Holckenhavn, Vindinge

Holckenhavns historie går tilbage til 1300-tallet, og herregården har i løbet af sin lange eksistens skiftet navn, ejere og udseende flere gange. Slægten Ulfeldt ejede Holckenhavn fra 1300-tallet og frem til 1600-tallet. Jakob Ulfeldt opførte i 1579-85 en ny hovedbygning på den kunstige holm ned mod Vindinge Ås udløb formentlig med Hercules Midow som bygmester. Han ændrede samtidig navnet fra Kogsbølle til Ulfeldtsholm. Den gamle hovedbygning havde ligget i landsbyen Kogsbølle. Det nye byggeri bestod af en øst- og nordfløj af mursten over en kvaderstenssokkel med rødmalede mure og hvidmalede, forsænkede bånd, så der fremkom et firkantet mønster. På nordfløjen var et rundt trappetårn samt et hjørnetårn, der nu er revet ned. En vindebro førte over voldgraven i syd, hvor anlægget var åbent ligesom mod vest. I østfløjen var der en stor dansesal, og i den nordlige fløj var der beboelse. Under dansesalen var der formentlig kapel.

Jakob Ulfeldts søn, der havde samme navn, solgte herregården til Ellen Marsvin i 1616, men først udbyggede han hovedbygningen med et klokketårn samt en tilbygning mellem tårnet og nordfløjen i stil med det oprindelige byggeri. Tårnets dør var placeret på nordsiden, men er i dag på vestsiden. Endvidere opførte han et tårn ved østfløjens sydøstlige hjørne, som var højere end de tilstødende bygninger, således at der kom skydeskårslignende glugger i tagetagen.

Ellen Marsvin ændrede navnet til Ellensborg, og hun renoverede og udsmykkede hovedbygningen samt udvidede hovedbygningen med vest- og sydfløjen. Vestfløjen blev forbundet til nordfløjen med et hjørnetårn. Under vestfløjen var der en høj, hvælvet kælder, og i den sydlige del blev der indrettet kirkerum, som strakte sig gennem kælderen og den nederste etage med høje, spidsbuede vinduer og krydshvælvinger i loftet. Ellen Marsvin lod også opføre en ladegård syd for hovedbygningen. Ladegården brændte dog i 1912, og i dag er kun bevaret resterne af en kostald beliggende ud til Svendborgvej.

I 1662 beslaglagde Kronen Ellensborg, efter den daværende ejer Corfitz Ulfeldt blev anklaget for forræderi, og hans hustru Leonora Christine (Ellen Marsvins barnebarn) blev fængslet i Blåtårn. I forbindelse med overtagelsen ændrede Frederik III navnet fra Ellensborg til Nygård. Holck-slægten ved Eiler Holck fik overdraget herregården fra kronen i 1672. Eiler Holck havde fået titlen baron i 1671, og han gav herregården dens nuværende navn, Holckenhavn, ved overtagelsen og oprettede det første baroni i landet. Holckenhavn er stadig i slægtens eje.

I slutningen af 1700-tallet blev dele af hovedbygningen nedrevet, herunder kviste på øst- og nordfløjen, trappetårnene ved nord- og vestfløjen, to af karnaptårnene på østfløjen, spiret på det store klokketårn og flere af de svungne gavle. Formentlig af Iver Holck i 1779 ifølge vindfløjen på vestfløjens søndre gavl. I 1904 blev Holckenhavn gennemgribende restaureret og istandsat af den lokale Nyborg-arkitekt August Colding (1874-1941), der søgte at føre bygningerne tilbage til deres oprindelige udseende. August Colding er af eftertiden beskrevet som en lidt hårdhændet restaureringsarkitekt. Den lille mellembygning mellem nord- og østfløjen er fra denne restaurering, ligesom Colding også stod for at restaurere broen. Værnet, som ses på broen i dag, er en kopi af Coldings fortolkning af værnet.

Riddersalen i østfløjen blev restaureret under Nationalmuseets tilsyn i 1938-1939. I 2006 nedbrændte en stor del af tårnet på østfløjen, hvorefter det blev genopført med nye trædæk, hvori der indgik eksisterende tømmerkonstruktioner. Også murværket blev repareret, kuppelspiret blev fornyet, mens lanternen og vindfløjen blev restaureret. Holckenhavn blev senest ombygget i 2012, hvor der blev indrettet hotelværelser og badeværelser indenfor den eksisterende rumdeling i vestfløjen og i sydfløjens kælder. Endvidere blev der indrettet industrikøkken i østfløjen.

Ser man på de få gengivelser af broen, der findes kan det konstateres, at den oprindelige brobelægning har været af træ. På billedet fra 1843 ses den som stenbro men med et andet rækværk, end det nuværende. Rækværket må være udskiftet i perioden efter 1843, og det mest sandsynlige er, at det er sket i forbindelse med Coldings store restaurering. Som det ses på billedet er der antydet tværstillede planker, mens den yderste del af broens opbygning ikke ses. Portbygningen står tilsyneladende på den murede bros inderste, hvælvede gennemløb. Broen har en lang og uudforsket historie bag sig og fremstår i dag i det billede, man på restaureringstidspunktet omkring 1904 – 1910 mente, var karakteristisk for en bro over en voldgrav til en herregård. Broens bygningshistorie kan følges på en række tegninger og fotos, der i princippet ikke modsiger denne tolkning. Selv om Danmark gennem 1700-tallet kunne rekvirere støbejern fra Norge, var rækværk, gitre m.v. langt overvejende udført i smedejern frem til begyndelsen af 1800-tallet, hvor danske jernstøberier blev leveringsdygtige i diverse bygningsstøbejern. Ældre stenbroer havde derfor i sagens natur rækværker udført i smedejern, og de kan stadig ses på forskellige slotte og herregårde. Holckenhavnbroens alder kendes ikke, men broen kendes fra flere afbildninger.

Holckenhavn ligger i en stor park ud til Holckenhavn Bugt og Holckenhavn Fjord mod nord, lige syd for Nyborg. Hovedbygningen udgør et lukket, firefløjet anlæg med en portåbning i den søndre fløj, der ligger på en holm omgivet af vandfyldte grave. Voldstedet er fortidsmindefredet, og parken er naturfredet. Mod vest og syd er agerjord, og mod syd er også Kajbjerg Skov.

Broen over voldgraven er en brolagt buebro af granitkvadre med et nyere værn af støbejern lavet i kopi af det tidligere værn, der formentlig var fra begyndelsen af 1900-tallet. Broen flankeres af to fredede lygtestandere af støbejern. Broen fører til en portåbning, der leder direkte til den brolagte gård. Det firefløjede anlæg, tårne og tilbygninger er alle opført i røde teglsten under røde, teglhængte og næsten ubrudte tage, i hvis rygninger der er flere skorstenspiber af røde teglsten. Soklerne er af granitkvadre eller murværk. Øst-, nord- og vestfløjen er opført i to etager over en høj kælder. Sydfløjen er i en etage ligeledes over en kælder. Alle fløje afsluttes af svungne gavle opdelt af vandrette, murede bånd, og i murene er adskillige murankre af forskellig udformning. Portgennemkørslen markeres af fremskudte, svungne frontgavle mod både bro og gård, lig de øvrige gavle, og med murankre formet som "IHS", "EMA" og "1634". Over den rundbuede portåbning er et skråtstillet solur.

Portrummet er brolagt, har sider i rød, blank mur med rundbuede nicher og pudset, krydshvælvet loft. Portrummet aflukkes mod broen af en ældre, tofløjet port med en gående dør, svungne smedebeslag og rosetformede nagler. Vinduerne er hvidmalede og overvejende opsprossede krydspost- eller korspostvinduer af varierende størrelse og alder i øst- og nordfløjen, mens der i syd- og vestfløjen mestendels er opsprossede en- og torammede vinduer. Vinduerne sidder under fladbuede eller rundbuede stik. I vestfløjens søndre del og gavl er dog ældre, høje, slanke blyindfattede ruder i spidsbuede dobbeltfalse. Vindjernene er forsynet med dekorative blomstermotiver. Fra gården er der nedgang til kældrene i alle fløje ad ældre eller traditionelt udførte døre, herunder revledøre med rosetudformede nagler og flammerede døre.

Øst- og nordfløjen er udført i kvadermuring og har øverst en muret, mæanderlignende frise og herover en hovedgesims med dråbefrise. Etagerne adskilles af en gesims lig hovedgesimsen, der er afdækket af en række røde vingetegl. Gesimsen er ført videre rundt på gavlene samt på vest- og sydfløjen. Nordfløjen har et toetages tårn med svungen gavl på havesiden udført i murværk som de øvrige fløje. I tårnet er en tofløjet fyldingsdør med opsprossede ruder og overvindue samt med en muret trappe foran. På nordfløjens gårdside leder en nyere, dobbeltløbet trappe med murede, svungne sider og værn af smedejern til en repos foran hoveddøren. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med en tofløjet fyldingsdør med ruder bagved. På østfløjens gårdside er et trappetårn med kobberklædt spir, lanterne og vindfløj. På tårnet er en pudset, hvidtet renæssanceportal med nicher og indlagt våbenskjold. I portalen er en sparrelagt revledør med nagler med rosetformede hoveder samt svungne, smedede beslag. Øverst har tårnet en rundbuet niche og herunder et indmuret ur. I tårnets sydside er mindre, etrammede, rundbuede vinduer. På østfløjen er ud mod parken en tilbygning mod syd i højde med østfløjen, et mindre tårn (en tidligere hemmelighed) samt en enetages mellembygning mellem nord og østfløjen. En trappe leder til en kurvehanksbuet dør i mellembygningens østside. I østfløjens langside mod parken er to rundbuede bræddedøre, den ene med en muret trappe foran.

Sydfløjen og vestfløjen er uden kvadermuring. Vestfløjens gårdside er mestendels lukket mod syd, og der er i alt tre kurvehanksbuede døre i falsede åbninger, hvoraf den søndre er udskåret med imponerende bruskbarokke, religiøse motiver. Under gesimsen er en række murankre udformet som bogstaver, ligesom også på den søndre gavl, der bærer skriften "ELLEN MARSVIN 163" og øverst en vindfløj med initialerne "IH" og årstallet "1779". Mellem portåbningens frontgavl og sydfløjen er et rundt trappetårn mod gården. Tårnet har et fladt, teglhængt tag og toppes af en vindfløj. Under sydfløjens hovedgesims er en række små, falsede kurvehanksbuede åbninger, der i dag er blændede.

Holckenhavn danner i dag ramme om hotel og konferencefaciliteter, og fløjenes lange udviklingshistorie afspejles i deres planløsninger og interiører. I østfløjens stueetage er reception, industrikøkken og opholdsrum. På første etage er en riddersal i hele fløjens længde samt to værelser med bad. I klokketårnet er en trappe med trin af granit eller træ, der leder fra gården til kælder, alle etager og klokkeværket i spiret. Tårnets tagkonstruktion er mestendels fornyet, og øverst er Ulfeldts oprindelige klokker bevaret. I mellembygningen mellem nord- og østfløjen er et kontor. I nordfløjens stueetage er et centralt placeret trapperum med en ældre trappe af træ med snirklede støbejernsbalustre og håndliste af træ. Mod øst er en dansesal og mod vest et køkken og en stue. På førstesalen er fordelingsgange mod gården samt værelser og badeværelser mod parken. Kælderen under øst- og nordfløjen er indrettet med flere depotrum. Gulvene er støbte, belagt med klinker, ølandsfliser eller ældre teglsten, murene er pudsede og kalkede ligesom de krydshvælvede lofter. Der er bevaret flere ældre revle- og fyldingsdøre og rester af et ildsted med ildstedskappe og vanger. Under nordfløjen er krydshvælvene bemalede, formentlig i nyere tid.

I vestfløjen er Ellen Marsvins kirke i den søndre del. I kælderen er køkken, møderum og depoter, mens der på de øvrige etager er indrettet værelser og badeværelser. Også i sydfløjen er der indrettet værelser med badeværelser i kælderen og delvist i stueetagen, mens der er lokaler til administration i den resterende del. Tagetagerne er uudnyttede og har synlige konstruktioner samt en høj styrterumskonstruktion. Kun tagetagen på vestfløjen er besigtiget.

Generelt er Holckenhavns indre kendetegnet af en traditionel materialeholdning, som afspejler flere tidsperioder. Der er således klinke-, tegl-, parket-, naturstens- og bræddegulve, pudsede vægge, hvoraf nogle er marmoreret, mens andre listeinddelte, og nogle har trælister i brystningshøjde med strukturtapet under og herover pudsede vægge bemalet med en smal bort langs paneler, gerichter og lofter. Lofterne er dels pudsede med stukgesimser samt bjælkelofter og kassettelofter. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre, gerichter, hængsler og greb, revledøre med smedet beslåning, interne trapper med værn og balustre af træ, lysningspaneler, brystningspaneler, kaminer, kakkelovne, en travetinpejs og brændeovne. Af særlige interiører skal dog nævnes kirkerummet i vestfløjen, riddersalen, biblioteket og herreværelset i østfløjen, dansesalen og Ellen Marsvins Suite i nordfløjen samt Chr. IV's kontor i mellembygningen.

Kirkerummet i vestfløjen har ølandsfliser på gulvene, væggene og loftets ribbehvælve er pudsede og kalkede. Hvælvene har enkle bemalinger i røde toner. Kirkens interiør består af træskærerarbejder, herunder stolestaderne, der er rigt dekorerede med udskæringer af billedskæreren Hans Dreier, mens Ellen Marsvin lod den sengotiske altertavle og prædikestolen hente andetsteds fra.

Riddersalen har plankegulv, bemalede vægge og bjælkelag, falsede kurvehanksbuede lysninger, der går ned til gulvet, samt falsede kurvehanksbuede nicher i den modstående langvæg. I hver ende af salen er bemalede kaminer med ølandsfliser foran. Den ene er oprindelig og fra opførelsen i 1585, mens den anden er fra 1938 – 1939. Ud til tårnværelset, der tidligere rummede en hemmelighed, er bevaret en renæssancedør med en udskåren arkade med trekantsfronton i den øverste fyldning samt lås og smedede beslag.

Biblioteket og herreværelset har bræddegulve, mørke paneler i mandshøjde samt vægge med mørkt strukturtapet formentlig fra første halvdel af 1900-tallet samt hvælvede, pudsede lofter. En paneldør leder fra herreværelset til værelserne ovenover. Døren mellem de to rum er indrammet af udskårne pilastre, der bærer en kraftigt profileret trekantsfronton.

Dansesalen har et nyere parketgulv, brystningspaneler, listeopdelte vægge og pudset loft med enkel stukkatur med forgyldninger. Der er tofløjede fyldingsdøre med ægformede greb. Paneler og gerichter er dekorerede med forgyldte borter, og lysningspanelerene er udført med kanellerede, pilasterlignende dekorationer. Ellen Marsvins Suite har bræddegulv, brystningspaneler og herover er væggene bemalet i pompejansk stil.

Chr. IV's kontor stammer fra 1904 og er udført med bræddegulv, pudsede, bemalede vægge med mørke brystningspaneler, udskårne, bemalede loftsbjælker på konsoller med bræddeloft, lysningspaneler og fyldingsdøre med ruder i den øverste halvdel.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Holckenhavn knytter sig til beliggenheden i parken på slotsholmen tæt på Holckenhavn Bugt og Holckenhavn Fjord, der sammen med resterne af Ellen Marsvins ladegård mod syd, den omgivende agerjord, forvalterbygningen øst for landevejen og Kajbjerg Skov udgør et helstøbt og karakteristisk herregårdsmiljø fra renæssancen. Holckenhavn præsenterer sig markant i parken set fra Svendborgvej og udgør en umistelig del af kulturmiljøet syd for Nyborg.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Holckenhavn som en velbevaret repræsentant for en anseelig renæssanceherregård med en lang og betydelig udviklingshistorie, hvor anlægget har udviklet sig fra enkelte huse til et vinkelhus, senere et trefløjet og endeligt til et lukket borganlæg i form af et trefløjsanlæg lukket af en lavere, fjerde fløj efter fransk forbillede. At Holckenhavn har skiftet navn i takt med sine magtfulde ejere er karakteristisk for renæssancens store anlæg, og de mange initialer og årstal i murankre, vindfløje og sten stadfæster ejerskifter og ombygningsår. Renæssancens herremænd havde internationalt udsyn, hvilket også ses i Holckenhavns arkitektur. Midow var en nederlandsk bygmester og stenhugger, kendt i perioden 1570 – 1580, og kvadermuringen, der er kendetegnende for Holckenhavns ældste bygninger, blev lanceret herhjemme af Dominicus Baetiaz, formentlig italiener, som arbejdede i landet i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Det vides ikke med sikkerhed, hvor meget Baetiaz var involveret i opførelsen af nord- og østfløjen, men han var formentlig bygmester for de tilbygninger, der blev opført efter 1596 af Jacob Ulfeldt d.y.. Baetiaz virkede også i Nyborg len, og kvadermuringen ses da også på samtidige fynske herregårde som Juulskov, Lykkesholm (portfløj), Arreskov (tårn ved sydfløj samt sydlige partier af vestfløj) og Harridslevgård (østfløjens kvistgavle), der alle er blevet tilskrevet Baetiaz. Også Holckenhavns svungne gavle med vandrette, profilerede bånd er fynske varianter af renæssancens karakteristiske svungne gavle. Tårnportalen på østfløjens trappeportal er ligeledes af særlig kulturhistorisk værdi, da den afspejler et tidstypisk yndet motiv fra Tyskland.

Endnu et træk, der afspejler renæssanceherremændenes brug af udenlandske bygmestre. Det murede, dekorative bånd over anden etages vinduer er direkte kopieret efter en af den nordeuropæiske renæssances mest benyttede arkitekturbøger, Walter Rivius: Vitruvius Teutsch 1548.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre endvidere til den synlige udvikling af anlægget, som er tydelig i den lidt sammensatte karakter og i de enkelte afvigelser i murværk samt i blændinger, bygningshøjder og dekorationer. Ellen Marsvins udvidelse af Holckenhavn er et eksempel på datidens adelige bygherrers ambitiøse målestok; det nye Frederiksborg (1602 – 1623), og hendes bedrift er bevidnet i murankre og indridsninger i gårdspladsens sten samt i kirkedørens låseskilt, der er udformet som en fisk med hendes initaler indridset. Ellen Marsvins inspirationskilde havde rødder i Franske anlæg, hvor en lavere, tredje fløj som en reminiscens af en tidligere spærremur og en aksefast ankomst førte til gårdspladsen – en form for Cour dhonneur. Sydfløjens øverste række af rundbuede nicher leder tankerne hen på skydeskår, ligesom også placeringen på holmen peger på forsvarsmæssige hensyn. Dog er anlægget med vælske gavle og murværksdekorationerne først og fremmest en elegant og autoritær herremandsbolig opført i fredstid. Den kulturhistoriske værdi i det ydre knytter sig således til det samlede anlæg med nord- og østfløjen som de ældste dele, herefter vest- og sydfløjen og de senere rekonstruerede bygninger, herunder mellembygningen mellem øst- og nordfløj samt klokketårnet. Endvidere skal nævnes østfløjens tidligere hemmelighed. Broen udgør ligeledes en væsentlig del af anlægget og er med sin buekonstruktion i granitkvadre, støbeværnsjern og lygtestandere en karakteristisk repræsentant for adlens brobyggerier.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til fløjenes ældre grundplaner, der ligesom det ydre afspejler Holckenhavns lange udviklingshistorier og tidernes skiftende stilidealer fra renæssancen, barokken til Louis Seize, empire og klassicismens pompejanske udsmykninger samt til den tilbageførende restaureringsstil fra 1900-tallet. Den kulturhistoriske værdi i det indre knytter sig således til de ældre planløsninger, interiører, bygningsdele- og detaljer. Særligt skal nævnes kirken med alle detaljer og Dreiers unikke bruskbarokke træskærerarbejder.

Den arkitektoniske værdi ved Holckenhavn knytter sig til de sammenbyggede bygninger på slotsholmen, der fremstår som et samlet anlæg trods de mange udbygninger siden 1585. Det er særligt den gennemgående brug af røde teglsten, vælske gavle og de næsten ubrudte, røde tegltage, der samler anlægget til en helhed ligesom beliggenheden på slotsholmen sikrer et veldefineret, solidt og kompakt anlæg med en bastionagtig karakter med en klar inder- og yderside. Den aksefaste ankomst til slotsgården ad granitbroen via portbygningen samt gavlenes udsmykninger, de mange vindfløje, skorstene, murankre og ikke mindst klokketårnets lanternespir giver Holckenhavn et særdeles herskabeligt og oplevelsesrigt ydre ligesom også kirkens to etager høje, spidsbuede vinduer og de mange kurvehanksbuede åbninger og broens støbejernsværn og lygtestanderne bidrager til Holckenhavns fornemme karakter.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre særligt til kirken, riddersalen, Ellen Marsvins Suite, biblioteket, herreværelset og Chr. IV's kontor, der med deres interiører, rumdimensioner, dekorationer og farveholdninger repræsenterer helstøbte eksempler på arkitektoniske stilidealer. Hertil kommer hovedtrappen i nordfløjen samt de krydshvælvede kældre, der ligeledes bidrager til Holckenhavns helstøbte karakter og klare rumhierarki, der spænder fra den herskabelige ankomst, de repræsentative sale og suiter til de mere enkelt dekorerede værelser og de sekundære rum med slidstærke og gedigne materialer. Holckenhavn har i det ydre såvel i det indre en gennemgående, høj kvalitet i den håndværksmæssige udførelse, der ligeledes er en væsentlig del af den arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Dyrehave Mølle, Nyborg
• Juelsberg, Aunslev
• Slotsgade 13, Nyborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen