Porthuset, Tønder Museum

Under og umiddelbart vest for Museum Sønderjylland lå Tønder Slot. Før Tønder Slot lå der på samme sted først en tidlig middelalderlig gård og senere middelalderborgen Tønderhus. Tønderhus blev påbegyndt omkring 1270. Borgen blev opført for at beskytte en allerede eksisterende handel, som byen Tønder var blevet rammen om. I 1243 havde byen fået stadsret, og Tønder er derfor den næstældste købstad i hertugdømmet Slesvig efter byen Slesvig. Borgen bestod af tre banker. Nordligst lå forborgen, hvorfra der var en bro over til hovedborgen, der formentlig har været omkranset af en ringmur. Fra hovedborgen har man via endnu en bro kunnet komme over til den tredje banke, beboelsesbanken, der har båret et grundmuret hus. Man regner med, at voldgravene altid har været vandfyldte, også ved ebbetid. I 1490 overtog hertug Frederik af Gottorp Tønderhus, og hurtigt herefter påbegyndtes ombygninger af borgen. Det var dog sandsynligvis først i 1523, da der af frygt for krig mod kong Christian II, at der udførtes arbejder på vold og grav, hvor det gamle middelalderlige voldsteds grave blev fyldt op, så de tre oprindelige banker blev til én stor banke.

I 1511 fik Frederik I anlagt en indre ringmur, som på flere af siderne lå i tilknytning til eksisterende bygninger, mens nordmuren kun var en spærremur med en port i midten. Når Frederik I og senere hans søn Christian III besøgte Tønder, boede de selv på slottet. Følget måtte bo ude i byen, og det skyldtes sandsynligvis, at de senere øst- og sydfløje endnu ikke var færdige. Hertug Hans den Ældre fik tildelt Tønder Amt i 1544, og han fortsatte udbygningen af Tønder Slot fra midten af 1560'erne. Den sidste store byggeperiode foregik fra 1574 til hertugens død i 1580. I denne periode blev byggeriet ledet af den hollandske bygmester Hercules von Oberberg, der gav slottet dets renæssancepræg og forsynede det med det store, fremskudte forsvarsanlæg med skyttegange og to store rondeller i sydøst og nordvest. Hercules von Oberberg var oprindeligt fra Tyskland eller Nederlandene, og ud over at forstå udbygningen af Tønder Slot, forestod han opførelsen af kapellet på Sønderborg Slot, kapellet og Hjortesalen på Gottorp Slot, tårnene på Brundlund Slot, Slottet Haderslevhus og Hospitalskirken i Haderslev samt genopbygningen af Koldinghus.

På et kort fra 1588 gengives renæssanceslottet som et firefløjet anlæg med voldgrav, vindebro, tårne og svungne renæssancegavle samt et forsvarsanlæg med fremskudte hjørnerondeller. Rondellerne blev senere ombygget til pilespidsformede bastioner af den mere moderne fæstningsekspert Johann B. Pahr. Men allerede i 1677 lod Christian V forsvarsanlægget sløjfe, da det blev betragtet som en stor trussel for den danske udenrigspolitik med så stærk en fæstning i hertugens eje. Slottet blev, foruden at være hertugens tilholdssted, når han var i Vestslesvig, også administrationsbygning for Tønder Amt. Den dagligt tilsynsførende var husfogeden, der havde sit kontor i slottets nordfløj. Her udformede han blandt andet inventarier, som berettede om slottets indretning og funktion. I inventariet fra 1706 bliver slottet omtalt som et spøgelsesslot med utætte lofter, vinduer uden glas og med døre, der ikke kunne lukkes. Samtidig med beskrivelsen af al elendigheden gav inventariet også en god fornemmelse af anlæggets enkeltdele. Broen blev beskrevet, ligeledes porthuset og den fornemme drabantsal, som dog i 1706 var blevet portnerbolig og inddelt i små rum, inklusive et køkken. Østfløjens største rum, amtssalen, blev beskrevet med Wesersandstensfliser på gulvet, en stor bilæggerovn og en muret kamin med lyspiber af jern. Sydfløjen rummede forrådsrum, køkken og bryggers, og i vestfløjen lå staldene. Den egentlige ladegård var dog allerede fra 1533 blevet flyttet til Hestholm.

Efter Frederik IV overtog hertugdømmet Slesvig ved inkorporationen i 1721, udarbejdede den slesvigske bygnings-inspektør O.J. Müller et forslag til restaurering af det misligholdte slot i Tønder. Hans udkast til ombygningen foreligger, men desværre kom arbejdet aldrig til udførelse. Derimod gennemførte Müller en ombygning af porthuset, hvor han fjernede von Oberbergs førstesal og i stedet byggede en etage på den tidligere et-plans vinkelfløj fra Frederik I's tid. I 1750 påbegyndtes nedbrydningen af Tønder Slot, der var blevet solgt til byggematerialer. Kun det ydre porthus blev stående, da der i 1811 var blevet indrettet et byfængsel på første sal i vinkelfløjen. På slotstomten opførte man efterhånden Tønders kommunale værker. Det begyndte med gasværket 1864-65 og senere fulgte vand- og elektricitetsværkerne. Indtil 1916 blev porthusets vinkelfløj anvendt som arrest for Tønder by, hvorefter arresten flyttede til en nyopført bygning i Nørregade. Tønder Museum blev i 1923 oprettet som kulturhistorisk museum for Vestsønderjylland og kunne fremvise eksempler på det gode håndværk i området: kniplinger, sølv, møbler, hollandske fliser og fajancer. Den lokale arkitekt Laurits Thaysen tegnede et projekt, hvor porthuset blev udvidet, og to nye fløje blev opført, således at porthuset og arrestfløjen blev kædet sammen til et firefløjet anlæg. Portnerboligen i porthuset blev nedlagt, og drabantsalen og porten blev genskabt. Porthusets udvidelse var på to vinduesfag, således at porthuset nu fremstod som en symmetrisk bygning med porten i midten. Over porten blev der endvidere opført en svungen gavlkvist. Da man sidst i 1970'erne havde nedrevet nogle af gasværkets sidste bygninger, blev det muligt at sanere slotsbanken. Slotsmurenes oprindelige placering blev markeret med bøgehække, og inde i rummene blev gulvfladerne dækket med grus, mens den store gårdsplads blev jorddækket og tilsået med græs.

I 1972 blev Sønderjyllands Kunstmuseum oprettet, og herefter blev en kunstmuseumsfløj opført i tilknytning til Tønder Museum. I 1995 blev Tønder Vandtårn, som også ligger i tilknytning til Tønder Museum, renoveret og ombygget, og vandtårnet og porthuset blev forbundet ved en glasgang. Vandtårnet rummer blandt andet en udstilling af møbelarkitekten og bysbarnet Hans J. Wegners berømte stole. Vandtårnets gamle pumpehus blev indrettet som foredrags- og koncertsal. I 1999 blev museerne yderligere udvidet med et nyt bygningskompleks, tegnet af arkitekt Niels Truelsen. I 2003-06 blev porthusets tagetage indrettet til udstillingsrum og studiesamling af arkitekt Gorm Lindum.

I 2006 skiftede Tønder Museum navn til Museum Sønderjylland, og de forskellige museer i Sønderjylland fik i stedet afdelingsnavne, herunder fik Tønder Museum navnet: Kulturhistorie Tønder. I Slotsbankens nordøstlige hjørne er der adgang til en del af den bevarede kælder, der lå under Tønder Slot.

Museum Sønderjylland ligger på sydsiden af Kongevejen, på Tønder Slots gamle slotsbanke i den sydlige udkant af Tønder. Museet består af et stort bygningskompleks, hvoraf kun en del er omfattet af fredningen: porthuset og vinkelfløjen med fængselsceller.

Porthuset udgøres af en grundmuret, enetages bygning med rødt teglhængt heltag, trekvartvalmede gavle og en centreret gavlkvist med svungen front. Gavlkvisten er ligeledes teglhængt, og fronten afsluttes af en zinkinddækning. Partiet under gavlkvisten er ganske let fremtrukket, og i midten er en portåbning, hvori der sidder en ældre, rødmalet, flammeret revleport med en centreret indgangsdør. Den nederste del af det fremhævede parti er kvadermuret, ligesom buen fremhæves ved kvadermuring og en slutsten af sandsten med løvemotiv. Facaderne fremstår hvidkalkede, ligesom den murede hovedgesims. Vinduerne er nyere, men udført på traditionel vis som krydspostvinduer med små ruder. Mod Kongevejen har de buet overkarm og buede øvre rammer, mens de i gavltrekanterne har lige overkant. I nordgavlen er de udført som korspostvinduer med opdelt nedre ramme, men over samtlige gavlvinduer er der et let tilbagetrukket, kurvehanksformet parti. Karmene er malet røde, mens rammerne er hvide. I nordgavlen ses adskillige simple murankre samt en sandstenstavle med Christian d. VI´s kronede monogram og årstallet 1741. Portåbningen mod gården har en muret fals og bevarede portstabler.

Vinkelfløjen består af to fløje i vinkelformation, der er sammenbygget med portlængens vestre langside. Vinkelfløjen er en toetages, grundmuret længe med rødt, teglhængt, helvalmet heltag. I hjørnet ved sammenbygningen er et lille grundmuret og retkantet trappetårn med teglhængt halvtag. Som porthuset står facaderne og den murede hovedgesims hvidkalkede. Vinduerne er ældre og er mestendels udført som aflange, firedelte vinduer, dog er mod syd endvidere et torammet vindue med små ruder. Samtlige vinduer har rødmalede karme og hvidmalede rammer. I nordgavlen ses endvidere en lugeåbning, hvori der er en ældre revleluge med ældre beslag, og i sydsiden ses en kurvehanksbuet portåbning, hvori der sidder en dør med faste sidepartier, udført som stålrammer med glasruder. I murene ses en række simple murankre, og især i sydsiden og vestsiden er der partielt mange murankre. Portrummet er belagt med pigstensbelægning og to bånd af bordursten. Det kurvehankshvælvede portrum er hvidkalket, og i hver side er en kurvehanksbuet niche, der fremtræder i røde sten, hvori der er en opmuret siddeplads. Syd for porten er i stueetagen et selvstændigt udstillingsrum. Den nordvendte del af vinkelfløjen udgøres i stueetagen af to rum: den gamle vagtstue med grathvælv, kaldet første fængsel, hvortil der er adgang gennem den kurvehanksbuede portåbning i sydfacaden, så følger et rum, kaldet østfængslet, der er tøndehvælvet. I den vestvendte del af vinkelfløjen, hvis stueetage også kaldes kasematterne, er først en tøndehvælvet gang, og så følger det inderste fængsel med tøndehvælv og en opmuret alkove med kurvehanksbuet hvælv i ydermuren. Nord for porten ligger drabantsalen med fire grathvælv, som i midten af rummet bæres af en ottekantet stensøjle med base og kapitæl. I drabantsalens nordgavl står en ældre kamin i sandsten, der stammer fra den nærliggende slotsruin Trøjborg. I drabantsalens vestmur er der adgang til det lille trappetårn, hvori der er en muret trappe, som fører op til vinkelfløjens førstesal. I stueetagen fremstår rummene med mønsterlagte, røde teglsten og hvidkalkede vægge og hvælv, og der er bevaret en mængde ældre døre. På første sal er der gange mod nord og øst i de to fløje, og i nordfløjen er der to rum, hvoraf det største blev anvendt som kvindefængsel, og i vestfløjen er der fire fængselsceller. På første sal er der bræddegulve, kalkede vægge og synligt bjælkelag med loftsbrædder. Dørene udgøres af ældre revledøre med beslag. I cellerne er væggene beklædt med lodretstillede brædder, den øverste del af væggene og loftet fremtræder hvidkalket, og vinduerne er forsynet med jerngitre, der kan lukkes med en træluge. Porthusets tagetage er udnyttet til udstillingsformål. Rummet over drabantsalen og portrummet fremstår med nyere bræddegulve, pudsede skråvægge og synlige, kraftige hanebånd og spærfødder samt loftbrædder og hollandske fliser på endevæggen. Et par trin fører ned i rummet over det selvstændige udstillingsrum, der fremtræder med nyere bræddegulv, pudsede vægge og lofter samt stukkant.

Porthusets miljømæssige værdi knytter sig til dets placering øst for slotsbanken, hvor det står som en repræsentant for det tidligere så signifikante sted i den sydlige udkant af Tønder. Porthuset indgik i Tønder Slots befæstning, som skulle beskytte byens betydelige købstadshandel, der var opstået i 1200-tallet. Hertil kommer vinkelfløjen med fængselsceller, der sammen med porthuset og den pigstensbelagte port og gårdsplads understreger det historiske kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved porthuset knytter sig til, at det er den eneste bevarede bygning fra det for længst nedrevne Tønder Slot. Hertil kommer porthusets oprindelige funktion som bemandet forpost og adgangsgiver til slotsbanken, og at det dermed var en del af befæstningsanlægget omkring renæssanceslottet Tønder Slot. De aflange murhuller, placeret over portåbningen mod vest, vidner om, at der oprindeligt foran porthuset og den omgivende voldgrav var en vindebro, der blev trukket op ved hjælp af jernkæder over to små bevarede jernruller, placeret i murhullet. De opmurede siddepladser i portrummet indikerer, at der her sad soldater og holdt vagt, de såkaldte skildvagter. Det bevarede kronede monogram og årstal i sandsten i nordgavlen vidner om ombygningen af porthuset i 1741, hvor O.J. Müller fjernede von Oberbergs førstesal og i stedet byggede en etage på den tidligere et-plans vinkelfløj, hvilket kan aflæses af den lidt trykkede øvre etage, hvor de aflange vinduer er placeret lige under eller delvist i den murede gesims. Vinkelfløjens oprindelige funktion som fængsel kommer således til udtryk ved det meget lukkede ydre med få, højtsiddende vinduer.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved porthusets tilbageføring i 1923, hvor porthusets søndre del blev tilføjet og den svungne gavlkvist blev etableret, således at porthuset i dag fremtræder som en statelig bygning med arkitektoniske træk fra barokken, der er karakteriseret ved symmetri og klare inddelinger.I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den genskabte drabantsal, idet den repræsenterer Oberbergs om- og udbygning af Tønder Slot i 1500-tallet, hvor renæssancen var det fremherskende stilideal. Dette ses ved drabantsalens mønsterlagte teglstensgulv, pudsede vægge og den centrerede, ottekantede stensøjle med base og kapitæl, der bærer salens fire grathvælv. Hertil kommer den ældre murede trappe med trætrin samt de mange bevarede ældre revledøre med påsatte lister og ældre beslag. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til vinkelfløjens oprindelige planløsning med fængselsceller, både de murede kasematter i stueetagen med en opmuret alkove samt førstesalens nyere fængselsceller med simple, men gedigne revledøre, og bræddebeklædte vægge. Hertil kommer de store træluger foran vinduerne og tremmerne, som kunne mørklægge cellerne, hvis fangen var blevet dømt til mørkearrest, hvilket var en skærpelse af dommen. Til dørenes simple lugeåbninger, hvorigennem der var kontakt til personalet, herunder overrækkelse af mad og drikke, samt til bilæggerovnene, der skulle opvarme cellerne, men som der blev fyret i ude fra gangen. Endelig kommer de bevarede indridsede tegninger, motiver, initialer og vers, der vidner om de mange timer, som er blevet tilbragt i fængslets varetægt.

Porthuset og den tilhørende vinkelbygning opleves som et samlet hele på grund af den homogene farve- og materialeholdning med hvide murflader, rødt tegltag og røde og hvide vinduer. Porthusets arkitektoniske værdi knytter sig til det rektangulære bygningsvolumen med store, ubrudte tagflader. Den svungne, gavlkvist, det fremhævede midterparti, portåbningens kvadermuring og slutsten, den flammerede port og bygningens strenge symmetri sikrer, at opmærksomheden samler sig om bygningens midte. De øvrige sider fremtræder mindre pyntelige, eneste udsmykning er den murede gesims. Facadernes store højde, de forholdsvis få vinduesåbninger og deraf lukkede fremtoning, giver bygningen et monumentalt og harmonisk udtryk. De kurvehanksbuede og småsprossede vinduer fremstår nærmest filigranagtigt lette i de djærve murflader, hvis berapning og kalkning giver dem et levende spil i strejflyset. Vinkelfløjens arkitektoniske udtryk er mindre reguleret end portbygningens, omend deres overordnede materialemæssige udtryk og lukkede fremtoning er afstemt. Inden for rammerne af to enkle bygningsvolumener med helvalmede heltage og en muret gesims, har facaderne et mere tilfældigt udtryk med de irregulært placerede vinduesåbninger, murankre og den enlige lugeåbning. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den elegante, højloftede drabantsal, hvis fremtræden med grathvælv, centersøjle, pudsede vægge og hvælv, sandstensribbekonsoller med ansigtsmotiver samt mønsterlagt teglstensgulv, der fastslår at dette er portbygningens mest repræsentative rum. Hertil kommer vinkelfløjens djærve stueetage, der fremtræder enkel og robust med teglstensgulve, hvidkalkede vægge og hvælv, både tøndehvælv og grathvælv. Trods den forholdsvis store rumhøjde virker rummene små på grund af de sluttede former og fraværet af vinduer. Førstesalen er mere enkel end stueetagen, der har en nærmest labyrintisk karakter. Den enkle grundplan med gange på ydersiden og celler på indersiden giver en god overskuelighed, og den lave etagehøjde giver en fortættet stemning, der understreges ved den enkle materialeholdning med bræddegulve og bræddevægge samt synlige loftbjælker og bræddelofter. Den gennemgående traditionelle materialeholdning bibringer rummene en stemningsfuld og autentisk atmosfære.

Læs videre om

• Frigrunden 2, Tønder
• Slotsgaden 22, Møgeltønder
• Vestergade 14, Tønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen