Fredericiagade 14-14 A ligger på Fredericiagade 14-14 A i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.
Fredericiagade 14-14 A, København
Bygningshistorie
Fredericiagade fik først sit navn i 1869, da stadskonduktør Thorvald Krak, grundlagde Kraks vejviser. Navnet faldt på Fredericia, som en hyldest til byen Fredericias rolle i Treårskrigen samt krigen i 1864. Fredericiagade bestod oprindeligt af Blancogade, Akademigade, Kaninlængen, Nellikegade, Kokkegade og fra 1900 også Bjørnegade. Fredericiagade 14-14A er opført i 1854 for malermester C.W. Schouw. Facaden omtales første gang som oliemaling i 1875.
Beskrivelse
Fredericiagade 14-14A ligger på den nordlige side af Fredericiagade tæt på Frederikstaden og Amalienborg i det centrale København. Forhuset ligger midt i gadeforløbet og er sammenbygget med nabobygningerne. Mod gården er forhuset sammenbygget med et sidehus mod vest, der igen er sammenbygget med et baghus, der betegnes Havehuset grundet dets udsyn til det bagvedliggende haveanlæg. Baghuset og forhuset forbindes af et lavere plankeværk. Bygningerne og muren, danner tilsammen rammen om et smalt gårdrum. Forhuset er et grundmuret etagebyggeri på fem etager over en kælder. Forhuset strækker sig over fire fag, hvor yderfagene fremstår som risalitter. Bygningen hviler på en sokkel, der er gråmalet mod gaden og sortmalet mod gården og afsluttes af et saddeltag med røde vingetegl. I rygningen sidder to murede skorstenspiber med sokkel og krave. I den sydlige tageflade sidder fire nyere kviste og i den nordlige ses en enkelt nyere kvist med zinktag og pudsede flunker. Mod gaden er kælder- og stueetagen refendfuget og pudset i sart lyserød. Resten af facaden fremstår pudset i beige. Facaden afsluttes af et pudset udhængsbræt og etageadskillelsen mellem stue- og førstesal markeres af en kordongesims. I risalitterne er vinduerne trerammede korspostvinduer og i de mellemliggende fag er der korspostvinduer. Alle vinduerne er ældre, fladbuede og grønmalede og over alle vinduerne ses pudsede bryn og sålbænke båret af små konsoller. I stueetagen er sålbænkene af zink. Over førsteetagens vinduer ses fordakninger, hvorunder er en gulmalet, pudset guirlande og tre pudsede og gulmalede rosetter. I det yderste fag mod øst sidder en ældre tofløjet fyldingsdør med ruder i den øverste fylding. Over døren sidder et ældre overvindue med en rude, der omkrandses af farvede, blyindfattede ruder. Desuden er der i facaden en ældre, kælderdør med en større opsprosset rude i den øverste del. Begge døre er malet mørkegrønne. Gårdsiden er kalket okkergul og uden dekorationer. Vinduerne er ældre og udgøres af både etrammede og korspostvinduer, hvoraf flere er trerammede. Alle vinduerne er brunmalede. Døren er en ældre, tofløjet, grønsort fyldingsdør med rude i den øverste fylding. Mødet mellem for-, side- og baghus udgøres af et tilbagetrukket smigfag, og da sidehuset kun består af tre fag, fremstår det midterste fag som fremspringende i forhold til de andre. Murerne på både side- og baghus fremstår som forhusets gårdside. Det samme gælder vinduerne. Sidehusets tag er sammenstykket af flere dele og domineres af en større zinkkvist på midten. Sidehusets tageetage er sammensat af kvisten og en korridorlignende mellembygning mellem for- og baghus, der både har sider af bindingsværk og zink. Taget flugtes af en brandkam med cementtagsten. Baghuset har et halvvalmet tag med røde vingetegl, der dog ikke er ført igennem, men stopper over det sidste fag, hvorefter taget er fladt. En kvist i halvvalmen fører ud til tagets flade del, som er dækket med zink. Baghusets flade tag fortsættes på sidehuset helt over til forhusets, hvor den sidste del formentlig har beklædning af tagpap. På baghusets tag er en kvist mod gårdsiden og fire mod havesiden alle med zinkflunker og zinktag. I baghusets tagryg ses en skorstenspibe med sokkel. På baghusets gårdside er en ældre tofløjet fyldingsdør med et stort opsprosset overvindue. Døren og overvinduet gentages på havesiden. Vest for døren på gårdsiden er en kældernedgang med en nyere kælderdør. Begge døre er mørkegrønne. I det indre er lejligheder med overvejende ældre plandisposition med stuer mod gaden og køkken mod gården. Lejlighederne i baghuset er sammenlagte og fremtræder som en lejlighed på hver etage. Sidehuset hører til både for- eller baghus med et enkelt værelse, hvor der på hver side af væggene ses en sparreniche. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre med gangtøj, greb og gerichter, hel-, brystnings- og lyspaneler, stukkatur, bræddegulve samt det åbne, gamle ildstedskappe i køkkenet. Hovedtrappen i forhuset er ældre med balustre, profileret bagvanger, håndliste samt mægler på klodstrin. Undervæggen er marmoreret og i forstuen ses en rig loftsgesims samt rossete. Trappen i baghuset er ligeledes ældre med mægler på klodstrin, balustre og håndliste. I forhusets kælder er galleri med nye bygningsdele og materialer, mens baghusets kælder er indrettet til pulterrum med støbt gulv. Loftsetagen er udnyttet på nær spidsloftet over forhuset, hvor den ældre tagkonstruktion er synlig. Der er adgang fra loftsetagen i baghuset over sidehuset til forhuset.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Fredericiagade samt til facaden, der via sin disponering med den høje kælder og enkle farveholdning, indgår som en integreret del af Fredericiagades husrække. Hertil kommer det smalle gårdrum og de tre bygningers tætte beliggenhed, der vidner om hvordan grundene søgtes udnyttet samt den bagvedliggende have, der ligger som en gemt oase bag husrækken og vidner om, hvordan Fredericiagade i midten af 1700-tallet bestod af ubebyggede grunde mellem Frederiks Hospital samt enkelte forhuse mod det daværende Norgesgade og Amaliegade.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi for Fredericiagade 14-14A knytter sig i det ydre til bygningen som et typisk eksempel på en københavnsk etageejendom fra midten af 1800-tallet, hvor der blev opført mange etageejendomme til den stadigt voksende middelklasse, der efter vedtagelsen af grundloven i 1849 fik stadig mere indflydelse og magt. Dette afspejlede sig i arkitekturen, hvor klassicismen blev det foretrukne ideal med den pudsede facade, det vandrette bånd i etageadskillelsen, den refendfugede stueetage, siderisalitter samt vinduernes taktfaste placering, der helt efter datidens ønske er korspostvinduer. Hertil kommer gårdsidens mere jævne fremtoning med det let pudsede og kalkede murværk og ingen unødig udsmykning. Dette vidner om, at det var mod gaden man brugte flest midler for at skabe en repræsentativ facade. Endvidere har den smalle gård og bygningernes tætte placering kulturhistorisk værdi, idet det formidler, hvordan hver en kvadratmeter søgtes udnyttet i det tæt befolkede København. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle planløsning med stuer mod gaden og køkkener, badeværelser samt mindre værelser mod gården. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningens alder. Panelerne i stuerne, sparrenichen i et sekundært værelse samt de åbne ildsteder i køkkenerne, understreger de forskellige rums betydning og indbyrdes hierarki. Hierarkiet ses tillige af hovedtrappen, der fremstår med flere detaljer end den mere enkle trappe i baghuset. Endelig bærer den komplekse tagkonstruktion præg af de mange ombygninger og udnyttelser gennem tiden.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi for forhuset knytter sig i det ydre til det klassicistiske udtryk, som er kendetegnet ved facadens klare og enkle formsprog med den regelmæssige faginddeling, markeringen af de horisontale linjer i form af stueetagens refendfugning, det spinkle bånd, sålbænkene samt bryn og fordakning over vinduerne, der sammen med førstesalens udsmykning skaber en rolig og harmonisk facade. Hertil kommer siderisalitterne, der tildeler bygningen en vertikal opdeling og samtidig skaber en svag reliefvirkning.For side- og baghus knytter den arkitektoniske værdi sig til deres prunkløse fremtræden, der med den taktfaste vinduessætning og farveholdning giver bygningen et karakterfuldt udtryk.Den arkitektoniske værdi knytter i det indre til de mange ældre detaljer, materiale og overflader, herunder fyldingsdørene med greb og gerichter, panelerne samt stukkaturen, der tildeler rummene et elegant udtryk, som ligeledes kendetegner hovedtrappen med balustre og håndliste og derved skabes en helstøbt ejendom.
