Jørgen Plougs og Hustrus Plejehus, Faaborg

Bygningen blev sandsynligvis opført i midten af 1700-tallet som ladebygning. I 1760 blev bygningen omdannet til fattighus, for kirkelige fattige enker. Det antages, at der i denne forbindelse har været en vinduesudskiftning og en ændring af hele grundplanen samt oprettelse af to skorstene med piber i rygningen og ildsteder til hver bolig. I 1801 grundlagde Jørgen Ploug og hans hustru Barbara Kirstine Hempel en fond, der overtog bygningen i 1826 og indrettede fire værelser med senge og borde, hvor otte fattige kunne bo. De to skorstenspiber i tagets rygning ses endnu på et fotografi fra 1908. På dette tidspunkt var hoveddøren malet i en mørk tone.

Bygningen ligger midt i den ældre del af Faaborg, hvor den nordvendte facade ligger helt ud til fortovet. Den østlige gavl er delvist dækket af nabobygningen, mens den vestlige gavl står fri og er fra hjørnet forbundet til den vestlige nabobygning med et rødmalet stakit og en todelt revledør. Bygningen, der er i ti fag, er opført i en etage af rigt bindingsværk med fodrem på syldsten, dokker, fyldholter og skråbånd samt på gårdsiden gennemstukne bjælkeender. Alt bindingsværks træværk er malet rødt, mens tavlene er pudsede og farvet med jernvitriol. Bygningen har et opskalket, teglhængt heltag af røde vingetegl med trekvartvalmet vestgavl og rødmalede vindskeder. I facaden ses to ældre, plane, tofløjede dør, mens der mod haven er tre nyere havedøre med ruder i den øverste del. Vinduerne er hovedsagligt torammede, dog ses i hver gavl et enkelt etrammet vindue. Alle vinduer er småtopsprossede, de fleste vinduer er ældre og udført med nyere optoglas, og flere steder er de ældre hjørnebeslag og hængsler bevaret. Både vinduer og døre er hvidmalede.

I det indre er bygningen opdelt i tre lejligheder, og den ældre grundplan er delvist bevaret med to små forstuer og stuer mod gaden, mens køkkenerne ligger mod gården. I forstuerne er enkle, stejle trapper til tagetagen, som mod gårdsiden er indrettet med værelser og badeværelser, mens den øvrige del står uudnyttet. Overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder bræddegulve, bindingsværksskillevægge, synligt bjælkelag med pudsede lofter imellem. Endvidere er der en del ældre bygningsdetaljer bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, rundposter ved vinduerne og ved de to hoveddøre er ældre båndbeslag og låsetøj.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i den traditionelle bebyggelsesstruktur med en sammenhængende facadelinje. Dette giver sammen med gadens snoede forløb en klar fornemmelse af, at man befinder sig i den ældre bykerne. Hertil kommer den bevarede pigstensbramme langs med vestgavlen, da denne understøtter bygningens traditionelle byggestil. I haven mod syd ligger et ældre baghus, et tidligere vaskehus, som i dag bidrager til opretholdelsen af et intakt kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens righoldige og kraftige bindingsværkskonstruktion, der på traditionel vis er forsynet med fodrem, korte skråbånd, der på Fyn kaldes halvranker samt løsholter, dokker, gennemstukne bjælkeender samt gavle helt i bindingsværk. Hertil kommer den tætte række af dokker imellem den øverste løsholt og tagremmen, en såkaldt dokkefrise, der var almindelig for 1700-tallets bindingsværksbyggeri på Fyn. Bindingsværket på Fyn er kendetegnet ved at være rigt uden at være prangende, hvilket påviser at de fleste gårde på Fyn selv havde adgang til skov, og der var derfor ikke mangel på tømmer, som der har været andre steder i landet. Hertil kommer, at man i dag i store træk kan aflæse bygningens skiftende funktion, hvilket har stor kulturhistorisk værdi. For det første afspejler bygningens volumen og gårdsidens gennemstukne bjælkeender, der skaber det høje styrterum, at bygningen oprindeligt var ladebygning. Det var tidligere almindeligt at opbevare såsæd i styrterummet, da det her var beskyttet for tyveri, rotter og mus. Herefter kommer de kulturhistoriske værdier, der knytter sig til bygningens senere indretning som plejehjem, hvilket ses af de to hoveddøre, de småtopsprossede vinduer, den indre grundplan med to små forstuer samt skriften på facaden Jørgen Plougs og hustrus Barbara Kirstine Hempels Plejehjem 1801-1934. Det gælder endvidere, at de mange bevarede bygningsdetaljer så som de ældre vinduer og døre med alle detaljer, de indvendige traditionelle materialer som bræddegulve og synligt bjælkelag er med til at fastholde opfattelsen af bygningens alder. Især vinduernes opsprosning og runde lodposter samt de indvendige fyldingsdøre med to fyldinger, der har afrundede hjørner afspejler de almindeligt barokke bygningstræk fra 1700-tallet.

Den arkitektoniske værdi for bygningen relaterer sig i det ydre til den enkle og velproportionerede bygningskrop, hvor det stejle og delvist ubrudte tag giver en rolig flade imod det rige bindingsværk, hvis konstruktion og farveholdning har tydelige referencer til renæssancens bindingsværk. Den righoldige tømmerkonstruktion med løsholter, dokker og halvranker sørger samtidig for et levende og markant udtryk, der underbygges af den kontrastfulde farveholdning. Bindingsværket sørger tillige for en enkel symmetri, der på facaden endvidere holdes på plads ved placeringen af døre og vinduer. De ældre smårudede vinduer med ældre beslag fremtræder tillige spinkle og filigranagtige og er en fin forlængelse af det elegante bindingsværk.

Læs videre om

• Brahetrolleborg
• Priorensgade 4, Faaborg
• Solbjærggård, Millinge

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen