Høybergvej 12, Visby

Grundene til de tre bygninger, Høybergvej 12-16 blev udstykket fra Visby Præstegård i slutningen af 1700-tallet, hvorfor Høybergvej 12 sandsynligvis er opført kort efter udstykningen. Bygningen blev opført i en længe, som bolig og antagelig med stald til mindre dyrehold i den vestlige del. Ved en modernisering i nyere tid blev der formodentlig nedrevet en skillevæg, så der fremkom en stor stue i stedet for to små stuer mod haven.

Høybergvej 12 ligger langs med landevejen, som et af de første huse i landsbyen Visby. Denne del af landsbyen er den ældste del af Visby. Bygningen er indrettet til beboelse. Høybergvej 12 er en seks fag lang, enetages, grundmuret bygning med et afvalmet stråtag med mønning, hvori der sidder en nyere skorsten. Mod vest fremstår stråtagets afvalmning fladere end mod øst. Murværket er hvidkalket over en sortmalet sokkel, vinduerne er ældre med hvidmalede rammer og røde karme. Vinduerne er torammede med tre ruder i hver. Midtfor bygningen er der en ældre rød- og hvidmalet indgangsdør med fyldinger med tre ruder i øverste del, herover er en buet frontkvist, arkengab, med et opsprosset, enrammet, opsprosset vindue. Mod øst er der ligeledes et opsprosset vindue i tagetagen og mod denne gavl er der tilbygget en nyere, lav bygning, der ikke er omfattet af fredningen. I vestgavlen sidder der et lille, ældre rødmalet vindue med opsprosning. På havesiden er forhuset opbygget som på facaden, dog sidder der i de to østligste fag et ældre trefags vindue og en nyere dør med termoruder. I det indre er forhusets ældre grundplan i store træk bevaret med badeværelse, køkken, forstue og mindre værelse mod gaden samt stue og soveværelse mod haven. Der er ikke kælder og loftet fremstår uudnyttet. I det indre er det synlige bjælkelag bevaret, flere steder er disse blevet inddækket og loftet mellem bjælkerne er dækket med plader eller systemplader. Gulvene fremstår støbte og dækket med gulvtæpper eller nyere gulvbelægning.

Den miljømæssige værdi ved Høybergvej 12 knytter sig til bygningens beliggenhed langs landevejen og dens samhørighed med de to nabobygninger mod øst Høybergvej 14 og Høybergvej 16, der er opført i de samme materialer som Høybergvej 12. De tre bygninger har store ligheder i udseendet og ligger let forskudt i forhold til hinanden for at skærme mod den kraftige vestenvind. Ved indkørslen til Visby danner de tre ensartede bygningers let forskudte placering en særegen og smuk åbning til landsbyen.

Den kulturhistoriske værdi for Høybergvej 12 knytter sig i det ydre til bygningens solrette beliggenhed og dens udformning, der minder om en lille udgave af den lokale byggeskik, den vestslesvigske gård. Den vestslesvigske gård kendetegnes ved at være opført i en længe med bolig i den ene ende og stald i den anden og henover indgangsdøren er der en frontvist, arkengab. I Høybergvej 12 har stalden tidligere sandsynligvis oprindeligt har ligget i den vestlige del af længen, hvilket ses ved at denne del af huset er lidt smallere end huset iøvrigt. Her er stråtaget er fladere afvalmet end mod øst, hvilket sammen med Høybergvej 12-16s indbyrdes forskudte og lægivende placering sandsynligvis har kunnet afhjælpe vestenvindens påvirkning på bygningen. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold, samt af adgangen til byggematerialer, hvilket afspejler sig i bygningens materialeholdning i grundmur og stråtækt tag, der er karakteristisk for egnen. Denne byggeskik adskiller sig fra resten af Danmark, hvor man traditionelt brugte bindingsværk. I den træfattige egn blev det allerede i 1700-tallet almindeligt at bygge grundmur. De få og enkle materialer har man kunne skaffe lokalt, teglsten blev brændt lokalt af bønderne, eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre plan med køkken, forstue, mindre værelse mod gaden, samt stue og kammer mod haven i syd. Hertil kommer det uudnyttede loftrum, der står som oprindeligt: et koldt, ubeboet rum, der kun anvendtes til opbevaring. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig også til de bevarede et ældre fyldingsdøre og til det bevarede skorstensmassiv i køkkenet, der vidner om, at køkkenet også oprindeligt har været placeret i denne del huset.

Den arkitektoniske værdi i det ydre ligger i bygningens ydmyge, traditionelle fremtræden i overkalket murværk med torammede, trerudede vinduer og stråtag. Hertil kommer det afvalmede tag over de lave mure, der med bløde kurver former sig omkring bygningens hjørner og frontkvisten. De eneste vertikale elementer i den ellers horisontale bygningskrop er frontkvisten og skorstenen. Udtrykket er enkelt og solidt uden unødig dekoration. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velbelyste små og større rum, hvor loftbjælkerne og den lave lofthøjde giver en hyggelig og mættet historisk stemning.

Læs videre om

• Bjerremark, Ubjerg
• Kirkepladsen 7-9, Tønder
• Østergade 62, Tønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen