Gammel Mønt 37, København

I krydset Gammel Mønt og Møntergade lå Sankt Clara Kloster (hvorfra Klareboderne har sit navn), der med visse afbrydelser blev benyttet fra 1541 som værksted for prægning af mønter, mens den i perioden 1575-1593 var kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Gården blev kaldt Gammel Mønt og dette navn blev overført til gaden, der mellem 1631 og 1650 opstod som et resultat af klostergrundens udparcellering. Den store bybrand i 1728 forvoldte store ødelæggelser, og mange af de ældste bevarede ejendomme i Gammel Mønt, er således oprindelig opført som såkaldte ildebrandshuse i 1730'erne. De fleste af disse ejendomme er siden forhøjet eller ombygget på forskellig vis. Mange bygninger i området er forsvundet ved saneringer og ved opførelser af nyere monumentale byggerier. Den dag i dag står den søndre husrække i Gammel Mønt som et af de få intakte gadeforløb med oprindelse i perioden umiddelbart efter branden 1728. Gammel Mønt 37 er opført i 1730-35 for possementmager Peder Jacobsen i bindingsværk i seks fag og to etager med kvist over fire fag. Før 1793 blev huset forhøjet til fire etager, og for- og bagsiden blev grundmuret, mens gavlene fortsat var i bindingsværk. I 1800 omtales en fordybning over 1. salens vinduer i fire fag samt en muret kordongesims. Omkring 1850 blev en fire fags fabrikskvist påsat, og facaden blev oliemalet.

I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Ejendommen Gammel Mønt 37 er beliggende i Københavns Købmager Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens søndre husrække overvejende med bygninger fra samme periode. Ejendommen består af forhus, sidehus og trappehus omkring et lille gårdrum med støbt belægning. Det grundmurede forhus, Gammel Mønt 31, er seks fag bredt og fire etager højt over en kælder. Facaden er pudset og gråkalket under en hvidmalet, toleddet kordongesims, der sidder mellem stueetagen og 1. sal. Herover er facaden kalket i en lys blågrå farve. Mod det røde, let opskalkede og teglhængte heltag er en hvidkalket, profileret hovedgesims. I taget er en firefags fabrikskvist med bindingsværk i flunkerne, tegl på taget og træbeklædning på fronten. Bag rygningen i tredje fag sidder en skorsten. I facadens østre yderfag sidder to trin oppe en ældre, rødmalet hoveddør dybt i dørnichen. Døren har fyldinger i den nedre del og gitterværk i rudemønster i den øvre del. I kælder- og stueetage sidder ældre, enkeltrammede butiksvinduer. Disse har formentlig haft en sprosseinddeling tidligere. På 1. og 2. sal er ældre korspostvinduer og på 3. sal samt i kvisten er vinduerne torammede med tre ruder i hver ramme. Alle vinduer er hvidmalede bortset fra kvistvinduerne, der er brunmalede som frontens træbeklædning. I den del af gavlen, der er synlig fra vest, er bindingsværk. På gårdsiden har forhuset to fag. Heraf er det vestre fag skråt og danner overgang til det lille sidehus i et fag, der ligesom forhuset er grundmuret til gårdsiden. Ud for første sals vinduer er opsat et stillads af jernrør med en let altan med brædder som gulv. Murfladen er let pudset og gulkalket. Mod øst er opført et trappehus i to fag i bindingsværk. Tavlene er behandlet som den øvrige gårdside. Mod taget er en hvidmalet profileret hovedgesims. Taget er rødt og teglhængt også på denne side. I taget er to taskekviste. I trappehuset er en nedgang til et rum under trappen og en indgang til trapperummet. Her sidder en traditionelt udført, rødmalet revledør. Vinduerne på gårdsiden er overvejende ældre, torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Vinduerne er rødmalede. I det indre er en ældre planløsning bevaret. I stueetagen fører en smal forstue fra hovedindgangen om til trappehuset med husets hovedtrappe. I stueetagen er desuden en butik. På de øvrige etager er to lejligheder i to plan. Ejendommen er disponeret med stuer til gadesiden og køkkener og badeværelser samt en smigfagsstue til gårdsiden. I stueetagen er i forstuen bræddegulv og hvidkalkede bindingsværksvægge. Loftet er glatpudset og hvidmalet. Her er en ældre, tofløjet fyldingsdør ind til butikslokalerne samt en ældre fyldingsdør ind til et lille toilet. Trapperummet i forlængelse af forstuen har en delvist ældre og smal, toløbet trappe. Trin og reposer er traditionelt udførte i fyrretræ, mens gelænder og vanger er ældre. Gelænderet har slanke, kantede og mørkmalede balustre og en smal, profileret håndliste samt en let svungen og slank mægler. Væggene er dels i bindingsværk og dels glatpudsede og hvidmalede med lodretstillerede trælister påsat. På etagerne er ældre en- eller tofløjede fyldingsdøre ind til lejlighederne. Butikken har et butikslokale mod gaden samt et baglokale i smigfaget, et tekøkken med en ældre kogeniche og et kammer i sidehuset. Her er ældre og traditionelt udførte plankegulve, glatpudsede, hvidmalede vægge og bræddeloft med bjælker. Lofterne er hvidmalede. I butikslokalet er brystningspaneler og på én væg udspændt lærred over. Omkring døråbningerne sidder ældre gerigter.

Lejligheden på 1. og 2. sal: På 1. salen er en entré med adgang til en stue i seks fag og til badeværelset, der er indrettet i det oprindelige køkken. Kogenichen er bevaret. Mod gården er sidehusets ene fag inddraget som en del af smigfagsstuen. I stuen er indsat en hvidmalet spindeltrappe i jern. Desuden er på ydervæggen helpaneler og på de øvrige vægge er brystningspaneler med udspændte lærreder over samt ovnpilastre omkring den tidligere ovnplads. I lofterne er bjælker med bræddelofter over. På 2. salen er to trefags stuer mod gaden. Til gårdsiden er et køkken med den ældre kogeniche bevaret samt en smigfagsstue med sidehusets ene fag inddraget. På denne etage er der bjælkelofter med pudsede, hvidmalede felter imellem. I stuerne er brystningspaneler med udspændte lærreder over.

Lejligheden på 3. og 4. sal:På 3. salen er en entré med en ældre, smal ligeløbstrappe, der fører op til tagetagen. Trappen er ferniseret. Fra entréen er adgang til køkken med den ældre kogeniche bevaret samt til en stue i seks fag. Stuen er opdelt af en ældre bindingsværksvæg uden tavl. Under vinduerne er paneler, og på de øvrige vægge i stuen er desuden delvist brystningspaneler. Til gårdsiden er foruden køkkenet en smigfagsstue med sidehusets ene fag inddraget. I tagetagen er en åben plan med ét værelse bortset fra en smal fordelingsgang fra trappen med adgang til et badeværelse til gårdsiden. Værelset har synlige hånebånd samt beklædte, hvidmalede skrå lofter. Den murede skorstenskerne er bevaret. På reposet sidder i døråbningen en ældre, smal og bemalet fyldingsdør. Overalt er ældre eller traditionelt udførte plankegulve og glatpudsede, hvidmalede vægge, hvor der ikke er ældre paneler. Det ældste interiør findes på de nederste etager. Dørene er overvejende ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerigter. Hertil er i de ældre vinduesrammer håndsmedede stormkroge og anverfere.

Den miljømæssige værdi ved den grundmurede ejendom knytter sig til dens beliggenhed i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Til gårdsiden har ejendommen ligeledes væsentlig miljømæssig værdi ved det for København karakteristiske lille gårdrum.

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 37 er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et forhus fra 1700-tallet, opført umiddelbart efter den store brand i 1728. Gammel Mønt rummer fællestræk med nabogaderne i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Den særligt velbevarede husrække Gammel Mønt 17-41 består alle af ildebrandshuse opført i årene efter branden i 1728. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, herunder Gammel Mønt 37, hvorved husrækken har fået dens variation i højde og i facadernes fremtræden. Kun hjørnebygningen, nr. 41, står i dag omtrent, som da den blev opført. Før branden i 1728 lå her en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses i gaden. I det ydre knytter der sig kulturhistorisk værdi til forhusets klassicistiske facadeskema med den pudsede og malede murflade, kordongesimsen og den profilerede hovedgesims mod taget og de taktfast placerede vinduer. Som forhusets bygningshistorie viser, er det nuværende facadeskema et produkt af flere forskellige byggekampagner, der afspejler tendenser i det typiske, borgerlige, københavnske byggeri, der var domineret af dygtige håndværksmestre. Oprindeligt var forhuset i to etager med kvist over fire fag. I 1700-tallets anden halvdel forhøjes facaden til fire etager, og omkring 1850 tilføjes den brede fabrikskvist. De mønstertegninger af forhuse med gavlkviste, der med landbygmester J.C. Krieger i spidsen var blevet promoveret som gode eksempler på beboelsesejendomme i årene efter branden i 1728 blev en væsentlig rettesnor i årtier for ejendomme som Gammel Mønt 37. Oprindeligt bestræbte man sig på udelukkende at få genrejst kvartererne i grundmurede bygninger, men i praksis viste det sig fordyrende og umuligt at gennemføre. Således står en del af ejendommen til gårdsiden endnu i bindingsværk. De udnyttede tagetager, et træk der er senere og peger væk fra ildebrandshusene, vidner om ønsket om at udnytte de snævre matrikler optimalt i højden, som følge af det øgede pres på byen og mangel på boliger. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelle elementer i facaden: den ældre hoveddør fra 1800-tallets midte, de ældre og traditionelt udførte vinduer med alle detaljer samt til taget med kviste og skorsten. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til forhusets gårdside og dets velbevarede bindingsværk, der afspejler datidens traditionelle byggeteknikker og understreger forskellen mellem den repræsentative facade mod gaden og den funktionsbetingede gårdside. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den velbevarede ældre etage- og planløsning med de repræsentative rum placeret mod gaden på beboelsesetagerne. Ligeledes er hovedtrappen, køkkener og øvrige funktionsrum på traditionel vis placeret mod gården. Hertil kommer alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele, detaljer og overflader, der giver karakter til ejendommens indre. Det gælder i særdeleshed de mange snedker- og smedejernsdetaljer fra 1700- og 1800-tallet, herunder fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerigter og vinduernes ældre dele- og detaljer, herunder håndsmedede stormkroge og anverfere samt til den toløbede hovedtrappe med dens enkle gelænder. Endvidere kommer alle de ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, væggene med brystningspaneler og udspændte lærreder over, helpaneler og ovnpilastre samt bjælke- og bræddelofter. Dette giver en overskuelig oplevelse af lejlighederne, hvortil de fint forarbejdede snedkerdetaljer underbygger indtrykket af en gedigen og repræsentativ ejendom.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til forhusets sluttede bygningskrop, de taktfast placerede vinduer og kordongesimsen, der opdeler murplanet horisontalt, samt markeringen af overgangen til taget med en hovedgesims. Det let opskalkede, stejle og teglhængte heltag afslutter forhuset og bidrager til oplevelsen af et solidt formet og harmonisk fremtrædende bygningsvolumen. Forhusets pudsede og ensartede murflade samler facaden, der i sin helhed fremstår afdæmpet og elegant. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til den klare hoveddisposition og lejlighedernes klare og ensartede planløsning, herunder stuer til gadesiden og de funktionelle rum til gårdsiden, manifesteret ved de solide kogenicher på alle etager. Desuden knytter der sig arkitektonisk værdi til de ældre vinduers glas, profiler og detaljer, der nuancerer lysindfaldet i de ellers beskedne rum (hvad angår størrelse), men hvis ældre snedker- og smedejernsdetaljer samt traditionelle materialer på gulve, vægge og lofter bidrager til den sanselige oplevelse af et historisk hus. Hertil kan fremhæves den gedigent udførte og delvist fornyede hovedtrappe samt den smalle ligeløbstrappe til tagetagen.

Læs videre om

• Hestgardekasernen og Materialgården, København
• Titkens Gård, København
• Wegeners Gård, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen