Frigrunden 7, Tønder

Tønder blev købstad i 1243 og er dermed Danmarks ældste købstad. Byen ligger ved Vidåen omgivet af det flade og vidtstrakte marskland ved Vadehavet. Indtil midten af 1600-tallet havde Tønder en omfattende oksehandel, der langsomt blev afløst af produktion og salg af kniplinger. Handlen med kniplinger blomstrede i 1700-tallet, hvor der ligeledes både blev opført mange fornemme byhuse og mere jævne borgerhuse i Tønder. Frigrunden hed oprindeligt Slotsgade, da gaden tilhørte slottet i Tønder og primært var beboet af tjenestefolk fra Tønder Slot (Tønder Hus). Navnet Frigrunden hentyder til, at gaden lå uden for selve Tønder, og fordi gaden i mange år havde særstatus m.h.t. skattefrihed. Gaden var således i mange år en enklave i Tønder, og først i slutningen af 1920'erne blev dette ophævet. Gaden blev officielt indlemmet i Tønder Kommune i 1933, og gaden måtte afgive navnet til Slotsgade i Møgeltønder, da Tønder Slot (Tønder Hus) ikke var meget mere end en ruin i forhold til Møgeltønders Schackenborg.

Forhuset blev ifølge inskriptionen over hoveddøren opført i 1742, hvor bygherren sandsynligvis var Andreas Fabricius, der var offentlig anklager i Tønder fra 1751-57. På slutstenen står følgende inskription: Jerem. XXIX, V-VII Anno MDCCXLII, der er en henvisning til det gamle testamente: Jeremias Bog, kapitel 29, vers 5-7. Anno 1742. I 1744 omfattede ejendommen det grundmurede forhus og vaskehus, halvtag og stald. I 1870'erne boede den senere redaktør for Flensborg Avis, Jens Jessen, i huset og fungerede som huslærer for den dansksindede advokat Gjessings børn. Forhuset blev kort før år 1900 forlænget med to fag mod nord. Den nordre karnap er oprindelig, men blev ændret, da den søndre karnap kom til i begyndelsen af 1800-tallet. I 1900-tallet blev forhuset en overgang anvendt til bank. I 1971 blev forhuset gennemrestaureret efter en brand.

Frigrunden 7 ligger i begyndelsen af gaden overfor den lignende ejendom Frigrunden 2. Forhuset er et grundmuret enetages langhus på 13 fag med udnyttet loftetage og kælder. Taget er et rødt, teglhængt og halvvalmet tag med to skorstenspiber i henholdsvis rygningen og i tagfladen mod haven, heri sidder ligeledes en pultkvist samt flere mindre tagvinduer på begge flader. Forhuset står i rødkalket mur på en sortmalet sokkel. Den nordlige gavl står i rød blankmur. Langsiderne afsluttes af en hovedgesims, herunder og på gavlsiderne ses flere liljeformede murankre. Foran midterfaget ligger en bred trappe med trin af granit og sort støbejernsgelænder. Trappen fører op til hoveddørspartiet, som flankeres af to skråsidede karnapper i fem fag og med zinktag. Over vinduerne ses fladbuede en-stens stik, og over døren ses et kurvehanksbuet stik med slutsten i sandsten og vederlagsbånd i formsten. Over dørpartiet sidder et ovalt vindue omkranset af halvstens stik med prydsten. Ved siden af døren sidder to traditionelt udførte, torammede og hvidmalede vinduer med rammerne over hinanden og svungen overramme. Alle øvrige vinduer er traditionelt udførte firerammede og hvidmalede med undtagelse af fire torammede og hvidmalede vinduer i den nordlige og sydlige gavl. Den ældre hoveddør har påsatte rammestykker og svungne fyldninger. I havesiden sidder fire døre, der udgøres af en traditionelt udført fløjdør med profilerede fyldinger og små ruder, en dør med fyldninger, glas og overvindue, en nyere fyldingsdør med glas og overvindue samt en kældernedgang med en ældre, sortmalet revledør.

I det indre er den oprindelige planløsning delvist bevaret. Man træder ind i en diele med trappe til loftetagen og adgang til to mindre rum mod syd, dørns samt et mindre rum mod nord. Bag dielen ligger en smal fordelingsgang, hvorfra der er adgang til pesel, to mindre stuer og køkken, der alle vender mod haven. På loftetagen er indrettet en stor repos med adgang til flere mindre rum mod henholdsvis nord og syd samt badeværelse. I kælderen er bevaret et krydshvælvet kælderrum. Under gulvet i det sydligste rum mod gaden er bevaret en mindre, skjult kælder og en bankboks. Interiørerne er gennemgående præget af ældre og traditionelle overflader, herunder klinkegulv, plankegulve, stukkatur og bræddelofter med synligt bjælkelag samt ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder dørstykker, gerichter, fyldingsdøre med greb, vægpaneler og trappe med udskårne balustre.

