Den Hvide Kødby, København

Den Hvide Kødby er tegnet af Københavns stadsarkitekt Poul Holsøe bistået af arkitekterne Curt Bie og Tage Rue, mens Carl Bruun og P. J. Børge var ansvarlige for ingeniørarbejdet. Anlægget blev færdig­projek­teret i 1930. Byggeriet påbegyndtes året efter og var færdig­gjort 1934. Det er opført på en grund, hvor Vestre Gasværk, Køben­havns første offentlige gasværk, tidligere havde ligget og i tilknytning til Kødbyens ældre dele, Den Brune og Grå Kødby. Baggrunden for opførelsen af Den Hvide Kødby var skærpede krav til hygiejne, især i forbindelse med slagtning og engroshandel, som ikke længere kunne opfyldes i Den Brune Kødby, der derefter etapevis blev afviklet. Ideen med det nye anlæg var at skabe en samlet, vel­orga­niseret og detalje­ret plan for industriel kødproduktion. Anlægget blev opført af Københavns Kommune, der også varetog for­skel­lige funktioner side om side med private slagtere og andre pro­duk­tions­virksomheder som lejere. Dyrene blev ført ind med tog fra jernba­ne­terrænet til slagtning i Slag­tehallen. Med elektriske hejsespil og transportskinner blev krop­pene derfra ført ind på skinner til sva­le­hallen, så levende og slagtede dyr ikke passerede hinanden på no­get tidspunkt. Næste led var for­kølerum og kølerum. Via en overdæk­ket gang førtes kroppene deref­ter på transportskinner videre til Flæs­­kehallen. Andre varer bearbej­dedes i virksomhe­der i randbebyggelsen, hvorfra også engrossalget foregik. I boder og på Flæsketorvet var der parke­ring til de handlen­des vogne og cykler. Anlægget rummede tillige kontorer, dyrlæge, laboratorium m.m. Et stort ammoniakkøleanlæg i Maskin­hallen leve­rede køling gennem underjordiske rør til alle dele af Den Hvide Kød­by. Det ildelugtende talgsmelteri blev anbragt i et fjernt hjørne af området. Da produk­tions­områderne var lukket for offentlig­heden af hygiejnehensyn, var adgangen til disse områder begrænset. Inspirationen til den rationelle og velgennemtænkte proces for hele kødproduktionen kom bl.a. fra en studietur til lignende tyske anlæg i Lübeck, Berlin, Leipzig og Dresden. Forbillederne for den rationelle arkitektur og indretning er formentlig også at finde blandt banebry­dende industrianlæg som Fiats Lingetto-fabrik i Torino (G. M. Trucco og V. B. Bottino, 1916-30), Van Nelle, en levnedsmiddelfabrik i Rot­ter­dam (J. Brockmann, 1926-30) og Bauhaus i Dessau (W. Gropius, 1925-26). Typologisk er Den Hvide Kødby i slægt med danske forgæn­gere som Den Brune Kødby og Kvægtorvet i Odense. Den arkitekto­niske udformning knytter sig til den internationale funktionalisme, som slog stærkt igennem i de nordiske lande efter Stockholm-udstil­lingen i 1930. Arkitekterne fulgte med begejstring de nye tanker om lys, hygiejne, sundhed, uprætentiøs livsstil og funktio­nalitet. I arki­tekturen kom de nye idealer bl.a. til udtryk i konstruktions­princip­perne med brug af jernbeton frem for murværk, hvilket f.eks. mulig­gjorde vinduesbånd med rammer i stål. Formsproget var enkelt, geo­metrisk og kubisk inspireret med en klar vandret orientering. Tagene var flade, murflader hvidmalede uden dekorationer eller historiske referencer og signalerede dermed renhed og hygiejne. I helheden til­stræbtes en dynamisk komposition af hvide klodser. Den Hvide Kødby var i drift i næsten 60 år. Fra 1950-60'erne be­gynd­­te Kødbyen at miste sin betydning, fordi forbedrede kølemetoder muliggjorde, at slagtninger i stigende grad skete i provinsen, og i 1970'erne blev den levende del af Kødbyen helt nedlagt, mens forar­bejd­ningen af kød fortsatte. Fra 1990'erne med­førte nye hygiejnekrav en afvikling af de fleste aktiviteter knyttet til kødproduk­tion, hvor­ef­ter nye fødevarevirksomheder rykkede ind sammen med skoler, ca­feer, restauranter, kreative erhvervsvirksom­heder etc. Siden opførelsen har anlægget undergået en del forandringer, hvilket er i god overensstemmelse med funktionalismens idegrundlag, hvor funktio­nalitet spiller en hovedrolle. Blandt de væsentlige ændringer er den punkt­vise forhøjelse af randbebyggelsen. Fra starten var udvi­del­sespla­ner og forandringer en del af strategien for anlægget, og alle­rede ved præ­sen­­ta­tionen af projektet angives, at randbebyggelsen kan forhøjes med to etager udover kælder, stue og 1. sal. De forhøjede dele af an­læg­get følger det oprindelige formsprog, og der er anvendt de samme materialer, farver og standardiserede bygningsdele, så hel­hedsind­trykket er fastholdt. Butiksfacadernes døre og vinduer er stort set alle fornyet i anden halvdel af 1990'erne, og vinduerne mis­te­de ved den lej­lighed deres oprindelig spinkle karakter, men følger ellers i store træk den originale udformning. Tidligere var markiser­ne på rand­bebyggel­sens stueetage også inte­greret i overkanten af butikkernes vindues­partier, men i forbindelse med vinduesudskift­nin­­gen blev de placeret under første sals vinduer af hensyn til til­kør­selsforholdene med det resultat, at de nu skærmer for butikkernes skiltning. Stål­spros­sevinduerne i de øvrige etager er også løbende blevet udskiftet med termovinduer gennem de seneste årtier. Rand­bebyggelsens bag­side har fået mange til- og om­byg­nin­ger, og de fleste oprindelige in­du­striele­va­torer er udskiftet med nyere modeller, da de ikke længere opfyldte vete­rinærmyndigheder­nes krav. Ideen med et ud­ven­digt blåmalet skelet og dimensionerne er dog bibeholdt i de nye elevato­rer, så de fortsat indgår som markan­te elementer i gård­rummene. Ind­vendigt har mange lejemål også under­gået ændringer.

Fjerkræhallens tværgående ovenlys er blevet blændet, indgangs­partiet ændret, og hallen er indrettet til butik med flere rumindde­linger, nye gulve og et lavt forsæn­ket loft. Den oprindelige baldakin på Flæskehallen er kun bevaret på nordfa­ca­den, mens de to baldakiner langs bygningens sider er hævet for at give plads til moderne lastbiler. Et nyt indgangsparti i et arkitek­to­nisk fremmedartet formsprog er desuden tilføjet. Som en lille detalje er en del af de runde vinduer i shedtagets gavle blændede. Ved Flæ­ske­hallens bagside er skinnerne med forbindelse til jernbane­terrænet ved Dybbølsbro fjer­net. I stedet er transporten overtaget af lastbiler, men perro­nerne eksi­sterer fortsat som et minde om den tid, hvor de levende dyr blev af­læsset her til slagtning. Indvendig er Flæskehal­lens store sam­men­­­hæn­­gende rum blevet underinddelt i flere rum, og der er indskudt flere etager med trappeanlæg. Slagtehallen har undergået nogle bygningsmæssige forandringer i for­bindelse med ændrede funktioner, men bærer fortsat præg af sin brug til kødproduktion med opdeling i rum til forarbejdning, køle­rum, gange med transportskinner etc. Der er bevaret en del ældre udstyr bl.a. tran­sport­anlæg, lamper etc. foruden trapper, baderum m.m. Andet slagteriudstyr er af nyere dato. I Maskinhuset er installationerne fornyet både ind- og udvendigt, men ellers fungerer huset fortsat efter sin bestemmelse og står meget velbevaret. Som en lille detalje er en ældre målertavle med ur i tids­typisk design bevaret over den indvendige dør til den store maskin­hal. Talgsmelte­riet har skiftet funktion til frit erhverv, hvilket har medført nogle ændringer, men som helhed er bygningen fint re­stau­reret med mange arkitektoniske detaljer bevaret. Kontorbygningen er opført til brug for kontrol af arbejdsløse i 1940 af Arbejdsmændenes Fællesledelse på en grund lejet af Københavns Kommune. Mod Ingerslevsgade fandtes oprindeligt et stort ekspe­di­­tionslokale med plads til personalet bag luger bagerst i lokalet og ellers underinddelt med spanske vægge og udstyret med døre i alle udbygninger og nicher, så der var nem ind- og udgang samt cirkula­tion for de arbejdsløse. Mod Staldgade fandtes kontorer, personale­spisestue, arkiver m.m. i to etager.

Slagteboderne, Fjerkræhallen, Høker­­­boderne, Kødboderne, forbindelsesbygningen, Flæske­hallen, Talgsmelteriet, Maskinhuset, Slagte­hallen, Svalehallen, Kølehuset samt de til­­­­hørende arealer mellem bygningerne (1931-34 af stadsarkitekt Poul Holsøe, bistået af Tage Rue, Curt Bie og R.C.C. Hedegaard samt for ingeniør­arbejderne, Carl Bruun og P.J. Børge). Kontorbygningen (1940 af arkitekt M.J. Kelde).Den Hvide Kødby er den nyeste del af Kødbyen beliggende i karreen mellem Halmtorvet, Skelbækgade, Ingerslevsgade og Kvægtorvsgade. Den Hvide Kødby har hovedindgang i nord­vest mod Halmtorvet. Mod nordøst lig­ger den i direkte tilknytning til Den Grå og Brune Kødby. Derudover består anlægget af tre bygninger ud mod Ingerslevgade og et gadeforløb til Skel­bæk­gade. Den Hvide Kødby er et lavt udstrakt anlæg i hvid jernbeton, der skil­ler sig markant ud i forhold til de omkringliggende traditionelle bro­kvarterkarreer i 5-6 etager, Den Brune og Grå Kødbys murstensbyg­geri og det åbne jernbaneterræn på den anden side af Ingerslevs­gade. Anlægget består af et meget stort samlet bygningskompleks plus tre mindre byg­ninger. Det store anlæg er i hovedtræk symmetrisk opbyg­get med to store byg­ningsenheder, Fjerkræhallen og Flæ­ske­hal­len, i an­læg­­gets mid­ter­akse. Hallerne er adskilt af en stor plads, Flæ­ske­­torvet, og omgivet af en sammenhængende randbebyggelse, der kun er åben mod sydøst med et gadeforløb til Skelbækgade. Fra Halmtor­vet til Flæsketorvet løber to brede gader – Slagterboderne og Høker­boderne – mel­lem Fjerkræ­hal­len og randbebyggelsen. Sidstnævnte bre­­des ud ved Flæske­torvet, så der dannes tre store sammenhæn­gen­de gårdrum i en U-form omkring Flæskehallen. På bagsiden af rand­bebyggel­sen i det sydøstlige hjørne findes en mellembygning, der for­binder anlægget med Slagtehallen i Slagte­husgade. Randbebyggelsen fortsætter langs gaden med navnet Kødboderne til Skel­bæk­gade. Sydøst for det store sam­menhængende bygningskom­pleks lig­ger tre separate bygninger ud mod Ingerslevsgade og bane­terrænet. Hele bebyggelsen af opført i in situ støbt jernbeton og fremstår som en række sammenhængende bygninger af kubisk inspireret form. Murene står hvid­malede, bortset fra et kort facadeforløb i gult murværk ud mod Den Brune Kødby, og dækkes af svagt hældende – næsten flade – heltage og ensidige tage beklædt med tagpap, der i hallerne har for­skellige former for ovenlys­vinduer. Anlægget står i 1-2 etager, der punktvis er forhøjet op til 4 etager. Hovedfacaderne med butikker ud mod Flæsketorvet og boderne præ­ges af horison­tale mur- og vinduesbånd. Murene fremstår som rolige glatte flader, der kun brydes af butikkernes skiltning. Skilt­ningen består mange steder af forhøjede logoer og skrift i farverne rød, blå og sort. I stue­etagen findes ca. 600 meter sammenhæn­gende butiks­­faca­der med et let relief af fremspringende vindues­partier i forhold til mur­værk og døre. Butiksvinduerne er hvidmalede, mens den udkra­gede bundplade i beton og overstykket er malet enzianblåt. Der er kun bevaret få af de oprindelige butiksvinduers rammer med valsede stålpro­fi­ler i spinkle dimensioner. Alle butiksvinduerne er af nyere dato med lidt kraftigere aluminiumsrammer og ter­mo­ruder. Hovedparten af dørene i jern er enten enkelt- eller dobbeltfløjede to­delte og med glas, blåmalet ram­me og karm samt hvidmalede lod­ret­te tremmer. Over stueeta­gens murbånd er butiksfacaderne udsty­ret med hvidmalede markise­kasser og enzianblå markiser. Flæskehallen har dog støbte balda­ki­ner. Overetagerne er udstyret med fortløbende vinduer kun brudt af smalle murpiller og har karakter af vindues­bånd. Vinduer­ne er ind­delt med lodposter og tværsprosser i kvadra­tiske ruder. Gennem portrum er der adgang til hovedanlæggets gårde, hvis faca­der ikke bærer samme præg af orden og systematik som hovedfaca­derne. De er udformet efter funktionelle behov med mange udbyg­nin­ger i form af trappetårne, elevatorer, tilbygninger, halvtage etc. samt med blåmalede vinduer og -døre af forskellig størrelse og placering. Mange af vinduerne har lodposter og tværsprosser, der indrammer kva­dratiske ruder ligesom på hovedfacaderne. Industri­elevatorerne markerer sig tyde­ligt i gårdrummene gennem deres blåmalede jern­skeletter, hvoraf nogle tilhører den oprindelige type, mens andre er af nyere dato. Fjerkræhallen med en smallere og lavere forbygning vender gavlen ud til Halmtorvet. Den er bygget op over en struktur af 10 fremtræ­dende betonbuer med mel­lem­liggende betonskaller hver af 20 meters bredde dækket af et hel­tag med blændede ovenlysvinduer. Den om­gives af en randbebyggelse, så der dannes to gårdrum langs hal­lens sider. Hallens gårdfacader rummer flere til­bygninger og betonbalda­kiner. Gavlfacaden mod Halmtorvet har baldakin over et nyere indgangsparti til et supermarked. Indvendig har hallen nyere forsænke­de lofter og ruminddeling. Rand­be­byggelsen står i én etage og rum­mer en række butiksenheder.

Flæskehallen, også kaldt Kød- og Flæskehallen, er anlæggets største bygning på mere end 8000 m2. Den er opbygget med betonsøjler over et grid på 9x12 meter i dobbelt etagehøjde og dækkes af en langs­gåen­de rytter omgivet på hver side af ni shedtage. Hovedfacaden ven­der ud mod den midterste del af Flæsketorvet. Den rummer butikker i stueetagen, der er overdækket af en støbt baldakin med rundede hjør­ner. På toppen af baldakinens midte står bygningens navn, Kød- og Flæskehal, med fritstående blå bogstaver skarpt op mod første­sa­lens hvide murbånd. Derover følger et vinduesbånd kro­net af et relief af J. Utzon-Frank forestillende en tyr på tagryt­terens gavl, der omgi­ves af den yderste række shedtages vin­dues­partier. Vin­duesbåndene videreføres på hallens langsider lige over en under­støttet baldakin, mens tagetagen præges af shedtage­nes trekantede gavle med runde blåmalede vinduer, der mange ste­der er blændede. I det sydvestlige hjørne findes en nyere tilbygning med hovedindgang til hallen. Den sydlige facade, der er sammen­bygget med randbebyggelsen, er ud­styret med en perron overdæk­ket med en bred og dyb baldakin og et vinduesbånd under taget. I det indre er halrummet underopdelt i flere mindre rum og indskudte eta­ger, men hallen er fortsat synlig mange steder i sin fulde højde og med tagkonstruk­tionens rytter og shedlys. Grønne terrazzofliser dækker store dele af gul­vet. Randbebyggelsen ud mod Halmtorvet og bebyggelsen på den ene side af Høkerboderne og Slagterbodernes er holdt i én etage, mens randbebyggelsen på bodernes anden side er delvis forhøjet til to etager. På den sydlige gavl af Fjerkræhallen findes en tværstillet fløj i to etager, der modsvarer Flæskehallens gavl overfor og den nordlige del af randbebyggelsen. Store dele af randbebyggelsens øst- og vest­vendte fløje omkring Flæsketorvet er forhøjet til tre og fire etager, men fortsat holdt i samme formsprog, materialevalg og standardise­rede bygningselementer. Mod syd og langs Kødboderne svinger rand­bebyggelsens højde mellem to, tre og fire etager plus kælder. I hele randbebyggel­sens længde bortset fra Kødboderne fin­des sam­men­hængende butiks­fa­cader. Interiørerne i de øvre etager har mange steder undergået betydelige ændringer. Flere trapperum er til gen­gæld bevaret med forskellige belægninger af trinene bl.a. klinker og udstyret med smukt svungne rækværker i jern. Mange butiks­inte­riører står fortsat med gule klinkegulve og brede vinduespodier med klin­ker. De nedre dele af væggene har flisebeklædning og der findes fast inventar som kølerum, kroge, gammeldags aflukker til kassefunktion o. lign. knyttet til nuværende eller tidligere brug i føde­varesektoren.

Slagtehallen ligger i hovedanlæggets nordøstlige hjørne og er knyttet til randbebyggelsen og Flæskehallen med en forbindelsesbygning, men hallen er ellers gemt af vejen på randbebyggelsens bagside og indgår ikke den formelle, symmetriske del af anlægget. Slagte­bygnin­gen er et næsten kvadratisk uregelmæssigt bygningskom­pleks med store slag­teri- og kølerum i bygningens midte dækket af syv shed­tage og sammenbygget med de omgivende fløje. Den østlige facade i to etager adskiller sig fra det øvrige anlæg ved en synlig betonkonstruk­tion af søjler og dragere samt et hvidmalet stykke mur midt på faca­den, der ellers er skalmuret i gule sten, så den tilpasser sig Den Brune Kødbys bygninger overfor. Derudover er den udstyret med vindues­bånd og funktionelt bestemte porte og døre. Den sydlige faca­de følger formsproget fra randbebyggelsen mod Flæsketorvet med vinduesbånd i to etager og er desuden udstyret med en perron foran. De øvrige fa­cader i hvid mur er rent funktionelt indrettet med adskil­lige porte, halv­tag, tilbygninger etc. I det indre findes store og små rum til slag­te­ri-, svale- og kølefunktioner, gange med transportskin­ner, vaske­rum og kontorer. En del udstyr til fødevare­produktion er bevaret. I disse rum er der lagt vægt på materialer, der let kan ren­gøres. Gulvene er i beton, klinker eller terrazzo. Væggene er beklædt med hvide fliser eller hvidmalede. Gaderne og de store pladser er funktionelt indrettet med en glat as­faltbelægning og let forhøjede asfalterede fortove, der følger byg­nin­gerne, og adskil­les fra kørebanen med kantstene, der rundes ved hus­hjørnerne. Gader og pladser er desuden udstyret med hvidt optegne­de parkeringsbåse og faste cykelstativer og -skure, men uden be­plant­­ning. Maskinhuset ligger på en skrånende grund og fremtræder som tre sammenbyggede kubiske bygningsvolumener af for­skellig højde og bredde ud mod Ingerslevsgade, mens bagsiden mod Staldgade står som en samlet facade af varierende højde i tre etager. Maskinrum­me­ne er udstyret med store opsprossede stålvin­duer med kva­dratiske ruder i kopi af de originale. Også et trapperum på nordfacaden har opsprosssede stål­vinduer fra top til bund. Den øvrige del af bygningen har forskel­lige former for vindues­bånd. I bygningens indre findes to maskin­rum i hver ende af bygnin­gen og derimellem en række kontorlokaler m.m. adskilt af skillevæg­ge, der i øvre del er udstyret med opspros­sede stål­vinduer. Trappe­rum­met har et fint svunget rækværk. Kontorbygningen øst for maskinhuset er en lav langstrakt bygning med svagt skrå­nende ensidigt tag, som er sammenbygget med en ikke-fredet, ældre staldlænge. Facaden mod Ingerslevsgade fremstår med en regelmæssig rytmisk fordeling af 13 let fremsprin­gende udbygnin­ger som en tandrække, der er udstyret med lodret femdelte blåmale­de vinduer over døre eller dørblændinger og med tilsvarende todelte vinduer i mellemrummene. Indvendig er byg­ningen delt på langs med et samlet butiksrum i bygningens fulde højde og længde mod Inger­slevs­gade, mens nordsiden er opdelt i flere rum over to etager. Talgsmelteriet i tre etager med lavt heltag har bånd af opsprossede, blåmalede stålvinduer af varierende størrelse, der er funktionelt begrundet, og desuden udstyret med flere jerndøre. Sydsiden indehol­der tillige en ud­vendig blåmalet elevator i jernskelet og en glasover­dækket udvendig støbt rampe med trappe og rækværk. I gavlen er den oprindelige blå og røde skiltning i dybt relief for C.E. Basts Tagl­smel­teri bevaret. Indvendig står flere af bygningens rum med synlig konstruktion af søjler, bjælker og dragere i beton. Trapperummet har gule klinkegulve, hvide fliser på den nedre del af vægge og svunget rækværk.

Den miljømæssige værdi ligger bl.a. i, at Den Hvide Kødby i sammen­hæng med de ældre dele af Kødbyen udgør en slags by i byen. Det skyldes dens arkitektoniske og kulturhistoriske egenart med nogle store ret lukkede bygningskomplekser beregnet for fødevareproduk­tion, som der kun er få adgangsveje til, og hvis bygninger væsentligst åbner sig mod interne gader og pladser. Den Hvide Kødby står også med sit lave udstrakte sammenhængende hovedanlæg af hvidmale­de kubiske bygningskroppe, flade tage og et stærkt horisontalt præg i skarp kontrast både til de ældre dele af Kødbyen i gult murværk med stejle tage og især de omkringliggende 5-6 etagers høje boligkarréer af traditionel brokvartertype. Kendetegnende er også, at selvom Den Hvide Kødby i begyndelsen fungerede sammen med de ældre dele af Kødbyen, vender den ryggen til dem og viser dermed, at den var tænkt som en selvstændig enhed baseret på en ny tids idealer. Kun Slagtehal­lens gule murværk mod Staldgade signalerer en vis sam­hø­righed med det ældre anlæg, men udtrykker samtidig modernitet med sin synlige betonkonstruktion og flade tage. Den miljømæssige værdi er i den urbane skala ligeledes knyttet til den klare overgang mellem baneterrænet, karrebebyggelserne og produktionsanlægget, samt til de helstøbte indre byrum. En miljømæssig værdi er også den åbne karakter af det formelle sym­me­triske og hierarkiske hovedanlæg med de kundeorienterede dele. Fra de lave symmetriske fløje ud mod Halmtorvet, gennem de to bu­tiksgader til Flæsketorvet, hvis store åbne pladsdannelser også for­tæller om behovet for at sikre gode til- og frakørselsforhold og parkeringsmuligheder for kunderne til kødproduktionen. Åbningen mod Halmtorvet spiller også fint sammen med de nye udadvendte kultu­relle og kreative funktioner i Den Hvide Kødby og det indre Vester­bros livlige storbymiljø med cafeer, butikker etc. Anderledes i de tidligere produktionsområder, der lukker sig mod omverdenen med sekundære produktionsbygninger langs Inger­slevsgade og kun en enkelt indkørsel mellem Den Grå og Hvide Kød­by til hovedanlæggets bagside. Den blokerede tunnel ved Dybbølsbro, det lange gårdrum og perronerne fortæller også fortsat om, hvordan produktionsdyrene tidligere blev transporteret ind ad bagvejen til Slagtehallen og dermed om jernbanens betydning for Kødbyens ældre historie.

Den Hvide Kødby er et unikt dansk industrianlæg, der afspejler 1930­­­'ernes forsøg på en fuldstændig og detaljeret planlægning af pro­cessen med kødproduktion fra de levende kreaturers ankomst med jernbanen til slagtehallen over forskellige stadier af kødproduktion til salg af færdige kødprodukter i engrosbutikkerne. Det fortæller des­uden sammen med Den Brune og Grå Kødby historien om tre epoker af den industrielle udvikling i den animalske fødevareproduktion i Danmark gennem mere end 100 år. I 2005-06 udnævnte Kulturarvs­sty­relsen Kødbyen til et af 25 industriminder med særlig national betyd­ning. Den Hvide Kødby kan også ses som symbol på arkitekternes og inge­niørernes planlægningsidealer under den anden industrialise­rings­bølge fra 1890 til 1950 med et rationelt gennemtænkt produk­tions­flow, en erkendelse af hygiejnes vigtighed, nye industrialiserede byggeprocesser og -materialer og et arkitektonisk udtryk, der signa­le­rede kølighed, renhed og stramhed. Stilistisk repræsenterer Den Hvide Kødby et tidligt eksempel på den internationale funktionalisme i Danmark og kan – sammen med Bel­levue og Københavns Lufthavns første lufthavnsbygning – ses som et hovedværk indenfor stilretningen. Karakteristisk er de kubisk inspirerede bygningskroppe med visuelt flade tage, de horisontale linjer, de skarpe kanter, de lange ubrudte hvide murflader, de tætsiddende vinduer med karakter af vinduesbånd og enkle geometriske former som cirkler og buer i detaljerne. Kun tyrerelieffet bryder med tan­ken om rene flader uden dekoration, selvom den funktionelt betin­ge­de skiltning kan ses som dekorative elementer på murfladerne. Ken­de­tegnende er også brugen af in situ støbt jernbeton, industrielt frem­stillede bygningsdele som vinduer, døre, elevatorer etc., den mo­dullignende gentagelse og repeterende karakter af bygningselemen­terne. Materialerne er også typiske for tiden og det stilistiske udtryk med hvidmalede betonvægge, der står glatte i det ydre, mens tydelige af­tryk af forskallingsbrædderne i bl.a. Slagte- og Flæskehallens lofts­kon­struktion udtrykker bygningernes funktionsprægede karakter. Bru­gen af industrialiserede vinduesrammer i stål og rengøringsven­lige klinker og fliser er andre udtryk for funktionalitetens og hygiej­nes betydning i an­lægget, men ligger samtidig fint i forlængelse af tidens ønske om at udtrykke renhed og stramhed. Kødbyens historie er fortsat aflæselig i anlægget. Det gælder den hierarkiske opbygning af helheden med vigtige funktioner i midter­aksen, den lukkede karakter af de tidligere produktionsom­råder og åbningen mod Halmtorvet, der giver adgang til de kundeorienterede funktioner med butikker og god plads til trafik og parkering af cykler, biler og lastbiler i boderne og på det store rummelige Flæsketorv. De sto­re baldakiner på Flæskehallen og markiserne over butikkerne havde også til opgave at skærme mod sol, regn og sne under af- og pålæsning af kødvarerne. Samtidig er det arkitektoniske program så velgennemtænkt i den formelle og stringente arkitektur ud til de kundeorienterede områder, at helhedsoplevelsen ikke er ødelagt i forbindelse med forhøjelser af randbebyggelsen. Ud­tryk­ket er i det væsentlige bevaret blot ved at gentage formsproget og materialevalget fra det oprindelige anlæg i de forhøjede bygninger. Anderledes ustruktureret har tilføjelser og ombygningerne været på randbebyggelsens gårdsider, men de fortæller om et levende miljø med ændrede funktionsbehov gennem tiden. De markante elevatorers udformning peger også tilbage på anlæggets industrielle fortid. Randbebyggelsens butiksfacader og den bevarede indretning med klin­­kegulve og -vinduespodier, flisebeklædte vægge, kødkroge, kas­sefunktioner, kølerum etc. vidner også fortsat om deres nuværende og tidligere brug til kødforarbejdning og -salg. Selvom jernbaneforbindelsen for længst er afbrudt og skinnerne fjer­net fornemmes denne del af historien stadig i det langstrakte gårds­rum bag Flæske- og Slagtehallen med de overdækkede perroner, hvor kvæget tidligere blev aflæsset og den blokerede tunnel ud til jernba­ne­terrænet. Maskinhallens fortsatte funktion som hjerte for Kød­byens vidtstrakte køleanlæg er udtryk for en ubrudt tradition, og selvom produktionsudstyret er forsvundet fra Talgsmel­te­riet er man­ge træk bevaret fra bygningens industrielle fortid. Slagtehallens tilbagetrukne position og bygningens klare funktionelle karakter med en stor velbelyst midterhal omgivet af diverse kølerum, gangarealer, trapper, bade­rum, kontorlokaler m.m. vidner også om byg­ningens tidligere brug. Karakteristisk er også de praktiske rengø­rings­venlige gulve og vægflader. I forbindelsesgangen fortæller trans­portskinnerne til dyrekroppe på vej mod Flæske­hallen en vigtig hi­sto­­rie. Kontorbygningens utraditionelle facade med en lang række af regelmæssige udbygninger mod Ingerslevsgade minder også stadig om dens tidligere brug som kontrolbygning for arbejdsløse, hvor opdeling og nem cirkulation blev vægtet højt ved bygningens udformning.

Den Hvide Kødby er i hovedanlægget anlagt over en klar og formel helhedsplan præget af symmetri og en hierarkisk opbygning i de ud­advendte kundeorienterede funktioner. Hierarkiet viser sig bl.a. i de to store betyd­ningsfulde hallers placering i midteraksen, i randbebyg­gelsens sti­gende etagehøjde fra Halmtorvet til Flæsketorvet og i de smallere gaderum i Høker- og Slagterboderne, der leder frem til den store centrale plads i anlæggets midte, hvor randbebyggelsen vider sig ud, så der skabes et monumentalt U-formet rum omkring Flæske­hallens store bygningskrop. Med Flæskehallens reliefprydede gavl vendt mod ankomstvejen og den store centralplads signaleres anlæg­gets kulmination. Også hallernes særegne arkitektur understreger deres betydning i anlægget og bidrager til at skabe variation i det ellers arkitektonisk homogene anlæg. Den bevidst gennemførte komposition viser sig også i den konsekven­te repetition af bygningselementer i randbebyggelsen ud mod torvet og boderne: De sammenhængende butiksfacader og ovenover mur- og vinduesbånd med standardiserede industrielt fremstillede vinduer, døre, markiser etc. samt den stringent ensartede og gennemarbejdede detaljering, der udtrykker høj kvalitet. Regelmæssighed præger også Fjerkræhallen med den synlige bygningskonstruktions markante be­ton­buer og Flæskehallens vinduesbånd og taktfaste række af shed­tage med trekantede gavle ud mod Flæsketorvets sider. Karakteristisk er også bygningskroppenes kubisk inspirerede form, der skyldes de lave taghældninger, som de fleste steder er usynlige fra gadeplan. Sammen med anlæggets langstrakte form, relativ lave bygningshøjde i forhold til byrummene, de fortløbende mur- og vin­dues­bånd i bebyg­gelsen bibringer det tillige helheden et udpræget horisontalt præg. Med butiksfacadernes let fremspringende vindues­partier, der får et svævende præg over den grå sokkel, skabes der også en let re­lief­virk­ning i hovedfacaderne. Anderledes dybde får bygningskrop­pene af baldakiner og markiser, der samtidig skaber et spil af lys og skygge. Proportionerne i den formelle del af anlægget er gennemarbej­dede fra helheden med de store bygningsvoluminer i forhold til by­rum­mene over facadernes opbygning til detaljerne i de enkelte stan­dardiserede bygningselementer. Med til helhedsindtrykket hører også den konsekvente farveholdning med de hvidmalede mure, butiksfacaderne med enzianblå og hvide vinduer, døre og markiser og de enzianblå vinduer i de øvre etager. Dertil kommer materialernes struktur med glatte betonflader og store glas­partier, der er med til at understrege et indtryk af renhed, der var vigtigt for et produktionssted af fødevarer. Anlægget har kun et enkelt egentligt dekorativt element i form af Utzon-Franks tyrerelief. Alligevel får skiltningen på de hvide mur­bånd og oven på baldakinerne med den udbredte brug af ophøjede eller frit­stående bogstaver og logoer i sorte, blå og røde farver også karakter af dekoration og medvirker til at bryde strengheden og alvoren i an­lægget. Samtidig bidrager skiltningen til den lette re­liefvirkning i butiksfacaderne. Hierarkiet viser sig også i den gennemførte arkitektoniske bearbejdning af den publikumsvendte del af anlægget i modsætning til arki­tekturen i de interne produktionsområder, som er funk­tionelt betin­get frem for indrettet efter formelle krav. Det gælder bl.a. vinduer, døre og elevatorer på randbebyggelsens gårdfacader. Baggårdene er også præget af mange tilfældige tilbyg­nin­ger og udhuse. Den funktio­nelle indretning gør sig tillige gældende på hovedanlæg­gets bagside og de tre fritliggende bygninger mod jernbaneterrænet. Alligevel opretholdes et arkitektonisk fællespræg også her ved en videreførelse af de kubiske bygningsvoluminer, farveholdningen, de hvidmalede glatte murflader og udstrakt brug af de samme standardiserede indu­strielt fremstillede vinduer og døre som i de mere formelle dele af anlægget, om end de her er af varierende størrelse. De udvendige blå­malede elevatorer i jernskelet indgår desuden som fremtrædende arkitekturelementer i gårdene. Selve planen var trods sine formelle sider med symmetri og hierarki funktionelt velgennemtænkt med et flow gennem det store sammen­hæn­gende anlæg fra dyrenes ankomst ved slagtehallens perroner, slagt­ning i slagtehallen til viderebearbejdning i Flæskehallen og randbe­byg­gelsen og endelig salg fra butikkerne. Maskinhallen med køleanlæg og det ildelug­tende talgsmelteri indgik derimod ikke i den formelle del af helhedsplanen.

Læs videre om

• Kødbyen, Trap Danmark

Læs også om

• Lehns Gård, Tordenskjolds Gård, København
• Rud. Rasmussens Snedkerier, København
• Store Kongensgade 59, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen