Hjerpsted gamle Præstegård

Hjerpsted Gamle Præstegård blev opført i 1843. Staldbygningen faldt sammen under stormen i 1999 og blev derefter genopført under ledelse af arkitekt Fleming Mathiesen. I juli 2007 brændte stuehuset på grund af et lynnedslag, og det blev derefter restaureret ved arkitekt Flemming Matthiesen. Det lykkedes blandt andet at bevare bjælkelaget samt døre og gerichter, som blev genanvendt ved istandsættelsen. Gavlene blev pillet ned til gesimshøjde, og derefter retableret. I forbindelse med restaureringen blev den østre skorsten genopført, og der blev etableret en ny bryggersindgang mod gårdspladsen, hvor der oprindeligt var et vindue. Endvidere blev bryggersets oprindelige gulvniveau sænket, så det svarer til den resterende del af stueetagen og en ny døråbning mellem køkken og bryggers blev etableret. Endelig blev betongulvene udskiftet med bræddegulve.

Hjerpsted Gamle Præstegård ligger i den sydøstlige udkant af landsbyen Hjerpsted et par kilometer fra Vadehavet. Hjerpsted Gamle Præstegård består af to fritliggende længer, et stuehus og en staldbygning, der ligger i vinkelformation omkring en pigstensbelagt gårdsplads. Stuehuset er grundmuret med stråtækt, trekvartvalmet tag, gennemgående gavlkviste, mønning af græstørv og i rygningen to skorstenspiber med sokkel og krave. Længen fremtræder i blank mur af hårdtbrændte, røde sten muret i krydsforbandt, med sort sokkel og en svagt fremspringende, muret gesims. I gavlkvisten mod gården sidder en nyere, tofløjet fyldingsdør, og mod haven sidder en nyere tofløjet fyldingsdør med glasruder øverst og et ældre overvindue. Mod gården er der endvidere en nyere flammeret dør. Vinduerne udgøres af småsprossede korspostvinduer samt af et- og torammede, småsprossede vinduer. Døre og vinduer er udført som kopi af de oprindelige, dog er vinduerne forsynet med koblede rammer. Alt træværk er hvidmalet. I gavlene og gavlkvistene ses murankre, i vestgavlen er de udformet som årstallet 1843.

I det indre har stuehuset bevaret størstedelen af en ældre planløsning med forholdsvis store gennemgangsrum og en gennemgående midterskillevæg, der opdeler stuerne, placeret en suite, mod haven fra de mere sekundære rum placeret mod gården. Hertil kommer, at forstuen og havestuen er placeret i forlængelse af hinanden i bygningens midte under gavlkvistene. Fra forstuen fører en nyere kvartsvingstrappe op til den udnyttede tagetage, hvor der forefindes tre store værelser, en skabsgang samt et badeværelse. Bygningen fremtræder med traditionelle overflader, herunder nyere klinke- og bræddegulve, pudsede vægge, synlige ældre loftsbjælker og nyere loftbrædder. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer som en- og tofløjede fyldingsdøre, bukkehornsbeslag og profilerede gerichter. Under bryggerset i den sydvestlige del af bygningen er der et lille lavloftet kælderrum, der nås via en lem i gulvet.

Staldbygningen er ligesom stuehuset grundmuret, men har muret sokkel, hvid gesims og trekvartvalmet stråtag med en enkelt skorstenspibe i rygningen med sokkel og krave. Mod gårdspladsen er tagfladen hævet over en høj, revleport, mens der på modsatte side sidder en lav, tofløjet revleport. Dørene udgøres af revledøre, der sidder bag kurvehanksbuede døråbninger. Vinduerne udgøres af nyere etrammede, småsprossede trævinduer og ældre støbejernsvinduer. I gavlen mod syd sidder desuden en tofløjet luge. Alle vinduer og alt træværk er hvidmalet. Alle porte, døre og trævinduer er nyere, men udført i kopi af de oprindelige. Staldbygningens indre struktur er enkel med et stort centralt rum, hvor der er åbent til kip, og på hver side af dette er der to-tre mindre rum med synligt bjælkelag og loftsbrædder. Gulvene udgøres af teglsten, der i det centrale rum er lagt på højkant, mens de i de øvrige rum er lagt på fladen, og væggene er hvidkalkede. Dørene består af nyere revledøre og en nyere revleskydeport.

Den miljømæssige værdi ved Hjerpsted Gamle Præstegård knytter sig til dens beliggenhed i en traditionel vejklyngeby med et bevaret vejnet og en bevaret bebyggelsesstruktur, som særligt kommer til udtryk i landsbyens sydlige udkant, hvor gården sammen med den øvrige bebyggelse langs vejen udgør en klar og veldefineret afgrænsning til det dyrkede land omkring landsbyen. Gårdens to længer, beboelses- og staldlængen udgør i samspil med den pigstensbelagte gårdsplads og den store have rammen om et traditionelt præstegårdsmiljø, som dog er særegent ved, at kirken ligger et stykke vest for Hjerpsted Gamle Præstegård, på kanten af marsken og Vadehavet.

Landsbyens bebyggelser blev bygget på Hjerpsted Bakkeø for at sikre bygningerne mod vinterens oversvømmelser i det flade landskab. De mange gårde i Hjerpsted vidner endvidere om byens strategiske placering med nem adgang til både græsningsarealer i det omgivende marsklandskab og frugtbar landbrugsjord på geesten øst for byen.

Hjerpsted Gamle Præstegårds kulturhistoriske værdi relaterer sig til gårdens anseelige størrelse, der vidner om præstegerningens tidligere magtfulde samfundsposition. Hertil kommer, at Hjerpsted Gamle Præstegård som en tolænget gård repræsenterer en mellemstor gård med træk fra den vestslesvigske gård, der er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet. Hjerpsted Gamle Præstegårds egnskarakteristiske træk knytter sig til de forholdsvis lange længer, hvor beboelseslængen har gavlene vendt mod øst og vest, mens staldlængen har gavlene vendt mod nord og syd. Hertil kommer de stejle og ubrudte, halv- og trekvartvalmede tage, som er tækket med tagrør og har mønning af græstørv, samt de spidse frontkviste, der sidder over stuehusets indgangs- og havedør og som lokalt benævnes en arkengaff. Endvidere kommer, at facaderne er grundmurede og sat i egnstypiske, hårdtbrændte, røde tegl, som ofte er større end en normalsten. Murværket er lagt i krydsforbandt med skrabefuge, og har stor detaljerigdom omkring døre, vinduer og gesimser, herunder at staldlængens døråbninger er udformet med et kurvehanksbuet stik, og at den indadgående revledør sidder bagved denne i en selvstændig karm. Vinduerne er, som traditionen foreskriver det, hvidmalede og placeret regelmæssigt i beboelseslængen, mens de i staldbygningen mestendels er rundbuede og udført i støbejern. Frontkviste og gavle kendetegnes ved murankrene i smedejern, der er en blanding af enkle murankre og årstal.

Endvidere er det karakteristisk, at staldlængens porte har forskellig højde alt efter deres placering. Den høje port vender ud mod gårdspladsen, således at hestevognen med det høje hølæs kunne komme ind i laden, høet blev læsset af på høloftet og dernæst kunne den tomme vogn køre ud på bagsiden, igennem den lave port, idet den ekstra højde ikke længere var påkrævet. Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe egnens særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Stuehusets solrette placering gør, at det kun er den ene gavl, der er udsat for den hårde vestenvind, som præger området. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Tunge græstørv til møningen og rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, som allerede var almindelig i begyndelsen af 1700-tallet, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. Byggeskikken langs Vadehavet er præget af en traditionel vestslesvigsk byggeskik, som vandt frem efter stormfloden i 1634. Den frisiske påvirkning viser sig ikke kun i byggematerialet, men også i orienteringen og disponeringen af bygningerne. De karaktergivende og smukke detaljer og bygningsdele, der kendetegner det slesvigske længehus, har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse. Ud over at arkengaffen markerer indgangen i facaden, har den også flere praktiske funktioner, herunder at man igennem forkelugen kunne kaste hø op på loftet, samt at arkengaffen tjente som brandsikring ved at forhindre at et brændende stråtag skulle skride ned over flugtvejen fra hoveddøren. I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede ældre planløsning med gennemgående midterskillevæg og gennemgangsrum beliggende en suite, samt at de repræsentative rum ligger ud mod haven og de sekundære rum ligger mod gården. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til de ældre og traditionelle bygningsdele, herunder bræddegulve, pudsede vægge og synligt bjælkelag med loftbrædder imellem. Hertil kommer de bevarede ældre en- og tofløjede fyldingsdøre, hvoraf enkelte har bukkehornsbeslag, samt de profilerede gerichter og greb. I staldlængen knytter den kulturhistoriske værdi sig til den oprindelige planløsning med et gennemgående, højloftet aflæsningsareal samt hølofter og depotrum på hver side af dette rum.

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives Hjerpsted Gamle Præstegårds to monumentale bygningskroppe, hver med et stort og stejlt, næsten ubrudt stråtag, der kun brydes af beboelseslængens gennemgående, høje og spidse gavlkviste samt af staldlængens let hævede tagflade over porten. Facadernes homogene fremtræden i blank rød mur giver sammen med det altdominerende stråtag og de hvide vinduer Hjerpsted Gamle Præstegård en meget helstøbt og harmonisk fremtræden. Få, men elegante detaljer ophøjer beboelseslængens ydre, herunder gesimsen og havesidens serliana, der er et halvt vindue på begge sider af en indgangsdør. Særligt gavlkvistenes markante form sikrer, at opmærksomheden samler sig om stuehusets midte. Hertil kommer staldlængens rundbuede dør- og vinduesnicher. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de lyse og højloftede, en suite beliggende stuer, der giver et imponerende kig gennem bygningen og i samspil med den traditionelle materialeholdning og de ældre døre skaber et herskabeligt og stemningsfuldt interiør.

Læs videre om

• Nylandsvej 2, Sønder Sejerslev
• Slotsgaden 7, Møgeltønder
• Åsgård, Sønder Skast

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen