Frederik Vermehren
Faktaboks
Frederik Vermehren
- Født
- 12. maj 1823, Ringsted
- Død
- 10. januar 1910, København
- Kilde
- Kunstindeks Danmark
- Titel
- Maler
- Nationalitet
- Dansk
- Virkested
- Danmark
Biografi
Frederik Vermehrens barndomsmiljø var, som for så mange andre kunstnere i perioden, et jævnt håndværkerhjem. Men allerede som barn lærte han Jørgen Roed at kende, der så drengens lyst til og talent for at tegne. Afgørende for ham blev optagelsen på Sorø Akademi, hvor ægteparret Ingemann yderligere opmuntrede ham til at fortsætte på Kunstakademiet. V. var ikke blandt Eckersbergs privatelever, men hans kunstneriske bane må ses i forlængelse af Eckersberg-traditionen. Maleriet fra Thotts Palæ er umiddelbart inspireret af Jørgen Roed, men har sine aner tilbage til arkitektur- og interiørmaleri af Eckersberg, Købke og andre. I foråret 1847 udstillede han på Charlottenborg en skildring af en skomager. Billedet påkaldte N.L. Høyens opmærksomhed, og denne brugte ord som sandhed og finhed i fremstillingen og fremhævede V.s "uskyldighed" i følelsen for det maleriske. En ikke ringe naivitet og visse ufuldkommenheder i figurtegningen er da også påfaldende. Men ærligheden i den usmykkede fremstilling af en jævn og dagligdags scene fra folkets tilværelse, svarede præcist til, hvad Høyen i sin nationalromantiske kunstopfattelse søgte at fremme. Den danske folkelivsskildring blev i de kommende par årtier central i V.s produktion.
Det store gennembrud kom med En jysk fårehyrde på heden fra 1855, der samme år blev vist både i København og i Paris. V. var, takket være et større legat, i stand til at rejse til udstillingen i Paris og senere videre til Italien. En række italienske genreskildringer viser hans indtryk. V.s generation er blevet bebrejdet, at den i national selvtilstrækkelighed undlod at søge udenlands efter inspiration. Men V. var inden 1878-udstillingen, der for alvor satte gang i debatten, 3 gange i Paris. Hans næste hovedværk En sædemand fra 1859 har samme motiv som et af J.-F. Millets vigtige værker. Den franske realisme, specielt Millets etisk og religiøst farvede socialrealisme, udgør en paralleludvikling, hvor V. synes at have hentet visse tilskyndelser. Men i den maleriske behandling afveg han afgørende. Han bibeholdt den lyse kolorit fra Eckersberg-skolen, samt fremfor alt den omhyggelige, pertentlige penselføring. Som det fremhævedes i den nationalromantiske kritik, satte han kunstnerisk hæderlighed lig med flid og ærlighed lig med håndværksmæssig omhyggelighed og gennemarbejdning af motiverne.
Tidens stræben mod større realisme spores dog i V.s kunst, ikke mindst i de undertiden fotografisk nøjagtige portrætter. Portrættet af Frederik Høedt fra 1879 kan her fremhæves. Opstillingen og karakterstudiet har ligeledes øjebliksbilledets intensitet. Disse egenskaber overførte V. til flere af de senere folkelivsskildringer. Fremhæves kan En fiskerkone fra Hornbæk, men også de relativt tidlige Huslig syssel i en fattig bondestue fra 1859 og En fattig bondestue ved middagstid fra 1864. Bag disse billeder lå en for de levende bondemodeller (og for ham selv) overordentligt langvarig og trættende arbejdsproces, herunder en omhyggelig kortlægning af interiør og genstande. Dette medvirker sammen med teknikken, farver i mange lag og omhyggelig finish, til en magisk, realistik virkning, beslægtet både med Eckersbergs mest omhyggelige studier og med billeder af hollænderen Jan Vermeer van Delft. Paradoksalt nok ledsages denne stilistiske udvikling mod større realisme af en holdningsmæssig ændring.
Af V.s breve fremgår det, at den ungdommelige patriotisme og idealisme og begejstring for folket (V. meldte sig således som frivillig i 1848) gradvis erstattes af ligefrem lede ved almuen, hvis repræsentanter han undertiden benævner som svinske, klodsede eller skidne. Men jo mere snavsede og uordentlige omgivelserne og menneskene er, jo mere maleriske finder han dem, må han undrende konstatere. I de senere år slog en anden indflydelse fra fransk maleri igennem hos V., der var mere i pagt med hans erhvervede solide position. Bl.a. inspirerede miniaturemaleren Aurèle Meissonier ham til et billede som Sygebesøg hos det gamle tyende. Miljøet og personerne er her så nette, som de kan blive. Moralen, de to kønne unge piger, der giver sig tid til at besøge en gammel kær tjenestepige, er så opbyggelig, som den kan være, samtidig med at V. kan spille på den fra gammelnederlandsk kunst kendte kontrast mellem typerne, mellem ung, på tærsklen til livet, og gammel, på tærsklen til døden. Denne mere og mere bedsteborgerlige konservatisme prægede V.s virke som lærer ved kunstakademiet. V. var ikke blind for f.eks. P.S. Krøyers talent, men hans forsøg på at bevare de unge for den nationale retning faldt mildest talt uheldigt ud. I artiklen i Nationaltidende i 1901 erklærede han åbent Zahrtmanns elevers udstillede malerier for dilettantarbejder. Indlægget var først og fremmest tænkt som en støtte til sønnen Gustav Vermehren, men gav ham ryet som en uforbederlig reaktionær. Et ry, der i en årrække blokerede for en mere nuanceret vurdering af denne i mangt og meget betydelige danske kunstner, der nok var traditionalist, men bestemt ikke uden personlighed og originale træk.
Kunsthistorisk tilhørte V., hvad der alt for ofte er blevet betragtet som blot en overgangstid, en stilstand mellem Guldalderen og Skagensmalerne. Grupperingen sammen med Dalsgaard og Exner under betegnelsen genremalere, eller bedre, nationalromantiske folkelivsmalere er naturlig og berettiget. Men hvor Exner ofte søgte den humoristiske vinkel og Dalsgaard historien i billedet, længslen efter kæresten, sorgen over en afdød etc., fastholder Vermehren situationerne. Hans personer og miljøer fryses fast i en tidløshed, der har gjort de mest kendte af hans billeder til eminent illustrationsmateriale, det være sig etnologiske studier eller genudgivelser af Blichers noveller. Men faktisk er han mindre tilbøjelig end Dalsgaard og Exner til at fortabe sig i minutiøs dragtbeskrivelse og afmaling af dagligdagens redskaber og bondelivets skikke. Han bliver aldrig realist i den fra fransk kunst kendte betydning af ordet. Men han er den mest virkelighedstro af malerne mellem 1848 og 1878, ideologisk forankret i en efterhånden mere og mere konservativt anlagt nationalromantik, men autentisk i sine programmatiske skildringer af almuelivet.
Genealogi
Vermehren, Johan Frederik (Frits) Nicolai, 1823-1910, maler. *12.5.1823 i Ringsted, †10.1.1910i Kbh., begr. smst. (Ass.). Forældre: Glarm. Peter Friedrich Nicolaus V. og Sophie Amalie Franck. ~7.7.1857 i Kbh. med Thomasine Ludvigne Grüner, *21.12.1833 smst., †26.2.1877 smst., datter af univ.- og kommunitetsforvalter, prokurator, justitsråd Thomas Ludvig G. og Petrine Elisabeth Beyer.
Uddannelse
Som dreng vejledt af Jørgen Roed; på Sorø Akad. underv. i tegn. af Hans Harder, samtidig med at ægteparret Ingemann støttede hans ønske om at blive maler, student 1843; Kunstakad. Kbh. okt. 1844, gipssk. 1845, modelsk. 1846; desuden underv. af og ass. hos Jørgen Roed.
