Diddesminde ligger på Moltrup Landevej 75 i Haderslev Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tingslyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Stuehuset blev opført i 1832 af tømrer Peder Andersen Raarup, der i 1830 havde erhvervet sig det 2 ha store jordstykke umiddelbart sydøst for landsbyen Moltrup. I 1840 blev stuehuset udvidet med en sammenbygget staldbygning mod øst, og der blev opført en fritliggende ladebygning øst for gårdspladsen.

I 1861 overtog yngste søn Henrik Petersen Raarup ejendommen. Han arbejdede som murer, tømrer og snedker og opførte mange huse og gårde i og omkring Moltrup. I 1901 blev ejendommen atter udvidet, mod nord blev der opført en ladebygning – sammenbygget med stalden. I 1910 overtog den ældste søn, Peder Andersen Raarup, gården som han drev sammen med sin hustru. Forældrene kom på aftægt i stuehuset, hvor de fik indrettet deres egen lille stue og et soverum.

I 1936 overtog Kjestine Marie Raarup og hendes mand, Christian A. Skak, gården. Kjestine, kaldet Didde, var den eneste overlevende af i alt 10 børn, og hun var nu fjerde generation på gården. Endnu engang kom forældregenerationen på aftægt i stuehuset, og i den forbindelse blev en del af værkstedet, der lå øst for forstuen, inddraget til et soveværelse. I 1942 blev der indlagt elektrisk strøm på ejendommen. Der blev bygget til gården, efterhånden som det tilliggende areal voksede. I 1947-48 blev laden forlænget med 6-7 meter og der blev bygget trempel på siderne så laden blev højere. I 1954 blev landevejen, som løb langs med ladelængen, flyttet længere mod øst til den nuværende placering.

Siden 1831 var der blevet købt jord ind til ejendommen i alt fire gange. Sidste gang var da Christian Andersen Skak købte 2 ha, så arealet i alt blev på 15 ha. Efter Christian Andersen Skaks død forpagtede Didde jorden ud, og hun blev boende på gården indtil hun døde i 1986. Herefter solgte hendes to døtre gården og jorden.

I 1987 overtog Else og Hans Christian Carstensen Diddesminde, der i de følgende år lod gården restaurere og ombygge, idet stuehusets indre efter sigende havde stået urørt siden 1936. Det gamle åbne ildsted, der oprindeligt havde ligget i nærheden af alkoven, blev i 1950 fjernet og en ny skorsten med tilhørende gruekedel blev i stedet opført mellem køkken og bryggers. Bryggerset havde betongulv og herfra var der direkte adgang til spisekammeret, hvis gulv af gule teglsten lå to trappetrin lavere. I naborummet, der var et lille sovekammer, var gulvet hævet en halv meter, således at man fra spisekammeret kunne anvende pladsen til opbevaring af krukker og madvarer. I spisekammerets fjerne hjørne var der et lille skjult opbevaringsrum i gulvet, som sandsynligvis blev brugt som pengeskab. I spisekammeret var også et dobbelt saltkar, og vinduet var spærret af et jerngitter. Væggene var hvidkalkede.

Køkkenet blev opvarmet med et gammelt brændekomfur af støbejern, og eneste faste inventar var et lille skab, ca. 80 cm bredt, med en letmetalvask. Væggene var blåkalkede, og på gulvet lå gule murstensklinker lagt i sand. I forbindelse med skorstenen var der på loftet et røgekammer, ca. 75 x 75 x 175 cm, lillestuens vægge var malet grønne med oliemaling, og rummet blev opvarmet af en lille kakkelovn. I storstuen var der ingen kakkelovn, så de blåkalkede vægge var meget fugtige, og pudset var faldet ned mange steder. Ved siden af lillestuen var de to små rum bevaret som Diddes forældre havde boet i på deres gamle dage: den lille stue med vindue mod vest, der som det eneste rum havde tapet på væggene, og sovekammeret var indrettet med en fast seng med halm som madras. Denne seng står i dag i alkoven. Ved siden af sovekammeret var der et lille forrådskammer med hylder samt et lille vindue mod bryggerset. Fra den lille forstue var der adgang til soveværelset, hvorfra der igen var adgang til værkstedet.

Fra værkstedet kunne man gå direkte ud i stalden, som havde bagfodring og et dobbelt vandtrug, og der var plads til seks køer og fire kalve samt tre grisestier. Skillerummene mellem grisestierne var genbrugte brædder fra de gamle kirkebænke i Moltrup Kirke. I stalden var der desuden et lille rum med das, der havde været i brug indtil 1986.

Der blev isat nye vinduer i hele huset, men de blev udført som en tro kopi af de oprindelige vinduer, og det gamle glas med forskellige farvenuancer, luftblærer og buler blev genanvendt. Mod vest blev vinduet i den lille stue udskiftet med en opsprosset dobbeltdør. I enkelte rum blev der lavet nye døre, men med samme profiler som de øvrige døre, og profiljernene lå stadig i værkstedet. Stråtaget blev fornyet og i den forbindelse blev der isat tre nye kviste for bedre at kunne udnytte loftetagen, der krævede at hanebåndene blev hævet.

I 1994 blev der lagt nyt stråtag på den fritliggende ladebygning, og gavlens bræddebeklædning blev udskiftet. Bygningen var indrettet med hestestald og kalvebokse, og derover var et høloft.

Den nuværende indkørsel til gården nord for hovedlængen og ladelængen blev etableret efter 1991. De nuværende ejere navngav gården Diddesminde, til ære for Kjestine Marie Raarup, som var den sidste i slægten, der boede på gården.

Beskrivelse

Nord for Haderslev, lidt uden for landsbyen Moltrup, ligger en gård kaldet Diddesminde. Gården består af en øst-vest orienteret hovedlænge, der rummer beboelse mod vest og stald mod øst. Mod syd er beboelsesdelen sammenbygget med en vinkelstillet udbygning, og mod nord er stalden sammenbygget med en vinkelstillet ladelænge. Syd for hovedlængen er en pigstensbelagt gårdsplads samt en fritliggende ladebygning.

De enetages længer er grundmurede og hvidkalkede, soklerne udgøres af granitsten og tagene er tækket med strå, undtagen ladelængen, der har et heltag af pap samt en høj, bræddeklædt trempel. Stråtagene er trekvartvalmede med vandret afskårne tagskæg og græstørvs-mønning, dog er ladebygningens gavltrekant beklædt med lodret-stående brædder. I hovedlængens rygning ses en skorstenspibe i røde sten med sokkel og krave. I hovedlængens tagflader ses nyere stråtagskviste, og mod syd tillige et oprindeligt, rundbuet høgab. I beboelsesdelen er der nyere, opsprossede, torammede vinduer med koblede rammer, mens der i ladelængen og ladebygningen er både staldvinduer og etrammede, opsprossede vinduer. I beboelsesdelen udgøres hoveddøren af en ny tofløjet fyldingsdør med glas øverst, mens bryggersdøren er en nyere rammedør med brædder. I havesiden mod vest sidder endvidere en nyere opsprosset havedør. De øvrige længers døre udgøres af traditionelle revledøre. I den fritliggende ladebygning er der en lav tofløjet revleport med synlig overligger, og i ladelængen er der to modsatstående, høje porte med staldvinduer øverst. Samtlige vinduer, døre og luger er malet mørkegrønne, mens ladelængens trempel og porte samt ladebygningens gavltrekant er malet sennepsgule.

I det indre fremtræder beboelseslængen med en i store træk bevaret, ældre planløsning med stuer, forstue og soveværelse mod syd samt køkken, bryggers og badeværelse mod nord. I forbindelse med den lille stue mod syd er der en alkove med fyldingslåger samt et indbygget tobaksskab. Der er en traditionel materialeholdning med nyere bræddegulve, teglklinkegulve, pudsede vægge og ældre synligt bjælkelag med ældre loftsbrædder, hvoraf de i enkelte rum er forsynet med smalle lister. Vindueslysningerne er træbeklædte, har skrå sider og er indrammet med en profilliste. Der er bevaret ældre fyldingsdøre med klinkefald, beslag og hængsler samt profilerede gerichter med markante hjørne- og fodklodser, men flere steder er der udført nye døre og beslag som kopi af de oprindelige. I køkkenet er det oprindelige støbejernskomfur bevaret. I forbindelse med forstuen står en nyere kvartsvingstrappe, der fører op til tagetagen, der i nyere tid blev inddraget til beboelse, og som rummer et par værelser, der alle har nyere bræddegulve, plane vægge og fyrretræsbrædder i loftet.

Beboelseslængens stalddel fungerede som kostald og rummer stadig bræddeadskilte båse og møgrende til køer, lave murede adskillelser med fodertrug til kalve samt et rum til seletøj og kraftfoder. Båse og møgrende er belagt med teglsten, mens gulvet er pigstensbelagt, væggene er hvidkalkede, og der er synligt bjælkelag med hvidkalkede loftbrædder. Fra kostalden er der adgang til svinestalden, der er beliggende i staldlængen ligesom vognporten og værkstedet. I svinestalden er der bevaret bræddeadskilte svinestier, et vandtrug og et das, og i den dobbelthøje vognport er der åbent til høloftet på begge sider. Svinestalden, vognporten og værkstedet har alle støbte gulve og hvidkalkede vægge. Værkstedet har pudset loft, mens undersiden af stråtaget ses i vognporten, og svinestalden har synligt bjælkelag og loftbrædder ligesom kostalden.

Staldbygningen udgøres indvendigt af to rum, der begge fremtræder med støbte gulve, kalkede vægge, synligt bjælkelag og loftbrædder. I det østre rum er der fritstående stolper med skråbånd og i ydervæggene delvist synlige stolper med synlige knægte. I væggen mellem de to rum er der en ældre, aflang træindfattet åbning, hvor en træplade kan skydes for.

Miljømæssig værdi

Diddesmindes miljømæssige værdi knytter sig til den isolerede beliggenhed lidt uden for landsbyen Moltrup, hvor gården indrammes af en ny og en ældre gårdsplads, have og marker. Gårdens mange længer er mestendels beliggende omkring den oprindelige pigtensbelagte gårdsplads mod syd og sammen med møddingen og haven udgør de i fællesskab et lille, autentisk kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

I gårdens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til helheden med de mange længer og udbygninger samt den brolagte gårdsplads, hvor de oprindelige funktioner tydeligt lader sig aflæse: den tofløjede fyldingsdør med kronglas og udskårne anslagslister, torammede småsprossede vinduer og skorstenspiber signalerer beboelse, mens små træ- og støbejernsvinduer, luger, revledøre og portlåger signalerer avlsfunktioner. Hovedlængens høgab vidner tillige om, at tagrummet herover også blev brugt som høloft. Hovedlængens faste faginddeling og ret smalle vinduespiller er en reminiscens fra de traditionelle bindingsværksbygninger

Gårdens mange længer, der er orienteret vinkelret på hinanden afspejler gårdens mangeårige udviklingshistorie. Hovedlængens ydre med vinduer og hoveddør fremstår karakteristisk for begyndelsen af 1800-tallet, mens hustypen er ældre end 1832. Den øst-vest liggende længe svarer til en række andre langhuse i området, der overvejende er fra begyndelsen af 1700-tallet. Planløsningen ligner ligeledes 1700-tallets langhuse med indgang midt på sydsiden og en alkove beliggende bag forstuen. Indretningen med stald mod øst og beboelse mod vest er ligeledes typisk for de ældre gårde, mens tilbygningen med stue mod syd er et senere træk.

Hertil kommer ladebygningens to forskellige rygningshøjder samt orientering, der afspejler at den østlige del er nyere end den vestre. Herfor taler at den vestre del har trekvartvalmet tag og er lav ligesom hovedlængen, samt at der indvendigt er spor efter syldsten, gesims og portåbning i den tidligere østvendte ydervæg. At dele af den østre dels trækonstruktion stammer fra en ældre bul-lade har ligeledes kulturhistorisk værdi. Dette kan aflæses ved at egetømmeret har lodrette noter til egeplanker og således er blevet genbrugt ved udvidelsen af ladebygningen. Genbrug af byggematerialer var meget almindeligt førhen, hvor materialerne var dyre at anskaffe.

Endvidere kan det aflæses, at ladelængen mod nord er den senest tilkomne af de fredede længer, idet dens karakteristiske trempelkonstruktion var tidstypisk for landbyggeriet omkring år 1900.

De vandret afskårne, stråtækkede tagflader og græstørvsmønningen er tillige egnskarakteristiske træk, der har stor kulturhistorisk værdi.

I beboelsesdelens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk ældre planløsning med bryggers og køkken mod nord, forstue og lillestue med alkove mod syd, tidligere aftægtsstue mod vest samt den fine stue i tilbygningen mod syd. Hertil kommer køkkenets ældre støbejernskomfur og lillestuens indbyggede tobaksskab med fyldingslåge og svungen overdel. Endvidere har de bevarede ældre bygningsdele kulturhistorisk værdi, herunder fyldingsdørene med klinkefald, beslag og hængsler samt de for Haderslev-egnens karakteristiske profilerede gerichter med markante hjørne- og fodklodser.

I staldlængerne knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre rumdisponering med lade, vognport, svinestald, das, kostald og seletøjsrum samt til det ældre staldinteriør, herunder teglstens- og pigstensbelægningen, møgrenden, fodertrugene og vandtruget samt staldbygningens indvendige træluge, der er med til at understrege længernes oprindelige brug.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til gårdens formfuldendte helhed af stråtækte og hvidkalkede længer samlet omkring den brolagte gårdsplads. De kraftige, vandret afskårne næsten ubrudte stråtage giver gårdens lave længer tyngde, og det ens materialevalg binder de forskelige længer sammen. De hvide djærve mure kontrasteres af de mørkegrønne vinduer, døre, luger og porte som derved fremstår som dybtliggende huller i murfladerne. Udtrykket er overordnet enkelt og særdeles helstøbt, domineret af få materialer, elementer og farver.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdens traditionelle materialer, herunder beboelsesdelens bræddegulve og de indrammede, skrå vindueslysninger, der trækker mere lys ind i de små stuer samt det synlige bjælkelag med loftbrædder, både i stald og beboelse, og endelig pigstensbelægningen og de kalkede vægge i stalden, der alle er med til at understrege gårdens historiske atmosfære.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links