Faktaboks

Ferdinand Richardt
Født
10. april 1819, Brede
Død
29. oktober 1895, Oakland, Californien
Titel
Maler
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark, USA

Biografi

Ferdinand Richardt tilhørte generationen af guldaldermalere, og som sine jævnaldrende baserede han sine arbejder på iagttagelsen af en natur, der opfattedes som et billede på en gudsbestemt orden. Han skabte sig en niche som prospektmaler og -tegner ved at udføre portrætter af slotte, herregårde og kirker og deres omgivelser. Nogle af disse dannede grundlag for grafiske tryk (litografier og zinktryk), der blev udgivet af bl.a. C.A. Reitzels Forlag og kom til at udgøre en væsentlig del af 1800-tallets danske topografi.

R. havde kontakt til flere indflydelsesrige personer, og såvel Bertel Thorvaldsen som Christian VIII og Frederik VII købte af hans righoldige produktion. Måske var det læreren, J.L. Lund, der vakte R.s interesse for en mere dramatisk landskabstype end den danske. I 1855 fik han mulighed for at komme til USA, ifølge traditionen efter invitation fra den amerikanske rigmand Commodore Vanderbilt. Med base i New York rejste R. i det østlige og midtvestlige USA og i Canada for at udforske og fastholde fremmedartede naturfænomener. Niagara Falls blev hans foretrukne lokalitet. Et salgskatalog, udgivet i København i 1871, indeholdt således over 250 amerikanske motiver ud af 1200 numre, og heraf forestillede de 79 Niagara Falls. Planer i N.Y. om udgivelse af 60 raderinger med amerikanske motiver blev ikke fuldført, men tre selvstændige tryk udkom i 1859.

Efter en årrække i Europa udvandrede R. i 1873 til Californien. Her fortsatte han sit projekt med at skildre storslåede landskaber, men hans produktion indeholder også eksempler på genreagtige scener og stilleben. R.s kompositioner er velordnede, men lidt stive, og selv Niagara-vandfaldene virker i hans nøgterne beskrivelse mere pittoreske end faretruende.

Genealogi

Richardt, Joachim Ferdinand, 1819-1895, maler. *10.4.1819 i Brede, ?29.10.1895 i Oakland, Californien, USA, begr. smst. (Mountain View Kgrd.). Forældre: Forpagter, senere bogbinder Johan Joachim R. og Johanne Frederikke Bohse. ~1° 18.1.1862 i Kbh. med Arndine Hedvig SophieSteenstrup Linnemann, *28.12.1831 på Rugstedgård, Ødsted Sogn, ?29.7.1888 i San Francisco, Californien, datter af proprietær Johan Henrik L. og Madsine Johanne Buch.

Uddannelse

I tømrerlære, Kbh. 1835; Kunstakad. Kbh. okt. 1835, gipssk. feb. 1837, modelsk. nov. 1837, lille sølvmed. marts 1839, st. sølvmed. dec. 1840, modelsk. (J.L. Lund) til 1845; desuden perspektivundervisn. hos G. Hetsch; vejledn. af B. Thorvaldsen ca. 1843.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links