Hesselager, Store og Lille Hospital (tidl. kirkelade) ligger på Vandværksvej 3-5 i Svendborg Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Fra midten af 1200-tallet kendes omtale af tiendeafgiften, hvor sognebørnene måtte aflevere en tiendedel af deres afgrøder til præst, kirkebygning og bisp. I den første periode blev tiendekornet opbevaret på kirkeloftet, men da man senere lavede hvælv i kirkerne, blev det nødvendigt at opføre små selvstændige kirkelader. Således blev Det Lille Hospital opført omkring 1550 som Hesselager sogns kirkelade, hvor bøndernes tiendekorn blev tærsket. Kirketiende betød, at bonden skulle betale hvert tiende neg, der stod på marken. En tredjedel af tiendet tilfaldt sognekirken, en anden tredjedel præsten og den sidste tredjedel biskoppen. Reformationstiden betød en uhyre stor omvæltning for kirke og samfund. Den betød ikke mindst en økonomisk gevinst for de verdslige magthavere, idet inddragelsen af bispegodset betød en tredobling af kronens indtægter, men også herremændene nød godt af omvæltningen, idet den ofte betød, at patronatsretten til kirken ja måske flere kirker tilfaldt dem. Det skete for Hesselagers vedkommende i året 1527. Det betød blandt andet også retten til kirkens lade, men da kirketiendet alligevel tilfaldt herremanden, naturligvis med den forpligtigelse, at han skulle vedligeholde kirken, så kunne man ligeså godt aflevere tiendekornet på herregården. Det betød, at de dårligst byggede kirkelader ret hurtigt forfaldt for at blive revet ned, mens de solide stenhuse som Hesselager Kirkelade kunne få en anden anvendelse.

Fattigdommen var utrolig stor i 1500-tallet, reformations-århundredet, og den sociale omsorg hvilede udelukkende på privat velgørenhed. Efter Christian d. III´s lov af 14. juni 1539 blev de mange små hospitaler i provinsbyerne nedlagt, og i stedet blev der i domkirkebyerne og andre store købstæder oprettet store hospitaler, som skulle være fælles for større landområder. For Fyns vedkommende blev det i Odense, hvor Gråbrødre Kloster blev indrettet til hospital og sygehus. Det skulle huse fattige, syge og gamle, skrøbelige mennesker, der var værdige til Guds Almisse, og de havde cirka 70 sengepladser. I 1558 stadfæstede Christian d. III, at det for uarbejdsomme mennesker blev tilladt at tigge i det sogn man var født i eller havde boet i. Endvidere blev det pålagt kirkeværgerne med sognemændenes hjælp at bygge et hus til de fattige i sognet, som ikke havde andre steder at bo. I 1587 blev præsterne af Frederik d. II pålagt at føre registre over arme og fattige folk i sognet, der burde have almisse. Desuden skulle præsterne fra prædikestolen formane deres sognemænd til nødtørftigt at underholde sognets registrerede fattige med mad og drikke, så disse ikke skulle løbe udensogns for at få føde. Herudover skulle præsten og kirkeværgerne forsyne de registrerede tiggere med et mærke, der blev hæftet på brystet, og som bestod af de tre eller fire første bogstaver af sognets navn. Niels Friis, som efter sin farbror, kansleren Johan Friis´s død arvede Hesselagergaard, bekendtgjorde ved et dokument i 1597, at han skænkede de fattige Store Hospital, som han havde ladet opføre nord for kirken ved siden af den tidligere kirkelade. Der var tale om en fribolig for de otte fattigste og skrøbeligste personer, som var født i eller havde boet i Hesselager sogn. De otte personer, der både kunne være mænd og kvinder, skulle udvælges af sognepræsten, birkefogeden og de tre oldermænd i Hesselager, Vormark og Boholt. Ud over friboligen var der knyttet et legat til beboerne. Niels Friis oprettede et legat på 1100 rigsdaler til 5 % i rente. Renterne skulle sognepræsten udbetale hver lørdag sidst på eftermiddagen med 12 skilling til hver af beboerne. Resten af beløbet skulle gå til vedligeholdelse af hospitalet. Denne forpligtigelse levede sognepræsterne med ind til 1945, da fundatsen grundet tidernes ugunst blev moderniseret og de ugentlige udbetalinger blev lagt sammen til halvårlige udbetalinger. Så vidt vides er Hesselager Store Hospital et af de ældste af sin art herhjemme.

Niels Friis lagde endvidere grunden til Hesselagers skolevæsen, da han skænkede og lod istandsætte halvdelen af den gamle kirkelade (Lille Hospital) til skolehus. I 1765 lod Commerceråd Baggesen en del af den gamle kirkelade indrette til bolig for fire fattige og nødlidende helst gårdmandsenker eller andre gamle og renlige kvindfolk af Hesselager Gods. De fik også et legat på 8-10 skilling ugentlig og det tiloversblevne blev delt mellem dem hver Sankt Hans dag til tørv og forskellige naturalier som mel og malt. Omkring 1770 blev der opført en udhusbygning med gruekedel og redskabsrum til Hospitalet. På udhusets nordvendte langside var der oprindeligt fire døre, der gav adgang til fire toiletter. Store Hospital var oprindeligt indrettet med flere, små forgange, hvor gulvet var af kampesten, mens der var munkestensgulv i lejlighedernes stuer. Omkring 1830 lod godsejer Andreas Dons foretage en gennemgribende restaurering af hospitalsbygningerne, hvor blandt andet træværket blev udskiftet. Det oprindelige tagværk havde en højere rejsning og var tækket med strå, og gavlene var sandsynligvis udsmykkede, som vælske gavle eller trappegavle. Også op gennem 1900-tallet viste de skiftende ejere af Hesselagergaard stor veneration for hospitalerne. I 1918 blev bygningerne fredet, og i 1919 overdrog Baronesse Bertha Blixen-Finecke hospitalerne til en selvejende institution, hvis bestyrelse skulle bestå af ejeren af Hesselagergaard og sognepræsten i Hesselager. Det har altid været intentionen, at institutionen ikke fik præg af at være en fattiggård, men stadig forblev en legatstiftelse. I årene 1967-69 blev Lille Hospital restaureret under ledelse af arkitekt Rønnow. Der blev indrettet en tidssvarende ældrelejlighed, oprettet en fælles fyringscentral med kirken og der blev indrettet toiletter. Det Store Hospital blev restaureret i 1976, og der blev indrettet to ældrelejligheder med moderne faciliteter. Endelig blev udhusbygningen restaureret i 1978.

Beskrivelse

Hesselager Store og Lille Hospital ligger nord for Hesselager Kirke som en del af kirkegårdens afgrænsning. Lille Hospital er en énetages, hvidkalket bygning, som er grundmuret, dels af teglsten, dels af kampesten over en sokkel af kampesten med stejlt, teglhængt, rødt heltag og kamtakkede gavle. Kamtakkerne afsluttes af røde vingetegl og i rygningen ses to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. Nordre langside har øverst en retkantet, muret gesims. I nordre langside er hovedindgangen. En toløbet trappe af kampesten med et simpelt jernværn fører op til en fladbuet, dobbeltfalset døråbning, hvori der sidder en nyere revledør med opdelt overvindue. Endvidere er en ældre, lav revledør med ældre beslag og klinkefald. I sydsiden, som vender ud mod kirkegården, er en rundbuet, dobbeltfalset døråbning, hvori der sidder en nyere, rundbuet revledør med en halvrund rude. Vinduerne er traditionelt udførte, torammede og seksrudede vinduer. I østgavlen ses desuden et etrammet vindue samt to aflange, fladbuede muråbninger. Både døre og vinduer er malet brune. Lille Hospital er indrettet med en forstue, en konfirmandstue, garderobe, toiletter, køkken, kontor og et arkivrum samt omklædning og frokoststue for graveren.

Der er gennemgående en traditionel materialeholdning med nyere teglstensgulve og bræddegulve, kalkede vægge, ældre synligt bjælkelag med loftbrædder og nyere revledøre. I konfirmandstuen er bevaret et tilmuret ildsted. I graverens rum er der klinker på gulvet samt pudsede vægge og lofter, og dørene er her nyere, glatte døre. Indvendigt er vinduerne forsynet med koblede rammer. Tagrummet er uudnyttet. Umiddelbart vest for Lille Hospital ligger Store Hospital, der er en énetages, hvidkalket, grundmuret bygning med en høj, sort sokkel, der optager terrænfaldet mod nord, mod vest udgøres soklen i stedet af granitstenskvadre. Bygningen har et teglhængt, rødt heltag med halvvalmede gavle. I tagfladerne ses ældre tagvinduer, og i rygningen ses to nyere skorstenspiber i rød, blank mur med buet tag. Langsider og gavle har øverst en retkantet, muret gesims. Bygningen har en indgang mod både øst og vest, der begge steder udgøres af en fladbuet døråbning, hvori der sidder en nyere, men traditionelt udført revledør med flammeret front og ældre beslag. Foran den østre dør er en trappe med granittrin og støbte trin samt et ældre smedet værn. Vinduerne er nyere, men traditionelt udførte, torammede og seksrudede vinduer. Både døre og vinduer er malet grønne. Omkring bygningen ligger et bånd af pigsten.

Store Hospital er indrettet med to boliger, der henholdsvis ligger mod nord og syd. Boligerne har indgang enten fra øst eller vest. Fra den lille forstue er der adgang til et badeværelse midt i bygningen samt et køkken og et værelse i samme side som forstuen, og til den modsatte side ligger en stue. I væggen mellem stue, køkken og værelse står skorstenen. Der er gennemgående en traditionel materialeholdning med nyere teglstensgulv i forstuen og bræddegulve i de øvrige rum. På badeværelset er der klinker på gulv og vægge. Væggene er pudsede og i loftet er der ældre, synlige bjælker med loftbrædder. Dørene er ældre fyldingsdøre, men ind til badeværelset er nyere, plane døre. Indvendigt er vinduerne forsynet med koblede rammer. Tagrummet er uudnyttet.

Et par meter nord for Store Hospital ligger den langstrakte udhusbygning, der er en énetages bygning i bindingsværk med stråtækt, afvalmet heltag med kragtræer i halmmønningen samt en stor skorstenspibe med sokkel og gesims. Bygningen har sortopstolpet bindingsværk og hvidkalkede tavl, mens skorstenspiben står delvist gråskuret og delvist med synlige, røde teglsten. Dørene består af nyere, men traditionelt udførte, enfløjede revledøre, tre mod syd og en i østgavlen, også vinduerne er nyere, men traditionelt udførte. I sydsiden er tre etrammede og seksdelte vinduer, mens der mod nord er et enkelt vindue, som er todelt og seksrudet. Døre og vinduer er malet grønne. Omkring bygningen ligger et bånd af pigsten. Udhusbygningen er indrettet med tre depotrum med indgang fra syd samt et vaskerum i østgavlen. Rummene har alle støbt gulv, overkalkede bindingsværksvægge, fritliggende bjælker og derover lukker en pladetype eller loftbrædder af mod tagrummet. I vaskerummet er der i gulvet spor efter, hvor gruekedlen tidligere var.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til Lille og Store Hospitals placering umiddelbart nord for Hesselager Kirke, hvor de fysisk afgrænser kirkegården. Den samlede helhed med Lille Hospital, Store Hospital og udhusbygningen udgør et homogent og sammenhængende anlæg i den smalle landsbygade. På grund af bygningernes indbyrdes, nære placering samt beliggenheden ved siden af kirken og kirkegården, i den centrale del af Hesselager by, udgør de et enestående, historisk hele.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Lille Hospital knytter sig til dens oprindelige funktion som tiendelade, hvilket kan aflæses i de solide, metertykke kampestensmure samt i den nære placering til kirken.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til Lille og Store Hospitals funktion som legatstiftelse for sognets fattige. Dette kan aflæses i de to bygningers traditionelle og solide fremtræden med et enkelt materialevalg, metertykke mure og de over for hinanden placerede hovedindgange. De to hospitalsbygninger vidner om det tidligere så almindelige tætte samspil mellem kirken, herremanden og den omgivende landsbybebyggelse. At man i Hesselager har to, tætliggende og forholdsvis store hospitalsbygninger beretter endvidere om den lokale herremand, Niels Friis, der aktivt tog del i sine sognebørns velbefindende ved at hjælpe de fattige og svage til husly og endvidere sørge for undervisning af børnene, hvilket ikke var almindeligt omkring år 1600. Især Store Hospital er interessant, fordi den historisk set meget tidligt blev opført som hospital, og ikke var blevet ombygget hertil som Lille Hospital, og fordi hospitalet lige siden 1596 har huset fattige og ældre, en funktion den har bibeholdt i dag, hvor den er indrettet med to ældreboliger. Indvendigt knytter den kulturhistoriske funktion sig til den ældre planløsning i Lille og Store Hospital, herunder den gennemgående hovedskillevæg, som dog i Lille Hospital er fjernet i konfirmandstuen, samt de mindre rumenheder opbygget omkring de to skorstene, som særlig er synlig i Lille Hospital i form af det tilmurede ildsted. Hospitalernes indretning med forstuer og mindre stuer samt centralt placerede skorstene har træk efter den planløsning, som var karakteristisk for 1700-tallets hospitalsbyggeri på Fyn, der ofte var udformet som forholdsvis dybe bygninger. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele som fyldingsdøre, bjælkelag og loftbrædder. Udhusbygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til, at den var en sekundær bygning til brug for hospitalernes beboere. Sydsidens revledøre vidner om, at bygningen var indrettet med mange redskabsrum, den store skorstenspibe i rygningens østende vidner om, at der her var et fælles vaskerum, og endelig vidner nordsidens tilmurede døråbninger om, at denne del af udhusbygningen rummede lokummer til fælles brug for de mange beboere. Hertil kommer bindingsværket, der er forholdsvist righoldigt, dog uden udsmykninger, hvilket sammen med de forholdsvist lukkede sider med få vinduer og døre indikerer bygningens funktionsbestemte oprindelse. Hertil kommer udhusbygningens egnskarakteristiske træk, der knytter sig til halvrankerne og stormbåndene, der på traditionel fynsk vis støtter mod den næstsidste stolpe i stedet for hjørnestolpen, således at vindtrykket på det yderste fag bliver knapt så stort. I det indre knytter udhusbygningens kulturhistoriske funktion til den ældre grundplan med selvstændige redskabsrum og et vaskerum i østgavlen. Den store skorsten vidner om, at her stod gruekedlen, hvis aftryk stadig kan ses i gulvet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Lille Hospital knytter sig til bygningens solitære fremtræden som en kraftfuld og sluttet bygningskrop med gedigne, metertykke kampestensmure. Hertil kommer bygningens imposante, kamtakkede gavle og det teglhængte heltag med ubrudte tagflader og den enkle farvesætning, der giver bygningen en asketisk fremtoning. De dybtsiddende og dobbeltfalsede indgangsdøre skaber kontrast til vinduerne, der sidder i plan med murværket, og understreger sammen med det lave og skæve dørhul bygningens tyngde. De relativt få vinduer med småsprossede ruder modsvarer de djærve mure med ganske få murværksdetaljer. I begge hospitalsbygningers indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den traditionelle materialeanvendelse og til de skrå vindueslysninger, som optimerer lysindtaget i de metertykke mure.

I det ydre knytter Store Hospitals arkitektoniske værdi sig til det fritliggende og brede bygningsvolumen med halvvalmet heltag med stort set ubrudte tagflader og skorstenspiber i rygningen. Både bygningsvolumenet og facaderne fremstår symmetriske, og de enkle murede gesimser og den neddæmpede farveholdning understøtter bygningens prunkløse fremtoning. Der er kun få dør- og vinduesåbninger i bygningen og de store murflader dominerer bygningen. De dybtsiddende døre, som er udformet som elegante, flammerede døre med buet overkant, udgør sammen med de småsprossede vinduer en fin kontrast til de rustikke, kalkede murflader. Samlet set er det lille hospitals fremtoning enkel og elegant. Der er et klart aflæseligt hierarki imellem hospitalsbygningerne og udhusbygningen. Hvor de svære, grundmurede hospitalsbygninger med hvidkalkede facader og røde tegltage fremtræder som solide beboelsesbygninger, signalerer udhusbygningen sin sekundære funktion på grund af dens beskedne materialeholdning med bindingsværk og stråtag. Den arkitektoniske værdi ved udhusbygningen knytter sig til det fritliggende bygningsvolumen, som fremtræder harmonisk grundet den forholdsvis lange og smalle bygningskrop med helvalmet, ubrudt stråtag. Facadens fagdelte og forholdsvist stringente udtryk brydes af halvrankerne og stormbåndene samt af den rytmiske anvendelse af døre og vinduer. De smårudede, etfags vinduer fremtræder spinkle og går fint i tråd med de jævne revledøre.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links