Den miljømæssige værdi ved Frigrunden 7 relaterer sig til forhusets beliggenhed i den let svungne gade Frigrunden, hvor det sammen med Frigrunden 2 på den modsatte side af gaden markerer indgangen til et historisk gademiljø med en række mindre huse. De to bygninger adskiller sig markant fra de andre huse i gaden, og er således to vigtige elementer i et af Tønders ældste og mest interessante gadeforløb.

Endvidere er der miljømæssig værdi tilknyttet Frigrunden 7s store have, der strækker sig ned mod åen, hvor den afgrænses af store græsarealer samt træ- og buskbeplantning. Havens størrelse vidner om, at der tidligere har været adskillige flere bygninger, inklusiv en stald, tilknyttet ejendommen.

Den kulturhistoriske værdi ved Frigrunden 7 knytter sig i det ydre til forhusets fremtræden som en forholdsvis utraditionel bygningstype i Tønder fra 1700-tallet: Et fornemt langhus, der i 1700-tallet har været et sjældent syn i Tønder, hvor gavlhuset var den mest opførte hustype, men har været almindelig i for eksempel Aabenraa.

Hertil kommer, at karnappen er et af de mest karakteristiske bygningselementer på husene i den ældre del af Tønder. Karnappen er blevet anvendt på bygninger i Tønder siden 1600-tallet, men det var især i 1700-tallet, at den for alvor blev anvendt som arkitektonisk element. Tønder oplevede i 1700-tallet en kraftig opblomstring i byens handelsliv, hvor især produktion af og handel med kniplinger spillede en central rolle, og karnappen kan således ses som et fysisk vidnesbyrd på byens øgede velstand. Karnappen har ligeledes en funktionel betydning, idet den giver mulighed for et større lysindfald i rummet bag, og den giver endvidere beboerne mulighed for at følge med i livet på gaden. I Tønder blev karnappen efterhånden også et dekorativt arkitektonisk element, og den konkrete udformning kom til at afhænge af de forskellige stilmæssige tendenser. Karnappens udformning ændrede sig således i løbet af århundrederne, og de fremstår i dag meget forskelligartede. Der er dog fællestræk for de mange karnapper, herunder den skråsidede hovedform med en bredde på fem vinduesfag og med en profileret træhovedgesims som det kan ses i Frigrunden 7. Der knytter sig ligeledes kulturhistorisk værdi til hovedgesimsens profilering, der er et typisk eksempel på, hvordan disse blev udformet i midten af 1700-tallet i Tønder. Karakteristisk for denne type gesims er, at den er muret af to kantstillede sten, den nederste med en dyb hulkehl og den øvre med en kvartstaf. I Frigrunden 7 har gesimsens lige stik fået et underliggende løberskifte, en variation, der først blev almindeligt i den senere halvdel af 1700-tallet. Den kulturhistoriske værdi i Frigrunden 7 knytter sig endvidere til indgangsdøren, der er to-fløjet og med fyldninger. Indgangsdøren er udført som en revledør med udvendige, pålagte fyldninger og rammestykker, hvilket er karakteristisk for mange af Tønders indgangsdøre.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede plandisposition med den ikke-gennemgående diele, hvilket har givet mulighed for en ekstra stue bagved dielen op mod køkkenet, dørns mod gaden, pesel og køkken mod haven. Det er især værd at fremhæve peselen, der via en to-fløjet dør har udgang til haven og er fornemt udsmykket med fyldingsdøre med elegante greb, dørstykker og profilerede gerichter, brystningspaneler under vinduerne og højt til loftet, der vidner om, at dette var den fine storstue. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig til de øvrige bevarede ældre bygningsdetaljer, herunder de synlige loftbjælker, paneler, stukkatur og fyldingsdøre, der alle er med til at opretholde den fornemme atmosfære. Hertil kommer, at der er værdi ved den bevarede skjulte kælder og bankboks i de sydligste rum mod gaden, der vidner om, at bygningen tidligere er blevet anvendt som bank. Endvidere er der kulturhistorisk værdi relateret til den krydshvælvede kælder, der vidner om, at der har ligget en bygning på grunden inden den nuværende blev opført i 1700-tallet.

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives Frigrunden 7s aflange, velproportionerede og næsten monumentale bygningskrop med det mod gaden næsten ubrudte teglhængte og halvvalmede tag, der på fornem vis afslutter bygningen. Forhuset ligger som en klump i gaderækken, der giver den tyngde, og facadernes homogene udtryk med få dekorationer understreger den helstøbte og elegante fremtræden. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den lyse og højloftede pesel, der med den to-fløjede fyldingsdør og store vinduer skaber sammenhæng ud til og med haven. De øvrige fyldingsdøre med fornemme greb giver sammen med de smukt dekorerede dørstykker med muslingeskaller et herskabeligt og stemningsfuldt interiør. Det herskabelige interiør understreges tillige af dørns med vægpaneler og enkel stukkatur og af den højloftede diele med den lige trappe med udskårne balustre.

Læs videre om

• Hjemstedgård, Skærbæk
• Nylandsvej 2, Sønder Sejerslev
• Østergade 27, Toftlund

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen