Ringsted Kommune har lavet en lang oplevelsessti med aktivitetsmuligheder for gående og cyklister. Stien går gennem skov og åbent land, langs Haraldsted Sø og som her langs Ringsted Å i et bynært område.
.

Ringsted Kommune er velforsynet med muligheder for oplevelser og friluftsaktiviteter. I alle de omtalte skove er der mulighed for ture på skovvejene. I statsskoven Vrangeskov er der mulighed for at gå uden for skovvejene og for teltning i hele skoven.

Der er en national og en regional cykel- og vandrerute, som gennemskærer kommunen. Den 25 km lange Ringsted Oplevelsessti gennemløber kommunen med mange faciliteter til oplevelser og motion. Desuden findes der 25 lokale vandreruter fordelt over det meste af kommunen. Der er ti cykelruter i kommunen. Man kan overnatte på ti shelterpladser og finde ly for regnen i tre madpakkehuse.

Særligt i områderne omkring Gyrstinge Sø og Haraldsted Sø er mulighederne for friluftsliv udbygget. Kommunen har to badestrande, vestenden af Haraldsted Sø og østenden af Hvidsø. Der er også gode muligheder for sportsudøvelse, en motocrossbane og to mountainbikebaner samt fem motionspladser, fire i byen og en ved Haraldsted Sø. Ved Haraldsted Sø har den lokale roklub, kajakklub og sportsfiskerklub faciliteter.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Ringsted Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv