Ellemosegård, Hørve

Ellemosegård ligger i den sydlige del af Vejleby, som nu indgår i Hørve by. Gården vender på gammel sjællands vis "ryggen" til omgivelserne og åbner sig mod den pigstensbelagte gårdsplads, hvortil der er adgang gennem porten. De fire længer er opført som bindingsværk på syldsten med halm/strå på alle tage og med gavle, som på forskellig vis er beklædt med enten spån eller brædder. De ældste dele af gården fra 1700-tallet (vestlængen og den vestlige del af nordlængen/stuehuset) er opført i mindre dimensioner end de øvrige fra 1800-tallet. I vestlængen, muligvis også i nordlængen (stuehuset) og i mindre omfang i østlængen er bevaret indvendige sidebånd i konstruktionen, ligesom der i vestlængen og den ældste del af stuehuset er bevaret adskillige kopbånd mellem væggens stolper og bjælkelag. Også stuehusets østlige del har kopbånd, og adskillige stolper i sydlængen (laden) har spor af kopbånd. Endelig er der i sydlængen flere steder bevaret udvendige sidebånd. Tavl og bindingsværk er hvidkalket, og mange tavl er stadig lerklinede. Stråtaget har halmmønning og er kun brudt af en enkelt kvist i henholdsvis østlængens gårdside og sydlængens sydside. Avlslængernes døre og porte mod gården fremstår som sorttjærede, selvom de ikke længere vedligeholdes med tjære. På gårdens yderside har nogle porte, døre og luger været tjærede og andre malet røde. På trods af de gennem tiderne foretagne ændringer, f.eks. af stuehusets bislag, indeholder gården stadig egnskarakteristiske træk, og især gårdsrummet med den stenpikkede gårdsplads er velbevaret. Stuehuset består dels af den ældste, forholdsvis velbevarede del, som indeholder mælkekammer, bryggers og køkken. I kammeret bag køkkenet har der indtil ca. 1895 været en bageovn. Bygningens østlige del omfatter to stuer, et soveværelse og endnu en stue. Denne del af bygninger er fra 1843, men ombygget i 1918 og de østligste rum igen ændret inden for det sidste årti. Af Nationalmuseets optegnelser fra 1945 er der oplysning om indretningen af denne del af bygningen omkring 1860 med stue, "kamset", storstue og forrådskamre længst mod øst. Omkring 1960 er der etableret et W.C. i bryggerset, og bislaget er moderniseret. I den forbindelse er sydmuren ommuret med gasbeton og dør og vindue er udskiftet. I de tre østligste rum er tidligere brædde- og jordgulve erstattet af flisegulve, som ejeren også vil lægge i køkkenet. Avlslængerne. Den ældste vestlænge er tydeligvis af mindre dimensioner end syd- og østlængerne. Bygningernes indretning er ikke ændret siden gården var i landbrugsdrift frem til ca. 1970.

Nationalmuseets bondegårdsundersøgelse I Nationalmuseets bondegårdsundersøgelse blev der i 1945 udarbejdet en opmåling af stuehus og vestlænge på Ellemosegård. Af beskrivelsen fremgår, at dagligstuen tidligere har været på 3 fag efterfulgt af et étfags kammer og en storstue på 3 fag, mens de sidste to fag oprindelig har været forrådskammer med "suleolden" og øltønder som siden hen er overgået til pulterrum og nu er indrettet til stue. Det fremgår også af beskrivelsen at syd- og østlængen vistnok er opført af Mads Nielsens mor inden han i 1885 overtog gården efter hende – og at hun også havde haft planer om at bygge stuehuset om. I samme forbindelse har Hans Stiesdal i 1944 udarbejdet en skitse over den vestlige del af stuehuset og af den vestlige længe. Som bemærkning til skitsen anfører han: "Vestlængen har spinkle indvendige sidebånd, der er sømmet på stolpen. Ruminddelingen i vestlængen er meget forandret. Dagligstuen er rekonstrueret efter Larsens opgivelse." Zangenbergs omtale af "Gamle gårde og huse i Vestsjælland". I Zangenbergs gennemgang af gamle gårde og hus i Vestsjælland i Turistforenings Aarborg fra 1931 oplyser han, at det særegne ved de gamle sjællandske gårde er de hvidkalkede, lave lerklinede længer, hvor kalklagene ofte helt dækkede det spinkle vægtømmer og hindrede tilsynet med samme, og at man, hvis man havde kunnet se bindingsværket, ville have undret sig over, hvor lidt tømmer, der var anvendt i væggene. Fodtømmmer manglede ganske, stolperne stod direkte på syldstenene. Stolperne blev foroven sammenholdt af det lange vandrette stykke fyrretømmer langs husvæggen, som kaldtes Leiden, og herpå hvilede spærene. På sine steder, især i Odsherred, satte man lange stykker "sidebånd" hen over stolpernes indvendig side i stedet for løsholter. De var ikke synlige udvendig, og man leder derfor forgæves på denne egn efter vandret vægtømmer mellem leiden og syldstenene. Videre oplyser han, at den nutidige gamle vestsjællandske gårdform næsten overalt er den sluttede firelængede gård, og at den kun har få vinduer, døre og lemme mod alfarvej og have. Tidligere kunne væggene være dækket af et beskyttende halm- eller rørlag. Ydervæggene kan være brudt af de såkaldte "luder" og af en bageovn, der skød sig frem fra ydervæggen som en stor og bred hvælving, enten dækket af et halvtag eller også af en mindre udbygning med heltag. I ældre tider fandtes kun sjældent nogen anden indgang til gården en "gadeporten", og man måtte gennem denne for at kunne komme ind i gårdens længer. I porten var der dog gerne en låge for beboerne, og ofte fandtes endnu en port, "Tofteporten", hvorigennem man kunne komme ud til gårdens toft eller mark. Gårdens længer er altid ret smalle, og de indvendige rum optager hele husets bredde. Stuehuset indeholder som regel de få rum, der hører beboelsen til, og kan desuden have et eller to udhusrum Selve stuehuset ligger aldrig langs vej eller bygade, men er gerne anbragt parallelt med gadelængen eller vinkelret på denne, for det meste solret, dvs. med gavlen i øst og vest. "En udbygning på stuelængen, som fangede øjet ved indtrædelsen på gårdspladsen i såvel Topshøjgården som i så mange andre sjællandske gårde, var "bislaget", der indeholdt husets forstue. Undertiden kunne der ved siden af forstuen ligge et spisekammer eller et mindre beboelsesrum, hvorved bislaget udvidedes til en hel lille udbygning på stuelængen, således som det ses på billedet af gården i Fårevejle." Den sjællandske gård havde i ældre tid kun én skorsten, hvorved samtlige ildsteder var samlede, og i denne skorsten, der var gårdens egentlige køkken, stod husmoderen. Sidebånd: De indvendige sidebånd er i flere sammenhænge fremhævet som en særlig Nordvestsjællands konstruktion, men dog også andre steder f.eks. i en avlslænge i den for nyligt fredede "Øster Ellebygård" på Bornholm. Tækkemetode: På de østligste øer, herunder Sjælland er kæppetækning det almindelige. Her bindes tækkematerialet (halm eller strå) fast til lægterne over kæppe af hasel eller pil. Men den nuværende ejer har på Ellemosegård i stedet anvendt den på Jylland og Fyn almindelige tækkemetode med syede tage. Flere af tagfladerne trænger mere eller mindre voldsom til nytænkning, hvilket både skyldes, at der de sidste årtier overvejende er tækket med langhalm, og at der i mange tilfælde er tækket oven på det gamle tækkelag.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Ellemosegård som en velbevaret repræsentant for et mindre sjællandsk gårdanlæg med stuehus og udlænger med oprindelse i 1700-tallet og senere udvidelser i 1800- og 1900-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningernes styrtrumskonstruktion med glammede bjælker og indvendige sidebånd og spor efter udvendige sidebånd, på syldsten uden fodtømmer, med egnskarakteristiske elementer som indvendige sidebånd og kopbånd mellem væggens stolper og bjælkelag. Hertil kommer de mange lerklinede tavl. Tømmer og tavl er kalket over stok og sten efter sjællandsk byggeskik. Der knytter sig tillige kulturhistorisk værdi til de øvrige egnskarakteristiske træk, herunder det spinkle tømmer, og den sparsomme brug af det, der vidner om manglen på træ på egnen, de spånbeklædte gavle og stuehusets placering med gavlene i øst og vest, vinkelret på gadelængen, som giver de bedste lysforhold. Denne venden ryggen til, hvor gården lukker sig om sig selv og primært åbner sig mod gårdspladsen, er en gammel sjællandsk skik. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre desuden til længernes forskellige dimensioner, der vidner om gårdens bygningshistorie, hvor den smalle vestlænge og den vestlige del af stuehuset er ældst og de betragteligt dybere syd- og østlænger er af yngre dato. Østlængen blev senest ombygget i 1918, hvor den til dels blev omsat i grundmur. Dertil kommer den aflæselige hierarki mellem stuehus og længerne, hvor stuehusets anvendelse til bolig er tydelig i kraft af de større vinduer og bislag med hoveddør samt skorstenspibe og rendesten i gårdsbelægningen fra køkkenet, mens udlængernes funktionelt betingede oprindelse er tydelig i den konsekvente brug af staldvinduer, revledøre og -porte samt de ubrudte tagflader, der vidner om tagetagernes brug til opbevaring. Det stråtækte tag er kun brudt af et par stråtagskviste med luger, hvorigennem høet blev læsset på loftet. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte bygningsdele og detaljer, der vidner om bygningernes alder, oprindelige brug samt gårdens udvikling gennem tiden. I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til rumdisponeringen, der, mod vest, er forholdsvis velbevaret med bryggers, køkken og mælkekammer. Den østlige del omfatter to stuer og værelser, med overflader af nyere dato. Hertil kommer de bevarede og ældre fyldingsdøre og revledøre med beslag og bjælkelofter. I udlængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de enkle planløsninger, der afspejler rummenes tiltænkte brug, ligesom bygningernes slidstærke, enkle materialeholdning svarer til deres oprindelige brug til dyrehold, lade, lo, vognport, huggerum, brænderum med videre. Hertil kommer avlslængernes synlige konstruktioner, pigstensbelagte gulve og ældre bygningsdele og -detaljer.

Den arkitektoniske værdi for Ellemosegård knytter sig overordnet til det samlede anlæg, med sit indadvendte udtryk, bindingsværkskonstruktion på syldsten, de spånbeklædte gavle, de ældre og traditionelt udførte døre, porte, luger og vinduer med alle detaljer samt de stråtækte tagflader med de to kviste og portrummet i vestlængen, der giver adgang til den brolagte gårdsplads. Det arkitektoniske udtryk knytter sig i det ydre til den firelængede gårds traditionelle byggeskik med bindingsværk direkte på syldsten og den overvejende ensartede materialeholdning, der tilsammen skaber et fuldendt og sammenhængende bygningsanlæg. Farvesætningen af sortmalede, -tjærede eller rødokkermalede gavle, porte, døre og luger har tillige en stor arkitektonisk betydning for hele gården, idet der dermed skabes markante kontraster mod det over stok og sten hvidkalkede bindingsværk, selvom kalken er slidt af flere steder. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stuehusets bevarede dele af planløsningen samt de bevarede og ældre fyldingsdøre og revledøre med beslag og bjælkelofterne, der giver bygningens indre et ydmygt udtryk. I de øvrige længerne knytter den arkitektoniske værdi sig i det indre til den bevarede planløsning med det bevarede inventar.

Læs videre om

• Egebjerg Præstegård
• Rørvig Mølle
• Vallekilde Højskole, Hørve

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen