I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev Brøndby en forstad, især beboet af arbejdere og funktionærer. I de følgende årtier kom mange indvandrere til, og mange af kommunens indbyggere er nu ikkevestlige indvandrere og efterkommere.
Svarende til befolkningssammensætningen varierer talesproget mellem forskellige former for moderne storkøbenhavnsk, hos nogle med en del træk fra københavnsk arbejdersprog. Man siger rαt (ret, rat), mα:ð (meget) med mørkt a og har fladt a i kasse og man, og ts i tså’wð (toget). Mange ældre siger tsα.k (tak) og jα.kke (jakke).
I de indvandrertætte miljøer bruger en del unge en særlig multietnolekt. Disse unge (især mændene) har ofte en staccatopræget talerytme, og de skelner ikke mellem lang og kort vokal i ord som koma og komma, giga og Vigga. De udtaler t som tj, fx æstjå’wð (S-toget) (pigerne siger dog ts som de øvrige unge) og bruger ord som wallah (arabisk: jeg sværger), eow (kurdisk: hej), para (tyrkisk: penge), shababe (veninde; en dansk hunkønsform af arabisk shabab (ven)).
