Pakhuset, Strandgade 71-75, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanaler og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IV's oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Christian IV og hans byplanlægger, ingeniøren Johan Semps tanke med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karreens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De store planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade, der ved opfyldninger i tidens løb mistede sine kajpladser og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side er blandt andet de fineste bevarede række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Andreas Bjørn, en dansk storkøbmand, fik af kongen, Chr. IV, i 1735 tilladelse til at opfylde en plads ved det der dengang udgjorde Strandgades nordlige ende, hvor kanalen løb. Den lille ø kaldte man Bjørnsholm og her grundlagdes et skibsværft. Senere blev Bjørnsholm opdelt i tre pladser, der i dag hedder Den nordatlantiske Brygge, Krøyers Plads og Wilders Plads. Pakhuset ligger i Strandgades nordlige ende tæt ved Krøyers Plads og er opført af murermester og arkitekt J. C. Conradi i den typiske lisen-stil inspireret af Eigtved. Byggeriet blev gennemført for Carl Wilder, der senere har lagt navn til pladsen. Piloteringen blev lavet i 1761 af murermester Peter Rasmussen Møller men måtte forstærkes pga. bekymringer fra arkitekt og bygherre. Pakhuset stod færdigt i 1764. Kvistene i taget blev i nyere tid fjernet men er nu blevet reetablerede. Vinduer, døre og porte er udskiftede men ellers fremstår bygningen i hovedtræk som oprindeligt. Bygningens oprindelige formål var oplagsområde på den travle skibs- og handelsplads. Pakhuset benyttedes blandt andet til kornlager og sildeopbevaring.

Pakhuset er grundmuret og opført i gule flensborgsten over en lav sokkel og fremstår i dag berappet i en gråtonet puds. Bygningen er 16 fag lang, i tre etager og har to loftetager. Bygningen har en muret hovedgesims og heltag med røde vingetegl. I taget er fire heltagskviste i begge tagflader samt nyere tagvinduer. Hertil er der på begge sider to hejsekviste ligeledes med røde vingetegl på taget. Alle fag er indrammet af ørelisener med undtagelse af hejsekvistfagene, hvis blændinger fortsætter op i trekantgavlene og afsluttes med en rundbue. Østfacadens yderfag er blændede. I gavlene, som i facaden, ørelisener omkring gavlens yderste vinduer. Vinduerne i midten fortsætter op i gavltrekanten. Der ses to typer af indgange i de fladbuede muråbninger i pakhuset. Et nyere dobbeltfløjet dørparti i glas tilbagetrukket i nichen. Foran glaspartiet sidder en fladbuet, tofløjet revleport, der er malet sort. I den nordvendte gavl er revleporten uden flad bue. I de øvrige indgange sidder der nyere, sortmalede bræddedøre. Der er to indgange på alle sider af pakhuset. Alle vinduerne er nyere enkelt- eller torammede og sortmalede. De sidder dybt i vinduesnichen. I det indre har pakhusets en overvejende åben planløsning på alle etager med synlige trækonstruktioner. I stueetagen er en kantine og showroom og på de øvrige etager er åbne kontorer samt møderum. To nyere betontrapper med to løb, placeret ved hver gavlende, giver adgang til etagerne. I trapperummet er der på hver etage adgang til et nyere toilet. Der er desuden to elevatorer og en toiletkerne på hver etage. I stueplan er et poleret betongulv, mens der på de øvrige etager er plankegulve. Alle etager har glatte hvide vægge og hvide plader med spots i mellem loftsbjælkerne. Mellem stueetagen og førstesalen er der indsat en treløbet metaltrappe. På alle etager er pakhuset inddelt i fire cirka lige store sektioner med tværskillevægge mellem stolpekonstruktionen. Underdelinger i mindre møderum/ kontorer er minimeret og her er overvejende brugt glasskillevægge således at indtrykket af pakhusets åbne plan bibeholdes.

Den miljømæssige værdi ved pakhuset knytter sig til bygningens beliggenhed ud til vandet i Strandgades nordlige ende, hvor pakhuset indgår som en markant og karakterfuld del af det historiske skibsværftområde fra 1730'erne på Christianshavn. Sammen med Grønlandske Handels Pakhus, opført af samme bygherre og i samme stil og med andre tilhørende bygninger fra samme periode er pakhuset i Strandgade 71-75 en del af en større bygningsmæssig sammenhæng og helhed.

Den kulturhistoriske værdi ved pakhuset er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et pakhus fra midten af 1700-tallet på det planlagte skibsværftsområde på Christianshavn, anlagt i 1730'erne af købmanden, Andreas Bjørn med tilladelse fra Chr. IV. Der knytter sig desuden kulturhistorisk værdi til pakhusets er samspil med de øvrige bygninger fra perioden, idet det er med til at fastholde den særlige miljømæssige og historiske stemning i området og samtidig understreger fortællingen om Christianshavns udvikling, der først for alvor tager fart, da de store skibsværfter anlægges i 1730'erne og om den florissante handelsperiode, der satte sine tydelige præg i bybilledet. I det ydre er de kulturhistoriske værdier relateret til pakhusets oprindelige funktion som opbevaringsplatform, hvilket kan aflæses i facadens mange pakhusåbninger, herunder de relativt store muråbninger i hejsekvistene, som har været anvendt til at løfte tunge og store mængder af varer ind på de forskellige etager. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi i facadens udformning, der er et eksempel på samtidens arkitektoniske idealer og pakhusets funktion som opbevaringslager. Pakhuset er tilpasset tidens formsprog til pakhusbrug i en balancegang mellem taktfasthed, proportionering, rene linjer og det konstruktivt mulige, hvor ved bygningens enkle pondus forstærkes. I det indre er der kulturhistorisk værdi knyttet til de velbevarede bygningsdetaljer, herunder især den imponerende, synlige tømmerkonstruktion af fyr fra Pommern, der til stadighed giver indtryk af bygningens oprindelige funktion som et pakhus med store, åbne etagedæk, hvor en stærk trækonstruktion var nødvendig for at kunne bære blandt andet større mængder af korn.

Pakhusets arkitektoniske værdi knytter sig overordnet til bygningens sluttede form og dens knappe udtryk med de markante langsider i 16 fag, heltaget kun brudt af taktfast placerede små kviste og hejsekvistene, der skyder sig op i tagfladen. Dette underbygges af den klart udformede og velproportionerende facadekomposition med en regelmæssig og taktfast placering af vinduer og døre, der ved gentagelsen skaber rytme og balance. Ligesom der er arkitektonisk værdi i facadens reliefvirkning med ørelisener og de tilbagetrukne døre og vinduer. De funktionsbestemte detaljer, herunder pakhusåbninger, hejsekviste og oprindelige stabler bidrager endvidere med en finesse til facader og tag, og understøtter opfattelsen af en yderst velproportioneret og funktionsbestemt bygningskrop. Hertil kommer en høj håndsværks- og bygningsmæssig kvalitet, herunder især den imponerende tømmerkonstruktion med enorme bjælker, stolper og dragere af pommersk fyr, der bidrager til forståelsen af bygningens arkitektoniske og konstruktive grundtanke.

Læs videre om

• Brolæggerstræde 11, København
• Nyhavn 63, København
• Rosengården 7, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen