Gården, Møgeltønder

Møgeltønder blev grundlagt i oldtiden, men byen voksede først for alvor, da man i middelalderen opførte Møgeltønder Kirke og Møgeltønderhus, der var forgænger for Schackenborg. Tidligere var Møgeltønder større end Tønder, og heraf navnet Møgeltønder, hvor Møgel kommer af mykil, der betyder stor. Inden digerne kom til fungerede den yngre og mindre by, Tønder, sandsynligvis som havneby for Møgeltønder.

Feltherre Hans Schack blev belønnet af Frederik III for sin indsats i svenskekrigene fra 1657-60 ved at få lenet af Riberhus og Møgeltønderhus. Kort efter, i 1661, fik Hans Schack skøde på Møgeltønderhus, der på daværende tidspunkt var i en sørgelig forfatning. I de følgende år frem til 1664 opførte han et nyt slot på ruinerne af det tidligere og da hans søn i 1676 fik oprettet grevskabet Schackenborg, blev det slottets navn. Omkring af 1680 blev Slotsgaden anlagt nord for den oprindelige by, der i dag betegnes Sønderby. Formålet med anlæggelsen af Slotsgaden var primært at skaffe boliger til de funktionærer og håndværkere, som arbejdede på slottet. I 1892 blev Tønder-Højer banen anlagt, hvilket betød, at en ny bydel voksede op omkring stationen. Banen blev dog nedlagt igen omkring år 1950, og herefter voksede et parcelhuskvarter frem. Gården på Sønderbyvej nr. 5 kan i arkiverne følges tilbage til ca. 1710, og beskrives i 1794 som en vinkelbygget gård bestående af et stuehus på ni fag, hertil en ti fag lang stald, et to fag tværhus og en otte fag lade tilbygget mod nord. En stor brand i 1804 betød desværre, at gården brændte næsten ned til grunden og måtte herefter genopføres med genanvendelse af det ældre murværk og øvrige materialer. I 1805 beskrives gården som en tyve fag lang længe med stråtag og skorsten, samt en kortere tilbygget lade mod nord udfor de vestligste fag. I gavlenes overgavle var der på daværende tidspunkt revleluger. I 1828 beskrives den indvendige opdeling, hvor de ti fag mod øst anvendes til beboelse, mens resten anvendes til stald. Den tilbyggede lade mod nord, der er delvis af grundmur og delvis af bindingsværk nævnes i 1855 som udvidet til otte fag. I 1962 opstod endnu en voldsom brand, der gav så omfattende skader af stald og lade, så disse måtte revets ned. De vestlige fag af hovedlængen blev reetableret, mens den tilbyggede lade mod nord aldrig blev genopført.

Bygningen ligger centralt i Sønderbyen, der sammen med Slotsbyen er de to kvarterer, som udgør den ældre del af landsbyen Møgeltønder. Strædet 5 ligger på en mindre forhøjning og er omgivet af en frodig have. Bygningen er orienteret solret, med gavle mod øst og vest. Gården er en femten fag lang, grundmuret længe, opført i én etage, med stuehus mod øst og tidligere stald mod vest. Murværket fremstår i mørkerød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger og afsluttes under taget af en flad, enkel gesims med et led af afrundede formsten. I murværket ses flere murankre med lodrette forskudsjern.Taget er et stejlt stråtag med mønning af tørv, ¾-valmet, og i rygningen ses en nyere skorstenspibe i rød, blank mur. I sydsiden findes en smal frontkvist, lokalt kaldet en arkengaff, henover bygningens hoveddør. I arkengaffen er murankrene liljeformede, og her sidder både et enkelt torammet vindue og øverst i gavltrekanten en lille revleluge. Selve hoveddøren er placeret under et rundbuet stik, og udgøres af en ældre, tofløjet dør, der er sortmalet med røde stafferinger. Døren har ældre greb og beslag samt et rundbuet overvindue med dekorativt udskårne sprosser. Øst for hoveddøren er en mindre tresidet, muret karnap med et vinduesbånd hele vejen rundt. Sydsidens stråtag er ført ud over karnappen. I østgavlen findes en ældre, tofløjet dør med småtopsprossede ruder i den øverste del og diamantfyldinger i den nederste del. I nordsiden ses en nyere, hvidmalet revlestalddør under et rundbuet stik. Bygningens vinduer er i den østlige del ældre, torammede og hvidmalede vinduer med småtopprossede ruder, dog er der et par vinduer øverste i østgavlen som er etrammede. Vinduerne i sydsiden har indstukne stabler til revleskodder, der er bevaret på tre af vinduerne. Vinduerne i den vestlige del er udført som små, rødmalede støbejernsvinduer, der i sydsiden er halvrunde med vifteformet sprosseopdeling. I vestgavlen ses en nyere, traditionel revledør under kurvehanksbuet stik, og under tagskægget en tofløjet revleluge. I den vestlige del af nordsiden er tillige en nyere, bred tofløjet og hvidmalet revleport, og bagved denne sidder i muren et nyere vinduesparti med en glasdør. I det indre er en ældre grundplan bevaret med tværgående diele, mellem langsidernes yderdøre. Dielen opdeler bygningen i beboelse mod øst og den tidligere stald mod vest, der i dag er indrettet med nyere badeværelse, vaskerum samt et stort kontorlokale. Øst for dielen, i den oprindelige beboelsesdel, er bevaret en gennemgående hovedskillevæg, der adskiller tre stuer mod syd fra køkken, spisekammer, kældernedgang og kamre mod nord. Kælderen består af et enkelt, mindre rum med bevaret ældre pigstensbelægning. Tagrummet er uudnyttet. Overfladerne i bygningen er overordnet ældre, og består i stuer og kamre af forskellige ældre trægulve og bræddelofter mellem synligt bjælkelag, mens der i køkkenet er et nyere linoleumsgulv og et pladeloft med lister mellem de synlige bjælker, og i dielen ligger et traditionelt stengulv. Køkkenet har desuden bevaret mange ældre skabe og træbeklædninger omkring spisekammer og kældernedgang. I alle rum er bevaret fyldingsdøre med gerichter, bukkehornsbeslag, greb og klinkefald, samt ved de ældre vinduer profilerede lodposter, anverfere og stormkroge. I rummene vest for dielen er nye materialer, der dog er traditionelt udført med teglstensgulv, pudsede vægge og bræddeloft mellem synlige bjælker. Foran de små staldvinduer er sat nyere forsatsrammer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderbyen, som er Møgeltønders oprindelige landsby, der ligger på et svagt skrånende terræn ned mod marsken. Den nære kontakt til marsken vidner om tidligere tiders vigtighed af at have en gård i nærheden af gode græsningsmuligheder og frugtbar jord. Den miljømæssige værdi knytter sig endvidere til Sønderbyens traditionelle bebyggelsesstruktur, der er præget af snoede gader og større, fritliggende gårde med haver omkring, der står i kontrast til Slotsgaden mod nord, der er anlagt som en aksefast gade i direkte forbindelse med slottet. Hertil kommer gårdens beliggenhed på en mindre forhøjning, der tidligere var en nødvendighed i det flade landskab med høj risiko for stigende vandstand.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens traditionelle, vestslevigsk byggeskik, der er velrepræsenteret i Møgeltønder. Et gennemgående og karakteristisk træk for denne bygningstype er murenes mørkerøde, blanke sten med skrabefuger, der er delvist optrukne med hvidt. Det er desuden typisk, at bygningerne, som i Strædet 5, kun har en meget lille gesims, og at tagene er afvalmede og stråtækkede med mønning af tørv samt har en høj, muret arkengaff over hoveddøren og en mindre karnap umiddelbart ved siden af denne. Murværket er tillige kendetegnet ved hjørnernes afslutning med petringer (kvartsten), kraftige murankre, især omkring hoveddøren, og disse gerne, som her, liljeformede. Hertil kommer yderdørenes kurvehanksbuet stik med rundbuet overvindue over hoveddøren, mens vinduerne har lige stik. Vinduerne er tillige altid hvidmalede og småtopsprossede. Den kulturhistoriske værdi relaterer sig desuden til bygningens forskellige udtryk fra den østlige til den vestlige del, hvor hierarkiet i bygningens detaljer såvel som udformning af vinduer og døre tydeligt afslører den oprindelige opdeling mellem beboelse og stald. Beboelsesdelen er kendetegnet ved bygningselementer som skorsten, dekoreret hoveddør, mange og større vinduesåbninger med skodder og en karnap, der giver lys til stuerne, samt østgavlens dør. Denne dør er en ligdør, hvilket var et almindeligt træk i datidens huse i Sønderjylland. En ligdør blev oprindeligt kun anvendt til at bære de døde ud igennem. I modsætning til dette fremstår bygningen mod vest som den sekundære del med færre og langt mere funktions-betingede åbninger. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den traditionelle plandisponering med den gennemgående diele, der oprindeligt har opdelt længen i beboelse og stald. Selvom stalden ikke længere eksisterer aflæses opdelingen tydeligt på grund af det klare hierarki i materialeholdningen, hvor der er anvendt slidstærke og enkle materialer i den tidligere stald og vaskerummet, mens der i stuerne er en mere forfinet bearbejdning af overflader og langt flere detaljer. Herunder eksempelvis de fyldingsdøre, hvor en smal midterfylding adskiller to store fyldinger, da disse er særligt egnskarakteristisk. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi der knytter sig til det velbevarede køkken med indbyggede skabe, bræddevægge og ikke mindst det tilhørende spisekammer og kælderrum, der afspejler datidens køkkenfunktioner og behov for opbevaring af madvare både mørkt og køligt. De mange ældre bygningsdetaljer skaber tilsammen et helstøbt interiør, som vidner om bygningens alder og ophøjer autenticiteten.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag. Mens den østlige del fremstår mere let med de større hvidmalede vinduer, fremstår den vestlige del tungere og massiv grundet de små, rødmalede støbejernsvinduer. Bygningen har et overordnet horisontalt snit, der skyldes proportioneringen og rækken af vinduer og skodder. Det horisontale snit brydes på let og elegant vis af den smalle arkengaff, hvis liljeformede murankre og pyntelige Louis Seize hoveddør med sirlige overvindue bliver det centrale punkt på sydsiden. Hoveddøren fremtræder som et elegant arkitektonisk element med en symmetrisk deling over de to dørblade, hvis smalle fyldinger er dekorativt indrammet af små udskårne detaljer. At disse er fremhævet med rød har stor betydning for deres fremtræden. Hertil kommer, at dørens hængsling på indersiden af muren skaber dybde i facaden. De hvidmalede vinduer giver tillige en kontrastful virkning til murværket, hvis sten varierer fra mørk sintret brun-violet til lys rød og gul afhængig af lertype og brænding. Således har den traditionelle og bevarede farveholdning altså en stor værdi for det samlede arkitektoniske udtryk. I bygningens indre knytter de arkitektoniske værdi sig især til stuernes placering en suite langs sydsiden, hvilket betyder, at disse optræder lyse. Hertil kommer de enkle overflader af træ, der sørger for, at rummene virker enkle og helstøbte med en varm og levende stoflighed, der giver plads til de mange bevarede bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre med profilerede gerichter, messinggreb, bukkehornsbeslag og klinkefald i jern samt indbyggede skabe med udskårne fyldinger. Dørenes forskellige udsmykninger afspejler skiftende arkitektoniske perioder og sammen med vinduernes ældre anverfer og stormkroge og de øvrige overflader som dieliens flisegulv opretholdes et ældre og stemningsfuldt interiør.

Læs videre om

• Humlekærren, Bredebro
• Porthuset, Tønder Museum
• Vestergade 14, Tønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen