Bundsbæk Vandmølle, Dejbjerg

Bundsbæk Mølle kendes fra en præsteindberetning til Ole Worm fra 1638. Frem til ca. 1805 hørte møllen under den nærliggende Dejbjerglund Hovedgård, og derefter havde den mange skiftende ejere op igennem 1800- og 1900-tallet.

Det nuværende stuehus og møllebygning er opført i 1843 efter en brand. De samtidige avlsbygninger blev revet ned omkring 1895 i forbindelse med, at størsteparten af møllens jord blev solgt fra.

I 1915 blev Bundsbæk Mølle ramt af en ulykke, da vandet under en storm skyllede mølledæmningen delvist væk. Dæmningen blev dog genetableret, og ejeren udnyttede situationen til at modernisere den hidtidige kornmølledrift. Han fjernede således en del af mølleinventaret og installerede et stampeværk til fremstilling af benmel, som anvendtes til gødskning i forbindelse med opdyrkningen af heden.

Efter 1. verdenskrig kom der igen kunstgødning på markedet, og forretningen var ikke længere så lukrativ. Den driftige ejer installerede derfor i 1918 en jævnstrømsdynamo, der frem til 1948 producerede strøm til 7-8 nabogårde. Efter sigende slukkede mølleren for strømmen når han gik til ro for natten, så når der skulle være fest på en af gårdene, inviterede man altid mølleren med, så man havde strøm hele aftenen. Mølledriften ophørte endeligt i 1956.

Efter en længere periode med tiltagende forfald overtog Skjern Museum i 1975 møllen og påbegyndte en omfattende istandsættelse og indretning til museum efter projekt af arkitekt Otto Madsen. Blandt andet blev en stor tilbygning fra 1914 vinkelret på stuehusets nordside revet ned og erstattet af den nuværende udlænge, som er en rekonstruktion af den oprindelige bryggersfløj fra 1843. Endvidere genopførtes de tre nedrevne avlslænger syd for stuehuset. Stald og lade stammer fra en anden gård i området, mens den sidste længe er nyopført. Endelig har museet i 1991 opført en kopi af en landsbysmedje i tilknytning til vandmøllen, idet der tidligere har hørt en smedje til møllegården.

I 1992-93 gennemførtes endnu et stort restaureringsprojekt ved Erik Ejnar Holms Tegnestue. I den forbindelse blev stuehuset indrettet til café, og der blev udført forskellige reparationsarbejder på møllebygningen og mølleværket. Mølleværket er restaureret i forbindelse med indretningen til museum og er fuldt funktionsdygtigt. Møllen producerer således mel til det brød, der bages i museets rekonstruerede bageovn og serveres i caféen. Mølledammen blev oprenset i 1982. Efterfølgende blev der i forbindelse med frislusen opstillet en turbine, der forsyner museet med el og etableret en fisketrappe. I 1985 rekonstruerede museet dele af et engvandingsanlæg på baggrund af mundtlige erindringer. Anlægget, der fungerede fra ca. 1900 til omkring 2. verdenskrig, betød en væsentlig forøgelse af høhøsten. I forbindelse med frislusen installerede museet en såkaldt stødhævert, der pumpede vand ind i et kanalsystem på et lille engstykke nord for friløbet. Engvandingsanlægget er ikke i drift for tiden.

Bundsbæk Mølle er en del af det tidligere Skjern-Egvad Økomuseum (Ringkøbing-Skjern Museum), som var det første af sin art herhjemme. Økomuseet er, som navnet antyder, en museumsform, der inddrager kulturlandskabet direkte i historieformidlingen.

Bundsbæk vandmølle ligger i det vestjyske bakkeølandskab ved Bundsbæk Møllebæk, øst for Dejbjerg Plantage nord for Skjern. Syd for Bundsbæk løber møllebækken sammen med Ganer Å, der igen optages af Skjern Å inden udløbet i Ringkøbing Fjord. Hele området er præget af små vandløb. Syd for vandmøllen er en trelænget stråtækt avlsgård og vest herfor ligger en smedje og en mindre grundmuret bygning, der fungerer som billetsalg. Yderligere mod vest er en parkeringsplads og nyere bygninger og på den anden side af landevejen en nyere bygning, der rummer et jernaldercenter. Alle nævnte bygninger er en del af Ringkøbing-Skjern Museum og indgår i formidlingen af områdets historie. Vandmøllen er sammenbygget med et stuehus mod øst. På stuehusets nordside er en lille udlænge, et rekonstrueret bryggershus, der ikke er omfattet af fredningen. Nord for vandmøllen er turbinen, frisluse med stemmeværk og fisketrappen, der ligeledes er fredet.

Vandmøllen er grundmuret i to etager og sammenbygget med stuehusets vestgavl. Bygningen afsluttes af et halvvalmet stråtag. Facaden er hvidkalket og afsluttes af en enkel hovedgesims. I bygningens nord- og sydgavl er en henholdsvis en revleport og revledør. Begge nyere, men traditionelt udførte. Vinduerne er en- eller torammede og ligeledes nyere, men traditionelt udførte. Vinduer og døre er grønmalede. I sydgavlen er murankre udført som årstallet 1843. Møllen har bredt overfaldshjul, et såkaldt dobbelt tromlehjul, med fremført malekarm. Hovedparten af malekarmen er støbt i beton, men det sidste stykke hen til vandhjulet er i træ.

I det indre er vandmøllen i to etager med en stueetage og et kværnloft, der forbindes af en stejl ligeløbstrappe. En kort ligeløbstrappe fører op til en ældre fyldingsdør ind til møllestuen i stuehuset. Stueetagen har pigstensbelægning og kalkede vægge, mens kværnloftet har traditionelt udført bræddegulv med lemme. Mølleinventaret er bevaret eller rekonstrueret.

Stuehuset er grundmuret, ni fag langt i én etage over en sorttjæret sokkel og med trekvartvalmet stråtag, hvor der i mønningen sidder to hvidtede skorstenspiber med sokkel og krage. Facaden er kalket og har en let profileret hovedgesims. Hoveddøren er en nyere, traditionelt udført fyldingsdør, der sidder under en kurvehanksbuet frontkvist. Vinduerne er nyere, fladbuede og torammede vinduer. I frontkvisten dog et en-rammet vindue. Den rekonstruerede bryggerslænge er i blank mur.

I det indre er en traditionel grundplan med en forstue, der flankeres af stuer med møllestuen beliggende med direkte adgang til mølleværket og den fine stue mod østgavlen. Mod nord er et moderne køkken og et ældre, delvist iscenesat køkken, hvor der er et ældre brændekomfur. Gulvene er traditionelt udførte brædde-, tegl-, eller flisegulve, lofterne er ældre bræddelofter mellem synlige bjælker. På væggene er bræddepaneler til brystningshøjde, dørene er overvejende ældre fyldingsdøre med ældre gerichter og låsetøj. I den ikke fredede bryggerslænge er en rekonstrueret gruekedel og bageovn.

Den miljømæssige værdi knytter sig til den samlede helhed med vandmølle, stuehus med bryggerslænge, avlsgård og smedje, som en karakteristisk og integreret del i det særegne vestjyske kulturlandskab ved Bjørnemose og Dejbjerg Plantage, hvor den sidste istid har været afgørende for landskabets udformning og beskaffenhed. Det bakkede og vandrige landskab omkring møllen viser tydeligt, hvordan landskabets beskaffenhed blev aktivt anvendt i den førindustrielle periode, da vand og vind var de primære kraftressourcer. Ved Bundsbæk Vandmølle skaber landskab og funktionsbygninger tilsammen et let aflæseligt og meget formfuldendt kulturmiljø, hvor markstensbelægningen omkring stuehus og møllebygning og den gennemgående grusvej, fuldender indtrykket af et overordentligt værdifuldt, førindustrielt kulturmiljø. Hertil kommer hele området omkring Bundsbæk mølle som er naturfredet med en granitstensbro, der er fortidsmindefredet.

Den kulturhistoriske værdi for vandmøllen knytter sig i det ydre, som et repræsentativt eksempel på en traditionel vestjysk kornmølle med overfaldshjul fra 1800-tallet. Selve møllebygningen i grundmur med det egnskarakteristiske halvvalmede, stråtækte tag, revledøre og -porte, og torammede vinduer samt årstallet i støbejern, vidner om opførelsen i 1800-tallet. I det ydre er der endvidere bevaret en række bygningsdele og -detaljer, som alle har stor kulturhistorisk værdi, herunder møllehjulet med tilhørende maskineri og malekarme samt de velplacerede vinduer over malekarmen og møllehjulene, hvor man kunne se maskineriet ovenfra.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det bevarede mølleri i møllehuset og den oprindelige og ældre bygningskonstruktion og inddeling i en nedre etage, kværnloft, bræddegulvet med lemme, pigstensgulvet, den ældre, stejle ligeløbstrappe samt adgangen til stuehuset, så mølleren nemt kunne gå til og fra møllen. Hertil kommer, at mølleværket med alle tilhørende dele er af stor kulturhistorisk værdi, idet maskinen i fysisk form fortæller historien om det lokalt orienterede og af vejret afhængige, førindustrielle danske landbrug. Opretholdelsen af møllehjul og alle funktionsmæssige udvendige og indvendige dele af mølleriet rummer både stor teknisk og kulturhistorisk betydning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for stuehusets ydre til den grundmurede bygning med taktfast vinduessætning, der centrerer sig om hoveddøren, der krones af en frontkvist samt hovedgesimsen og skorstenspiber i rygningen, der alt sammen vidner om, at bygningen er til beboelse samt om datidens klassicistiske stilideal med få dekorative elementer omkring en taktfast vinduessætning med friholdte murflader imellem.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en traditionel planløsning med en forstue flankeret af stuer mod gårdspladsen i syd og køkkenet mod nord samt en møllestue med adgang fra møllen, hvor møllegæsterne kunne opholde sig og blive beværtet, mens deres korn blev malet. Hertil kommer de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre med gerichter, greb og låsetøj, bræddelofter og bjælker samt brændekomfuret i køkkenet, der vidner om bygningens alder.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det store, kubiske volumen med den knappe fremtræden, der tydeligt signalerer, at der er tale om en funktionsbygning. Det ubrudte, udkragede, trekvartvalmede stråtag giver bygningen et solidt udtryk, som understøttes visuelt af murfladernes få åbninger. På nær årstallet i støbejern står bygningen uden detaljer og dekoration og det prunkløse udtryk understreges af den enkle materialeholdning, der er domineret af tegl og strå. I vandmøllens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det maskinelle udstyr og den gennemgående brug af træ, som sikrer et helstøbt og meget autentisk interiør.

Den arkitektoniske værdi knytter sig for stuehusets ydre til det langstrakte bygningsvolumen med halvvalmet, ubrudt tag, der sammen med skorstenspiberne i rygningen og den taktfaste vinduessætning understreger stuehusets horisontale snit, der kun brydes af frontkvisten. Udtrykket er enkelt, robust og ærligt, uden anden udsmykning end frontkvist og hovedgesims. Den enkle materialeholdning og tilhørende farvesætning giver desuden bygningen en rolig og prunkløs fremtræden.

Læs videre om

• Bundsbæk Mølle, Trap Danmark

Læs også om

• Bundsbæk Vandmølle, Dejbjerg
• Haurvig Redningsstation
• Nørre Lyngvig, Marie Fjords Gård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen