Gråbrødretorv 6, København

De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Branden i 1728 var størst: omkring 1600 af byens 4100 huse brændte; hertil kom 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grund. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Men bygningstypen ændrede sig efter branden. Man havde tidligere hovedsagelig boet i enfamiliehuse: de velstående boede på gårde og småfolk i boder, som de hovedsagelig ejede selv. Efter branden blev størsteparten af de nye huse opført som etagehuse med en eller flere lejligheder med selvstændige køkkener på hver etage. Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Klosteret var indviet til Skt. Katharina og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade. Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af deres angivelige vellevned og udskejelser. Da man opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række "økonomibygninger", såsom sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men 1532 blev de delvis nedrevet. Endnu er rester dog bevaret: Under ejendommen Gråbrødretorv 11/Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren middelalderlig. Det er et levn fra munkenes fængsel, i 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen Gråbrødretorv 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige "økonomibygninger", måske gæsteherberget. Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig 1532 i København, og 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en "slippe" mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht, en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehæfter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted. På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han blev kendt skyldig i landsforræderi og frakendt liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet blev udlagt til en offentlig plads, det nuværende torv. I dets midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse. I 1842 blev den nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I 1841 skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet til det nuværende navn Gråbrødretorv. Ved bybranden 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række særdeles fine eksempler på de såkaldte "ildebrandshuse", bygget efter J.C. Kriegers forskrifter og i tidens solide og sprøde barokstil, der kom til at præge den genrejste hovedstad. På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv 1 læses således: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". I begyndelsen af 1730‘erne opførte kontraadmiral Peter Hiort en stor gård på Gråbrødre Torv. Hovedbygningen på ca. 20 fag og to etager høj, udfyldte det meste af torvets nordre side. Gårdens sidebygning i to etager lå ud til Niels Hemmingsensgade. I 1782 frasolgte gårdens daværende ejer, baron hr. Wilh. Gyldencrone, hjørnet Gråbrødre Torv/ Niels Hemmingsensgade til hofplattenslagermester Peder Jensen. Peder Jensens ejendom var på fire fag til torvet og otte fag til Niels Hemmingsensgade. Ved denne deling blev gange og døråbninger mellem de to ejendomme tilmuret. I 1795 tilkøbte Peder Jensen endnu tre fag til torvet og fem fag til Niels Hemmingsensgade. I 1818 hærgedes hjørnebygningen af en større brand, og husets ejer, malermester Simon Hambro, foretog væsentlige ændringer ved genopbygningen. Således forhøjedes bygningen med en etage, sidehuset forkortedes fire fag, og selve hjørnet blev ændret til et smigfag. Den oprindelige port mod torvet blev dog bevaret. Først ved en ombygning i 1881, der blev forestået af arkitekt Ingemann, sløjfedes porten, samtidig med at de nuværende butikker i stueetagen blev indrettet.

Gråbrødretorv 6 ligger på torvets nordlige hjørne. Hjørnebygningen er grundmuret i seks fag mod torvet, et smigfag og otte fag mod Niels Hemmingsens Gade. Den er i tre etager over en høj kælder og med udnyttet tagetage. Facaden er glatpudset, refendfuget og malet lysegrå fra gadeplan og op til og med kordongesimsen mellem stueetagen og førstesalen. Herover er facaden pudset og gulmalet og en hvidmalet hovedgesims markerer overgangen til det røde, teglhængte heltag med to skorstene i rygningen. Der er tre heltagskviste mod torvet og fire mod Niels Hemmingsens Gade. I fjerde fag i facaden mod torvet fører to udeliggende rundede trin samt et indeliggende op til husets hoveddør. Det er en ældre tofløjet, smal og mørkegrønmalet dør med fyldninger og glas i den øverste del med støbejernsudsmykninger bag. Herover sidder et enkeltrammet vindue med to ruder. I smigfaget er der nedgang til kælder med støbejernsgelænder med grifmotiv omkring. Dørpartiet er trukket tilbage i den fladbuede dørniche og den gående dørfløj sidder til højre. Dørpartiet er nyere og hvidmalet med fyldninger og glas øverst. I femte fag er der mod Niels Hemmingsens Gade ligeledes en nedgang til kælderen. Der er bræddepaneler i lysningen, og døren har fyldninger og glas øverst. Det hele er grønmalet. Vinduerne er traditionelt udførte korspostvinduer med en opdeling i de nedre rammer. I kælder- og stueetage er vinduerne malede mørkegrønne, mens de øvrige vinduer er hvidmalede. Kældervinduerne er torammede og småtopsprossede. Kvistvinduerne er fladbuede og torammede med tre ruder i hver ramme. Vinduerne er traditionelt udført eller ældre inklusive hængsler, stabler og hjørnebånd. På gårdsiden er der tre fag i forhuset mod torvet og fire fag mod Niels Hemmingsens Gade. Facaden er berappet og gulmalet inklusive hovedgesimsen, der danner overgang til et rødt teglhængt tag med en taskekvist i begge de gårdvendte tagflader og har bindingsværk i flunkene. I andet fag fra øst i forhuset mod Niels Hemmingsens Gade sidder en ældre tofløjet fyldningsdør ind til bagtrappen. Den er tilbagetrukket i dørnichen med småtopsprosset torammet overvindue i niveau med murfladen. I det østligste fag i forhuset mod torvet fører en ældre trætrappe (to trin) op til en fyldningsdør (med opsprossede vinduer øverst) ind til hovedtrappen. Gårdrummet har en støbt belægning, og der er nyere ovenlys til kælderen. Der er en passage til nabohusets gårdrum. Vinduerne er firerammede (lige store rammer), hertil småtopsprossede. De er hovedsageligt ældre inklusive hængsler, stabler og hjørnebånd. I faget med hovedtrappen bag er de to vinduer seksrammede, men med samme rammestørrelse som gårdsidens øvrige vinduer og hermed karakteristisk lange. De er ligeledes småtopsprossede. I stueetagen i forhuset mod torvet er der traditionelle korspostvinduer dog med tre ruder i de nedre rammer. Kvistvinduerne er firerammede og småtopsprossede. Vinduer og døre er mørkmalede. I det indre fremstår stuetagen i store træk med en nyere planløsning og er en del af restaurationen i nabobygningen mod Gråbrødretorv. Fra en smal forstue er der adgang til den ældre treløbede hovedtrappe samt til forhuset mod Niels Hemmingsens Gade med restauration, omklædning og lager. Fra den bagerste del af rummet er der adgang til en ældre bagtrappe. Bagtrappen er en ældre smal ligeløbstrappe i træ malet grå og sort. Gelænderet har slanke kantede balustre og profileret håndliste. Vægge og lofter er pudsede. Væggene er gulmalede, og loftet hvidmalet. I hovedtrapperummet, der ligger mod gårdsiden, er der linoleum på gulve, reposer og trin, og stødtrin er malede. Den treløbede trappe har kvadratisk durchsicht, og gelænderet har slanke, kantede balustre og profileret, sortmalet håndliste. Vægge og lofter er glatte og hvidmalede. Dørene til lejlighederne er traditionelt udførte eller ældre hvidmalede fyldningsdøre. Fra forstuen i stueetagen er der desuden adgang til to rum en suite i forhuset mod torvet. Her er en murgennembrydning ind til nabobygningen. På førstesalen er planløsningen overvejende bevaret med stuer mod torvet samt en smigfagsstue, mod Niels Hemmingsens Gade er der et aflangt rum i fem fag. Materialeholdningen er traditionel med ældre såvel som nyere bræddegulve, helpanelering mod torvet og brystningspaneler mod Niels Hemmingsens Gade. Vægge og lofter fremstår glatte og hvidmalede. Køkkenet ligger mod gården, hvorfra der er adgang til bagtrappe og badeværelse. I vinduerne er der flere runde lod- og tværposter både mod torv, gade og gård og sporadisk ældre håndsmedede stormkroge og anverfer. Der er flere ældre og lidt lavere fyldingsdøre med tilhørende gerigter samt nyere traditionelt udførte fyldningsdøre på etagerne. Hertil er skorstenskernen bevaret. I kælderen er der natklub og den fremstår i hovedtræk med en nyere indretning med en åben planløsning, gennembrydning ind til nabohuset (nr. 8) og nyere interiør. Der er pudsede og malede lofter og høje paneler på væggene i mørkbejdset træ og bræddegulve. Kælderen under nabohuset fremgår i fredningsbeskrivelsen for Gråbrødretorv nr. 8.

Ejendommen Gråbrødretorv 6 har en væsentlig miljømæssig værdi, der indgår som et led i middelalderbyens kompakte bebyggelse, hvor hjørnebygningens facade understøtter samhørigheden med de andre bygninger i det enestående og særdeles stemningsfulde og historisk prægnante byrum omkring Gråbrødretorv med de mange forskellige, og gennemgående velbevarede ejendomme fra 1700- og 1800-tallet omkring torvet. Facaderne er med deres distinkte udtryk og farveholdning typiske for områdets blanding af barok og klassicisme, og ejendommen fungerer i kraft af sin særlige beliggenhed som et arkitektonisk og byrumsmæssigt forbindelsesled mellem torvet og Niels Hemmingsens Gade.

Den kulturhistoriske værdi ved Gråbrødretorv 6 knytter sig overordnet til hjørnebygningen fra 1730, men det dominerende udtryk er klassicistisk som følge af en kraftig ombygning i 1818 og 1881. I det ydre ved hjørnebygningens repræsentative facade med glatpudsede murflader, opdelingen i under- og overfacade og samtlige klassicistiske stilelementer, herunder kordon- og hovedgesims samt de tidstypiske vinduer med opdelte underrammer. I kontrast hertil står den enkle, glatpudsede gårdside, hvor den profilerede hovedgesims udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Hertil kommer kvistene, der sandsynligvis stammer fra en ombygning, hvor tagetagen er blevet inddraget til beboelse, hvorved de afspejler en del af bygningens udviklingshistorie. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved den aflæselige struktur med stuer mod gaden, trapperum og køkken mod gården og en stue i smigfaget. Denne planløsning afspejler i store træk den herskende levevis i datiden og er således karakteristisk for det københavnske byggeri på ombygningstidspunktet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til dele af et ældre interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering afspejler klassicismen som det herskende stilideal.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens nedtonede klassicistiske udtryk, der karakteriseres af en overordnet symmetri, de glatpudsede, malede murflader og det taktfaste udtryk. Hertil den horisontale betoning med refendfugningen og de enkle gesimser, der bidrager til en kompositorisk elegance og skaber balance og sammenhæng i facaden. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til rumforløb, proportioner og lysindtag i sammenhæng med de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer, der forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Læs videre om

• Bredgade 63 og 63 A, København
• Dronningensgade 14, København
• Sølvgade 20, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen