Den såkaldte studedriverkro Røde Kro lå op til Drivvejen nær Ringkøbing Fjord. Ved kroen lå en studefold, hvor studene kunne samles om natten, mens driverne overnattede på kroen. Stuehuset er den ældste af bygningerne og stammer fra begyndelsen af 1800-tallet. Det er opført i røde, helbrændte mursten, hvilket antagelig har givet kroen dens navn.
.

Drivvejen er oprindelig en gammel studedrivervej fra Struer i nord til Leck i Tyskland i syd. Navnet henviser til, at levende dyr, først og fremmest stude, men også svin, gæs og heste, er blevet driftet, dvs. drevet i flokke, langs denne vej. I Ringkøbing-Skjern Kommune følger Drivvejen omtrent primærruterne 11 og 28.

Drivvejen har rødder i oldtidens vejnet, og fund af hjulspor omkring gravene går tilbage til yngre stenalder. I bronzealderen lå gravhøjene på op til 2 km lange, lige rækker langs datidens veje, som det ses ved fx Glibstrup i Lyne Sogn. I vikingetiden var vejnettet så udbygget, at det stort set svarede til nutidens hovedlandevejsnet. Drivvejen var en del af et større handelsnet, som havde eksisteret siden jernalderen og var rettet mod Tyskland, Nederlandene og England.

Historiske kort og stednavne dokumenterer Drivvejens forløb. Endelser på -spang, -bro og -vad signalerer overgangssted via broer eller vadesteder, fx Ganer Bro ved Skjern; dyrenavne indikerer opbevaring af kvæg, fx Kalvhøj ved Dejbjerg.

Kroer langs Drivvejen

Stednavnene signalerer desuden smugkroer med lokkende navne som Snur-om, Kom-igen og Tænd-pibe samt officielle kroer som Røde Kro og Velling Kro. Ved disse lå ofte studefolde med plads til flere hundrede dyr. Ved den nu forsvundne herregård Dejbjerglund er der bevaret spor efter en sådan studefold. Den er ca. 40 m i diameter og omgivet af et tørvedige, der oprindelig har været mere end 1 m højt. Tidligere lå der en lige så stor fold i nærheden. En gennemsnitlig drift bestod af 40‑60 dyr, og en dagsrejse var på 20‑30 km.

Langs Drivvejen opstod der således en lang række kroer, hvor de handlende og kvægdrivere kunne hvile og få noget at spise. De farende kunne bl.a. besøge Sorte Kro i Dejbjerg Sogn; den lå oprindelig ved Drivvejen, men i 1859 flyttede den til den nyanlagte landevej, hvor bygningen stadig findes. I Velling Sogn lå Røde Kro. Denne var først en almindelig gård, hvor dele af bygningen blev indrettet til kro for herigennem at få en ekstraindtægt. Der har kun været plads til logi for et par stykker ad gangen. Ingen af de to kroer var kongeligt privilegerede kroer.

Transport af handelsvarer

Studeeksporten foregik indtil slutningen af 1800-tallet. Blandt andre eksportvarer var svin, gæs og heste samt lokale produkter som fx midtjyske jydepotter.

Indtil 1788 havde kun godsejere og købstædernes købmænd ret til at eksportere stude. Da eksporten udviste en faldende tendens i slutningen af 1700-tallet, besluttede regeringen at give studehandelen fri, således at alle herefter kunne beskæftige sig med dette erhverv. Herefter steg eksporten, og der skabtes mulighed for social mobilitet og netværk i studedriver- og handelsslægter. Blandt de vestjyske herregårde var Timgård samt Pallisbjerg, som årligt opfedede 200‑250 stude. Mindre godser havde en kapacitet på 30‑50 stude. I 1818 udgjorde studeeksporten to tredjedele af Danmarks samlede eksportværdi.

Sidst i 1800-tallet skete infrastrukturelle ændringer – dampskibstrafik fra 1850’erne, jernbaner fra 1860’erne, Esbjerg Havns indvielse i 1874 – og 1890’ernes eksportforeninger og –markeder betød, at grundlaget for de traditionelle studedrifter forsvandt.

Genskabelse af Drivvejen

Fra 2003 til 2007 genskabte 26 danske, tyske, hollandske, engelske, skotske, norske og svenske amter og kommuner omkring Nordsøen nogle af de kystnære miljøer og gamle handelsruter som vandreruter. De daværende Ribe, Ringkøbing og Sønderjyllands Amter gik sammen med det tyske Amt Karrharde om at formidle den gamle studedrivervej. Vandrestien åbnede i september 2006, og der arbejdes på at gøre dele af vandrestien tilgængelig for rideturister.

Videre læsning

Se alle artikler om Historie