blev der udstykket 14 husmandsparceller. Efter frasalget af jordtilliggendet blev hovedbygningen indrettet til afholdsrestauration.

I 1942 købte et interessentselskab gården og bygningerne blev indrettet til Brejninggård Efterskol og en ny vestfløj blev opført. I 1957 blev husmandsbrugene nærmest hovedbygningen tilbagekøbt, og sydfløjen blev opført i 1956-59. Begge fløje blev opført af arkitekt Helge Holm.

Beskrivelse

Brejninggård ligger på et fredet voldsted syd for byen Spjald omgivet af skov. Vest for voldstedet er en sø. Brejninggård er et firefløjet anlæg, men kun øst- og nordfløjen er fredet. På østfløjens gårdside er et trappetårn, der forbinder østfløjen med den nyere sydfløj. Et udskud er påbygget nordfløjens gårdside.

Begge fløje er opført af munkesten i to etager på en kampestenssokkel og afsluttet af et rødt, teglhængt heltag. Østfløjens tag er ubrudt, og har to skorstenspiber i rygningen med sokkel og krave. Nordfløjens tagflader har nyere ovenlysvinduer og en skorstenspibe i rygningen. Facaderne er pudsede og hvidkalkede og afsluttes af profilerede hovedgesimser. Østfløjens facade og gavle er udsmykket med en frise i etageadskillelsen af terrakottafliser, frisen udgøres af palmetter, æggestave og løbende hunde. Førsteetagen inddeles af slanke pilastre, hvis postamenter hviler på accanthusprydede volutkonsoller. Pilastrene er udsmykkede med løvehoveder, enhjørninger og roser. Pilastrene bærer et flerledet, rigt detaljeret bjælkeværk med accanthus-, palmette-, æggestavs- og mæanderbølgeborter. Hele rammestykket med frise, pilastre og bjælkelaget er udført i uglaseret, gulflammet terrakotta. Østfløjens gennembrydes af en ældre port, der sidder i en kampestensindfatning, ligesom hjørnerne markeres af kampesten. Porten er en ældre, tofløjet og, kurvehanksbuet. Der er rester af en terrakottafrise under gesimsen på gårdsiden, men denne er kalket over. I hver side af portrummet er nyere, flammerede døre. Vinduerne er nyere, traditionelt udførte, småsprossede og torammede i stueetagen og firrammede på førsteetagen. Et vindue i nordgavlen har bevaret sit oprindelige murspejl med affaset kant og kurvehanksbue. Nordfløjen har to nyere døre mod gårdsiden, hvoraf den ene sidder i udskuddet. Begge har opsprossede ruder. Vinduerne er nyere, traditionelt udførte, opsprossede torammede vinduer, hvoraf det midterste mod gårdsiden sidder tilbagetrukket i facaden.

Brejninggård er indrettet til efterskole. Østfløjen er indrettet til lærerfunktioner og elevværelser. I stueetagen er en fordelingsgang med kontorer mod øst og et toilet og depot mod gårdsiden mod syd, og mod nord er to større rum, der fungerer som lærerværelse samt et kopirum. Tagetagen er uudnyttet med synlig tagkonstruktion, fast undertag, bræddegulv og skorstenspiber. Fra det ene lærerværelse kan man fortsætte om i nordfløjen. Nordfløjens stueetagen er disponeret med et større rum mod øst, hvorfra der er adgang til en fordelingsgang langs nordfløjens yderside med elevværelser mod gården. I udskuddet er en nyere trappe. Der er yderligere en trappe længst mod vest, der er nyere, men traditionelt udført. Førsteetagen er på samme måde disponeret med en fordelingsgang og elevværelser. Tageetagen er inddraget til depot med nyere bræddegulve og synlige hanebånd. I det store rum i stueetagen er krydshvælv og ellers overvejende bræddeloft med synligt bjælkelag, men i enkelte værelser er pudsede lofter. Gulvene er nyere flisegulve og væg-til-væg-tæpper. Nordfløjens førsteetage indeholdt tidligere rektors bolig i den sydlige ende, men er nu elevværelser og disponeret med et køkken mod gårdsiden og stuer mod øst. I den nordre ende er en stor pejsestue med en nyere, muret pejs op af nordgavlen. Det indre er kendetegnet ved nyere overflader, herunder væg-til-væg-tæpper, linoleum, parket-, flisegulve og nyere bræddegulve samt pudsede vægge og lofter. I et lærerværelse er der synligt bjælkelag og loftsbrædder. Dørene er overvejende nyere fyldingsdøre, men i den tidligere rektorbolig er ældre, tofløjede fyldingsdøre med ældre gerichter samt stukgesimser.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningernes placering på det kvadratiske voldsted med haven sydøst for hovedbygningen samt søen mod vest, der sammen med beliggenheden i det åbne landskab vidner om et tidligere herregårdsmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Brejninggård knytter sig til gården som repræsentant for en af de få bevarede vestjyske herregårde fra renæssancen samt til den helt særegne og symbolladede terrakottadekoration, der er enestående i Danmark, og hvis symboler henviser til de oprindelige ejere. Roserne symboliserede slægten Lange, og enhjørningen slægten Skram. Frisen af terrakottafliser, er inspireret af tidens nordtyske arkitektur, og vidner som den øvrige dekoration om bygherrens udsyn og stand, ligesom vægtningen af den æstetiske dimension over den forsvarsmæssige er et brud med de tidligere renæssanceborge.

Hertil kommer trækkene fra renæssancen med placeringen på et voldsted, en lavere stueetage, en højere førsteetage samt konstruktionen i munkesten. Endelig har den uudnyttede tageetage på østfløjen kulturhistorisk værdi, da den vidner om, hvordan tageetagen blev brugt til opbevaring. Ligeledes var skorstenspiberne nødvendige, da ildsteder var eneste kilde til madlavning og opvarmning. Østfløjens kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den delvist traditionelle planløsning med en højere beletage med finere detaljer end den mere nedtonede stueetage, herunder de tofløjede fyldingsdøre og stukkaturen på førstesalen og brædde- og bjælkeloft i stueetagen.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for nordfløjens ydre til dens robuste og prunkløse udtryk, opført i munkesten, der vidner om dens oprindelse i 1500-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de bevarede ældre bygningsdele, herunder krydshvælvene, bjælkelaget samt bræddeloftet, der vidner om bygningens alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Brejninggårds fredede bygninger knytter sig til placeringen på det kvadratiske voldsted, tæt på kanten hvorved bygningerne får ekstra højde og vægtighed. De stejle, ubrudte tagflader giver ligeledes anlægget tyngde, ligesom granitsoklen og kvadrene omkring af hjørnerne og portåbningen. De særegne terrakottadekorationer bidrager til bygningernes herskabelige og helstøbte udtryk og fremhæver østfløjens længde og vigtighed samt giver det ellers solide bygningsværk en delikat karakter.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links