Hennetvedvej 19

Hennetved ved Skovsgård har et velbevaret landsbymiljø, som præges af en tæt bebyggelse af landarbejderhuse og husmandssteder samt enkelte gårde. De mange landarbejdere har været knyttet til områdets hovedgårde og større landejendomme. Den store landsby er formentlig anlagt i senmiddelalderen som rydningsby i et skovområde. Gårde og huse ligger fordelt omkring en bred vejforte og dens vejudgreninger. Bindingsværkshuset blev opført i 1835, og tjente oprindelig som en landarbejderbolig under det nærliggende gods Skovsgård. I 1983 gennemgik bygningen en omfattende istandsættelse. Der blev blandt andet indrettet et værelse i bygningens nordøstre hjørne ligesom lofthøjden blev øget ved udgravning.

Det lille landarbejderhus ligger på en lille, langstrakt grund midt i landsbyen Hennetved. Bygningen er en otte fag lang bindingsværksbygning opført med et stejlt, stråtækt heltag med afvalmede gavle, halmmønning og kragetræer. I rygningen er en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og gesims. Bygningen er opført med fodrem, som dog flere steder er forsvundet, samt hvidkalkede tavl og sorttjæret bindingsværk med dobbeltfornaglede, gennemstukne bjælkeender. Mod gaden er en ældre enfløjet fyldingsdør med små ruder øverst og en enkel indfatning samt en ældre revledør. På bagsiden er en ældre revlehalvdør. Vinduerne er ældre, men med forskellig alder, et- og torammede vinduer med små ruder. Både døre og vinduer er malet blå. Indvendigt er store dele af en ældre planløsning bevaret. Mod gaden ligger en lille forstue og bag denne er et bryggers. Vest for forstuen er der mod gaden to sammenhængende stuer samt et lille kammer og et køkken mod bagsiden. Fra forstuen er der adgang til et lille badeværelse mod gaden, og fra bryggerset fører en dør ind til et værelse mod øst. Udefra er der adgang til et lille udhus, hvorfra man kan komme op i det uudnyttede tagrum, hvor den ældre tagkonstruktion og skorstenen er synlig. Bygningen har overvejende en ældre og traditionel materialeholdning med teglklinke- og bræddegulve, pudsede vægge, hvoraf ydervæggene i stuer og kammer er efterisolerede i brystningshøjde bag nyere paneler, samt synlige bjælker og loftbrædder. I udhuset og i bryggerset er der støbt gulv, hvorpå der i bryggerset skal lægges teglklinker. Der er bevaret ældre bygningsdele som revle- og fyldingsdøre, gerichter, vinduernes håndsmedede anverfere og stormkroge samt en bageovn med tilhørende gruekedel i bryggerset.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden ud til landsbyens hovedgade, hvor landarbejderhuset sammen med de øvrige huse og gårde indgår som en væsentlig del af landsbyens struktur og historiske miljø. Hertil kommer grundens beskedne størrelse, der vidner om, at bygningen oprindeligt blev opført på det nærliggende gods Skovsgårds jorder som et landarbejderhus.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens opførelse som et beskedent landarbejderhus, hvilket kan aflæses af bygningens simple materialeholdning i tømmer, tegl og strå samt i størrelsen på kun otte fag, som rummede både bolig og stald. Efter de store jordreformer i slutningen af 1700-tallet, ændrede strukturen og sammensætningen af hoveriarbejdet for fæstebønderne sig også. Flere og flere gårde blev solgt fra til selveje i løbet af 1800-tallet, og bønderne løstes af eller betalte sig fra fæstearbejdets forpligtelser. Det betød, at godsejernes egne marker skulle drives på en anden måde. De fleste godsejere byggede landarbejderboliger, med kun ganske lidt eller ingen jord. Landarbejderne tjente næsten intet, og de boede til leje i husene hos godsejerne. I løbet af 1800-tallet voksede mængden af jordløse landarbejdere kraftigt, og de hørte til nogle af de allerfattigste i samfundet. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved det traditionelle, enkle bindingsværk med gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender, en enkelt dokke under løsholten samt de krumme skråbånd i vestgavlen, idet krumvokset tømmer efter sigende skulle være meget robust. Hertil kommer de stejle, ubrudte tagflader tækket med strå samt den enlige skorsten i rygningen, der vidner om datidens centrerede opvarmnings- og madlavningskilde. I det ydre kan også bygningens grundplan aflæses med den centralt placerede fyldingsdør til beboelsesdelen ud mod gaden og den beskedne revledør til stalden ved siden af samt bryggersets halvdør mod bagsiden. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede grundplan med beboelse mod vest og stald og lo mod øst. På traditionel vis står skorstenen i bryggerset modsat forstuen og mod gaden ligger to stuer i forlængelse af hinanden med et kammer mod bagsiden. At der oprindeligt var stald øst for forstuen, kan aflæses i det lille udhusrum, hvor der er adgang til loftrummet, som på traditionel vis blev anvendt til høloft. De bevarede ældre bygningsdele og -detaljer vidner dels om bygningens alder og dels om bygningens funktion som landarbejderbolig med simple gerichter og revledøre med beslag og spor efter øksen som tildannede plankerne og i loftet synlige bjælker med loftbrædder. Hertil kommer vinduernes gamle ruder samt håndsmedede anverfere og stormkroge, der påviser bygningens ældste vinduer. Fyldingsdøren med én lang fylding må stamme fra en anden gård, idet den aldersmæssigt er for gammel til landarbejderhuset, da dens udformning tilskriver den første halvdel af 1700-tallet. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved bryggersets bageovn med tilhørende gruekedel. Under den gamle håndsmedede låge ses et svagt tilbagetrukket felt, som indikerer, at der på traditionel vis tidligere har været et åbent ildsted i forbindelse med skorstenen.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til længens enkle og traditionelle fremtræden med simpelt, sortopstolpet bindingsværk, hvidkalkede tavl og stejle, ubrudte tagflader med halmmønning, kragetræer og skorstenspibe i rygningen. Der er kontrast imellem hoveddøren med små ruder og fyldinger og de sekundære revledøre. Ligesom der er kontrast imellem de lukkede gavle og langsiderne med smårudede vinduer. Den enkle materialeholdning og den taktfaste, simple bindingsværks-konstruktion giver det ellers lille landarbejderhus et velproportioneret og værdigt udtryk.

Læs videre om

• Kågård, Lindelse
• Søndenbro Andelsmejeri (tidl.)
• Tranekær

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen