Gråbrødretorv 13, København

De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Branden i 1728 var størst: omkring 1600 af byens 4100 huse brændte; hertil kom 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grund. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Men bygningstypen ændrede sig efter branden. Man havde tidligere hovedsagelig boet i enfamiliehuse: de velstående boede på gårde og småfolk i boder, som de hovedsagelig ejede selv. Efter branden blev størsteparten af de nye huse opført som etagehuse med en eller flere lejligheder med selvstændige køkkener på hver etage. Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Klosteret var indviet til Skt. Katharina og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade. Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af deres angivelige vellevned og udskejelser. Da man opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række "økonomibygninger", såsom sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men 1532 blev de delvis nedrevet. Endnu er rester dog bevaret: Under ejendommen Gråbrødretorv 11/Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren middelalderlig. Det er et levn fra munkenes fængsel, i 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen Gråbrødretorv 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige "økonomibygninger", måske gæsteherberget. Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig 1532 i København, og 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en "slippe" mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht, en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehæfter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted. På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han blev kendt skyldig i landsforræderi og frakendt liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet blev udlagt til en offentlig plads, det nuværende torv. I dets midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse. I 1842 blev den nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I 1841 skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet til det nuværende navn Gråbrødretorv. Ved bybranden 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række særdeles fine eksempler på de såkaldte "ildebrandshuse", bygget efter J.C. Kriegers forskrifter og i tidens solide og sprøde barokstil, der kom til at præge den genrejste hovedstad. På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv 1 læses således: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". Forhuset Gråbrødretorv 13 er opført i 1730-35 for murersvend Hans Poulsen. Bygningen var oprindelig tre etager høj med frontispice over hele facaden. I 1784 blev huset forhøjet til fire etager med frontispice over alle fag. Forhuset er restaureret og ombygget i 1968-71.

Gråbrødretorv 13 ligger med facaden ud til det brolagte Gråbrødretorv. Forhuset er grundmuret og i fire fag og fire etager over kælderen. Facaden er glatpudset og rødmalet. Der er kældernedgang i det tredje fag og hoveddør i det sidste fag fra venstre. Forhuset har en gavlkvist i hele facadens bredde og heltag med røde tegl. Gavlkvisten har en kraftig profileret og hvidmalet gesims. Kældernedgangen har et nyere jerngelænder og stentrin ned til en nyere grønmalet dør med glas i ramme med 12 ruder. To udeliggende og et enkelt indeliggende stentrin fører op til hoveddøren, en ældre tofløjet fyldningsdør med bosseringer. Herover et torammet overvindue. Vinduerne er fra stueetagen til andensalen traditionelt udførte korspostvinduer med en opdeling i de nedre rammer. I kælder, tredjesal samt gavlkvisten er vinduerne traditionelt udførte torammede vinduer med en enkelt opdeling i rammen. På gårdsiden er forhuset opført i bindingsværk med tre vinduesfag. Bindingsværket er opstreget i en lys grønlig nuance, og tavlene er kalket hvide. De besigtigede vinduer er nyere traditionelt udførte hvidmalede korspostvinduer. Gårdrummet er afgrænset af forhus, trappehus, baghus og en hvidmalet mur. Langs muren er der store sammenhængende ovenlysvinduer til restauranten i kælderen. I det indre fører en gennemgående smal forstue i stueplan ind til et trappehus, der giver adgang til forhusets lejligheder. Fra trappehuset er der ligeledes adgang til gården. Fra hoveddøren mod Gråbrødretorv er der tre trin op til stueplansniveau. Herfra er der adgang til restauranten i stueetagen via en tofløjet ældre fyldningsdør. Her er linoleum på gulvet. Væggene har blotlagt bindingsværk og tavlene er hvidmalede. Loftet er glat og hvidt. I kælderen er der restaurant med en åben planløsning, der fortsætter under gårdrummets terræn. Der er ølandsfliser på gulvene, og de ældre murflader er hvidmalede. De synlige loftsbjælker er som loftspladerne imellem hvidmalede. Der er indsat et nyere vindfang i glas ved indgangen. Et ældre ildsted og skorstenskerne er bevaret. Etageplanen fra førstesalen og op er i hovedtræk traditionel med en stue eller to stuer mod torvet og kammer samt køkken mod gården. Køkkenildsted er bevaret. I stuerne er der ældre samt traditionelle plankegulve, helpanelering mod torvet samt lysningspaneler. Der ses malede loftsbjælker med hvidmalede loftsplader i mellem. Væggene er glatte og hvidmalede. Hertil er der traditionelt udførte og muligvis ældre, lave fyldningsdøre med tilhørende gerigter. Hoveddøren er en traditionel revledør, muligvis ældre. I entre og køkken ses bræddepaneler.

Ejendommen Gråbrødretorv 13 har betydelig miljømæssig værdi, idet den indgår som et væsentligt led i middelalderbyens kompakte bebyggelse, hvor forhusenes facader på fornem vis understøtter samhørigheden med de andre bygninger i det enestående og særdeles stemningsfulde og historisk prægnante byrum omkring Gråbrødretorv med de mange forskellige, og gennemgående velbevarede ejendomme fra 1700- og 1800-tallet omkring torvet. Hertil indgår bygningen med sin karakteristiske smalle, høje bygningskrop og den markante gavlkvist og kraftigt røde facadefarve i samspillet med de øvrige ildebrandshuse på torvet, der tilsammen skaber en enestående fortælling og sammenhæng i byrummet.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhuset, som et velbevaret eksempel på de såkaldte ildebrandshuse, som blev opført efter Københavns store brand i 1728. Karakteristisk for ildebrandshusene var, at de høje og smalle firefagshuse med den murede gavlkvist var forsynet med kraftigt profilerede gesimser. Farveholdningen var grå- eller hvidkalkede gesimser som kontrast til den dybrøde murflade. Den smalle facadebredde skyldes, at de fleste ildebrandshuse er opført på smalle grunde, hvor der inden Københavns brand i 1728 lå boder med én- eller toetagers huse. Grundplanen opretholdtes, men grundejerne benyttede lejligheden til at bygge i højden. Gavlkvisthuset blev anbefalet af bygningskommissionen, og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729. Krieger anbefalede kvaderlisener, knækkede vinduesrammer og ophængte guirlander. Det ses anvendt visse steder, men slog ikke fuldkommen igennem, for det har nok været for kostbart med alle dekorationstyperne på en og samme facade for den almindelige bygherre. En række af ildebrandshusene opført efter Københavns brand i 1728 gik til under Københavns brand i 1795 og i bombardementet i 1807, men netop Gråbrødretorv er endnu domineret af ildebrandshusenes smalle, høje bygninger med frontispice og de kraftige facadefarver. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige planløsning med en gennemgående forstue i det ene yderfag og traditionelle lejlighedsplaner med stuer mod gaden og kammer og køkken til gårdsiden, de bevarede, oprindelige bygningselementer, herunder de panelerede rum, døre med kraftige fyldinger og en traditionel materialeholdning.

Den arkitektoniske værdi ved Gråbrødretorv 13 er relateret til forhusets enkle, smalle, høje bygningskrop med en udpræget symmetrisk opbygning omkring den markante gavlkvist med trekantsfrontispice. Hertil kommer facadens kraftige røde farveholdning, som lader bygningen stå som et markant indslag ud til torvet. Forhusets taktfaste vinduessætning med de traditionelle korspostvinduer giver facaden et roligt udtryk. I det indre er der arkitektonisk værdi knyttet til den smalle gennemgående forstue, de små, men velproportionerede og veldisponerede lejligheder med stuernes ældre interiør med fuldpanelering og fyldningsdøre.

Læs videre om

• Brænderigaarden, København
• Larsbjørnsstræde 7, København
• Nørregade 18, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen