Den gamle Toldbod, Ringkøbing

Ringkøbing fik sit navn fra den nærliggende landsby Rindum. Ringkøbing blev første gang nævnt på skrift i 1325, men der har formentlig været en by på stedet siden 1200-tallet. Byen fik købstadsrettigheder i midten af 1300-tallet, og byens fremgang fortsatte op igennem 1500-tallet, hvor en omfattende studeeksport sikrede, at Ringkøbing blev et lovligt toldsted. Fra 1600-tallet gik det den anden vej. Svenskekrigene, stormfloder og oversvømmelser var medvirkende til den hårde tid. Ringkøbing var trods omstændighederne begunstiget af handel, grundet havnen, som betjente det store opland. Herfra kunne stude, korn, smør, flæsk, fisk, skind og uld eksporteres til Tyskland, Holland, England og Norge. Men i 1700-tallet begyndte indsejlingen til fjorden at sande til, og i 1788 måtte studeeksporten ophøre, fordi fjordens udløb næsten var helt tilsandet. Dog blev forholdene bedre med anlæggelsen af skibbroen i 1820.

Ringkøbings byplan ændrede sig stort set ikke fra middelalderen og frem til slutningen af 1800-tallet, men bygningerne ændrede sig. Bindingsværket blev erstattet af grundmur og stråtagene af tegl. Karakteristisk for Ringkøbings ældste bygninger er de lave småhuse, opført i mørkerøde, flammede sten med kraftige, hvide gesimser under store afvalmede tage. Det var især ophævelsen af konsumptionen i 1851, der satte sit præg på byens udvikling, da den herefter kunne brede sig ud over den tidligere toldgrænse. Hovedvejene til Herning og Holstebro blev anlagt kort tid efter, og byen begyndte at brede sig ud langs de nye indfaldsveje. Bymarken omkring den gamle bykerne var opdelt i mange smalle jordlodder og blev først i 1880 udskiftet til større agre. Den vestjyske jernbane åbnede i 1875, hvor Ringkøbing var en af de nye stationer langs jernbanen. Den blev anlagt for at servicere den nye, store havn i Esbjerg, hvorefter den lokale skibsfart næsten døde ud og blev erstattet af større industri langs jernbanen. Ligesom resten af landet satte industrialiseringen sine spor i Ringkøbing med både offentlige og private industrier, herunder gasværk, vandværk, elværk, uldspinderi, tæppefabrik og møbelfabrik. Dette viste sig også i arkitekturen, hvor især historicismen kendetegner mange af de større byggerier, der skilte sig ud fra den ældre bygningsmasse ved sit større volumen og mere individualiserede præg, der enten hentede sin inspiration fra sydeuropæisk renæssance eller ældre dansk bygningskunst.

Industrialiseringen betød også bedre forhold for havnen. I 1904-05 blev der anlagt en ny havn som afløsning for den gamle skibbro. I takt med industrialiseringen tog byudviklingen fart og det første karter, der blev udbygget, var mellem den gamle middelalderlige bykerne og stationen, hvor de store industrier lå. Den Gamle Toldbod blev opført i 1843 af murermester Michelsen Rosengaard, der var nationalt orienteret og hentede sin inspiration i traditionel dansk bygningskultur. I 1990erne var der restauration i bygningen. I dag er bygningen indrettet til bolig.

Den Gamle Toldbod ligger i den sydvestlige ende af Ringkøbing ud til havnen, på hjørnet hvor Vester Strandsbjerg, Vester Strandgade og Søndergade mødes.

Den Gamle Toldbod er grundmuret i to etager over en sokkel af granit og med et rødt, teglhængt, halvalmet og næsten ubrudt tag med to murede skorstenspiber i rygningen. I tagfladen er et enkelt støbejernsvindue. Facaden er i rød, blank mur og afsluttes af en hvid hovedgesims med sparrenkopper. Den øverste del af østre gavl er pudset og kalket gul. Etageadskillelsen markeres af en gesims, udført som et fremtrukket skifte, der ligeledes fungerer som vinduernes sålbænk. Centreret i facaden er en ældre, tofløjet, sortmalet fyldingsdør med rundbuet overvindue under et muret stik. Foran døren er tre granittrin med støbejernsværn. Mod haven er en nyere, tofløjet havedør. I vestgavlen sidder ligeledes en nyere dør. Begge nyere døre er hvidmalede. Stueetagens vinduer er firrammede, hvor de øverste rammer er rundbuede. Førsteetagens vinduer er torammede. Alle vinduerne er nyere, men traditionelt udførte og hvidmalede. Over det nordre af østgavlens vindue er et bredt, muret stik.

I det indre er bygningen disponeret med en gennemgående forstue i midten med en stue beliggende i den østre del og køkken og spisestue i den vestre. En traditionelt udført trappe fører fra forstuen til førstesalen, der er magen til stueetagen med en gang i midten, stue mod øst og værelser mod vest. En nyere trappe uden stødtrin fører til tagetagen, der er indrettet til soveværelse og badeværelse. Overfladerne er overvejende nyere, men traditionelt udførte med teglstensgulv i forstuen og flisegulv i køkkenet. De øvrige gulve er bræddegulve. Der er bevaret flere fyldingsdøre og enkelte gerichter. Vinduerne er forsynet med koblede rammer.

Den Gamle Toldbods miljømæssige værdi knytter sig til bygningens markante, solitære placering på havnen, hvor den formidler overgangen mellem købstaden og havnen. Hertil kommer hegnsmuren samt det haven og det lille gårdrum, der opstår herimellem, idet de er med til at opretholde Den Gamle Toldbods kulturhistoriske nærmiljø. Hertil kommer den omkringliggende pigstensbelægning, der er med til at understrege det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningens tidligere funktion som toldbod for Ringkøbing. Den høje stueetage og tofløjede hoveddør vidner om etagens repræsentative karakter, hvor man skulle henvende sig ved ankomst til byen, som også stikket i østgavlen indikerer. Her har der formentlig været en port til varer. Hertil kommer de egnskarakteristiske træk med facaderne i rødt murværk og det halvvalmede, teglhængte tag, der er karakteristisk for vestjysk byggeskik.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til etagernes indbyrdes hierarki med en høj, repræsentativ stueetage med det hårde gulv, der afspejler, at denne del af bygningen havde en sekundær karakter, fordi den blev brugt til opbevaring af varer etc. Dermed står den i kontrast til den lavere førstesals indretning med bræddegulve og pudsede lofter, der afspejler at denne del af bygningen oprindeligt blev anvendt til beboelse. Hertil kommer de bevarede ældre fyldingsdøre med gerichter, som understreger det tidstypiske indre.

Den Gamle Toldbods arkitektoniske værdi knytter sig til den afgrænsede og velproportionerede bygningskrop med ubrudt og halvvalmet tag samt til facadens enkle, symmetriske fremtræden i rødt murværk med hvid sparrenkopgesims og taktfast vinduessætning omkring den centralt placerede hoveddør.

Læs videre om

• Bundsbæk Vandmølle, Dejbjerg
• Fiskergården, Bjerregård, Haurvig
• Vester Strandgade 33, Ringkøbing

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen