Den gamle fattiggård i Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark. Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der – som hollandsk, frisisk påvirkning – i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Bygningen antages at være opført omkring år 1840. Bygningen er ikke med på Thobölls kort fra 1820, men derimod på Geodædisk instituts kort fra 1870, og må derfor være opført inden for dette tidsrum. Dog oplyser andre kilder, at bygningens tre vestligste fag i 1830 rummede en smedje. I 1847 blev der opført et seks fags hus lige ved siden af denne, og i 1860 blev de to bygninger bygget sammen ved hjælp af et fag og derefter anvendt samlet til sognets fattighus. Bygningen var indrettet med en lille bolig for forstanderparret i de to vestre fag, dernæst var en fælles stue for fattiglemmerne på halvandet fag, og i den østre del var en central gang med celler på hver side. I alt var der 12 celler. Mellem celle nr. 3 og 4 var der tidligere en dør, idet disse to celler også kunne anvendes som et familierum. For enden af gangen var der en dør, som gav adgang til en fritliggende lokumsbygning. Arealet imellem gavlen og lokumsbygningen var afskærmet af to meter høje hegn, idet fattiglemmerne ikke skulle have mulighed for at stikke af.I 1974 blev bygningen sat i stand, og der blev blandt andet isat nye opsprossede vinduer i sydsiden, ligesom tagetagen blev indrettet til beboelse.

Bygningen ligger på sydsiden af Kåvervej i den sydlige del af Sønderho. Bygningen ligger parallelt med gaden og den lille græsklædte forhave afgrænses af et lavt, græsklædt dige, mens haven afgrænses af høje sandklitter mod syd.Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Bygningen er ti fag lang, og heraf har de syv østligste fag større husdybde end de øvrige, hvilket giver sig til udtryk i en forskydning af sydfacaden. Over en sortmalet, lav sokkel står murværket i rød, blank mur med rester af en rød skuring og ganske få steder spor efter optrukne, hvide fuger. Under taget afsluttes murværket af en rødmalet rem og derover af en hvid gesims, der mod vest er ført om hjørnet på gavlen og op langs tagfladen. På nordsiden omslutter gesimsen en rundbuet arkengaff med muret front. Vestgavlen har grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og gesims samt et skaft i røde sten. Vinduerne er et- og torammede med seks ruder, dog er der et tredelt vindue i østgavlens gavltrekant. I nordsiden findes flere originale vinduer, dog er det østligste etrammede vindue isat i nyere tid, men som kopi af det oprindelige. I sydsiden og i gavltrekanterne er vinduerne fra 1974, der er blevet udført på traditionel vis, dog er de to østligste på husets sydside nyere, men udført som kopi af de oprindelige. Nordsidens vinduer har bevarede rester af ældre hængsler på lodpostene. Vinduerne har grønne karme og hvide rammer, ligesom murfalsen er hvidmalet. Hoveddøren er en kopi af en ældre, enfløjet fyldingsdør med en oval rude i den øverste fylding. I arkengaffen er en ældre, tofløjet revleluge med en rude i hver luge samt et opdelt overvindue over. I sydsiden er to nyere, men traditionelt udførte, revledøre, hvoraf den vestre er en halvdør. Alle døre har hvidmalede murfalse og er malet grønne, dog har revledørene hvidmalede karme. Over hoveddøren er et stafferet stik i farverne grøn, sort og hvid, ligesom der er over nordsidens og vestgavlens vinduer samt en enkelt vindue mod syd. Under samtlige vinduer er malet hvide sålbænke. I østgavlen ses simple murankre. I det indre er bevaret dele af en ældre grundplan med en lille forstue bag hoveddøren, nor frangel, der oprindeligt gav adgang til forstanderparrets bolig mod vest, nu til en gennemlyst stue. Fra stuen er der adgang til en fordelingsgang, der oprindeligt gav adgang til cellerne, men som i dag giver adgang til et aflangt køkken og et lille spisekammer mod nord og en baggang med en nyere, men traditionel loftstrappe, et værelse og et badeværelse mod syd samt for enden af gangen et soveværelse. Den Gamle Fattiggård er det eneste hus i byen, der har en ældre fordelingsgang. Tagetagen er indrettet med et stort reposrum og et værelse i hver gavl. Tagetagen fremtræder med tæppebelagte gulve, gipsbeklædte skunk- og skråvægge, synlige hanebånd og bræddelofter samt en fritstående skorsten. Der er heroppe en ældre revledør med to fyldinger på den ene side samt en oval rude, klinkefald og bukkehornsbeslag. Materialeholdningen i stueetagen er mestendels ældre med bræddegulve og bræddelofter mellem synlige loftbjælker og klinker i badeværelset, samt at der er kvartstensmure imellem rummene. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder revle- og fyldingsdøre med beslag, klinkefald, ovale og kantstillede glasruder, gerichter og brystningspaneler af lodrette brædder afsluttet af en profilkant med hulkehl. På enkelte ydervægge er der bevaret ældre hollandske fliser.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen ligger langs Kåvervej og er som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest. Mod gaden indgår den græsklædte forhave med det lave, græsklædte dige i Sønderlands karakteristiske, åbne bebyggelsesstruktur. Digerne er ofte opbygget af tang, og digerne er således et bevaret vidnesbyrd om, at hver enkelt husejer førhen etablerede sine egne små diger omkring hus og have for at beskytte disse. De høje, græsklædte klitter understreger samt nærheden til sømærket Kåveren, at bygningen ligger i den sydligste og yderste del af Sønderho.

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til dens placering i udkanten af byen, der stemmer overens med bygningens oprindelige funktion som smedje, da en smedje kunne være brandfarlig på grund af den åbne ild i den store esse, og den blev derfor oftest placeret uden for eller i udkanten af byen. Ved funktionsændringen i 1860, hvor smedjen ændrede funktion som bolig for sognets fattiglemmer, var den lidt afsondrede placering stadig fordelagtig, idet denne type beboere ikke var velansete som naboer. Nordsidens etrammede vinduer understreger den tidligere funktion som fattiggård, idet denne type vinduer var dem bygningen blev udstyret med i værelsesenden, da smedens hus i 1860 blev bygget om til fattiggård. Sydsidens forskydning vidner derimod om, at ejendommen tidligere bestod af to fritliggende bygninger, som blev bygget sammen til én.Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i røde, blanke sten med rester af rød skuring og hvide optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædt gavltrekant og en arkengaff med luge til loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med en skorstenspibe, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder i røde sten. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at størstedelen af vinduerne har de typiske, trefarvede Sønderho-stik, at samtlige vinduer har påmalede hvide sålbænke. De etrammede vinduer i nordsiden og at de traditionelt udførte døre er forsynet med fyldinger mod gaden og er udført som simple revledøre på bagsiden. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af en ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis var en forstue til den lille forstanderbolig mod vest, til den mellemliggende, gennemlyste stue til ophold for fattiglemmerne samt til fordelingsgangen, der næsten er bevaret i sin fulde længde, med celler eller værelser til fattiglemmerne, som tydeligst ses mod øst. Den Gamle Fattiggård er den eneste af de ældre bygninger i Sønderho, som har en fordelingsgang, idet de andre bygninger har en gennemgående midterskillevæg og gennemgangsrum. I stuen er ydervæggen på traditionsbestemt vis beklædt med ældre, blå, hollandske fliser over den nyere, men karakteristiske, simple panelbeklædning under vinduerne af lodretstående brædder afsluttet af en gennemgående profilliste med en hulkehlsfordybning, som efter sigende skulle opsamle det kondensvand, der kunne opstå på fliserne. Fliserne fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder revle- og fyldingsdøre med klinkefald, ovale og kantstillede glasruder, bukkehornsbeslag og enkle beslag samt profilerede gerichter. Hertil kommer revledørenes bemalede nummereringer for eksempel No 11. der på enkelte døre er blotlagt, og som vidner om tiden som fattighus.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store tag med ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod nord. Placeringen af vinduernes stik helt op mod remmen og gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og de særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik vinduerne og hoveddøren giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer de tofarvede vinduer og skorstenspibens hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer facadernes forskellige mursten, der sammen med resterne af den røde skuring og de hvidt optrukne fuger giver murene et levende udtryk med stor stoflighed. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historie og tillige tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på brystningspaneler, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger. De bevarede ældre fliser er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Den afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Landevejen 7, Sønderho
• Nord Land 12, Sønderho
• Øster Land 17, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger - Slots- og Kulturstyrelsen