Harlev Præstegård, Gammel Harlev

Stuehuset blev opført af provst Jens Jepsen Harlev og Hustru Christine Sophie Gyberg i 1732.I 1757 opførte provst Christian Johan Lodberg to fritliggende sidelænger med port gennem den østre. Den vestlige længe blev senere bygget sammen med stuehuset. I 1799 stod provst Ole Flensborg for forskellige ombygninger, herunder blandt andet stuehusets dør med portal samt flytningen af bjælkerne, så disse blev lagt over remmen for at opnå en højere rumhøjde. I det indre skete der i 1854 en modernisering. I 1983 brændte store dele af den vestlige længe og stuehusets tag. Efterfølgende blev en genopbygning af vestlængen og stuehusets tagkonstruktion igangsat. Restaureringen og genopførelsen blev udført af Friis og Moltke Arkitekter og stod færdigt i 1987.

Harlev Præstegård ligger i en mindre landsby vest for Århus. Den trelængede præstegård er placeret syd for Harlev Kirke hvor stuehuset udgør den midterste og største længe, mens øst- og vestlængen udgør avlslængerne. De tre længer indrammer en pigstensbelagt gårdsplads, der mod kirken er afgrænset af en lav kirkegårdsmur. Syd for præstegården er en stor park omkranset af et velbevaret stendige. Alle tre længer er opført i sorttjæret bindingsværk med hvidkalkede tavl. Bindingsværket er forsynet med løsholter, dokker, skråstivere, gennemstukne bjælkeender og sternbræt båret på konsoller samt enkelte steder styrterumskonstruktion. Længerne har stråtækkede heltage med mønning og over østlængens nordgavl er helvalm. Gavltrekanterne er beklædt med lodretstillede, sorttjærede brædder. I stuehusets tagryg ses tre skorstenspiber, og i østlængen ses to skorstenspiber. Alle skorstenspiber er hvidmalede og har traditionel sokkel og krave. I både stuehuset og i østlængen er et gennemgående portrum og i østlængen er et høgab i tagfladen mod gårdspladsen. Øst- og vestlængen er forsynet med revleporte og -luger i varierende størrelse og alder. I stuehusets gårdside ses to ældre, tofløjede døre, den ene er flammeret med en træportal, mens den anden er en fyldingsdør med profileret indfatning. I alle længer er et- og torammede vinduer med småtopsprossede ruder. Vinduerne i stuehuset og i østlængen er ældre, mens de i vestlængen er nyere men traditionelt udførte. Flere af de ældre vinduer har tillige bevarede ældre hjørnebånd og enkelte vinduer er hængslet på lodposten. Vinduerne er ligesom de fleste døre malet i en mørk grågrøn nuance, mens enkelte porte og luger er sorttjærede. Tagetagen er uudnyttet og her ses undersiden af stråtaget samt tagkonstruktionen, som er ny men traditionelt udført.I stuehusets indre er bevaret en ældre grundplan med en næsten gennemgående midterskillevæg. Stuerne ligger en suite mod haven og er i direkte forbindelse med forstuen, der ligger mod gårdsiden. Køkkenet er et større gennemlyst rum og herfra er der adgang til den østligste del af stuehuset, hvor en lang gang mod gårdspladsen giver adgang til værelser mod haven. Elementer og overflader i køkkenet, badeværelset og et mindre toilet er nyere. I de øvrige rum er en overvejende traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, pudsede vægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Der er tillige mange ældre døre med bevarede gerichter samt en markering af en tidligere ovnplads. I forstue, gang og køkken er lagt nyere klinker. Østlængen indeholder syd for portrummet garage, opbevaringsrum og værksted samt adgang til høloftet, mens der nord for portrummet er indrettet graverfaciliteter og toiletter til kirkens gæster. Der er en delvist ældre materialeholdning i den sydlige del, herunder støbte gulve, grovpudsede og kalkede vægge samt bræddelofter med synlige bjælker. Den nordlige del har derimod en mere moderne materialeholdning.Vestlængen indeholder en stor konfirmandstue og toiletter mod syd, og her er alle overfladerne nyere, mens der mod nord er et stort åbent laderum med traditionel materialeholdning, alle overflader er dog nye, ligesom hele tagkonstruktionen.

Den miljømæssige værdi relaterer sig til, hvordan præstegårdens og kirkens bygninger tilsammen danner et centralt omdrejningspunkt i landsbyen. Kirkens oprindelige udseende og præstegården med gårdsplads og have fremstår herved som et velbevaret kulturmiljø. Visuelt samles bygningerne af den bevarede kirkemur og det næsten ubrudte stengære omkring haven, der dermed har stor miljømæssige værdi.Miljøet forstærkes tillige af gårdspladsens velbevarede pigstensbelægning samt præstegårdshaven mod syd, hvor ældre store træer og en lille sø tildeler stedet en stemningsfuld og landlig idyl.

Præstegårdens kulturhistoriske værdi knytter sig til gårdens intakte relationer til kirken og landsbyen samt til dens imponerende størrelse, der gør den til en fornem repræsentant for præstegårdsbyggeriet i Danmark. Tillige fortæller størrelsen om præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status, og vidner om præstestandens historiske bibeskæftigelse som landmænd med større jordtilliggender. Hertil kommer bindingsværket, der har stor kulturhistorisk værdi, da det er udført efter datidens byggeskik med gennemstukne bjælkeender og høj styrterumskonstruktion. Endvidere har det stor betydning at bindingsværket er opsteget og udført med fodrem og hele to dokker mellem stolperne, hvilket er egnskarakteristisk for Østjylland. Bygningens alder kan således aflæses i bygningens konstruktion og materialeholdning samt i en inskription i stuehusets bindingsværk, der både bærer bygherrens initialer og årstal. I det ydre fremtræder præstegårdens historiske funktioner næsten intakte, idet stuehuset med sin højde, antal dokker, vinduer, tofløjede døre med portal samt hele tre skorstenspiber tydeligt adskiller sig fra de øvrige to længer, der har færre og mindre vinduer og brede store revleporte eller revleluger og høgab. I østlængen er der fra det store høloft åben forbindelse ned til det gennemgående portrum, hvilket afspejler hvordan man i tørvejr tidligere kunne læsse korn og hø til og fra loftet. Den kulturhistoriske værdi i det indre knytter sig til stuehusets bevarede ældre materialeholdning og bygningsdetaljer, herunder paneler, døre med gerichter, beslag og greb, vinduernes anverfere og stormkroge samt loftsbjælker, idet de afspejler bygningens alder. Ser man på dørenes proportioner, fyldinger og hængsler må det antages at nogle døre kan være fra opførelsen i 1700-tallet, mens andre må stamme fra ombygninger i 1800-tallet. Hertil kommer avlslængernes delvist ældre materialeholdning, der i sin enkelhed og rustikke udtryk afspejler disse længers sekundære funktion.

Arkitektonisk fremtræder Harlev præstegård som et velbevaret, sluttet og homogent anlæg. De lange, ubrudte tagflader og det opstrøgede tjærede bindingsværk samler bygningerne visuelt og giver den traditionelle arkitektur et formfuldendt og ensartet udtryk. Stuehusets proportionering har tillige stor arkitektonisk værdi, hvor den taktfaste række af tætsiddende dokker i de brede stolpefag danner en base for det øvrige bindingsværk. Anlæggets detaljering er gennemgående enkel, og de særligt bearbejdede æstetiske detaljer begrænser sig til stuehusets to fyldingsdøre og garageporten i østlængen: de flammerede dørblade, eller fyldingsdøren med flere diamantfyldinger indrammes på elegant vis af detaljerige portaler. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til den enkle og harmoniske materialeholdning, der giver en naturlig sammenhæng gennem stuehusets rum. Særligt tildeler det synlige bjælkelag en fast takt i rummene og i den gennemlyste stue bevirker den bevarede ovnniche, der flankeres af to døre, at dette rum har en hvis symmetri.

Læs videre om

• Harlev Præstegård, Trap Danmark

Læs også om

• Købmand Herskinds Gård, Aarhus
• Psykiatrisk Hospital, Aarhus
• Vilhelmsborg, Mårslet

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen