Damsbo, Jordløse

Det nuværende Damsbo blev opført i 1656 i senrenæssance stilart af bygherren Anders Bille, der var Christian 4.s rigsmarsk og blandt Fyns mest velhavende godsejere i 1600-tallet. Anders Bille ejede foruden Damsbo, Sandholt Løgismose og Søbo. Damsbo overgik efter Anders Billes død i Svenskerkrig i 1657 til datteren, Sophie Bille og hendes mand, Mogens Rosenkrantz. Rosenkrantz-familie ejede Damsbo frem til 1724. Fra 1724 til 1730 var Damsbo ejet af Hans Nobel, der efterfølgende solgt til Henrik Larsen Lund. I 1754 blev Damsbo indlemmet under stamhuset, Hvedholm af Brahe-slægten under Susanne Hein (født Brahe), der sammen med broren Preben Brahe købte Damsbo. Dermed blev Damsbo del af grevskabet Brahesminde, som dækkede hele det sydvestlige hjørne af Fyn, og Damsbo kom atter på adelige hænder. Da Preben Brahe døde i 1786, gik Damsbo til Axel Frederik Bille Brahe. Efterkommere af slægten Bille (Brahe) sad derefter som ejere indtil 1935, hvorefter Damsbo har været i borgerligt eje.

Damsbo har ifølge kilderne stået i rød, blank mur, men blev i 1700-tallet pudset og hvidkalket. Af fotografier fra 1908 fremgår det endvidere at bygningen har haft retkantede vinduer og enkelte retkantede døre, der i forbindelse med en restaurering omkring 1909 blev skiftet til rundbuede vinduer.

Damsbo er beliggende på det sydlige Fyn omgivet af marker og skov og mod vest kyststrækningen mod Helnæs bugt. Damsbo udgør to parallelle fløje, som er sammenbundet af en nordvendt spærremur, der sammen omkranser et pigstenssat gårdrum. Op ad den nordlige fløj er en bindingsværksvandmølle, en dam og en fritliggende bindingsværksmedje. Hovedbygningens to fløje åbner sig mod syd mod et avlsanlæg beliggende aksialt i forhold til hovedbygningen. Nærmest hovedbygningen ligger to overfor hinanden ældre, toetagers længer af bindingsværk begge med portgennemkørsel. Møllen, avlsanlægget, smedjen og bindingsværksladerne er ikke omfattet af fredningen. Hele anlægget grænser mod syd op til en mindre sø med et haveanlæg, der omkranses af et stendige, og mod nordvest findes resterne af et voldsted.

Hovedbygningens to fløje er opført i en etage i grundmur over høje, kampestenssatte kældre. Fløjenes gårdvendte sokler er i granitkvadre, og de øvrige sokler i kampesten. Fløjene bærer røde, teglhængte heltage, der brydes af mindre, nyere tagvinduer, en havevendt risalit over fire fag, nyere havevendte kviste og ældre gårdvendte kviste. I rygningen ses skorstenspiber med sokkel og krave. Murene står pudsede og kalkede, ligesom den afsluttende gesims mod tagfoden. Gavlene, gårdsidens kviste samt risalitten er smykket med høje, svungne renæssancegavlkamme med gesimsbånd og kuglebesatte sokler. I kvistene ses initialer og årstalsmurankrene, H.A.B, S.R.R, 1656 og 1909. I den vestre fløj ses en nyere terrasse med en nyere støbt trappe med et slankt, hvidmalet værn. Vinduerne er overvejende traditionelt udførte, fladbuede to- og firerammede vinduer med sprosser, hvoraf de øverste vinduer er hængslede på midten. Dørene er dels nyere flammerede døre, dels ældre, enkelt- og dobbelte revledøre. Indgangsdørene har foranliggende ældre granittrapper. I den vestre fløj er en nyere havedør med glaspartier og en nyere foranliggende stensat terrasse. Vinduer og døre sidder i dybe buede nicher med blændinger. Spærremuren, der sammenbinder de to fløje, er muret, pudset og hvidkalket og afsluttes af en profileret gesims og skråtstillede røde tegl. I spærremuren ses cirkulære skydehuller, tre ældre revledøre med fladbuet overkant i fladbuede muråbninger samt en stentavle med årstallet 1670 med Sophie Bille og Anders Rosenkrantz våbner og initialer. Op ad spærremurens nordside er en nyere træterrasse med værn samt en enetages muret, pudset og hvidkalket fløj, der afsluttes af et rødt, teglhængt tag. I fløjen ses en række støbejernsvinduer. Damsbo danner i dag ramme om bolig, hotel og konferencefaciliteter, og fløjenes udviklingshistorie afspejles i deres planløsninger og interiører. Begge fløje er i stueetagen og i vestfløjens tagetage overvejende karakteriseret ved en nyere planløsning, men med bevarede elementer af en ældre planløsning.

Vestfløjen har tre indgange: En hovedindgang, en køkkenindgang samt en nordvendt indgang. Hovedindgangen giver adgang til et stort forrum, hvorfra en trappe af træ med drejede balustre og håndliste af træ fører til bygningens første etage. Fra forrummet er der desuden adgang til en havevendt og gavlvendt stue. Køkkenindgangen er indrettet med et forrum, hvorfra der er adgang til et gennemgående køkken i forlængelse heraf er der et mindre anretterkøkken med faste skabe og fadebur. I de nordre fag er en fordelingsgang med gård- og havevendte værelser samt et gårdvendt badeværelse. Tagetagen er i to etager, hvoraf den nederste har have- og gårdvendte værelser samt badeværelse, og mod gården er en sauna, et pulterkammer og badeværelser. Rummene ligger omkring en central, smal korridor, som i midten slår et knæk. For enden af korridoren er en stue og et gavlvendt værelse. En ældre spindeltrappe giver adgang til anden tagetage, der er indrettet med en nyere, muret kamin og mindre værelser. Vestfløjen har adgang til kælderen via køkkenet. Kælderen er indrettet som opbevarings- og kølerum og har terrazzogulve, pudsede og kalkede kampestensvægge og pudsede lofter.

