Grønnegade 13, Troense

Troense bestod i middelalderen af to små bebyggelser ved Pilekrogen og ved Grønnegades sydlige del. I 1750 nedlagde Baron Niels Juel fra Valdemars Slot gårdene mellem de to bebyggelser og opførte i stedet huse langs Grønnegade med lange, smalle haver bagved. Samtidig søgte han at få husmændene til at slå sig på frugtavl, hvilket blev en succes. På kysten langs Svendborgsund blev der bygget skibe, som bragte frugten til eksempelvis København, og efterhånden opstod der en vidtstrakt stykgodssejlads på Nordsøen og i Østersøen. Indtil 1850 sejlede skibe fra Troense på langfart til Amerika og Asien, og Troense blev en decideret skipperby. I næsten alle de omkring 100 fæstehuse boede der søfolk eller skibsbyggere. På højdepunktet i 1860 boede der over 1.000 mennesker i Troense, men herefter gik det nedad for byen, idet sejlskibene blev udkonkurreret af motorskibe og jernbane. I stedet blev Troense mål for ferie- og badegæster. Grønnegade blev bebygget omkring 1750, Grønnegade 13 menes opført i perioden 1780-1800, men fra taksationsforretningerne i 1768 ved man, at forhuset bestod af en nord-syd orienteret længe på fire gange fire fag.

I 1819 blev forhuset beskrevet som en længe på i alt otte fag, hvilket betyder at bygningen i den mellemliggende periode var blevet udvidet med fire fag. I dag er forhuset elleve fag lang, så på et tidspunkt er bygningen yderligere blevet udvidet med tre fag, og nordgavlen er blevet omsat i grundmur. En overgang var forhuset inddelt i en beboelse i den sydlige del og en aftægtsbolig i forhusets fire nordligste fag.

I begyndelsen af 1980´erne brændte tagetagen, hvorefter den blev genrejst. I 1991 blev forhusets tagetage inddraget til beboelse, hvilket skete under ledelse af arkitekt Kristian Isager.

Ejendommen er beliggende på østsiden af Grønnegade, der er en af Troenses ældste gader. Foruden et forhus består ejendommen af et fritliggende sidehus på havesiden, kun adskilt fra forhuset af en smal slippe.

Forhuset er en elleve fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med gulkalkede tavl over en sokkel af syldsten og afsluttet af en sugfjæl. Mod havesiden er der gennemstukne bjælkeender. Taget er et stråtækt heltag med mønning og kragtræer. I den østvendte tagflade er to nyere stråtagskviste, og over bagdøren er en tagskægskvist. I mønningen er to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims. Nordgavlen er grundmuret, mens sydgavlen i bindingsværk med sortmalede vindskeder opdeles af en knægtbåren vandnæse. I gadesiden er en nyere, men traditionelt udført, tofløjet, flammeret dør med okseøjer og et ældre greb samt et smalt, opdelt overvindue og profileret indfatning. Mod haven er en nyere, men traditionelt udført revlehalvdør. Vinduerne er overvejende ældre, torammede vinduer opdelt i seks ruder. Hvor vinduerne er nyere, er de udført i kopi af de ældre. I nordgavlen er en nyere, tofløjet revleluge med glughuller, der på indersiden er forsynet med et vindue med jernramme. Vinduer og hoveddør er malet hvide, mens bagdøren er sort, ligesom revlelugen.

Indvendigt er store dele af en ældre planløsning bevaret. Fra gaden er der adgang til en stor forstue med en nyere kvartsvingstrappe til tagetagen. Syd for forstuen er en vinkelformet stue, mens der mod nord er to værelser mod gaden. Mod haven er et køkken, en baggang, et badeværelse og et værelse. Tagetagen er udnyttet med en stue, et værelse og et badeværelse. Forhuset fremtræder med en overvejende traditionel materialeholdning, der er brædde- og klinkegulve, pudsede vægge og synlige bjælker med profilkanter og bræddelofter. I tagetagen er der bræddegulve, plane vægge og synlige hanebånd. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, gerichter og greb. Sidehuset er en seks fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer uden fodrem med gulkalkede tavl over en sokkel af syldsten og afsluttet af en sugfjæl. Taget er et stråtækt heltag med halmmønning. I den nordvendte tagflade er en tagskægskvist. I mønningen er en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og gesims. Gavltrekanterne er beklædt med sortmalede, lodretstillede brædder, en på to, der øverst afsluttes af vindskeder og forneden afsluttes af en knægtbåren vandnæse. I sydsiden er tre nyere, men traditionelt udførte, revlehalvdøre. Vinduerne er nyere, men udført som kopi af det eneste ældre vindue i sidehusets vestgavl. Vinduerne er et- og torammede og opdelt i seks ruder, undtagen i tagskægskvisten, hvor det er opdelt i fire ruder. Vinduerne er malet hvide, mens halvdørene er malet sorte.

Indvendigt er sidehuset disponeret med et fyrrum mod vest, en lo i midten og af en tidligere stald mod øst. I loen der er åbent til kip, og der er ligeledes åben forbindelse til de to hølofter over henholdsvis vest- og østenden. Gulvene er støbte, skillevæggene er bindingsværksvægge med synligt tømmer ligesom de uisolerede ydervægge. I loen er stråtaget og tagkonstruktionen synlig, mens loftet i stalddelen og i fyrrummet har synligt bjælkelag med nyere loftsbrædder.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til placeringen i en af Troenses ældste gader, der er anlagt som en nord-syd orienteret gade, hvilket bestemmer bygningernes placering og orientering. Den forholdsvis stramme bebyggelsesstruktur dikterer ejendommens traditionelle disponering med forhuset placeret parallelt med vejen og udhuset placeret vinkelret herpå. Forhuset ligger ligesom flere af de oprindelige bygninger med kort afstand til nabobygningerne og med en smal slippe mellem forhuset og sidehuset, hvilket er karakteristisk for Grønnegades bebyggelse og som giver et fortættet landsbymiljø. Endvidere er det kendetegnende for ejendommene i Grønnegade, at grundene er lange og smalle, disponeret med en mindre forhave mod vejen, afgrænset af en lav hæk, og en større nyttehave bagved. Således bidrager Grønnegade 13 til fortællingen om Grønnegades anlæggelse, hvor helheden af forhuse med tilhørende udhuse er en vigtig del af Troenses autentiske og stemningsfulde landsbymiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Grønnegade 13 knytter sig til ejendommen som en integreret del af fortællingen om Troenses kultur- og udviklingshistorie, hvor den planlagte landbebyggelse med velanlagte, små bebyggelser stod som en samlet ramme om frugtavl og skibsfart. Dette kan aflæses i grundens traditionelle disponering og bebyggelsesstruktur med et nord-syd orienteret længehus, et fritliggende øst-vest orienteret sidehus, en forhave og en brugshave bagved. Grundenes tætliggende struktur, der blev fastlagt i midten af 1700-tallet, vidner om, at Grønnegade 13 hører til Troenses ældste bebyggelse.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved forhusets og sidehusets enkle og traditionelle bindingsværkskonstruktion med løsholter, dokker, halvranker og stormbånd samt den simple materialeholdning med bræddebeklædt gavl og stråtag med mønning og kragetræer, der vidner om, at Grønnegade 13 oprindeligt blev opført som en beskeden fæstebolig med stald og lo under den nærliggende herregård. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til den aflæselige udviklingshistorie i forhusets konstruktion og ydre form. I takt med at Grønnegades beboere blev mere velhavende blev husene forbedret. Dette kan aflæses i forhusets kæmmede konstruktion, hvilket blev udbredt på Fyn i 1800-tallet og betyder, at bjælkerne blev fjernet og efterfølgende lagt op på tagremmen, hvorved man opnåede en større loftshøjde og derved et finere beboelsesareal. Bestræbelserne på at gøre huset finere kan ligeledes ses i, at de oprindelige gennemstikninger er fjernet mod gaden samt i den flammerede hoveddør med okseøjer, overvindue og profileret indfatning. En del af forhusets udviklingshistorie kan i det ydre aflæses i skorstenspibernes placering, der indikerer at bygningen på et tidspunkt er blevet udvidet med tre fag mod syd. Revlelugen i forhusets nordgavl vidner om, at forhusets tagetage oprindeligt blev anvendt som høloft – et supplement til høloftet i sidehuset.

Hertil kommer bygningernes egnskarakteristiske træk, der ud over stråtaget og de bræddebeklædte gavltrekanter knytter sig til forhusets halvranker og sidehusets stormbånd, der på traditionel fynsk vis støtter mod den næstsidste stolpe i stedet for hjørnestolpen, således at vindtrykket på det yderste fag bliver knap så stort.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning med en næsten gennemgående hovedskillevæg samt til den sydlige del med gennemgangsrum, der står i kontrast til norddelens lille fordelingsgang med værelser på hver side. Forskellen i planløsningen vidner om, at den nordlige del af huset en overgang var en lille selvstændig aftægtsbolig. Hertil kommer, at de sekundære rum som køkken og bad på traditionel vis er placeret mod haven. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele, herunder det synlige bjælkelag med profilkanter, fyldingsdøre, gerichter og dørgreb.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til de enkle bygningskroppe med stort set, ubrudte tagflader og bræddebeklædte gavltrekanter, der sammen med de taktfaste og simple bindingsværkskonstruktioner, skorstenspiber i rygningerne og de taktfast placerede vinduer samt bygningernes indbyrdes beliggenhed og samhørighed i såvel konstruktion som materialeholdning, tilsammen giver en helstøbt ejendom med to velproportionerede bygninger med et harmonisk udtryk.

Læs videre om

• Grønnegade 14, Troense
• Krovej 11, Lundeborg
• Vejstrup Vandmølle

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen