Vallekilde Højskole ligger på Højskolevej 9 i Odsherred Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Vallekilde Højskole blev åbnet i 1865 af den 28-årige teolog Ernst Trier, som var inspireret af Grundtvigs tanker. Efter tilskyndelse fra Grundtvig besluttede Trier sig for at blive højskolelærer og åbne en højskole i det nordvestlige Sjælland, bl.a. fordi Grundtvig mente, at der var behov en skole i det område. Det første år lejede Trier sig ind på en gård i Vallekilde, hvor storstuen blev brugt som skolestue, og eleverne blev indkvarteret på de omkringliggende gårde. I 1866 blev den første bygning opført uden brug af arkitekter, men med lokale folk efter Triers anvisninger. Det første år havde han 31 elever, i 1873-73 var antallet steget til 110 og i begyndelsen af 1880'erne nåede det op på 200. Trier kom i kontakt med Nyrop, da det blev nødvendigt at opføre en ny hovedtrappe foran en lille tilbygning. Den oprindelige hovedbygning var en vinkelbygning i en etage med høj kælder og saddeltag med kviste. I 1876 opførte Nyrop en trappe mellem det nordlige hjørne og festsalen, der ligger i en udbygning mod vest. Nord for skolen lå den gamle gård, hvor Trier begyndte undervisningen. Den blev revet ned og en ny tilbygning tegnet af Nyrop blev placeret her. En del af den oprindelige skole blev genbrugt og den del, der lå nord for gamle foredragssal kom til at fungere som forbindelsesbygning mellem det gamle og det nye. Her er hovedindgang og forstue i dag placeret. For at skabe en ensartet bygning forhøjede Nyrop den enetages bygning med en etage, og den fik tillige en ny tagkonstruktion med halvvalmet tag. Foran forbindelsesbygningen blev opført en buegang. En af Ernst Triers mest trofaste hjælpere på Vallekilde var tømreren Andreas Bentsen, der i 1877 oprettede en håndværkerlinje på højskolen. Han var desuden optaget af skytteforeningsbevægelsen, inden for hvilken man dyrkede gymnastik. De fysiske øvelser blev set som en modsætning til det stillesiddende skolearbejde. I 1872 blev det første øvelseshus opført af Andreas Bentsen med hjælp fra eleverne. Det første øvelseshus var småt og bygget af billige materialer. I løbet af de næste ti år fik gymnastikken større og større betydning på Vallekilde, og i 1883 blev man optaget af Per Henrik Lings system og tanker. Ling var optaget af Norden og det nordiske. Det blev besluttet at udvide gymnastikundervisningen på Vallekilde, men det betød, at det var nødvendigt med mere plads og dermed et nyt øvelseshus. Andreas Bentsen tegnede og opførte sammen med Martin Nyrop et nyt øvelseshus i 1884. Øvelseshuset blev restaureret i perioden 1982-84 af Arkitektfirmaet Poul Kjærgaard A/S. I den forbindelse blev en ældre forbindelsesgang mellem øvelseshuset og højskolen sløjet og en ny opført. Hertil kom, at man fik nye omklædnings- og baderum, der ligger under en stor terrasse i nær tilknytning til højskolen. Taget og ydervæggene blev ligeledes isoleret. De gamle spån blev erstattet af nye, det gamle gulv blev erstattet af et nyt gymnastikgulv og malede indvendige vægflader blev afrenset og malet op på ny, idet bygningen blev ført tilbage til den oprindelige farveskala. Højskolen blev istandsat i midten af 1990'erne, hvor flere værelser blev slået sammen, og de fik nye badeværelser. Højskolen fik nye vinduer i 2012.

Beskrivelse

Vallekilde Højskole med øvelseshuset ligger i udkanten af den lille landsby Vallekilde, der primært er bebygget med enfamilieshuse og en kirke. På den sydlige side af højskolen er der udsigt over det inddæmmede landskab med marker og vand. Mellem hovedbygningen og øvelseshuset ligger en stor plads belagt med grus. Vallekilde Højskole består af en hovedbygning med hovedindgang i en fremskudt buegang og en mindre tilbygning mod den grusbelagte plads. Vinkelret herpå mod syd, ligger en længe, der i nyere tid er forlænget med en tilbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Mod vest ligger en hjørnebygning med et indbygget klokketårn. Mod nord ligger en fløj med elevværelser. Elevfløjen ligger ikke vinkelret på hjørnebygningen, men danner en vinkel på ca. 60 grader. På bagsiden af hovedbygningen ligger et rundbuet trappetårn i det nordlige hjørne mellem hjørnebygningen og elevfløjen. Tårnet har en høj kælderetage i kampesten og afsluttes med et rækværk i jern. Alle bygninger står i rød og gul blank mur med undtagelse af de tre sider mod gården, der er gråpudsede. Bygningerne står på en sokkel af kampesten, der har varierende højde. Bygningerne er i to etager med høj kælder og afsluttes af både hel- og valmtage i røde tagsten. I en del af tagfladen på elevfløjens langsider er indskudt en mur af bindingsværk med vinduer, der begge afsluttes af en kvist i henholdsvis bindingsværk og røde, blanke sten. I rygningerne ses fire skorstenspiber. Alle bygninger afsluttes af en treleddet muret gesims. Hovedbygningens kælder og første etage adskilles af en muret tre ledet gesims, ligesom der ses en muret sålbænk under de øverste vinduer. På tilbygningens gavl ses tallet 1876 i murankre, og gavltrekanten afsluttes af en brudt, muret gesims. På gavlen mod syd ses tallet 1866 og herudover fire murankre. Vinduerne på første etage afsluttes af et stik med en sten, og herover ses et treledet bryn. Dele af kælderetagen er dækket af en grøn bevoksning. De nyere, men traditionelt udførte vinduer er to- eller firerammede med en eller to tværsprosser. Alle vinduer er hvidmalede. Hovedbygningens buegang består af tre rundbuer dækket af et skråtstillet tag belagt med røde vingetagsten, og herover ses en murflade gennembrudt af vinduer. De tre bueåbninger afsluttes af et stik af to sten, og søjlernes nederste del er af tilhuggede kampesten med en udhugget blomst. I buegangen er den nederste del af muren i rød, blank mur, mens den øverste del fremstår pudset og hvidkalket. På bagmuren ses to nyere, men traditionelt udførte firerammede vinduer og en nyere, men traditionelt udført tofløjet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. Tre trappetrin i granit fører op til døren, der er grønmalet. Gulvet er belagt med ølandsfliser. På gårdsiden af hovedbygningen adskilles kælder og første etage af en muret gesims, og der ses ligeledes murede sålbænke under alle vinduerne. Over vinduerne på første etage ses murede bryn. Alle detaljer er som muren pudsede. En nyere, hvidmalet fyldingsdør har glas i de øverste fyldinger. De nyere, men traditionelt udførte vinduer er to eller firerammede med en eller to tværsprosser. Alle vinduer er hvidmalede. Hjørnebygningen har to murede gesimser, stik af en sten over de øverste vinduer, og stik af to sten med pudsede felter over de fire store vinduespartier, der vender mod vest og over flere af de mindre kældervinduer. Herudover ses tallet 1907 sammen med et hjerte samt bogstaver i murankre. Øverst i klokketårnet ses to åbninger med en synlig klokke. Nederst i tårnet ses en nyere, men traditionelt udført fyldingsdør med glas i de to øverste fyldinger. De nyere, men traditionelt udførte vinduer er af varierende størrelse, og der ses både et, to og seksrammede vinduer, der enten har tværsprosser eller er småtopsprossede. De er alle hvidmalede. Længen, der rummer elevfløjen, har over vinduerne på anden etage halvandenstens stik. Over vinduerne på første etage ses kurvehanksbuede stik med gråpudsede felter. På den nordlige gavl ses sildebensmønster i murværket under vinduerne på første etage og strømskifter langs gavltrekanten. Herudover ses en mindre tilbygning med altan og en udvendig trappe i granit, der fører op til en nyere, to fløjet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. På altanen ses ligeledes en nyere tofløjet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. Begge er hvidmalede. De traditionelt udførte vinduer er af varierende størrelse, og der ses både et, to og firerammede vinduer, der alle har tværsprosser og er hvidmalede. På siden mod gården er kælderetagen og første etage adskilt af en gesims i granit, og herover ses sildebensmønster i murværket. I det indre kommer man i hovedbygningen ind i en forstue, der fungerer som et gennemgangsrum, hvor der til venstre via en trappe er adgang til hjørnebygningen med foredragssal. Herudover er der adgang til trappetårnet. Til højre ligger en række større rum, herunder billedsal, hjørne- og mellemstue, der i dag anvendes til undervisning og ophold. Der er mange ældre bygningsdele og -detaljer bevaret, herunder bemalede og udskårne trævægge, paneler og lofter, indbyggede reoler og skabe, fyldingsdøre med gerichter, hængsler og greb samt dørstykker, vinduesindfatninger og vægmalerier. Første etage er indrettet til elevværelser med få bevarede ældre bygningsdele, herunder gerichter og fyldingsdøre. Overfladerne er overvejende ældre og traditionelle, men også nyere, især på første etage, hvor der er bræddegulve, fliser, linoleum og pudsede vægge. Kælderen fremstår nyistandsat med et stort industrikøkken med nyere overflader i form af fliser. Spisesalen har bræddegulv, og loftet er beklædt med gipsplader. I det indre rummer hjørnebygningen mod vest foredragssalen. Indgangen sker fra forstuen. På en forhøjning på den modsatte væg af indgangen er anbragt en talerstol. Herudover ses bænkerækker og over indgangsdøren en balkon i en gennembrudt væg med plads til 40 mennesker. Alle væggene er beklædt med et højt træpanel, der er bejdset. Den øverste del af væggene er hvidkalkede, ligesom loftet mellem loftsbjælkerne og to dragere. De hvidkalkede loftsflader er desuden bemalede med blomsterslyngninger i svage farver. Sidestykkerne ved bænkene langs væggen er afsluttet med udskårne haner. De øvrige udskæringer er motiver med fugle og blomster. Der er adgang til elevlængen via hjørnebygningen, hvor kælderen er indrettet til undervisningslokaler, vaskeri og toiletter. På både første og anden etage er der lange gange med elevværelser og tilhørende badeværelser på begge sider. Enkelte ældre bygningsdele er bevaret, herunder gerichter og fyldingsdøre samt trappeopgange med pudsede vægge, der har synligt murværk ved trappetrinene som er udført i granit og på den øverste etage udført i støbt beton. I bunden af trappeopgangene er gulvet belagt med ølandsfliser. Herudover ses flere nyere døre og trapper. Overfladerne er herudover overvejende nyere med linoleum, fliser og gipsplader. Tagetagen fremstår uudnyttet med understrøget tag. Øvelseshuset består af en længe opført i bindingsværk. Det står på en sokkel af granitsten og er beklædt med træ. Udvendigt er husets øverste tredjedel beklædt med lodrette brædder samlet med fjeder og not. De to nederste tredjedele er beklædt med spån. Den øverste del er malet okkergul, og den nederste del er malet rød. Taget er belagt med tagpap. På hver langside er bygningen forsynet med to udbygninger og på de korte sider med én. Mellem de to udbygninger på nordvestsiden, mod den grusbelagte plads, er hovedindgangen placeret med to traditionelt udførte tofløjede døre. Mellem trekantgavlen og hoveddøren ses et maleri, der forestiller Tyr, der stikker sin hånd i Fenrisulvens gab, herover et malet felt med bogstaverne Dag og dåd er kæmperim. Over alle udbygninger og hovedindgangen ses en trekantgavl. I alle udbygninger ses i den nederste del et eller to ældre vinduer stillet på spidsen med en lille fordakning i træ over to sider. I den øverste del ses vinduespartier med et hvidmalet vindue indrammet af rødmalede lister og herunder et felt med rødmalede sprosser. Herudover ses i den øverste tredjedel en række hvidmalede småtopsprossede vinduer, der alle er indrammet af rødmalede lister som i udbygningerne. Alle vinduer er ældre. Udover hovedindgangen er der to døre, en nyere mod øst og en ældre indbygget og skjult dør mod syd. I det indre måler selve gymnastiksalen 11,5x22 m. Loftet og væggene er beklædt med brædder og ribber. En let og spinkel tagkonstruktion er synlig. Hele salen rundt, lige under balkonerne, går et rødmalet bånd, hvorpå der er skrevet de vigtigste begivenheder, der har fundet sted i øvelseshuset. Loftet har høj rejsning og er udsmykket med bemalede bånd med almuemotiver. For enden af rummet hænger et relief. Udbygningerne rummer balkoner med tilskuerpladser. Ved hovedindgangen er der adgang via trapper, som er anbragt lige inden for indgangen. Balkonerne på syd-østsiden har adgang udefra, mens der fra salen er adgang til udbygningerne på kortsiderne. Under balkonerne er der plads til redskaber.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Vallekilde Højskole knytter sig til anlæggets placering i landsbyen Vallekilde, der primært er bebygget med enfamiliehuse og en kirke. Højskolen ligger i kraft af dens størrelse og placering som det centrale omdrejningspunkt i landsbyen og adskiller sig således markant fra omgivelserne, hvor de mindre huse føjer sig ind i strukturen og underlægger sig højskolens bygninger. Kirken står som en pendant til højskolen. Herudover er anlægget elegant og naturligt placeret i det faldende terræn mod det inddæmmede landskab og understreger hermed terrænforskellene. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til sammenhængen mellem selve højskolen og øvelseshuset, der bliver bundet sammen af den grusbelagte plads og forhøjningen mod vejen.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Vallekilde Højskole knytter sig i det ydre til det uregelmæssige bygningsanlægs fremtræden i den såkaldte nationalromantiske stil. Historicismen var i midten af 1800-tallet den mest udbredte stilretning i dansk arkitektur, men hen mod slutningen af århundredet vandt en mere dansk stil frem på bekostning af inspirationen fra italiensk arkitektur. Den nationalromantiske stil var således fremherskende i de sidste årtier i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor især arkitekten Martin Nyrop var førende. En væsentlig inspirationskilde for Martin Nyrop var ældre dansk og nordisk arkitektur- og byggetradition, og han brugte disse som udgangspunkt for udviklingen af en ny arkitektur. Ud over det åndelige grundlag fra traditionen var håndværket og bygningens håndværksmæssige udførsel ligeledes af stor betydning for Nyrops arkitektoniske udtryk. Håndværket og forståelsen for materialer og deres forskellige stofligheder var, mente han, grundlaget for en ærlig arkitektur. Nationalromantikken var ligeledes en stilart, der ideelt kunne understøtte tilliden til og respekten for oplysning og visdom med association til den europæiske kulturs højdepunkter. Den nationalromantiske stil i Vallekilde Højskole kommer især til udtryk i valget af mursten som det primære byggemateriale, der ses i de forskellige bygningers røde og gule, blanke mur og de røde tegltage. Murstenen blev anset for at være et særligt dansk byggemateriale, fordi det blev produceret lokalt, og siden middelalderen var blevet anvendt som et af de primære byggematerialer i dansk arkitektur, specielt i kirkebyggeriet. Derudover er brugen af kampesten i soklen ligeledes et kendt dansk motiv, stenen var ligeledes et lokalt byggemateriale, der også blev anvendt i kirkebyggeriet. De mange forskellige stik og mønstre i murværket, som f.eks. sildebensmønsteret, gesimserne og buestikkene over vinduerne understreger ligeledes det nationalromantiske præg. Derudover er der kulturhistorisk værdi knyttet til anlæggets mange forskellige arkitektoniske motiver, der trækker på inspiration fra både udenlandsk og dansk arkitektur. Det er især værd at bemærke den markante hovedindgang, der er udformet som en buegang. Buegangen med de tre rundbuer har over det skråtstillede tag en nærmest klerestorieagtigmur, der gennembrydes af vinduer. Motivet har en slående lighed med italienske middelalderlige klosterbygninger. Dette understreges ligeledes af det nærliggende klokketårn, der ligger mellem den oprindelige hovedbygning og hjørnebygningen mod vest. Ved at anvende disse motiver har arkitekten skabt en forbindelse til religiøse undervisningsbyggeri i middelalderen. Hertil kommer, at der ligeledes er kulturhistorisk værdi relateret til hjørnebygningen, hvor de fire store og ikke mindst fremtrædende vinduespartier antyder, at bag disse vinduer ligger et af de mest centrale og betydningsfulde rum i højskolen, foredragssalen. I det indre er den kulturhistoriske værdi knyttet til de bemalede rum med det bevarede inventar, herunder foredragssalen i hjørnebygningen med den indbyggede talerstol, balkon og bænkerækker, der vidner om bygningens funktion som skole, hvor udsmykningen i form af bemalede paneler, loftet og de fine trædetaljer understreger vigtigheden af fællessamlingerne med eleverne. Herudover er der værdi relateret til billedsalen, mellem- og hjørnestuerne, hvor de bemalede og dekorativt udskårne paneler og lofter, vægmalerier, udskårne møbler og dørpartier dels understreger vigtigheden af højskolens fællesrum dels vidner om samtidens optagethed af den danske og nordiske mytologi, historie og tradition. Den håndværksmæssige kvalitet og udførsel, der kan ses i de mange fint udskårne trædetaljer, vidner ligeledes om dette. I det ydre er den kulturhistoriske værdi i øvelseshuset relateret til bygningens udtryk, der ligesom Højskolen er opført i en nationalromantisk stil. Øvelseshuset har dog et særligt nordisk anstrøg. Dette kommer især til udtryk i anvendelsen af træ og farvesætningen af dette. Farveholdningen på øvelseshuset i okkergul og rød er inspireret af svensk almuebyggeri. Arkitekterne stræbte efter at finde et arkitektonisk udtryk, der allerede eksisterede i den anonyme skandinaviske arkitektur. Det nordiske islæt kan ligeledes ses i billedudsmykningen over det brede, tilbageliggende indgangsparti med et motiv fra den nordiske mytologi, der forestiller Tyr, der stikker sin hånd i Fenrisulvens gab, og herover en inskriptionen Dag og dåd er kæmperim, der stammer fra Grundtvigs sang Sol er oppe, skovens toppe. Sangen er en genfortælling af sagnet om Rolf Krake. Bygningen er således både et udtryk for og i slægt med den samtidige arkitekturopfattelse. Nyrop fortsatte efterfølgende den nordiske stil i bygningerne til den store nordiske udstilling i 1888. I det indre er den kulturhistoriske værdi i øvelseshuset ligeledes knyttet til gymnastiksalens fremtræden i en nationalromantisk stil med et særligt nordisk præg. Det kommer i det indre til udtryk i salens spinkle og afklarede tagkonstruktion i tømmer, der er rationelt begrundet. Herudover er der kulturhistorisk værdi knyttet til de mange ældre detaljer i træ, der er udformet med inspiration fra gammel nordisk byggeskik, hvilket ligeledes understreges af de bemalede bånd med almuemotiver i form af ringe, der griber ind i hinanden omviklet med blomster og blade. Alle bemalinger er holdt i almuefarver, som okker, rød, blå og grøn. Der endvidere værdi knyttet til relieffet, der forestiller de tre norner: Urd, Verdande og Skuld, der i nordisk mytologi er et kollektiv af tre skæbnegudinder. Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til salens fremtræden og stadige funktion som gymnastiksal, hvilket kan ses i ribberne langs langsiderne, redskabsrummene i tilbygningerne, det særlige, fjedrende gymnastikgulv og balkonerne med bænke til publikum. Salen dannede ved indvielsen som det første sted i Danmark ramme om en opvisning af den såkaldte lingske gymnastik, der blev et særkende for Vallekilde højskole, og som senere hen kom til at blive af stor betydning for den folkelige gymnastik i Danmark.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Vallekilde Højskole er i det ydre knyttet til anlæggets samlede fremtræden som en helhed bestående af en række individuelle bygninger, der bindes sammen af materialevalg og murværkets detaljering. Formsproget er varieret med flere tilbygninger, vinduer koblede i flere forskellige systemer og utallige niveauspring i den sammensatte bygningskrop. Arkitektonisk fremstår bygningskomplekset således kompakt og udtryksfuldt. Hertil kommer, at der er arkitektonisk værdi relateret til brugen af materialer, hvor bygningerne fremstår tunge og vægtige med en sokkel af granit og herover mursten, der synes lettere end granitten og dermed løfter bygningen. Murværkets åbninger i form af døre og vinduer, som er markeret ved hjælp af stik er ligeledes medvirkende til at lette den tunge bygning og skabe variation i de ellers røde og gule flader. Murværkets mange detaljer giver tillige liv til facaden. Der er endvidere arkitektonisk værdi relateret til hjørnebygningen, der giver hele anlægget en tyngde og styrke i forhold til det faldende terræn. I øvelseshuset er den arkitektoniske værdi i det ydre knyttet til dets fremtræden som en harmonisk helhed med en ensartet træbeklædning og farvesætningen. Endvidere er der arkitektonisk værdi relateret til bygningsvolumenet, der folder sig ud og ind med de funktionelt betingede udbygninger. Hertil kommer de fint udskårne og enkle træskærerarbejder, der vidner om en høj kvalitet i den håndværksmæssige udførelse. Man fornemmer i den ydre fremtræden, at hensynet til bygningens funktion som gymnastiksal med tilbygninger og den farverige udformning forenes. Der er endvidere arkitektonisk værdi relateret til det iøjnespringende indgangsparti, der markeres af det bemalede felt, inskriptionen og trekantgavlen, der leder den besøgende på vej. Alt i alt fremstår øvelseshuset i forhold til højskolens bygninger som en påfaldende anderledes bygning. I det indre er den arkitektoniske værdi knyttet til den lette tagkonstruktion, der fremstår spinkel og elegant med et minimalt materialeforbrug, specielt de lette gitterspær over salen skal fremhæves. På naturlig vis flytter den lette og svævende konstruktion blikket op mod de dekorativt bemalede loftsflader. Arkitektonisk fremstår gymnastiksalen som et sammenhængende og helstøbt rum, fordi redskabsrummene og de herover placerede balkoner med siddepladser til publikum er placeret i tilbygningerne og derfor ikke forstyrrer rummet.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links