Brejninggård

Broen over voldgraven til Brejninggårds renæssancebygning fra 1570’erne. Herregården er opført i munkesten; den betragtes som et af de væsentligste danske eksempler på en renæssanceherregård og er derfor fredet.
.

Herregården Brejninggård er blevet beskrevet som en oase i hedens ørken, hvilket har sin baggrund i den omkringliggende løvskov, der rejser sig i det ellers flade landbrugslandskab. Før Reformationen tilhørte Brejninggård bispestolen i Ribe. Efter kronens inddragelse af bispegodset i 1536 blev gården hurtigt solgt videre til landsdommer Gunde Lange i 1544. Hans Lange arvede det vestjyske gods i 1564, og efter sit giftermål med adelskvinden Johanne Pedersdatter Skram i 1575 opførtes de ældste dele af den nu stående hovedbygning.

Brejninggårds hovedbygning består af fire fløje: Den østvendte portfløj og nordfløjen er munkestensbygninger fra 1570’erne, mens vest- og sydfløjen er opført i hhv. 1942 og 1958 ved Helge Holm. Nybygningerne er søgt tilpasset renæssanceanlægget. De fire fløje står med hvidkalkede mure i to stokværk under røde teglhængte sadeltage, og det hele er omgivet af vandfyldte voldgrave. Til Hans Langes fornemme bygningsværk hørte en vestfløj med trappetårn, der blev nedrevet i midten af 1700-tallet. Det er usikkert, om der også har hørt en sydfløj til anlægget. De murrester, man har afdækket på borgholmen mod syd, er snarere resterne af en spærremur, således som det kendes fra andre tilsvarende anlæg.

Brejninggårds østvendte portfløj er kendetegnet ved en terrakottaudsmykning, der er uden sidestykke i dansk bygningshistorie. Udsmykningen består af pilastre, der hviler på en sokkel med skiftevis han- og hunløver. Herimellem løber et bredt sokkelbånd med høje våbenrelieffer med hhv. Langeslægtens tre roser og Skramslægtens enhjørning. Inspirationen til terrakottafrisen er sandsynligvis hentet i Nordtyskland, hvor man særligt i Mecklenburg finder lignende udsmykning på adels- og slotsbyggerier.

Brejninggård forblev i slægten Langes besiddelse til 1665, hvorefter den skiftede mellem familierne Skinkel og Munk indtil 1708. Fra 1726 til 1754 var Brejninggård ejet af kommerceråd Christian Siegfred Enholm, der fik vestfløjen og trappetårnet nedrevet. Efter Enholm tilhørte godset skiftende borgerlige og nyadlede familier frem til 1926, hvor Statens Jordlovsudvalg overtog ejendommen og udstykkede jorderne. I 1942 blev Brejninggård købt af et interessentskab, som indrettede herregården til efterskole. I 1957 overgik efterskolen til at blive en selvejende institution under navnet Brejninggård Efterskole. Ud over vestfløjen fra 1942 og sydfløjen fra 1958 finder man øst for borgholmen en række moderne skolebygninger med elevværelser, spisesal og idrætshal.

Nogle hundrede meter sydøst for hovedbygningen er et naturligt kildevæld med en opdæmmet møllesø og udgravede kanaler, der tilfører nyt vand til herregårdens voldgrav. Kilden leverede tidligere vandkraft til Brejninggårds fire vandmøller.

Videre læsning

Læs mere om herregårde og voldsteder i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Herregårde og voldsteder