Østfløjen har tre indgange og er i stueetagens søndre fag indrettet med en forstue, et badeværelse og et gavlvendte værelse. I forlængelse af forstuen er et nyere gennemgående køkken og værelser, det ene forsynet med en nyere jernbrændeovn. Centralt i fløjen findes en bred, teglstenssat korridor og i forlængelse heraf en gennemlyst stue med en nyere, muret kamin. Herfra er der adgang til en korridor, der spænder på tværs af bygningen. De nordre fag er indrettet med værelser og badeværelse. Tagetagen står uudnyttet, men er ikke besigtiget. Østfløjen har nedgang til kælderen fra gårdspladsen via to ældre revledøre med foranliggende granittrapper. Østfløjens kælder har støbte gulve, pudsede og kalkede kampestensvægge og delvist hvælvede og pudsede og kalkede lofter.

Generelt er Damsbos indre i både vest- og østfløjen kendetegnet ved en nyere og ældre materialeholdning, som afspejler flere tidsperioder. Der er således nyere parket-, flise- og linoleumsgulve, dels ældre brædde-, klinke-, teglstens- og ølandsflisegulve, væggene er dels pudsede, tapetserede og malede, dels flisebeklædte og lofterne er dels pudsede med stukkant og loftrosetter, dels med synligt bjælkelag, hvoraf nogle er listeinddelte og med inddækkede brædder. Endvidere ses nyere, sænkede plade- og bræddelofter. Der er nyere og ældre bygningsdele og -detaljer, hvoraf en del af det nyere inventar antageligt stammer fra en ombygning i 1909. Der er nyere pladedøre samt nyere og ældre fyldings- og revledøre, trapper, faste skabe og kaminer.

Den miljømæssige værdi ved Damsbo knytter sig til det samlede anlæg med den tofløjede hovedbygning forbundet af en nordvendt spærremur flankeret af avlsanlægget mod syd Hertil kommer vandmøllen og dammen mod øst, der tilsammen udgør et unikt herregårdsmiljø. Der er endvidere miljømæssig værdi relateret til Damsbos beliggenhed i det kuperede, sydfynske landskab, hvor hovedbygningens fløje med de karakteristiske svungne gavle rejser sig fra det faldende terræn mod Helnæs Bugt. Indkørslen fra landevejen, igennem en allé og avlsanlægget danner en helstøbt og stemningsfuld ankomst til Damsbo.

Den kulturhistoriske værdi ved Damsbo knytter sig til det samlede anlæg bestående af hovedbygningens to fløje med spærremur. Hertil kommer vandmøllen, smedjen, voldstedet, haveanlægget med stendige samt det tilhørende avlsanlæg omgivet af jordtilliggender, der er et eksempel på et mindre herregårdsanlæg opført i renæssancestil i midten af 1600-tallet. Renæssancestilarten kommer til udtryk i de svungne gavle og kviste med vandrette, profilerede bånd, der er fynske varianter af renæssancens karakteristiske svungne gavle. Hertil kommer, at der er kulturhistorisk værdi knyttet til spærremuren, der beskyttede hovedbygningen og dermed vidner om et mindre fæstningsanlæg. Der er endvidere kulturhistorisk værdi relateret til stentavlerne med familievåben og inskriptioner, der vidner om anlæggets ejerhistorie og storhed, og til murankre i jern, med årstal, der vidner om bygningens opførelses- og ombygningsår.

I det indre er der kulturhistorisk værdi i de bevarede elementer af en ældre grundplan samt de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder de dybe rundbuede vægge og murnicher, de ældre brædde-, og flisegulve, de pudsede og kalkede vægge og krydshvælvede lofter samt lofter med synligt loftsbjælkelag og brædder, da de tilsammen afspejler bygningens alder og udviklingshistorie.

Den arkitektoniske værdi ved Damsbo knytter sig til hovedbygningens enkle fremtræden med de to ensartede, langstrakte, parallelle enetages bygningsfløje, der elegant sammenbindes af en lavere spærremur og omkranser et dybt, pigstenssat gårdrum. Den høje sokkel i kampesten og granitkvadre giver de slanke fløje en tyngde. Facadedekorationerne, der begrænser sig til gavle og kviste med svungne, høje gavlkamme med gesimsbånd, kugler, og murankre, der elegant afslutter bygningsfløjene, giver fløjene en opadstræbende karakter. Fløjene og spærremuren fremstår som en sammenhængende helhed, som følge af den ensartede materialitet med de murede pudsede og hvidkalkede overflader. Gesimserne både afslutter og bryder murfladerne, og murankrene og de svagt tilbagetrukne vinduer, skaber en reliefvirkning og en vekslen mellem lys og skygge afhængigt af vejret og tiden på dagen.

Læs videre om

• Apoteket, Assens
• Kobbelhuset, Sønderby
• Plums Tømmerlade, Assens

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen