Harald Blåtand lod Fyrkat opføre ved Onsild Å nær bunden af Mariager Fjord og vigtige vejforløb. På tre sider var borgen beskyttet af åen og våde enge.

.

Vikingeborgen Fyrkat ved Hobro er en af de såkaldte trelleborge med præcis geometrisk grundplan, der ligger spredt ud over Danmark. Trelleborgene er alle opført af kong Harald Blåtand omkring 975-80. Borgene har en cirkulær vold med porte i verdenshjørnerne, der er forbundet med gader, som krydses i borgens centrum og opdeler borgpladsen i fire ens dele, hvor store krumvæggede huse ligger som firlængede gårde. Byggematerialerne var jord, græstørv og tømmer. Fyrkats indre diameter var ca. 120 m, og der var i alt 16 store huse samt et mindre hus på hver gårdsplads. Uden for volden mod nordøst lå gravpladsen med ca. 30 grave for kvinder, mænd og børn. I en af gravene lå en kvinde, der menes at have været hedensk vølve (spåkvinde), da graven bl.a. indeholdt bulmeurtfrø og forskellige meget usædvanlige genstande. Formålet med borgen var formentlig at sikre området mod udenlandske fjender. Et af de store huse på 28,5 m er rekonstrueret i fuld størrelse nær gravpladsen.

Der er helt stille omkring det rekonstruerede langhus ved Fyrkat. Vikingeborgen Fyrkat er en ud af de formodede seks ringborge, der er opført omkring 975-980 og blev udgravet af Nationalmuseet i 1950’erne. De arkæologiske fund kan ses på Hobro Museum.

.

Videre læsning

Læs mere om vikingetid i Mariagerfjord Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Oldtid

Eksterne links