Gammeltorv 14 ligger på Gammeltorv 14 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

I Københavns ældste tider lå byens centrum her, hvor Nørregade og Vestergade skærer hinanden, og torvet daterer sig til før Absalons tid. Gammel Torv var byens centrum og er da også byens ældste torv og markedsplads, der i middelalderen var meget større end nu. Indtil bybranden i 1795 var Gammeltorv adskilt fra Nytorv, da byens fjerde rådhus lå, hvor Strøget i dag skiller torvene. Torvet var i århundreder præget af den livlige torvehandel, hvor folk fra oplandet afhændende deres varer her. Gammel Torv er i arkitekturmæssig henseende en blanding af stilarter, men husrækken langs nordsiden af torvet udgøres fortsat en række fornemme bygårde med et klassicistisk helhedspræg. Gammeltorv 14 blev opført som et forhus med kælder og tre etager. Det seks fag lange sidehus nærmest forhuset oplyses at være forhøjet i 1806 fra to til tre etager, hvilket dog ikke kan ses i murværket eller i interiøret. I forlængelse af dette sidehus blev der opført en lidt smallere fløj, der er sammenbygget med baghuset, som igen er sammenbygget med en vinkelret liggende fløj. Baghuset, som indeholdt vognporten, blev forhøjet fra to til tre etager i 1882. Interiøret i baghuset og de to vinkelretliggende fløje bagest på grunden kan meget vel være fra 1882 eller lidt senere. Gammeltorv 14 blev opført i 1798 for sukkerrafinadør Henrich Ladiges. Bygherren Henrich Ladiges (1731-1805) skabte sig en formue på raffinering af sukker, og han boede på Gammeltorv 14 til sin død. Kun 21 år gammel fik han eneret på at anlægge sukkerraffinaderi i Viborg, men allerede i 1757 flyttede han virksomheden til København, og fra 1776 drev han to raffinaderier i byen. Da Ladiges døde var han en af landets rigeste mænd, og han testamenterede store summer til Almindeligt Hospital, der lå i Amaliegade, Sankt Hans Hospital, Fødselsstiftelsen (Amaliegade 23-25) samt Fattigvæsenet. Ejendommen på Gammeltorv kaldes Holms Gård og fik sit navn efter en Christian Holm, der var søn af fabrikanten og skibsrederen Jens Jacob Holm (1770-1845).

Beskrivelse

Gammeltorv 14 ligger på en relativt dyb og smal grund med et forhus ud til torvet, et hermed sammenbygget langt sidehus og et baghus, der er udformet som et U idet der er to fløje påbygget i hver ende af baghuset. Den ene fløj støder således op til gavlen i det lange sidehus og er forbundet med dette. Forhuset indgår i husrækken, der vender ud mod Københavns gamle, fornemme plads, Gammeltorv. Forhuset, sidehus og baghus er alle tre etager høje over en høj kælder, og tagetagen er udnyttet til beboelse. Det grundmurede forhus består af fem brede fag i blank mur af mørke mopper; en hollandsk murstenstype af et særligt lavt format og mørk teglfarve. Murværket er noget blandet, men overvejende i krydsforbandt med omhyggeligt og formentlig brændte fuger. Over en sokkel af rosa sandstensplader er murene opdelt af et dobbelt kordonbånd, der danner overgang til første salens vinduer. Muren afsluttes foroven af en høj gesims, som med et meget stort udhæng med sparrenkopper tager imod tagfoden. Kordonbånd, gesims og indfatninger med konsolbårne trekantfordakninger omkring yderfagenes vinduer i beletagen er udført i bremersandsten. Taget på forhuset er et heltag af sortglaserede tegl mod torvet og røde vingetegl mod gården. I forhuset ved gavlene er to skorstene med sokkel og krave i rygningen. Forhusets tag har tre traditionelle, fladbuede tømmerkviste, både mod torvet og mod gården. Vinduerne i facaden er fra 1900-tallet og har en utraditionel opdeling med to oplukkelige rammer uden lodpost under en fast helrude. Mod gården er vinduerne i forhus og sidehus af korsposttypen med tre ruder forneden og to foroven, og de er hvidmalede. Det meget høje portfag ud mod Gammeltorv har et halvcirkulært helstenstik, hvori sidder et stjerneopsprosset vindue over en profileret porthammer. Herunder er isat en nyere glasport med to fløje. Ind mod gården lukkes portrummet med en hvidmalet glasport med pålagt metalhulplade. Ved portpillerne er opstillet to sortmalede kanonløb. Som afvisere ved porthjørner benyttede man før i tiden kanoner fra englandskrigene for at beskytte både hestevogne og huse mod unødige skader. Gårdrummet er helt okkuperet af en teltopbygning med presenninger, der anvendes til udskænkningssted. Sidebygningen er syv fag lang og tre etager høj. Herefter kommer en fløj på tre fag med en lavere etagehøjde, som fortsætter over i baghuset, der også er tre fag og har endnu en sidebygning vinkelret påbygget. Alle bygningerne er muret af de smalle, mørke mursten, som forhuset. Murene afsluttes under taget med en profileret, hvidkalket gesims. I baghuset er en bred vognport, og en udgang fra en bagtrappe i hjørnet. Tagfladerne på sidehus og baghus har ensidig hældning og er hængt med røde vingetegl. Der er fire traditionelle tømmerkviste med otterudede rammer og fladbuede zinktage på sidehuset og fire tilsvarende kvist på baghuset. På den fløj, som ligger vinkelret på baghuset, er der en muret altan øverst. Der er to blokformede skorstenspiber i sidehuset samt én skorstenspibe i fløjen fra baghuset op mod sidehuset og to blokformede skorstene på baghuset. Baghuset har hvidmalede korspostvinduer med små ruder i rammerne. Portrummets gulv er lagt med små, mønsterlagte mosaiksten i hvidt, gråt og sort. Væggene er pudsede og malet koboltblå og de er opdelt af pudsede, hvide pilastre, der bærer en arkitrav, hvorover et pudset tøndehvælv med kassetter kupler sig. En stor urskive i gul marmor lukker hvælvet af mod den sidste del af portrummet, som har et fladt kvadratisk loft. I porten er en herlig mindetavle, antagelig fra 1950'ernes begyndelse, der viser ejerne af de huse, der har ligget på grunden siden omkring år 1400. Fra porten er der indgang til det gårdvendte hovedtrapperum ad en tofløjet glasdør i stålramme. Hovedtrappen er oprindelig og er opbygget som en treløbstrappe med mellemreposer, og den har et gelænder af forgyldte, kvadratiske jernbalustre med fastgørelsesknopper på vangen og under håndlisten. Vangerne har riflede bånd mod durchsichten og profileret overkant, trinene er indstemte. De tre nederste trin svinger ud i en elegant bue og håndlistens snirkel følger med. Der er pudset under løbene med en gesims langs de pudsede vægge, hvor der er opsat adskillige gipsrelieffer fra første halvdel af 1800-tallet. Gulvet i trapperummet er lagt med store marmorfliser. Dørene ud til trapperummet er fra opførelsen og er tofløjede med fire fyldinger, hvor det ene er et lavt, tilbageliggende, glat felt og resten af fyldingerne har spejle. Dørene har en slagliste og den originale hængsling er bevaret. Det samme gælder dørindfatningerne. Vinduerne har hulpost med kvartstaffer på hjørnerne og kan være oprindelige. Rammerne synes fornyede. Plandispositionen er som følger: Forhuset har to rum mod gaden, en sal på tre fag og en stue på to fag og mod gården er et lille kammer på et fag. I hjørnet ud til sidehuset er en oval spisestue med de hulrum, som opstår bag ovalens runding. Herfra er der en lang gang mod bagmuren ind til naboen, som giver adgang til en række rum i sidehuset, inden den vinkelrette fløj på baghuset, hvis etager ligger seks trin længere nede. I baghusets fløj op mod sidehuset er den store køkkenskorsten, samt udgang til en bagtrappe og opgang til baghuset. Baghuset er disponeret med en række rum mod gården og en bagtrappe allerbagest på grunden. Sidehus og baghus har kun lys fra gårdsiden. Interiørerne er særligt fornemme i stueetagen og på første sal, beletagen, hvor der er mønsterlagte parketgulve, som er forskellige i hvert rum, pudsede vægge med klassicistiske dekorationer og pudsede lofter over høje stukgesimser i klassisk stil, heraf flere i pragtudførelse med forgyldte volutkonsoller, æggestavsbort samt skabelonmaleri med palmetter og andre antikke mønstre samt opspændte lærreder. I forhusets stue på to fag, findes den for perioden karakteristiske niche i bagvæggen, som er indrammet af pilastre, der på første sal har særligt rige, forgyldte, joniske kapitæler. Nichen er med til at skjule skorstenen i stuens hjørne og udligner samtidig gavlvæggens skrå forløb, så stuen bliver et regulært rektangel. Skorstenen ville ellers skabe asymmetri i rummet. Så godt som alle døre er oprindelige, enfløjede eller tofløjede med henholdsvis tre eller fire fyldinger, som på hovedtrappen. Indfatninger og indstukne hængsler samt greb er fra samme periode. Der er helpanellering, lysningspaneler og vægpaneler fra opførelsen, svarende til dørenes spejle. Enkelte døre er dog yngre, men formentlig fra en større istandsættelse i den første del af 1900-årene. Det gælder glasdøre ind til den ovale stue og enkelte antagelig genskabte fløjdøre. De fornyede vinduer mod torvet har paskvillukkede rammer uden lodpost. I sidehuset er vinduerne med hulpost, hvilket svarer til den foretrukne udformning i slutningen af 1700-tallet, altså fra opførelsen. Anverferne er også fra samme tid. På anden sal er snedkerinteriørerne lidt enklere, men antagelig også fra opførelsen eller lidt senere. Her er et dørpar i stuerne mod torvet med særligt fornemme volutkonsolbårne fordakninger over. I trefags stuen er loftet overdådigt udsmykket med oliemalede dekorationer, der illuderer stukornamenter. Loftrosetten har dog gipsfigurer i form af putti og blomsterkranse. Loftdekorationen må stamme fra slutningen af 1800-tallet og kan være udført af en af denne periodes kendte malerfirmaer, Bernhard Schrøders værksted. Gulvene er dog lagt med parket og der er i flere rum opsat akustiklofter under de formentlig oprindelige lofter. I kælderen er en beværtning med nyere overflader, døre og øvrigt udstyr.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden ud mod Gammeltorv og Caritas-springvandet, hvor Gammeltorv 14 indgår som en naturlig del af husrækken og er med til at fastholde den ældre gadestruktur. Forhuset er en integreret del af det historisk dominerede bybillede med husenes for en stor del ens bygningshøjder, facadekomposition og materialeholdning. De rammer torvet ind og får den store pladsdannelse til at fremstå som et stemningsfuldt, samlet hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus omkring et aflangt gårdrum, hvortil der er adgang gennem portgennemkørslen i forhuset. Denne tætte struktur er karakteristisk for kvarteret, og Gammeltorv 14 er således både med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur, men er også et yderst velbevaret, historisk gård- og kulturmiljø. Gårdens har en intakt brostensbelægning med bordursten, der er med til at understøtte gårdrummets autenticitet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Gammeltorv 14 knytter sig overordnet til ejendommen som et velbevaret, klassicistisk borgerhus bestående af forhus, sidehus og baghus, opført umiddelbart efter Københavns anden store brand i 1795. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Forbilledet for en stor del af de københavnske borgerhuse var arkitekten C. F. Harsdorffs arkitektur, der anviste retningslinjer for højder, gesimser, vinduesudformninger og planløsninger. Arkitekten bag Gammeltorv 14 kendes ikke med sikkerhed, men det kunne være Harsdorff selv eller en dygtig elev af ham. Grunden udmærker sig ved at være relativ smal, men stadig med plads til både forhus med portgennemkørsel, sidehus og baghus med vognport. I det ydre ses de klassicistiske træk i den symmetrisk opbyggede facade med rundbuet portåbning, taktfast placerede vinduer samt kordon-, sålbænks- og hovedgesims. Udformningen af facadens dekorative elementer vidner om, at disse hører til i slutningen af 1700-tallet, herunder yderfagenes vinduesindramninger med konsolbårne trekantfordakninger og den store sparrenkopgesims under taget. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der på traditionel vis er indrettet én lejlighed per etage med en forstue bag det herskabelige trapperums hoveddør, hvorfra der er adgang til de repræsentative stuer mod gaden samt til den store, ovale spisestue i smigfaget, hvor herskab, gæster og tjenestefolk kunne mødes uden at gå i vejen for hinanden. Hertil et mere funktionelt sidehus med herskabets soveværelser og badeværelse samt en smal korridorgang. Herfra er der adgang køkkenet og bagtrappen i den udelukkende funktionelle baghusfløj op mod sidehuset. Baghuset kan have rummet værelser til tjenestefolk. Den bevarede oprindelige rumfordeling formidler således datidens levevis med tjenestefolk samt den store forskel på de sekundære rum og de herskabelige rum beregnet på præsentation i forhuset. De bevarede dele af ejendommens oprindelige og ældre interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal. Det kommer særligt til udtryk i de ovale spisestuer, hvor placeringen af vinduer, døre, indbyggede skabe og kaminnicher er nøje udtænkt for at opnå et rum i fuldkommen harmoni og balance. Det samme gælder stuerne mod gaden, særligt tofagsstuen med den symmetrisk anbragte niche i bagvæggen. Der er ligeledes kulturhistorisk værdi ved de oprindelige, tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede indfatninger, lysnings- og brystningspanelerne, de høje loftgesimser og loftsstukkaturen med rosetter samt vinduerne i sidehuset, der har hulpost og anverfere fra slutningen af 1700-årene. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved den oprindelige hovedtrappe, hvis enkelhed og elegance er kendetegnende for Harsdorff. Baghuset har endvidere et enkelt stukloft i meget gennemført ny-renæssancestil og et rum med vægge tapetseret med gyldenlæder. På anden sal i forhuset er der malede dekorationer af så høj kvalitet, at det kan være arbejder fra Bernhard Schrøders værksted. Bernhard Schrøders værksted blev i løbet af 1890'erne det største udsmykningsfirma i hovedstaden. Ud over fastansatte svende, blev velrenommerede kunst- og dekorationsmalere ansat til at udføre rumudsmykninger til enkelte opgaver. Firmaet har udført dekorationsmalerier og gyldenlæderstapeter i forbindelse med Frederiksborgs og Christiansborg slots genopførelse.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi i det ydre ligger i den harmoniske og velproportionerede facade, hvor farvespillet mellem den mørke facadesten og den lyse bremersandsten er en del af den arkitektoniske virkning. Den delikate stenstørrelse og brændte fugning giver murværket tyngde, som understreges med den kølige stenfarve. Samme virkning er der på gårdsiden, selvom der ikke er anvendt natursten, men en kalkning af den profilerede gesims under tagene. Portåbningens bue er meget høj og det opsprossede vindue uhyre elegant. I det indre ligger den arkitektoniske værdi i de velproportionerede rum og den store etagehøjde (herskabelige etager). Det fornemme og gennemførte snedkerarbejde, hvor de tofløjede døre i den ovale spisestue følger buen er og de gadevendte stuers overdådige joniske pilasterindrammede niche. Hertil kommer stukarbejderne i lofterne. De mange forskellige parketgulve, der er lagt i sindrige og forskellige mønstre i lejligheden på første sal er antagelig fra en istandsættelse i slutningen af 1800-tallet, men er af meget høj kvalitet. Det samme gælder loftsbemalinger, gyldenlæderstapeter og ny-renæssancestukloftet. Alle interiørerne, bortset fra kælderetagen, er af sammenhængende og høj kvalitet, og for en meget stor del fra opførelsen. Hovedtrappen er i sin enkelhed og de veldisponerede stigninger et fornemt eksempel på tømrerarbejde af allerhøjeste kvalitet.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links