Lodsoldermandens Hus ligger på Toldbodvej 73 i Odsherred Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De ældste dele af Lodsoldermandens Hus blev opført som tolderbolig i forbindelse med oprettelsen af toldsteder ved Isefjordens købstæder, losse- og ladepladser. Rørvig Toldsted, i dag benævnt Lodsoldermandens Hus, blev opført omkring 1681 med et 14 fag langt hovedhus og en staldlænge på 13 fag. I 1734 udførtes omfattende istandsættelser under ledelse af hofbygmester Lauritz de Thurah. Hovedhuset blev forlænget med fire fag mod syd, og den søndre lude kom sandsynligvis også til ved denne lejlighed. Den nordre lude blev noteret for første gang i 1770, men er formentlig opført tidligere. I 1812 blev hovedhusets tag ændret fra strå til tegl, men spærrene blev ikke suppleret til det nye, tungere tag. Den søndre længe var oprindelig fritliggende, men blev omkring 1820 bygget sammen med vestlængen, idet en ny portåbning gav adgang til den nu mod gaden lukkede gårdsplads I 1840 blev hovedhuset forlænget med yderligere to fag mod øst. Gårdens nordre fløj nedbrændte i 1869, den var sandsynligvis opført i 1853. Hovedhusets sydgavl blev omsat i grundmur i 1900. Hovedhuset rummede i 1800-tallets første halvdel udover lodsens bolig også en udskænkningsstue. Længerne mod syd og vest rummede både kontorer, alkove, pakhus, lo, karlekamre og huggehus samt opstaldning til husdyr. Bygningerne har gennemgået talrige ændringer gennem tiden, blandt andet har der været tilknyttet en gruekedel/ølkedel i forbindelse med bageovnen og ildstedet i hovedhusets sydlige del. På dette tidspunkt har denne del af huset været indrettet til bryggers. Siden 1980'erne har Lodsoldermandens Hus ligeledes været indrettet til restauration med tilhørende ferielejligheder i syd og vestlængen.

Beskrivelse

I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Lodsoldermandens Hus ligger ned til Rørvig Havn og består af et fritliggende stuehus mod øst og to vinkelbyggede længer mod syd og vest. Bygningerne omkranser et stort, pigstensbelagt gårdrum, hvor der står en ældre vandpumpe af støbejern. Stuehuset er indrettet til restaurant og café, mens syd- og vestlængen rummer værelser og privat beboelse. Nord og vest for gården ligger den tilhørende have, der er omfattet af en naturfredning. Stuehuset er en 19 fag lang længebygning opført dels i bindingsværk dels i grundmur. Bygningen hviler på en lav, sortmalet sokkel af marksten og bærer et heltag hængt med røde vingetegl. I rygningen er tre pudsede skorstenspiber med kraver. Bygningens facade og nordgavl er gulkalkede over stok og sten, mens gårdsiden er hvidkalket med sortopstolpet tømmer. Den sydvendte gavl er grundmuret og gulkalket. Den øverste del af begge gavle er bræddebeklædt med lister over samlingerne og afsluttes nederst af et vandbræt. Stuehusets bindingsværk er karakteriseret ved at være udført med fodrem, dog kun delvist bevaret, og fyldtømmer i form af to korte skråbånd i facadens nederste tavl. Der er indgang til stuehuset gennem fire døre i facaden: en ældre og en nyere revledør samt to ældre fyldingsdøre, hvoraf den ene er enfløjet med et overvindue, mens den anden er tofløjet. Der er også adgang til stuehuset gennem en nyere revledør i sydgavlen. Gårdsiden har to luder, udført i bindingsværk, samt en bræddebeklædt udbygning med tagpaptag, ud for gårdsidens nordligste fag. I udbygningens tag ses udluftningshætter og et nyere skorstensrør. Stuehusets gårdside har to døre: en traditionelt udført, tofløjet, flammeret dør og en nyere traditionelt udført, todelt revledør. Vinduerne er primært ældre. I facaden og i nordgavlen er vinduerne torammede med tre ruder i hver ramme, mens gårdsidens og sydgavlens vinduer er torammede med små ruder. Vinduerne er malet røde ligesom bræddebeklædningen på gavle og luder samt udbygning, mens alle døre er malet grønne. Stuehuset har bevaret dele af en ældre planløsning, herunder et overvejende intakt midterskillerum. Der er to ældre, gennemlyste stuer samt mindre rum mod facaden og mod gården. I det indre er stuehuset indrettet med et moderne industrikøkken og gæstetoiletter mod facaden samt serverings- og barlokaler i husets øvrige rum. I stuehusets sydlige del er bevaret en bageovn og et indbygget brændekomfur, og midt i længen er et gammelt ildsted bevaret. Både bageovn og ildsted har kraftige murede hjørnesøjler, mens ildstedskappen i det midterste ildsted er forsynet med en træoverligger med inskriptionen Anno 1681. I stuehusets nordlige del er ligeledes bevaret yderligere en skorstenskerne. Materialeholdningen er delvist ældre og delvist traditionel, herunder ældre teglgulve med stærkt slid, ældre brolægning, nyere bræddegulve samt nyere klinke- og flisegulve. Nogle vægge er pudsede og andre har afdækket, sort opstreget bindingsværk. Lofterne er overvejende nyere, malede bræddelofter med synligt og opmalet bjælkelag, men der ses også pladeloftbeklædning med indbygget belysning i form af fatninger med pærer. I den midterste stue er en ovnniche. Der er bevaret enkelte ældre døre i form af revledøre med ældre beslagværk. De øvrige døre er nyere fyldingsdøre og døre med opsprossede glaspartier, alle med samtidige gerichter og beslagværk. De ældre vinduer har bevarede rundposte eller hulposte med kvartstaf ligesom flere rammer har håndsmedede anverfere og stormkroge fra 1700- og 1800-tallet. Den nyere udbygning mod nord er indrettet til køkken- og kølefaciliteter og fremstår med nye overflader og installationer. Under stuehusets nordre del er et ældre kælderrum med synlig, bærende konstruktion i form af stolper og dragere, hvorimellem der er opsat isolering. Gulvet er pigstensbelagt og der er kampestensvægge. Kælderrummet anvendes til opbevaring, ligesom der ses varmeinstallationer. Der er opgang til stuehusets tagetage via en nyere ligeløbstrappe uden stødtrin. En del af tagetagen er indrettet til opbevaringsrum med bræddebeklædte skråvægge og bræddelofter. Den øvrige del af tageetagen er uudnyttet, og tagkonstruktionen, skorstenene samt undersiden af tegltaget er synlige. Teglstenene er skummet på undersiden. Gulvet er dækket med isolering. Sydlængen er tolv fag lang og opført i bindingsværk med hvidkalkede tavl og sortopstolpet tømmer. Bygningen hviler på en lav, sortmalet sokkel af marksten og bærer et stråtag med halmmønning. I rygningen sidder en skorsten med bånd og afdækning. Bindingsværket har fodrem, gennemstukne bjælkeender og i den østvendte gavl er et langt skråbånd, der løber fra første stolpe til hjørnestolpen. Sydlængen har en to fag bred portåbning, der mod gaden er lukket med en ældre, grønmalet, tofløjet revleport med gangdør. Portrummet er pigstensbelagt, væggene er af sortopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl, stråtagets underside er synlig og det ses, at stråtaget på traditionel vis er bundet på. En nyere, traditionelt udført ligeløbstrappe med åbne trin fører fra portrummet til sydlængens tagetage. I portrummet er også indgang gennem en nyere, rødmalet dør til et rum i sydlængens vestligste del. Portåbningerne mod både gade og gård har hjørnestolper, der bærer portoverliggere forstærket med skråbånd. Sydlængens gårdside har fire grønmalede revledøre, hvor der bagved er nyere, rødmalede inderdøre. Sydlængens vinduer er primært torammede vinduer med seks ruder i hver ramme, der er forsynet med hjørnebåndsbeslag. Der er ligeledes ældre, enrammede vinduer med små ruder. Samtlige vinduer er rødmalede. I det indre er sydlængen indrettet til fire gæsterum med tilhørende badeværelser. Gulvene i værelserne er støbte og tæppebeklædte, mens badeværelserne har nyere flisegulve. Skillevæggene står i bindingsværk med hvidkalkede tavl og sortopstolpet tømmer. Flere ydervægge er beklædte og tapetserede. Nogle lofter har ældre, synligt bjælkelag, der er sortmalet, samt malet bræddeloft. Andre lofter er pladebeklædte og glatte. Dørene er fortrinsvis nye døre med fyldinger, flere vinduer er ældre med tilhørende anverfere og stormkroge. De resterende vinduer er nyere og traditionelt udførte. I sydlængen er endvidere indrettet et vaskerum. I den ene gæstebolig er der bevaret et stik over en tidligere ildstedskappe. Vestlængen har ikke synligt bindingsværk på nær enkelte fag mod haven i vest, her er tømmeret sortopstolpet. Længen har en lav, sortmalet sokkel og væggene er hvide. Øverst bærer længen et stråtag med halmmøning og i tagfladen mod gården er et høgab med et enrammet vindue med sprosser. Den søndre gavl er bræddebeklædt, med brædderne liggende en på to, mens størstedelen af den nordre gavl optages af et stort glasparti med en helrudedør i midten. Ud for samme gavl er en nyere udbygning med trappe til en altan ud for tagetagen. Mod gården har vestlængen to nyere halvdøre, hvoraf den ene er blændet, den ene er blændet som dør, men har et opsprosset vindue bag øverste halvdør. Mod haven er tre nyere, tofløjede døre, hvoraf to af disse er udført som opsprossede havedøre, mens den tredje har fyldinger nederst og et opsprosset rudeparti øverst. Foran alle tre døre er grønmalede yderdøre udført som revledøre. Over den ene dør er opsat en markise. Vestlængens vinduer er både ældre støbejernsstaldvinduer og nyere, torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Dørene er enten rød- eller grønmalede, mens vinduerne er rødmalede ligesom gavlpartierne. Vestlængens indre er som sydlængen indrettet til tre gæsteboliger med tilhørende badeværelser. Overfladerne er lig dem i sydlængen. Dørene er nye fyldingsdøre med tilhørende nye gerichter. Tagetagen over syd- og vestlængen, som der er opgang til fra portrummet og den tilbyggede altan, er indrettet til bolig- og personalefaciliteter. Rummene er åbne til kip. Materialeholdningen er nyere med tæppebelagte gulve samt pladebeklædte skråvægge og lofter, og det ses at hanebåndene er hævet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Lodsoldermandens Hus knytter sig til ejendommens nære beliggenhed til Rørvig Havn, hvor det lange hovedhus i egnskarakteristisk byggeskik samt rækken af træer foran er særdeles stemningsskabende for ankomsten til Rørvig fra havsiden. Hertil kommer det omkringliggende haveanlæg med store, delvist solitære træer samt det store pigstensbelagte gårdrum, der harmonisk sammenbinder gårdens tre længer. Det samlede bygningsanlæg med den prominente beliggenhed gør Lodsoldermandens Hus til et af Rørvigs vigtigste kulturmiljøer.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Lodsoldermandens Hus knytter sig i det ydre til det samlede anlæg som et repræsentativt eksempel på bolig og administration på et toldsted i forbindelse med lodsens arbejde i området omkring Isefjorden. Hertil kommer, at bygningerne vidner om anlæggets udvidelser og ændringer i takt med skiftende funktioner, hvilket blandt andet ses af forhusets luder og de forlængelser, der er aflæselige i stuehusets bindingsværk. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til bygningsanlæggets interne hierarki, hvor stuehuset placerer sig som det fornemmeste, mens syd- og vestlængen underordner sig dette. Dette kommer til udtryk i stuehusets større rygningshøjde, og særligt i bindingsværkets udførelse, der er karakteriseret ved, at tømmeret er kraftigere og har fyldtømmer i form af skråbånd i facadens undertavl. I syd- og vestlængen er tømmeret derimod spinklere og udført uden fyldtømmer. Gårdens bindingsværk adskiller sig på nogle punkter fra egnens karakteristiske bindingsværk, der er kendetegnet ved at være udført uden fodrem og stolperne direkte på syldsten samt uden nogen form for fyldtømmer. Det simple egnsbindingsværk afspejler lokalområdets magre jorder, hvor tømmer var en mangelvare. Det forholdsvis righoldige bindingsværk i Lodsoldermandens Hus vidner således om, at gården i datiden var blandt de fornemmeste bygninger i Rørvig, idet der ved opførelsen blev bekostet en dyrere konstruktionsform i form af fodremme. Også stuehusets fyldingsdøre i facaden adskiller sig fra syd- og vestlængens revledøre, hvilket også understreger stuehuset som det øverste i bygningsanlæggets interne hierarki. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til staldvinduerne af støbejern, der vidner om vestlængens tidligere anvendelse til husdyrhold. I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan, herunder midterskillerummet og de mindre rum mod henholdsvis facaden og gården. De to store ildstedskerner er begge placeret i tidligere sekundære rum mod gården, hvor stuehusets sekundære funktioner har været placeret, deriblandt køkkenet. Her knytter der sig i særlig grad kulturhistorisk værdi til ildstedshammeren med årstallet 1681, der vidner om opførelsesåret for den ældste del af Lodsoldermanden Hus. Stuehusets i alt tre skorstenskerner har endvidere kunne danne aftræk for brændeovne i de tilstødende stuer og kamre. De to store gennemlyste stuer afspejler disse rums anvendelse som dagligstue eller krostue, hvor krostuen har bevaret en separat indgangsdør i facaden, sådan at krogæsterne og husets beboere har kunnet færdes adskilt i bygningen. Således er gårdens funktion som udskænkningssted gennem tiden endnu aflæselig. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til det slidte teglgulv i stuehusets sydlige del, der afspejler rummets anvendelse som køkken gennem en lang periode. Også den kampestenssatte kælder, vidner om tidligere tiders mulighed for opbevaring af kuldekrævende varer. Ligesom det uudnyttede loft vidner om, at denne etage før i tiden udelukkende blev anvendt til opbevaring. De ældre bygningsdele og -detaljer i Lodsoldermandens Hus, heriblandt lofternes synlige bjælkelag, skillevæggene af bindingsværk, teglgulvene, revledørene samt vinduernes stormkroge og anverfere vidner alle om bygningens lange udviklingsforløb og oprindelse så langt tilbage som til slutningen af 1600-tallet. I sydlængen vidner de bevarede dele af den ældre planløsning endnu om bygningens anvendelse som kontor med en tilhørende mindre beboelse samt pakhus. Særligt de bevarede dele af ildstedskappen vidner om muligheden for opvarmning og madlavning og dermed at der i sydlængen også var en mindre bolig for mennesker. I syd- og vestlængen vidner lofternes simple og uforarbejdede bjælkelag om længernes underordnede placering i anlæggets bygningshierarki og tidligere funktion som kontorer, pakhus, lo, stald og karlekammer. I syd- og vestlængen knytter den kulturhistoriske værdi sig afslutningsvis til de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder skillevægge af bindingsværk samt vinduernes stormkroge og anverfere, idet de alle vidner om bygningernes oprindelse i 1800-tallet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi i Lodsoldermandens Hus knytter sig til gårdanlæggets traditionelle byggeskik og ensartede materiale-holdning, der tilsammen skaber et særdeles helstøbt bygningsanlæg. Det egnskarakteristiske bindingsværk og særligt hovedhusets effektfulde farvesætning med gult overkalket bindingsværk, grønne døre og røde vinduer giver den forholdsvis enkle bygning et levende og harmonisk udtryk. Stuehusets harmoniske udtryk knytter sig også til den dæmpede materialeholdning og de ubrudte tagflader i røde vingetegl. Hertil kommer det enkle bindingsværk med et parti af fyldtømmer i facadens undertavl. Mod gårdrummet giver de to tilbyggede luder i bindingsværk også et levende og stemningsfuldt udtryk til stuehuset, der forbinder sig på smukkeste vis med den store pigstensbelagte gårdsplads. Det enkle, egnskarakteristiske bindingsværk ses tillige i syd- og vestlængen, hvis bevarede bygningsdele og -detaljer som port, luger og beslag styrker avlslængernes gedigne og prunkløse udtryk. Tilsammen er længernes proportionering, bindingsværk og enkle farvesætning afgørende for, at det samlede udtryk virker harmonisk. Denne sammenhængskraft understreges af de store og stort set ubrudte tagflader. I stuehusets indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til de to bevarede ildsteder i det tidligere køkken samt forstuen mod gården, der alle understreger de tidligere funktionsrums rustikke og karske udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links